var den gode gamle _Duc_
i sin gammeldags Paryk;
men ved Hjælp af Marys Penge
og en Prokurator blot,
lykkedes det at fortrænge
Den, som under Robespjerre
havde kjøbt det af Nationen
og som uforstyrret siden
havde været Godsets Herre.
Og for nu at sætte Kronen
paa det Hele næsten inden
Mary vented det i Tiden:
Maaned efter, at han var
i Triumf med Gemalinden
draget ind ad Slottets Port,
Hertugen i Pomp man bar
ud af den. Da var den sort,
og med dødbleg Maanskinsglands
funkled i det Sorte hans
(nu hans Enkes) store Vaaben--
_la Duchesse de Montbrillant's_.
Men da i Alleen Hoben
med den Smule var forsvunden,
hvortil Storheden og Naaden
endelig var reducerte,
tørred hun, med Smiil om Munden,
hastig Sporene af Graaden
(af den kunstig præparerte)
bort fra Øjnene og Kinden;
og, henslængt paa en Divan,
atter drømmende en Plan
for sit Liv hun udstuderte.
Hertuginden slog sig ned
i en stille Enkefred.
I den stolte Glimmerkaabe
af det franske Navn indhyllet,
kunde sikkert Skjul hun haabe,
og imellem Engelskmænd
færdedes hun nu igjen,
som om under en fortryllet
Fortunati Hat hun gik,
hvorpaa Ingen Øje fik.
Trende Gange, ved sin franske
Kammertjener, havde hun
i en blød Erindringsstund
underhaanden ladet granske
efter mig og Francis, men
faaet gale Svar igjen.
Altid snøvled den Franzos:
«Eders Naade, den Matros
ganske sporløst er forsvunden,
som en Steen, der gaaer til Bunden;
Drengen ude var og foer
siden han var nævestor;
Fremmede--Gud veed hvorfra--
alt forlængst i Huset boede:
Moer og Datter, stille Kvinder;
artige--bevares ja!
særligen for Britterinder;
men, naar Alt han skulde sige,
som han i sit Hjerte tro'ede,
var hans Mening: ei saa lige
de hinandens Ord forstode.»
Mary hørte, med den Glæde,
som ei smiler, men vil græde,
med en falsk og hyklet Tro
paa en Tilvæxt i sin Ro,
denne haltende Fortælling
--dobbelt dunkel, halv og skjæv,
da hun kunde ei betro
til den gamle Buxekjælling
hvad der egentligen drev
den fornemste Adelsfrue
blandt Provindsens Høi-Noblesse
til en saadan Interesse
for en Sjømand og hans Søn.
Ja hun drev den selv saa vidt,
at hun endog spurgte tidt
om Detaljerne i Stuen;--
for Exempel om den var
endnu overstrøgen grøn,
om der hang et Fuglebuur,
om der stod et Stueuhr,
som et gammelt Inventar,
paa hvis blomsterkrandste Skive
tvende Gjøge vare malte,
som for hver en Time galte
ligesom de var ilive,
samt om han ei havde nogen
gammel Vugge seet i Krogen
og saa videre med meer,
hvoraf kun den Gamle leer.
Mary elsked den fornemme
Verden, hvori hun var bleven,
som en Fød og Baaren, hjemme;
men hun elsked den af Trang,
medens endnu hendes Hjerte
ved den simple Verden hang,
hvorfra hun var selvfordreven.
Hun sit Hertugindeliv
elsked kun som Tidsfordriv,
som en Døven af den Smerte,
der paa hendes Indre aad,
som en Latterkuur mod Graad,
som en Ruus, der lod forglemme
stundom gamle Minders Stemme,
der med gnedne Glasses Lyd
gjennemskar den hele Fryd
...Stundom kun?--nei, Mary heller
sjelden saa lyksalig var;
thi hun i sit Hjerte bar
paa en skaanselløs Fortæller,
som i hver en ensom Stund
--ja selv midt i Assembleen
og i Kontradands-Karreen
det til hendes Rædsel hændtes--
aabned pludselig sin Mund
til Historien, som endtes:
«Ve! i al den Glands du har,
hvad Du _er_ og hvad Du _var_!»
Hvor forgjæves
_high-lifes_ Glæde gjennemleves!
Hun i herligt Selskab næsten
al Europa gjennemstrøg,
trængte til Jerusalem
og Damask mod Østen frem,
gjorde, da hun tog derfra,
for at gjennemfare Vesten,
Libanons Zenobia,
Lady Stanhope, et Besøg.
Men naar hun, der var forresten
sprudlende af Vid og Spøg,
pludselig i Vognen faldt
(som man kalder det) i Staver,
ingen anden Ting det var,
end den gamle Orm, som gnaver:
hiin Fortæller, som just har
sin Historie fortalt.
Just paa en af disse Turer,
som udretted Alt, undtagen
Eet alene--Hovedsagen:
ei blot Øjet at adsprede,
med den Syge at helbrede,
som i Brystets Indre sturer...
paa en saadan Tur for Lyst
ifra Brighton og til Bath,
langs Kanalens skjønne Kyst,
faaer hun paa det Rygte fat,
at en Folkefest beredes,
og da Damen ikkun jog
efter dygtig at adspredes,
tænkte hun: jeg kan jo dog
see derpaa, imens der bedes.
At idag jeg hende møder
paa det Sted, hvor altid Saaret,
som om ganske nylig skaaret,
i os Alle friskest bløder,
enten er et af de hvasse
sorte Træf, der altid passe
med sin Spids i gammelt Saar,
saa det altid aabent staaer,
eller har til Hensigt, Penge
paa min Fattigdom at trænge,
derfor ud at spionere
hvor nu Jeg og Anna ere.
Thi da nu min fordums Kone
havde for mig skriftet Alt,
var tilgivet og betalt
--ja betalt til sidste Krone,
som jeg havde i mit Eje,
Doktor, Jordefærd og Pleje,
udbetalt til sidste Hvid,--
skjøndt det bed som Slangebid,
at den rige Moder torde
ei sit Barn, sit eget, jorde:
da nu Dette vel var endt,
Anna til en Frænke sendt,
forat nyde Kvindepleje,
flytted jeg, med alt mit Eje
--Baaden og mit Lodspatent--
ifra Cowe's til Hastings, hvor
Havets store mørke Ager,
hvorpaa Brød for Lodsen groer,
nærmere mod Land sig drager.
Men Fortjenesten blev mager:
uden Hjælp, i Baaden ene,
var der intet at fortjene.
Sygdom dertil haardt sig slog--
kort hver Dag min Nød tiltog,
saa alvorlig tænktes paa,
ud en Dag tilsjøs at gaa,
men ei komme meer tilbage
uden trukken i en Hage.
Medens i saa mørke Tanker
jeg udover Sjøen saae,
hvor de andre Lodser laae
og Enhver sin Skude sanker:
sagte det paa Døren banker,
og en Sjøgut, net som drejet,
bukked halvt og halvt han nejed,
saa jeg ahned Uraad alt
før han mig om Halsen faldt.
Da faldt ogsaa Sjømandshatten,
og med næsten Rædsel Haaret
--langt og glimmersort som Natten--
saae jeg ganske tæt afskaaret.
«Fa'r! min Eneste!--Hun bad--
Ingen Os maa skille ad.
Derfor maa Du ei forskyde
hvad din Datter har at byde:
det at være dig en Søn!
Du kan ikke leve ene.
Francis lærte mig at ro;
derfor sammen godt vi To
kan vort Brød tilsjøs fortjene.
Hvert et Skib, vi see, Du jager;
Du alene gaaer ombord.
Baaden hjem igjen jeg tager--
Kjære Far, det er et Ord!»
For slig Vind fra bedre Egne,
mild som Blomsterdufte, sendt,
af mit Skib paa Timen drev.
Som hun vilde foretegne,
som Hun sagde, saa det blev;
og før Ugens Rest var endt,
gik det vel saa godt for Os,
som for nogen Hastings-Lods.
Deraf, Gentlemen, forklares,
hvi en gammel Ulk som Jeg,
da der af fra Briggen bares,
hemmed mine Taarer ei.
Tausheden, den timelange,
indtil Baaden var forsvunden,
Bønner var, jeg tusind Gange
mumled uden Hjælp af Munden,
indtil det sig tænke lod,
at, ved Hjælp af Tid og Flod,
_Anna_ havde Havnen funden.»
IX
Agterspeilet
_Anna_ havde fundet Havn
i Gud Faders egen Favn.
Efter nogle Døgns Forløb,
vi Southamptons Havn forlode:
London bød os bedre Kjøb;
og Kanalen op vi stode.
Da, idet vi drev med Tiden,
Kysten nær, for slappe Seil,
fører Strømmen hen til Siden
Brædtet af et Lodsbaadsspeil,
hvor i Hvidt paa Sort vi see:
«_Hastings, Pilot, Numero three_.»
* * * * *
--O Tilfælde underligt,
som maa mere synes hjemme
i et Fee- og Alfe-Digt,
end i vore haarde Dage,
da med tør prosaisk Stemme
Alt fortælles som det skeer,
strengt og strikte
som det monne sig tildrage,
med Forbud imod at digte;
og hvor Mennesket, skjøndt Aand,
ikkun troer hvad Øjet seer
og hvorpaa det fat kan tage
med den tunge plumpe Haand.
...O Tilfælde, sandt og skjønt!
Da jeg, rystet dybt, mig læner
over Rælingen, paa Speilet
tvende Sommerfugle seiled,
tvende deilige Falæner
trygge der forelskte leged,
som om Brædtet var et grønt
Eiland, op af Havet steget.
En var hvid, meer hvid end bleget
Snekkeskal derindpaa Stranden,
blaa, meer dunkelblaa den Anden
end Skjærsommerdags Azur
i den tropiske Natur.
Eller mon i Aandens Magt
fri Gestalten ned er lagt?
Da kanhænde,
af en sød uskyldig Smag,
som vi Mennesker selv kjende,
Francis' og hans Annas Sjele
samme Lyst har maattet dele
til, en vakker Sommerdag,
atter Jorden at besøge,
og som to Falæner spøge.
Ja kanhænde da--Gud veed--
at de Elskende, der blevne
ere fra hinanden revne
før Forening har havt Sted,
kunne, Sødheden at smage
af en jordisk Kjærlighed,
vende for en Tid tilbage
snart i Form af Nattergaler
ømme Sisgener og Svaler,
snart som Sommerfugle skjønne,
for at leve saa en Sommer
ganske for sig selv alene
i det friske Livsensgrønne
under Skovens dunkle Grene,
indtil Efteraaret kommer.
Da, en Kvel, af Stjerner klar,
naar de blinke som man kunde
tydelig fra deres Munde
høre baade Raab og Svar,
svinger sig det søde Par
opad opad til det glade
Hjem, de nu ei meer forlade,
da vor Jord ei Mere har.
...Tomme Drømme! Thi tilvisse,
Francis ei og Anna vilde
eet Minut af Tiden spilde
med at flagre om som Disse.
Nei, til gode gamle John
vilde Begge sammen haste,
frygtende, den stærke Aand
sin Natur, den klippefaste,
har for denne Gang fornegtet
og ei mægtet
sidste sorte Træf at tvinge,
saa hans Sands har maattet springe,
Glasset liig, man tvinge vil
over Stemmens Omfang til
endnu højere at klinge.
X
London. Bedlam
«Har Du nok af _London_ seet?»
blev jeg spurgt ved et Glas Ale
af min brave Skibskaptain
just som vi paa Drurylane
havde nær af Stykket leet
begge To os reent ihjel.
«Nok af Folkets Storhed? Ja--
Ja og nei, som man det tager--
meer end Nok dog af dens stygge
over London faldne Skygge:
Menneskers Elendighed,
bundløs, dybere mod Helved,
end som Folkets Storhed rager
op i Høiden imod Hvælvet.
Men, Kaptain, før vi herfra
til vort kjære Norge drage,
maa i Øjesyn vi tage
Bedlam, det til nu forsømte,--
Bedlam, et mærkværdigt Sted,
maa tilsidst vi tage med.»
«Bedlam?»
«Netop, det berømte.
Verdens største Daarekiste.»
«Ah, jasaa! Jeg ei det vidste,
i den Tanke, at om Rangen
selve London og Paris
holdt i Kamp hinanden Stangen,
hvert dog galt paa egen Viis.
Men lad gaa! Imorgen da
først til Bedlam! Saa en Flaske,
ud det triste Syn at vaske!
Saa ombord! og saa herfra!»
* * * * *
----«Luk, Bevogter! Himlens Gud.
Hvad jeg saae i denne Celle!
Blev jeg hundred Aar ilive,
ingen nye Rædsler drive,
kunde det af Mindet ud.
Men lad Portneren fortælle
dig, Kaptain, om denne Gale.
Du kanhænde af hans Tale
kjender gysende igjen
en agtværdig engelsk Ven.»
«Ja--Bevogteren begyndte,
halvt at snøvle, halvt at grynte,
med en Overlæges Mine
og et tvivlsomt Blik paa Os--
_Johnny Johnson,_ ikkun Lods,
Nummer... lad mig ikke lyve...
Nummer Tusind syv og tyve,
gal ved Tab af alle Sine
eller af--hvad Nogle kalder
lidt fantastisk--Hjertesaar.
Mandens Galskab just bestaaer
deri, at han vil fortælle
Hvem som kommer til hans Celle,
om en Ting, han siger falder
paa hans Hoved, hvor han gaaer,
og som «_sorte Træf_» han kalder.
Dog han siger undertiden,
at de ramme ind fra Siden,
saa hans Hjerte, om man blot
undte ham saa meget Godt,
ud af Brystet det at skjære,
af de mange faldne Skud
som et Kogger maa see ud,
fyldt med Pile, alle smykte
med en Krands af sorte Fjære,
ud af Djævlevinger rykte.»
Vogteren i Bedlam standste
i sin bedste Passiar,
som om Ting han eftersandste.
Men den sande Aarsag var,
at han med sit Ugleøje,
der i Mørket kunde see,
som igjennem tynde Flor,
havde seet en Dame bøje
om i samme Korridor--
En af hvem en fuld Guinee
høist sandsynlig var at vente.
Men han vilde see sig for;
bad os midlertid at vente.
Ikke før han Ryggen vender,
før, dybt rystede, vi trykte
grædende hinandens Hænder,
og imens afsted han render,
jeg Kaptainen med mig rykte
bag den Pille,
der var Cellens ene Skille.
Under Vogterens Fortællen
Damen Hul for Hul beseer,
sparende ei paa Guineer;
og hun kommer saa til Cellen,
hvori Johnny Johnson er.
Portnere og Slige stedse
gravitetisk selvtilfredse
meget hellere berette
«iagttagne Fænomener,»
«sære _casus_» og «Symptomer,»
end de Papegøjesvar,
hvortil kun de Ordre har;
og hvad _Selv_ Hans Viisdom mener
noksaa modigt de fremsætte
som Sentenser og som Gnomer,
uomstødte Axiomer.
Derfor Damen holden var
i geskjæftig Passiar
om den Gales Fixideer
samt hvad derved var at gjøre
--«Notabene rationelt»--
uden at hun Navn fik høre
eller af den hele Røre
noget Sammensat og Heelt.
Dog hun til en Kavaleer,
af hvis Arm hun sig betjener,
hvisker: «høist interessante
ere disse inkonstante
Aandens Sygdoms-Fænomener.
Men luk op, Monsjeur! Jeg tør
see ham rolig ind i Øjet;
og hvis godt han er fortøjet
eller stille, aabn hans Dør!»
«Strax, Mylady! strax paa Timen!»
...Laasen klirrer og med Bragen
Egedøren aabner sig...
Damen med et rædsomt Skrig
styrter om som lynildslagen
i en dyb og lang Besvimen,
selve Døden ganske liig.
«Seer I Træffet? skreg den Gale.
Seer I nu, det hjælper ikke
sig i Jorden at forstikke,
hjælper ikke at forskandse
sig mod Skrømt fra svundne Dage
i Palladsers Marmorsale,
eller Verden rundt at jage,
for ei meer sig selv at sandse!»
Og ved pludselig at bøje
sig som Tigeren til Sprang,
med en Flammen i sit Øje,
der tilside Alle tvang,
fat paa Damen greb den Gale
skrigende, idet han plukte
Fjer for Fjer af hendes Hat:
«Af med denne Paafuglhale!»
Perlebaandet op han lukte,
strø'de rundt omkring dets Skat;
rullende til alle Kanter
Gyldenringe, Diamanter,
plyndrede af Damens Fingre,
imod Kvadergulvet klingre.
Langsomt Øjet op hun slog;
men som den Forryktes Fange
syntes hun meer glad end bange,
saa hun ei sig fra ham drog;
meget mere hun tilbage
vinked' Følget sig at drage.
«_Mary Ann!_--blev _Johnny_ ved--
Naadigste Fru Hertuginde!
siig mig i Oprigtighed,
om du kunde--siig mig, Kvinde!--
al din Herlighed forsage
og tilbringe dine Dage
_her_, just _her_, just _her_ paa dette
græsselige Sted med mig?»
«Johnny! o!--brød _Mary_ ud,
kyssende hans magre Hænder--
o, saasandt en Dommens Gud
gaaen er med mig irette,
at jeg _her_ og hvorsomhelst,
Johnny, leve maa med dig,
vil jeg som et Tegn betragte,
at Han sig til Naade vender,
at min arme Sjel er frelst.
Ingen Magt skal heller mægte
mig fra dette Huus at rive.
Der mit Liv jeg vil forblive,
hvor jeg har den Trøst i Eje,
daglig Dig at kunne pleje.»
_Johnny_ blev medeet saa stille,
at den sidste Perle, ført
af et Lufttræk, grant blev hørt
Korridoren langs at trille.
Og da op han saae tilsidst
vare Øinene saa milde.
Slukt i Taarer var den vilde
urofulde Vanvidsgnist,
saa at til en Kavaleer
hviskede betænkt vor vise
Gale-Vægter-Medikus:
«Endt er nu, saavidt jeg seer
af hans hele _habitus_,
Patientens Hovedkrise.»
«_Mary Ann_, nu er du prøvet;
--sagde _Johnny_ mildt betonet--
prøvet er du og tilgivet
...meer end det: du har udsonet!
Thi din Kjærlighed har Livet,
skjøndt forspildt, forødt, bedøvet,
ikke fra dit Hjerte røvet.
Derfor kom! En Krog, en stille,
vi paa Jorden søge ville,
hvor den Verden, som sig trænger
ved sit Guld med al sin Last
mellem Dyden og dens Lykke
ikke skal forstyrre længer
tvende Hjerter, som sig trykke
atter til hinanden fast--
En hvor vi forsonte kunde
leve vore Aftenstunde,
indtil Budet fra vor Dommer,
Døden, til os begge kommer,
for os, med sit tause Sprog,
(Fingren paa vort Øjenlaag)
venligt sammen at indbyde
til det yndige Paulun,
hvor som Engle De nu nyde
Saligheden _Han_ og _Hun_,
som vi mindes men ei nævne,
at ei Sorgen, ene ved
Navnets Tone, sig skal hevne
paa vor neppe vundne Fred.»
«Ak, hvor findes saadant Sted?
Neppe, neppe!» _Mary_ klagte:
«Et for din tilbagebragte
Ro og min Taknemlighed?»
...«Jo, i Norge tusind Steder
byde hvad I ønske Eder»
--sagde min Kaptain, traadt frem--
«Derfor, Johnny, følg mig hjem!
Der er tusind stille Dale
hvorom Ingen har hørt Tale,
og som kun en enlig Trost
har for tause Skove rost--
Dale, hvis vidunderhøje
almagtslige Majestæt
ganske vist af fremmed Øje
ei endnu er bleven seet.
Men, endskjøndt, saa vist som Bryst
Hjerte har og Ansigt Øie,
hver en Dal sin Indsjø har,
himmelblaa og stjerneklar,
fjernt omkrandst af Aaser høje,
nærved af en Blomsterkyst,
og endskjøndt en fyrig Elv
overalt ved Siden følger,
med en Lyd af friske Bølger,
friskere end Havets selv:
kan jeg, Johnny, nok mig tænke,
at den gamle Sjømands Længsel
efter Havet vilde hale,
som med en usynlig Lænke,
snart dig bort, som fra et Fængsel,
ifra Landets indre Dale.
Derfor, Johnny, maa du vide,
Havet har i Uroldstide
Landets Alpebelte sprængt
og er til dets Indre trængt,
strømmende i dybe lange
Fjorde, som sig indad slange,
gjennem hine brudte Svælg.
_Der_ en yndig Plads dig vælg
enten paa en skovkrandst Tange
i en venlig liden Bugt
i en Dal af Alper lukt,
eller paa en grønklædt Bred
skraanende mod Fjorden ned!»
* * * * *
Før et Jevndøgn alt vi vare
næsten helt af Themsen klare;
og da vore Passagerer
(_Johnny Johnson, Mary Ann_)
kom paa Dækket, Engelland
under Havets Bryn sig skjærer
som en bleg
neppe synlig Taagestreg.
Og nu bar det for hver Klud
lige ret nordostenud!
Ostnordost og retsaa nord,
til i fjerde Morgens Gry
Manden ned fra Merset skriger:
«Ret i Nord en snehvid Sky,
der i Høiden stedse stiger,
liig en buet Sølvergjord
over Horizonten spændt!»
...«Hurra! det er gamle Norges
snebedækte Klippeborges
morgensolbelyste Tinder,
som os minder,
at Seiladsen snart er endt.»
XI
Hardanger
Gives Sted paa Jorden, hvor
gammel Kummer, ved at stemmes
i Naturens blide Toner,
kan bedøves og forglemmes,--
hvor sig Had med Had forsoner,--
hvor usalig Lyst til Synder
dæmpes, Lidenskaben tæmmes,
Løven liig i Barnets Snor,
kun ved Syn af Egnens Ynder,
Tanken om en Guds Nærvær
i Naturens Majestæt,
i hans Almagts Høihed klædt,
og ved Følelsen af Freden,
der er over Egnen gleden
som et paradisisk Skjær,
som en Glories Straaleære
hvormed Høj og Tinde pranger:
--da forvist det Sted maa være
i det deilige _Hardanger_.
Gives Sted paa Jorden, hvor
gudløs Last, som kommer did
flygtig, ved et vildt Tilfælde,
bliver from medeet og troer...
Sted, hvor en fortvivlet Anger
føler klart sin Skabers Vælde,
men ei Giften af sit Bid
mere Hjertet at fortære:
--o da maa vel Stedet være
i det deilige _Hardanger_.
Gives der paa Jorden Sted,
hvor, om tvende Fiender mødes,
uvilkaarligen de nødes
til at standse sine Fjed
og udrække Haanden begge,
venlig Arm i Arm at lægge,
slagne af den søde Fred
i Naturens Herlighed...
hvor Forfængelighedsflammen
synker i sin Aske sammen,
og Erobrer, hvis han kom,
om med Blusel vilde vende,
retsom bange forat skjænde
hellig viet Tempeldom...
hvor Naturen taler Trøst:
Fjeldet som den issehvide
børnekjære Oldefader,
der sin gamle Favn oplader,
Dalen med en Moders blide
uforglemmelige Røst,
Elven som en trofast Sanger,
der vil Hjertet atter lære
gamle Toner, svunden Lyst:
--o da maa vel Stedet være
i det deilige _Hardanger_.
Ak, om saa livsaligt Sted
findes paa vort Jorderige,
hvor i blaanende Geled
Alper frem af Dalen stige,--
hvor ved den krystalne Bræ
blomstrer snehvidt Abildtræ,
medens i en Snefonns Spoer
vilde Rose lystigt groer,--
hvor en Kilde først sin Sang
kun mundharpespæd begynder
murmlende blandt Mos og Stene;
men saa under Orregrene
fra sin Afdal ud sig skynder,
dreven af ungdomlig Trang
til med Hoveddalens Ynder
i sin Glands sig at forene;
og, liig David Harpeslager,
fra en Hyrde bleven til
Dalens Konning ved sit Spil,
stolt og mægtig gjennemdrager,
under tordnende Befalen,
alt sit skjønne Rige, Dalen...
ja, hvor findes saadant Sted:
Majestæt og Yndighed
i en inderlig Forening,
hvor ifra den hvide Fonn
brede sig i vid Forgrening
Fagerliers grønne Baand,--
hvor de blide Bakkehæld,
som forbinde Fjord og Fjeld,
glide ud i løvbekrandste
grønne Odders Fryndserad,
der sig speile som i Bad,
hvor de synes halvveis standste,
saa de ei forentes med
Fjordens anden skjønne Bred,
og hvorfra et Hyttehjem
titter mellem Birke frem,
fra hvis Tag, med mild Betoning
over Alt, en Røg fremblaaner,
og det hele Synet laaner
af et Offer og Forsoning--
o hvor findes saadant Sted,
disse løvbekrandste Tanger
med den fromme Hyttes Fred,
uden i din Herlighed,
underdeilige _Hardanger_?
XII
Besøget
_Der_ paa en af disse Tanger
i det deilige Hardanger,
hvor en Runebauta graa
ragte frem deryderstpaa,
liig en Viking, i sin stive
Pandserskjorte end ilive,
men af Roser fangetagen
i en Kappe af Skarlagen...
_der_ endnu lidt længer oppe
paa den løvbekrandste Tange,
i en Hytte under lange
side Hængebirketoppe,
hvor den vilde Humle spandt
sit Tapet om alle Vægge
og saa legende forsvandt
i et Vildnis af Moreller,
jeg endnu i Sommer begge
vore gamle Reisefæller
rolige, tilfredse fandt.
Det var Søndagmorgen. Hytten
aaben stod, som om til Lytten
efter første Klokkelyd
fra den lille vakkre hvide
Kirke paa den anden Side
ligeoverfor i Syd.
Solen alt den blomstbesaaede
Tærskel med sin Straale naaede,
vækkende med frisk og gylden
Glittren mellem Rankefylden,
hvormed Karme og Gesimser
vare yndigt krandsomvundne,
alskens Sommerfuglevimser,
som for Natten i de brede
Humleblades sammenspundne
Klaser havde fundet Rede.
Men det var vel ei Indbildning,
men en Øjets Tryllehildning
(thi jeg sværge kan derpaa)
at imellem dem en blaa
og en perlehvid jeg saae
flaggre indad Døren dristig,
som af Solens Skin forledte,
som om, spredt paa Gulvet, dette
vilde begge fange listig.
Og ved efter dem at skue
i den landlig nette Stue,
_Mary Ann_ faldt Øjet paa.
Der hvor endnu Skyggen laae
sad hun bøjet ved sit Bord
læsende i Herrens Ord.
«Johnny kommer strax»--hun sagde
med et Haandtryk, varmt og lindt,
dog af Styrke og gesvindt,
som et fyrigt Hjertes Slag--
Han er blot ved Stranden nede,
Færdingsbaaden at berede
til vor Kirkefart idag.»
Knapt hun havde udtalt før
gjennem Hyttens aabne Dør
Kirkens klare Klokker hørtes
over Fjorden af og til,
som et pauseafdeelt Spil,
som en Æolsharpes Klang,
eftersom af Vindens Gang
over Fjorden Lyden førtes.
_Johnny_ kom.. Hvor sund og karsk!
Kun i Aasyn mindre barsk.
Trykkede min Haand trohjertet,
saa dens Fingerender smerted,
mumled ud en Strøm Velsignen
paa sin Engelsk om Hardanger,
hvoraf op jeg kun en Lignen
med en Himlens Forgaard fanger
og et Spørgsmaal, om jeg troer
Kashemir, det Landskab, hvor
endnu der skal findes lette,
i et Vildnis skjulte, Spor
efter Paradisets Flor,
vel er skjønnere end dette.
Hvisked saa til Mary Ann:
«Skynd dig, Kjære, hvad du kan!
Baaden ligger alt paa Vandet.
Før vi række Kirkelandet
kunde det alt sammen ringe.»
Derpaa vendt til mig: «Min Ven,
følg os eller bliv igjen.
Men for _Os_--_Vi_ maae afsted.
Thi fra Herrens Huus histover,
hvorfra Kaldelsen nys lød,
altid vi tilbagebringe
til vor syge Sorg, der sover
i Naturens milde Skjød,
himmelsk og balsamisk Fred.»
O, hvor fryded den Tilstaaen
meer end hans Irettegaaen!
O, hvor inderligt et Amen
til hans sidste Ord jeg bad!
Og da just det ringte sammen,
klang det som om Engle drog
gjennem Luften under Kvad;
og deraf jeg Varsel tog,
at den Gudstro, som de Tvende
i de syge Hjerter bar,
vil Naturens Kuur fuldende,
saa taknemlig de erkjende
det for Livets bedste Mening,
at ei Sorg paa Jorden findes
saa fortærende og svar,
som af Gudstro, i Forening
med Natur, ei overvindes.