DEN ENGELSKE LODS
HENRIK WERGELAND
_Norges Nasjonallitteratur_
3. opplag
Utgitt første gang 1880
Her trykt som i originalutgavene
_Den engelske Lods_
Utgitt første gang 1844
DEN ENGELSKE LODS
ET DIGT
I
Længsel efter Land
«O, Kaptain, hvorhen, hvorhen
gaaer Seiladsen uden Ende?
Nye Horizonter spænde
sig omkring mig ud igjen.
Briggen alt i rastløs Fart
susende igjennemlænste
Hundreder af samme Art,
kun af Syner ombegrændste.
Naar jeg tænkte
Fjernet endelig beseiret,
falske Lande ned sig sænkte
eller tvinte hen iveiret ...
Hundred Horizonter runde
kom og svunde ...
hundred Himles Cirkelbunde,
for hvem Punktet, hvori mine
trætte Øines Nervepar
krydsende sig overskar,
med en evig Helvedpine
stedse samme Centrum var...
Hundred Horizonter graae
alt jeg saae,
med en Grændse
falsk som Bugten,
angste Slange slaaer i Flugten,
...graae, ja til Fortvivlen eense,
mens--som Lupens grumme Stik
krybende Insekt forfølger--
Zeniths blaa og hule Blik
stirred paa vort Skib, den Prik,
synlig knapt paa Havets Bølger.
O, Kaptain, nu har mod Vesten
Farten alt saa længe staaet,
til det synes mig jeg næsten
er i Sind en Olding bleven,
skjøndt mit Haar end ei er graat
og min Kind ei rynkeskreven.
Mens mit Øie uvilkaarligt
sig i Regnbuspillet tabte,
Skummets Sprøit derforud skabte,
har jeg idetmindste fundet,
mønstrende med strengen Sjel,
at min Liv for største Deel
meget daarligt
er som kastet Skum forsvundet.
Og mon et Beviis vel bedre
kræves kan af Bedstefædre
paa at jeg, tilhavs omdreven,
oldingviis tilsidst er bleven?
Dage mange,
aaretunge, aarelange,
bort erindringsløse flydte,
uden Spor, som Kjølvandsstriben,
i en Masse sammengydte
hine sjunkne Skyer liig,
snigende sig sagtelig,--
have svalet Panden med
kolden Alderdomsbegriben
i dens øde Kjedsomhed,
standset Blodet,
tæmmet selve Utaalmodet,
skabt det om til sløven Fred.
Thi af Havets og de tomme
Skyers Øde har jeg smagt
Alderdommens, der vil komme,
følt den Taage, som vil spinde
sig om Gubbens nøgne Tinde,
forud om mit Hoved lagt.
O, Kaptain, giv mig et Ord!
Tryk mig med din Haand, den kjække,
at mig Tanken ei skal skrække,
at jeg i en Dødningsnekke
kommen er ved List ombord!
Styrmand, giv mig din! Kom an,
Baadsmandsmath og Tømmermand!
I Matroser, mine Venner,
rækker mig de brune Hænder!
dræber med et kraftigt Tag
Angsten i mit Hjerteslag!
Thi, skjøndt Daare meer end Synder,
dog begynder
denne Vei med sporløst Fjed,
denne dumpe Eensomhed,
fælles, Katakombens liig,
mægtigt at forfærde mig.
Her paa Oceanets Steppe,
saa evindelig ensformig,
ikke stille, ikke stormig,
maalløs, da dens Grændser fly,--
under Luftens dalte Teppe,
dette blaagraa Himmelhvælv,--
er det ei, som om Vi selv
(en fordømt Skindødningskare)
jordede tilsammen vare
under samme Tag af Bly?--
stivt i Stirren paa hinanden
Sidemand paa Sidemanden:
Han i Hiins og Hiin i Hans
Øjes brustne døde Glands,
uden Rørelse og Mæle,
skjøndt med fuldtbevidste Sjele?
O, en Egg kun af et Skjær,
Striben af et Fuglevær,
Ryggen af en liden Holme,
skjøndt, som yre Hvals og olme
Kobbes børstereiste sorte,
i Sekunden atter borte,
vilde være i min Plage
nyfødt Verden at opdage
--o et Tankens Paradiis,
hvor den vilde bli'e tilbage,
Skibet givende til Priis!
Brune Tare, Tangens Klase
vilde være blommet Grønt
paa Forsmægtendes Oase,
Himmelens Forsoningstegn.
Dermed jeg fantastisk skjønt
Bryst og Pande vilde smykke,
dem, som Roser efter Regn,
til min Mund vellystig trykke,
hilse deres armodsgustne
bruunbespettede forrustne
polyplige Blæreknopper
ømt som Anemonens Dopper,
der til Stjerner sig udslaaer,--
som de første Blomstertinter
der forkynde Nordens Vaar,
efter treti Ugers Vinter.»
II
Appearance of England
«..O, Kaptain, hvad er dog Dette,
som saa skinnende frembryder
hist hvor Himlens Grændse flyder
sammen først med Havets Slette?
Mon det er den blanke lange
Aasryg af et Skyberg, dalet
under Horizontens Bryn?
Mange, mange
have falske Lande malet
skuffende vort trætte Syn?--
--O, saa hvid er ingen Sky!
Men maaskee
nybrudt Iisflag, dækt med Sne,
reen og ny,
stormforslagen ifra Polen,
vender frisken Brud mod Solen?
Eller mon det være kan
nye Haves Fraadebelte,
Grændsebølger, som fremvælte
fra atlantisk Ocean?
Eller mon det skulde være
falske Svaners Linjehære?
Da de nok i Horizonten
sammen vil formere Fronten;
men paa første Varselsskrig
al Armeen
flux igjen adspreder sig,
som i Hvirvelvinden Sneen.
Skulde Verdens Grændsesnor,
Havets Grændselinjes Række
for de evige Seiladser,
skabt af sølvhvidt Perlemor,
i hint Straalende sig strække?
Er det Himmelens Palladser,
frie Aanders lyse Hjem,
som i Vest sig hæver frem?
Eller mon er Havets Øde
Moderskjød for Himlens Stjerner?
Mon som Lys-Eilande ud
af dets Dybder de frembrøde
og forsvandt i sine Fjerner?
O, hvor herligt for en Gud
da, at skue i den blaa
Afgrund ind, hvorfra de gaae!
herligt, som i aabent Øie,
i hvis Bæger
Tanker, ømme, skjønne, høje,
funklende sig frembevæger!»
_Søfolkene_[1]
«Det som skinner
vester hist
mellem Sky og Havsensvover,
Det er England,
solbelyst,
Klipperne ved _Dover_.
[Footnote 1: Mel. Engelsk Opsang:
Have you been
at Greenwich fair,
bonny Lady, Highland-Lady?
Have you seen
a Lady there,
bonny Highland-Lady?]
Føl det friske
Livsenspust
alt fra Gammel-_Englands_ Ege!
Vimplens Tunge,
som beruust,
kan i det alt lege.
_Kentshire's_ Enge
har deri
søde Blomsterdufte blandet;
Sømandshjerter
vimpelfri'
juble imod Landet.
Hist see _Englands_
Grundvold stærk:
muslinghvid Cement fra Grunden!
Frihed har sit
Forsvarsværk
midti Havet funden.
Gud har bygget
om dens Hjem
stærke høie Bastioner
netop hvor det
vender frem
mod Europas Throner.
Shakespearcliffens
hvide Hvælv
vesterud er Marmorfoden,
hvorfra Seirens
Dronning selv
stolt behersker Kloden.
Klippen mere
hvid end Sne;
natsort Muld derovenover;
grønne Enge
--Fløjl at see--
gaae i lange Vover.
O hvor herlig
saadan Grund
maa for Englands Ege være,
som til Frie
yde kun
sine Krandses Ære!
O hvor herligt
for en Mand
der at leve, boe og bygge!
Og hvor herligt
hviler han
under Egens Skygge!»
III
Drømmesyn
Tvende Timeglas forbi--
og vi hørte
Egene iland sig rørte,
susende, med Ord deri,
som om mange Mænd paa Stranden
talte sammen med hinanden.
Egerødderne vi saae,
Aarer i Agaten lige,
i den sorte Muld at gaae,
som bedækkede de hvide
Klipper, der langs Stranden kneiste.
Og nedover Klippens Side
dunkelgrønne Vedbend laved,
som letflettet Elskovsstige
mellem to forelskte Geister
(Hun fra Landet, Han fra Havet)
efterglemt fra Stevnet, sat
i den sidste Maanskinsnat.
Tys! de glade Bølger larme;
der er Sang i hvad de buldre!
Naar jeg ned fra Stavnen saae,
syntes jeg see hvide Arme,
svaneduunbedækte Skuldre
jublende at skynde paa...
Tys! et Chor, afbrudt af Latter!
Tys! et «_Rule Britannia!
Rule Britannia! Rule the waves!_»
syntes jeg dernedenfra
i et Chor fra Munde hæves,
som af Bølger fyldtes atter,
saa det blev kun en Musik
søde Brudstykker jeg fik.
Hvo kan undres, om jeg drømte
Nereider,
syngende om Skibets Sider,
Liv i Bølgerne, som svømte
langshenad din Cliff, Shakespeare,
hvor du mante hen King Lear?
...O der stod den, høi og stor!
Der til venstre Side stod den:
Aft'nens første lette Flor
blaaligt svømmende om Foden;
men paa Tinden,
som nu Aftensolen tændte,
enkelt Kam skarlagenbrændte--
o saa rød, som om i Vinden
gamle Lear deroppe stod,
ei i Betlerdragten pjaltet,
men i Kongedragt gestaltet,
i sin Kaabes Purpurblod.
Og til høire Haand man saae,
liig en romersk Muurkorone
hævet i det blege Blaa,
_Dovercastles_ gamle graae,
tvertsafskaarne
plumpe Bueskyttertaarne,
saa Kastellet
lignede en sachsisk Krone
gammeldags, af hamret Jern,
himmelfalden ned paa Fjeldet
om dets Tindinger til Værn.
Men mod Norden har sig _Kent_
lig en rolig Arm udspændt,
rækkende til hver sin Side,
i de slanke sølverhvide
søilesnoede _Forelands_-Fyre,
ud et dobbelt Konningstyre,
fra hvis Spidser, da det bløde
Nattemulm om Landet dalte,
(som et Flor, hvori den blide
Sommernat sin Kummer kvalte
for den skjønne Dag, som døde)
tvende Flammeblik frembrøde,
et i Syd og et i Nord,
Kastor og hans Pollux liig,
sjunkne ned fra deres høie
Himmelstade til vor Jord,
tindrende som draaberene
Ædelstene,
fattede i Sølverøie:
En i Rødt, som en Rubin,
skiftende dog bryder sig,
fjerntud straalende fra Kysten,
mens den anden Amethysten
lignede i blaaligt Skin.
Længe over Landet svæved
som et Slør, ved Feers Kunster
af et blandet Gjenskin vævet
ifra Himmel og fra Hav,
rødt fra hiin og blaat fra dette.
Deraf kom det Violette,
som bag fine Gaze af
Engenes og Skoves Dunster
Landets skjønne Form omgav.
Taagesløret hvert Minut
mørkere sin Farve skifted.
Graasort blev det Violette,
Nettets Masker mere tætte
i det hvide Overdrag.
Men naar stundom det blev brudt
af en Nattebriis, som hvifted
over ifra _Beachyhead,_
frem i Aabningerne traadte
hist og her et enkelt Strøg
af de hvide Klippebranter,
som om Spøgelsegiganter
af en aabnet Tryllegrotte
eller blaalig Hexerøg
frem medeet i brudt Geled
blege som et Maanskin skred.
Gjennem Natten lyste kun,
ved et fosforagtigt Glimt,
forud Bølgers reiste Kamme,
Fraadens perlehvide Skimt,
Tænder liig i Havuhyres
sorte, vidtopspændte Mund,
og deragter
funkled begge Forelandsfyres
klare Flammer,
Øine liig paa Nattens Magter,
paa Dæmoner tvende, som
her maa gjøre Nattevagter,
tvungne af en Størres Dom.
_Da_--jeg veed vel ei hvordan
Sjelens Virksomhed forhøjet
og en Slummers Vægt paa Øjet
samme Stund forenes kan;
men jeg tænker samme Lov
for en Sjels og Blomsts Behov:
naar det mulmes
lukker Øiet sig for Hiin,
mens den dog, som Fugl i Luften,
friest just sig da bevæger;
Blomstens Glød af Duggen dulmes,
medens Duften
svømmer om dens sjunkne Bæger
endnu mere stærk og fiin...
_Da_, af Bølgens Surr bedøvet,
lukte sig mit Øie til,
og, af Nattemulmet sløvet,
søvntilslørtes min Pupill.
Panden paa korslagte Hænder
laa paa Rælingens Gelænder,
men min Geist
var iland i England reist.
Lange Rækker Lys paa Kysten
(Byers Rad ved Aftenstid,
som sig langs Kanalen snoer
liig ubrudte Perlesnor)
maatte vække Reiselysten,
kalde Geisten skyndsomst did.
Og nu ilte den afsted,
meer gesvindt end Elskovsvinket
(Telegrafen
mellem Skiltes Kjærlighed)
sagtere end Maaneblinket
over Graven
eller Søens Flade træder;
som en Natfalæne tyst
lummer Julinat i Haven
sværmende paa støvgraa Vinger
under slumrende Syringer,
alle sine Natteglæder
nydende af Hjertenslyst--
ja, saa skynded den afsted,
værende hvor Tanken tænkte,
gjennem prægtigskjønne Stæder,
nu i første Søvn nedsænkte,
ilende jevnsides med
Skibet, som derude gled.
Gjennem _Folkstone, Romney, Rye,
Hastings,_ gamle _Winchelsea,_
styrede min Geist sin Vej,
gjennem _Brightons_ stolte Gader
af Palladser reist af Qvader,
som et eneste Palæ,
deelt i tvende lange Rader;
gjennem Skove, i hvis Dunkle
saaes mange Øine funkle
(Vildttyv eller stolte Hjort);
gjennem Byer, gammeldagse,
byggede af Britt og Saxe,
svæved Sjelen tankefort,
useet som et Mulms Atom,
fri og uafhængig, som
om min Vilje var dens Axe.
Høien Gavl paa hver en Bolig
nikkede mod den fortrolig,
som var reist paa Nabohuus,
som om begge disse Gamle
hvisked om en Dag at ramle
begge sammen ned i Gruus.
_William the Conquestor_ have
Begge seet; hvorfor rave
da ei ned i Grunden sammen
i en sand Fostbroderpagt?
Hvorfor vente efter Flammen
eller paa Orkanens Magt?--
Tæt ved Byen et Kastel,
med en Muurkrands heel affældig,
af hvis brustne Skydeskaar
Efev skyder ud saa vældig
som de Bugter Boa slaaer.--
Midti Byens Hovedgade
har en gammel _Gate_[2] sit Stade,
plump og stærk,
liig et lidet Citadel,
Fundament for snirkelskaarne
mindre kegleformte Taarne,
Sachsers og Normanners Værk.--
Kronte Konger, steenudhugne,
næseløse, skimmelmugne,
(Hesten stundom uden Been)
førende i venstre Haand
tredeelt bøjet Liljegreen,
mens de Sværd i Højren strække,
synes trække
paa det tunge Smilebaand
ad den Kræmmeræt de skue
mylre i den gamle By:
Stok i Haand, ei Spyd og Bue,
ingen Hjelme, men Parykker,
eller strikket Bomuldshue,
som bedækker
skrumpne Panders Regnestykker--
kort den hele Vanslægt vækker
hine Kongers Smiil paany.
[Footnote 2: Port.]
Stille var der overalt
i de gamle Byer, stille,
fromt og stille, saa jeg hørte,
naar man sig isøvne rørte
og idrømme der blev talt,
eller naar derindenfor
ømme Mor
visselulled for sin Lille.
Men i _Brighton_ celebrerte,
da min Geist hensværmed did,
Kjedsomheden just og Synden
i brillant illuminerte
Slotte nyen Dags Begynden
nu ved høje Midnatstid.
Der var Adel uden Hæder,
herlig Viin foruden Glæder;
der var Guld foruden Lykke,
Skjønhed uden Uskylds Smykke;
Venskab, der saa fast bestaaer,
som den Hud, en Slange kaster;
Oldinge med Ungdoms Laster,
Ynglinge med hvidnet Haar--
deres foraarsløse Sommers
visne Græs og Syndens Blommers
tørre henforbrændte Straa,
som en tidlig Død skal slaa.
Blinket af dens damascerte
blege Lee
var i matte udfortærte
Ungdomsøjne alt at see.
Guldlorgnetterne ei skjule
kunde disse dødsenshule,
hvoraf Flamme kun frembrød
(Flammer, som et Lavas, dulgte)
naar paa grønne Bord de fulgte
de Guineer, som rullerte
til _Perdu'et_ atter lød.
Fløjelssvøbte, dekorerte,
perle- og demantbesaa'de,
overstrøede
med _bijoux_ og Braceletter
(Oh, Hans Høihed, Hendes Naade!
_O, his Lordship and her Grace,_
trinende i en Française!)
vandred Tyveaarsskeletter
om som Døde
paa de straalende Banketter,
paa en Hertugindes Bal.
...Ha det herlige Orchester
blandt de høifornemme Gjæster,
mylrende i Hundretal,
mægter ikke at fremkalde
ved Musiken _à la_ Strauss
i berømte Brighton-_Routs_
mere Liv
end om Sommerregn mon falde
paa forlængst henvisnet Siv.
--Intet Under, at jeg da
skyndte mig ihast derfra,
som om raskt jeg havde traadt
midt imellem Orme-Nøgler,
uforsigtigen geraadt
mellem Klynger Skorpioner
og Forviklinger af Øgler,
mellem Blomsterne fordulgte,
mens den vilde Jagts Dæmoner,
onde Magters Kogleri
mig i Ryggen skarpt forfulgte,
susende mig snelt forbi.
Først jeg standsed
udenfor en vedbendkrandset
sammensjunken Sømandshytte.
O, der maatte jeg vel lytte!
Thi mit Yndlingsinstrument,
ædlen Harpe klang derinde,
og en Pige
skjøn og ung, kun Knop af Kvinde,
sang henrykkende dertil.
O, da maatte _Jeg_ vel lytte!
under Løvets Hæng mig snige,
til hun Sangen havde endt,--
_Jeg,_ som ei kan Foden flytte
fra en Kvindes Harpespil,
_Jeg,_ som kunde
Livet bort for Døden bytte,
naar jeg hen kun maatte blunde
under Kvindes Harpespil?
Døren aaben stod. Derind
Maanen kasted skarpt sit Skin;
og hvor det paa Gulvet faldt
klarest, som et Sølvernet,
sad en hebeskjøn Gestalt,
mere hvid og bleg end det,
end den alabastne slanke
Hebestøtte, som hun ligned,
blegere end Aanders Smerte,
blegere end Vredens Tanke
i barmhjertig Engels Bryst,
naar han--_Han_, som helst velsigned--
straffe skal imod sin Lyst.
Med en Harpe ved sit Hjerte
sad den yndige Gestalt,
tankebøjet,
veehensjunken, kummertræt,
som af sine Sorger kvalt,
og det Glindsende i Øjet
viste, at hun havde grædt.
Ak, saaledes allerede
i sin Ungdoms første Blomst?
Atten Aar--meer var hun ikke.
Men jeg saae i hendes Blikke
Taaren svulmende berede
atter sin Tilbagekomst.
Læben lydløs sig bevæged,
som om med en Aand hun talte;
og med anstrengt Sands jeg saae,
inden Omrids sølverblaae,
Skyggen af en Yngling præget
tydelig sig at gestalte.
I hans venstre Haand laa Panden,
men om Pigens Liv den anden.
Stundom syntes Hun at hvile
smilende mod Skyggens Barm,
høre atter Pulsen ile,
føle Trykket af hans Arm.
Skyggen syntes derimod
svævende paa flygtig Fod:
fremadbøjet, Blikket vendt
snart mod Stjernen snart paa Hende,
som om hver af disse Tvende
var ham lige vel bekjendt.
«_Francis_--sagde hun--er her!
_Francis_, o du er tilstede!
Denne søde Gysen ikke
kan mig Skuffelse berede,
skjøndt jeg med de dunkle Blikke
Mulm og Maaneskin kun seer.»
«O, _Francis_!--sang Hun--_Francis_, bliv!
Den Stjerne, som dit Øje maaler,
har ikke Morgenstjernens Straaler,
der strengeligen, naar den daler,
tilbage Aanderne befaler.
O, _Francis_, elskte _Francis_, bliv!
Jeg synge vil den Sang jeg kvad,
da du til England kom tilbage
fra Slaveskibene at jage.
Min stolte, skjøndt en Jomfrus, Glæde,
da glemte Kjærlighed at kvæde:
kun Fædrelandets Priis den kvad.
Barmhjertigt lyttede jo det
til Negren, som i Lænken stønner?
og Du, iblandt dets bolde Sønner,
ham at befri var ogsaa dragen--
Du syntes mig til Ridder slagen
for arme Brødres Frihedsret.
Og derfor hvad Begeistringen
og Britterindens Stolthed talte,
medeet i heden Graad sig kvalte,
og Englands Priis i Taareflommen
blev til et hulkende Velkommen:
«Velkommen, _Francis_, hjem igjen!»
Velkommen nu, o Gysen sød,
Forsikkringen, at du er nære,
en Følelse, som om din skjære
Begravningsdragt mig let berørte,
som om dens Raslende jeg hørte
og Linets Luftning mig omflød!
Da tindrer Øjet friskt som før,
og Smilehullerne forsøge
paany som før som før at spøge.
Men naar du, Elskte, er forsvunden,
da stivner alt igjen om Munden...
da er det, _Francis_, som jeg døer.
...Men døer foruden andet Liv,
døer ei som Du, der herligst lever
naar hid i Maanens Glands Du svæver,
og atter, naar Dig lyster, stiger
op mellem Himlens Stjerneriger,--
derfor bliv! o _Francis_, bliv!»
_Da_--nu ikke meer jeg veed
det Retfærdige og Sande:
om jeg enten skal forbande
slige Syners Troløshed,
eller at min egen yre
sværmende Indbildningsmagt
var ei meer sit eget Styre,
som den burde, underlagt,--
ikke mægtig meer sig selv,
end en Dreng paa Baadens Hvælv
ud i Fossedraget reven,
hvirvlende i Cirkler om,
eller kvæstet Maage, som
paa ulige lange Vinger
stedse svinger,
med en Dalen i sin Svæven,
rundt paa vilden Ocean,--
eller bedre ei deran
end paa Bladets lille Ø
Sommerfugl, der ud er dreven
paa den milevide Sjø.
Thi hvorledes kunde vel
just i dette Nu min Sjel,--
da kun Synet skulde skifte,
ei forgaae med Taagers Hast
under Spil af Morgenvinde--
sin Fornøielse forgifte
ved at lade det forsvinde,
som om Sæbeboble brast?
Thi just nu, da Skyggen skulde
for sin Elskte synlig blive,
alle dens Konturer fulde,
lysende som Maanens Skive,
skabte som af Stjernes Røg,
Kysset følbart dog for hende,
om det end ei kunde brænde
med forelsket Ynglings Ild,
men saa blødt, som naar en mild
fløjelsfiin Provencerose
henad hendes Læber strøg;
og da Trykket hun af Armen
skulde føle dog om Barmen
med den bløde linde Kraft
af en ud af Træets Mose
runden Mistels smækkre Skaft...
Ak, da saae medeet jeg Aanden
reise sig fra Pigens Side
og mod Døren langsomt glide,--
Panden, hvilende i Haanden,
hævede han til et Blik,
som hun følte,--ja, thi hendes
Læbes Zittren røbed det,--
som Konvolvlens fine Net
nerverystes og kan brændes
af en Stjernes Straalestik.
Blikket, som han Pigen gav,
tog i Ømhed og i Klarhed
snelt, med Stjerneskuddets Snarhed,
til og af,
og med det var i Sekunden
Francis' Skikkelse forsvunden.
Som af Vindens sammenblæste
Tegninger i støvfiin Sne,
var der ikke i den næste
Spor af Geisten meer at see.
* * * * *
«_Anna, Anna!_»--sagde en aldrende Sjømand
som pludselig traadte ind af en Dør i Baggrunden
med en Natlampe--«En Seiler kommer om
_Beachyhead_, Strømmen sætter fra Land igjen,
og i Maaneskinnet kan jeg see Tegn, at den vil
have Lods ombord.----»
IV
Lodsen og hans Dreng
--«Læg bi! Læg bi!» Jeg syntes høre
skraldende forbi mit Øre;
og da, drømmende endnu,
(skjøndt mit Nattesyn var slettet
ganske sporløst af mit Hu)
jeg mit tunge Hoved letted
tumlende fra Rælingen,
hvor jeg fandt mig selv igjen:--
da, før Alt var ret begrebet,
jeg en engelsk Lodsbaad saae
sig anstrenge for at naae
krængende til Falderebet.
Bag ved Roret sad en Sinke
--men en vakker--af en Dreng,
holdende med begge Hænder
(liden Kraft men bedre Vilje)
Styret op, til Baaden vender.
Sprungen op paa forrest Tilje
var en Lods, en gammel streng,
Baadens fulde Seil at minke.
«_Francis, so! Right so, my boy!
Luward up! Onboard holloy!
Now God bless thee, dearest child!
bless thee merciful and mild!_»
Og mens han med Venstren greb
om et agterudslængt Reb,
trende Gange,
fleer end trende, mange mange,
med den anden
drog han Drengen til sit Hjerte
under Udbrud af en Smerte,
som kun passed slet for Manden.
Endnu Et og Lidt endnu
havde han sin Dreng at sige,
skjøndt vel tyve Gange sagt
før han fik det vel belagt
med et Sidste: «_hearest thou?_»
Endelig fra Læbords Stige
kastede han Baaden los,
drejende mod Land den om:
«_Now in Gods name! Forewards right!
Forewards home! Straight forewards home!
Francis, Francis, cautious!
I return to morrow night._»
Fangelinen af han hev.
Baaden af omsider drev.
Men da den foruden Krængen,
uden Fare til at see,
lidtom lidt laverte væk,
sagte--da en Briis knap blæste,--
og der Rebing var i Seilet,
svang han dog fra Skibets Dæk
end engang sin Hat til Drengen;
men jeg læste,
malt med Sort paa Hvidt i Speilet:
«_Hastings, Pilot, Numero three._»
Ei!--jeg tænkte--Ei, for Fanden!
Hvo kan nu
rose længer Engelskmanden
for hans djærve Sjømandshu?
Staaer ei der den gamle Ulk
kvalt tildøde af sin Hulk,
stirrende og blinkende,
Taarerne lidt Luft at give
eftersom de fulde blive,--
efter Drengen vinkende,--
mumlende om Seil for svære,
ustø Baad og Ballast let,
om at Drengen gjorde ret,
hvis han passed af at bære,
dersom falske lunefulde,
afsindsvilde Beachyhead
(hvad han af Erfaring veed,
før man venter det, kan møde)
hundehylende nu skulde
Kastevindene udstøde,
paa Kanalens blanke Øde,
liig en Røg af Kul og Sne.
Ha, den Britte skulde see
under Norges vilde Kyst
Gutter (neppe længesiden
at de slap fra Moders Bryst)
Gutter som en Tommeliden,
druknede Havlodsers Børn,
mere kjække
end den vilde Fiskeørn
og sjøvante Nordlandsskarv,
sikkrere end Havets Maager,
mellem høie Bølgeraager
svæve om i Faders Snekke,
Moderens og deres Arv!
Britten vildfe blive bleg,
saae han deres Tagfatsleeg
med en Sværm af Kastevinde,
der, saa hurtigt som en Vifte
slaaes ud, sig om kan skifte
efter hver Kompassets Streg.
Dog de finde,
ved en Taages Gjennembrud,
ind og ud
af de, meer end gammel Eeg,
meer end Ertsens Strøg forgrente
schakteskumle skjæromspændte
slangesno'ede lange Fjorde;
fare snelt som jaget Lom
Fjeldene indunder, som
lodret Bugterne omgjorde,
og hvoraf den ene Bred
hvinende udsender Vesten-,
og den anden Østen-Blæsten,
flyvende paa sorte Fjed
Fjorden tverts og op og ned,--
tverts, saa Strimerne hinanden
skjære lige langt fra Stranden,
som i Troldes Ledingsfærd,
hvori Kjæmperne ei synes,
krydsende indbyrdes, brynes
Tusinder af sorte Sværd.
«Landet og dets vilde Fjorde
--tog den gamle Lods tilorde,
drejende sig barsk herom--
Landet kjender jeg, og noget
(saa jeg fattet har hvert Ord)
mindes jeg endnu af Sproget
siden jeg tilbagekom
ifra Fangenskabet; thi,
paa _the Tartar_ med ombord,
som blev jaget
ind i slig en Djævels-Fjord,
blev jeg taget
med det hele Kompagni.
Men, min Ven, saa stor en Baad,
sluppen i saa unge Hænder?
Den kan nok før Farten ender
trænge Manddoms Kraft og Raad.
Tro mig, om jeg havde halt
Fokken noget mere stram,
havde det ei været galt,
nei, _Goddam!_»
--«Ei, Pilot, tillad, jeg troer,
dersom Eders Baad er stor,
er den og desmere sikker.»
«Baaden liden eller stor,
Trygheden i Manden stikker,
som er stillet ved dens Roer.
Og desuden Beachyhead
ei af Stort og Lidet veed.
Linjeskibe eller Baade,
Joller eller _Men of war'_er
svæve paa dets Stormkasts Naade,
magtesløse mod dets Vrede,
som det Støvfnug Løven karer
op i Røg fra Ørknens Grund,
og som farer
ud og ind af Dyrets hede
vide, flammerøde Mund.
Se histud mod Vest! Kanalen
nævnes det i Dagligtalen;
men det er Atlanterhavet,
Verdensoceanet selv,
her just her, hvor, bølgegravet,
Bretland er fra Gallien brustet,
med en dobbelt Kraft udrustet
af et Hav og af en Elv.
Klippesveiste _Eddystone_'
--_oh, how many times is gone!_
af dets Bølger mangen Nat
knækket som en Paddehat!
Og hvor tidt, naar det blev Dag,
har ei siddet
India-Eskadres Vrag
rundtom paa _the Needles_ spiddet?
Og de Frygtelige staae
dog, som Stene over Grave
paa en Kirkegaard paa Landet,
udenfore «Englands Have»,
der, hvor Vandet
skinner deiligst, som beblandet
med en Foraarshimmels Blaa.»
----En mærkværdig Mand tilvisse:
rustet Jern fra Fod til Isse;
men der indenfor saa blød
som Melonmarv hvid og sød;
bliden Klang i haardt Metal;
Barskheden sentimental
følsom, øm, ja som om kunde
fra hans laadne haarde Bringe
honningsød og lunken springe
Modersmelk i Barnemunde;
fromme Ord til strenge Mæle;
jomfrufølsom, moderblød
var den Gamle.
I det Hele
liig den haarde, men med vamle
Melk opfyldte, Kokosnød;
eller, om der gives skulde
mellem Jordens Instrumenter
Fløiter drejede af Staal,
men af bløde Toner fulde,
mellem Genthorn og Serpenter,
klingende som blide Velske
mellem Jordens andre Maal.
Men som Han nu sad der streng,
mørk og mildere iflæng,
syntes Intet han at elske
uden Toddy og sin Dreng.
V
Isle of Wight. Spithead. «The Albatross»
Lad den raa Pilot ved Glasset
sidde der, til han blier mæt!
og paa Kassen ved Kompasset
(Mandens Taffel)
en Karaffel,
fuld af «Franskt» ved Siden sæt!
at han, efter Hjertenslyst,
i mandhaftig Tomandsdyst,
som en ærlig Engelskmand,
kan hver Draabe Blod forøde
i hiin fødte, hanerøde
Fiende af hans Fædreland,
den han jo medrette kan--
da den baaren er derhenne
i _Guienne_,
_Medoc_ eller _Armagnac,_
altsaa i den sorte Prindses
sværderobrede Provindses
arildsodlede Distrikt--
ansee som et højst forrædersk
Døden værd Oprørerpak,
der meeneedersk
sveget har mod Leoparden
Underdanens svorne Pligt.
Vi imedens ville følge,
_Isle of Wight, Old Englands garden_,
dine Skjønhedslinjers Bølge,
prægende sig ud i Luften
liig en underskjøn Afspeiling
af en yndig Feers Ø;
under vor Laveringsseiling
langsmed Landet drikke Duften
af det slagne friske Hø;
_Cath'rine'-Point's_ Styrtning maale,
som, af Morgensolens Straale,
snart illumineret, til
Bjerg af Roser blive vil,
medens _Nettleston's,_ det hvide,
liig en lang uhyre Hæk
af Viburner og Jasminer,
sees ud i Havet glide,
til det som en Linje tviner
mellem Luft og Bølge væk.
Lad ham sidde der den Tvære!
sine tause Glas fortære
med en skattegravertyst
indædt heed forsvoren Lyst,
som om hvergang han paa Bunden
Perle eller Diamant,
slubbrende den ind med Munden,
i det tømte Bæger fandt!
Andet kalder vore Blikke:
Her her aabner alt _Spithead_
Gyldenhornet (Stambuls ikke
maaler sig i Pragt dermed).
Derfra, paa tredobbeltkronte,
bølgebaarne,
kun ved Sejer gjenforsonte,
herskende Britannias Bud,
skyhoslige Tordentaarne,
fare viftehurtigt ud
did den stolte Dronning peger,
efter alle Vindens Streger.
Nu imellem _Portsmouths_ hvide,
milelange Fæstningsvolde,
som i Øst, paa langtudskaarne
Tunger synes hist at glide,
liig en Sølverkjæde hen,
fuld af Led af runde Taarne,
Citadeller
og Kasteller,
som for sammen fast at holde
Havets Bryn med Himmelen...
Mellem disse havomstrømte
Krigens skinnende Palladser
og imellem _Rydes_ berømte
poppelkronede Terrasser
(_Ryde_, som Walter Scott lovpriser
fremfor Indiens Paradiser)
Flaaden laa i dyben Fred,
adspredt paa _St. Hellens_ Rhed:
Englands Gyldenhorn, _Spithead,_
--Rolige, som Skjær, af vegne
Springflod op i Veiret stegne,
som ved Kogleri, imens
Ebben løber Fjæren lens,--
rolige som kolossale
Graasteens-Sfinxer i de Dale
Nilens Strømme overfløde,--
rolige, som Hvale, der,
bugopvendte og som døde,
sove midtpaa Havets Øde:
hist og her
hine stolte, taarnehøje
_men of war's_ for Anker fløde,
ubevægte, skjøndt mod deres
grønne Bouge Bølger skjæres,
stærke, høje som tilsjøs.
Og det blev for Aandens Øje,
som om hvert et Skib kun var
flagbetegnet Ankerbøje
for den største
Verdens første
Verdens sande _man of war,_
for _Great Britain_ selv, som har
slidt sig fra Europa løs,
lagt sig ude langt tilsjøs,
riig og fri og stolt og bøs!
Grusomme «_Diktator_» vi
ilede med Gru forbi.
Yderst hen «Najadens» Morder,
som forjagt
af sin Daads Melancholi,
havde eensom sig forlagt.
Som om Nordmænds eller Danskes
og Franzosers kjække Border
kunde see sin Roes forvanskes,
sig beundret ei, men hadet,
laa den eensom der og baded,
sit, med gabende Kartover
rundtomkring besatte, Bryst
midti Rhedens grønne Vover,
fjernest ifra Englands Kyst,
liig en Svane uden Mage
og af Flokken glemt tilbage.
Men just der, hvor nedadvendte
Skygger af dens Master endte,
saae Vi dem fra «_Royal George_»
(det for mange Herrens Aars
Tider siden sjunkne store
Tredækslinjeskib) at bore
sig med Stag og Takl og Top
imod hine ligeop,--
Sex i Alt og Tre mod Tre.
Ja, da skarpt jeg saae i Vandet,
fik jeg tydeligt at see
_Royal George_ i Vant og Mers
med Gespenster fuldt bemandet,
klavrende paakryds og tvers.
Nelsons Skib ved Abukir,
(agterpaa _«The Vanguard_» stod
malt paa Sort med Træk som Blod,
meer til Rædsel end til Ziir)
laae for Anker uden Rigg,
rolig som en Ø, i Havnen,
rækkende (som Invaliden
frem sin Armstump) op de korte
Master, ifra Merset borte,
hvortil Sejeren i Striden
før saa ofte lænte sig.
Og det syntes stundom mig,
som om op og ned ved Stavnen,
under Skibets Gallion,
dandsende langs henad Siden,
frem af Bølgen hæved sig
Heltens yndige Sirene,
Lady Emma Hamilton,
løftende høit op i Favnen,
snelt som Skvulp af sjunkne Stene,
sølvhvidt Oldingshoved, slynget
om med slimig Tang og Tare:
Hans, der med et Glimts Forbi,
som tilveirs Raketter fare,
grusomt blev i Raaen klynget:
gamle Caraccioli.
_«Agamemnon»,_ vidt berømt
ligesom sin græske Navne,
næst hiin tryllende Medusa,
(Hamilton, Siren-Gorgonen,)
af Lord Nelson elsket ømt,
strakte Marmorgallionen
mellem to berømte Stavne:
«_Thunderer_» og «_Arethusa_».
«_Victory_», i Nelsons Blod
med Udødelighed døbt,
kneiste som en Pyramide,
taarnet op af Bramseil hvide,
som et Bjerg med kulsort Fod,
men i Sne forresten svøbt.
«_Dreadnought_» (gamle Collingwoods)
«_Africa_» (Sir Sammy Hoods)
vingede «_Bellerofon_»,
som bortførte
i sin Favn Napoleon,
sørgeslørte
Fangebuur «_Northumberland_»,
Howes «_Ajax_» og «_the Queen_»,
«_Hero_», «_Royal Sovereign_»,
Codringtons, den Navariner,
tvende Gange tændt ibrand,
«_Triumph_», «_Caledonia_»,
«_Windsor-Castle_», «_Victoria_»,
--alle Disse blandt de mindre,
flere end jeg kan erindre,
laae, som Hvaler blandt Delfiner,
Portsmouth til og Portsmouth fra.
O, igjennem disse Sunde,
disse Net af Fæstningsgrave,
ovenfra, naar Synet høined
sig mod Sky, i Dybet øinet
som et Garn af sorte Baand
mellem disse Dødskasteller,--
o, her kunde
Døden, om den var en Aand,
og ei burde tænkes heller
som fra Paradisets Have
Fredens Palmers milde Aande,
der borthvifter Jordens Vaande,--
o her kunde den, belæsset
med Fordærv, med Ljaen hvæsset,
Herrens Dommes Overbringer
til en millionfold Skare,
gjerne fare
paa de lynbaldyrte Vinger
uden Mine af Foragt
for de Dødeliges Magt,
uden Trækket til Medynken
skulde, svulmende i Rynken,
om hans Læbe blive lagt.
Ja beundrende kanskee
vilde i sin Gjennemfaren
han sin Dæmonvinge synke,
hilsende Orloggerskaren,
lade højt i Skyen blinke
med en Lynilds Glimt sin Lee.
--Lodsen var og blev mærkværdig:
under al vor Opseilads
tømte taus han sine Glas,
og for hver berømt Fregat
var han færdig
flux at lette paa sin Hat.
Mangt bronceret, kjækt og godt
tatuert Matrosgesicht
nikked ned fra Boug og Plikt
til vor groggende Pilot.
Mangen blaa og blaarød Skjorte
fik kun Tid at vinke blot,
mens han venlige, men korte,
Hilsner gjennem Skydsets Porte
fik ifra de Andre sendt,
og fra mangen Dæksmariner
slige grimasserte Miner,
som os viste, han var kjendt:
«_Ho, Johnny! ho! How do you do?
Sing, Sailor, oh!
Well! Toddy is the sorrows foe!
Sing, Sailor, oh!_»
Ved den Stump af Sang han fik
om at Toddy gjør fornøjet,
traadte Vreden frem i Øjet,
som om gjennem Løvets Dunkle
brandguul og til Spranget bøjet
Tiger som et Lynglimt gik.
Men den svandt i næste Blik
snelt som Smedens Funker funkle,
slagne ifra Malmen rød
ud i Nattens mørke Skjød;
og saa hilste han igjen
venligt paa hver gammel Ven--
venligt nok, dog saa omtrent
som en Løve eller klog
alvorsfuld Newfoundlandsdogg
vilde murre, naar dens bløde
Pelts en Megetvelbekjendt
i det varme Solskin klø'de.
Men, om ikke jeg saae feil,
Kime jeg til Graad opdaged
i hans Blik, men snart forjaget,
liig en Taage paa et Speil,
netop som vi over Staget
gik, en Kutter at undgaae,
som imellem Flaaden laae...
Ah! det var et Mesterstykke!
Ret et Ibenholtsklenod!
Negerpigesort- og slank!
Reisningen som Palmens rank!
Uden andet synligt Smykke
end en Bord omkring som Blod.
«Denne der--var Lodsens første
Ord paa længe sagt til Os,
da han havde slukt sin Tørste--
har til Navn «_the Albatross_».
Og en Albatross paa brede
stedse spændte Vingers Flugt
Kuttren er, til hidsig Jagt
efter Slaveskibe brugt,
flyvende med rastløs Magt,
som om levende den vrede
Havørns Hjerte med dets Hede
i dens skarpe Boug var lagt.
Men derfor, derfor især,
ja derfor
har jeg Kutteren saa kjær:
Jeg har havt en Søn ombord--
Francis ...»
Og med dette Ord
Taaren, som for nylig, tvungen
ved at han sig beed i Tungen,
i sin Væxt tilbagesank,
modned atter fuld og blank;
og, før han fik knust den, gled
ad hans brune Kind den ned.
«Francis?»--spurgte jeg mig selv--
«Francis? Jagt paa Slaveskibe?»
Hvad betyder dette vel,
at mig saa bekjendt det lyder?
Hvad betyder,
at jeg ikke frem kan gribe
hvad jeg veed er i min Sjel,
men som i dens Dyb sig skyder?
Men vilkaarligen at tvinge
frem som Syn den havte Drøm
er at ville daarlig bringe
Klokke, sjunken i en Strøm,
til deri som før at klinge.
Netop naar den gribes skal,
vægtforøges dens Metal,
som om alle Dybets Kræfter
halende sig hænge efter,
som om Afgrundsslanger knytte
sig om deres vundne Bytte
med fortvivlet Kraft og Vrede
om den sjunkne Kirkeklokke,
der er bleven deres Flokke
altforlængst et hævdet Rede.
--Men der var ei Tid til daarlig
anstrengt Grunden
efter Drømmene paa Bunden
af min Sjel,
naar de ikke uvilkaarlig,
som opflydte af sig selv,
komme af dens Dybder frem.
Og desværre flux naar Blunden
er med Nattens Timer svunden,
lukker den sig over dem
--som om sine Perler Bundens
Musling stærk,
af Polypens Arm berørt,--
hurtigt, hurtigt før Sekundens
svage Dødssuk hen er ført,
en Passionsblomst liig om sine
korsbetegn'te, straalefine
Stjerneblommers Underværk.
Som med Dagens Time dennes
fagre Blomstring er forbi,
Sjelenes med Nattens endes;
og naar over Østens Høje
Morgenrødens Flammer tændes,
lukker du dit Aandeøje,
Dødeliges Fantasi!
Der var ingen Tid at spildes
paa at jage undfly't Drøm,
der tilfældig kun, som gale
Antilope eller Svale
atter hildes,
kommen af sig selv igjen--
Thi i Fjernets Graa derborte
syntes bag os alt Spithead
sjunken med sin Flaade ned.
Skibenes Kolossers sorte
Masser med de hvide Rande,
fulde af Kartovers Porte,
saaes meer ei ovenvande.
Masterne og deres Ræer,
hist hvor i en blaahvid Rand
Hav og Himmel sammenbryntes,
agterud i Fjorden syntes
Omrids liig af Granetræer,
svedne af en Ildebrand,
skarpt mod Himlens Blaa udskaarne,
som paa sumpig Bredde baarne
af et miilbredt Ørkenvand.
VI
Scenery. Engelsk Efev
Men se forud! se mod Norden!
Forud se, hvad Perspektiver,
Tepper liig, der rulles op,
_Hampshire_'-Fjorden,
ret som et Kaleidoskop,
snevrende sig sammen, giver!
Som forelskte i hinanden,
nærme begge Kyster Stranden,
saa at Fjorden mellem dem
som en Flod sig lister frem.
O, saa maae
hedenfarne Saliggjorte
kunne skimte
gjennem Himlens aabne Porte
Paradiserne fremglimte,
som de engang skulle naae!
O, det er at speide i
naadig Skabers Fantasi,
da Han, efter i sin Vælde
skabt at have Nordens Fjelde,
Alper steile,
Himalayas Gletscherspeile,
overlod sig til en stille
salig Skaberglædes Nyden
og Miskundsomhedens milde
overstrømmende Indskyden!
Mere bløde Linjerækker
fine Pensel ei i glatte
Olje trækker,
slaaer ei blidnet Døningbølge
eller gyldentunge Ager,
over hvem en Luftning jager,
end de grønne træbesatte
_Hampshire's_ Høje, som forfølge
paralelt hinandens Flugt
langsmed Fjorden,
alt som dybere mod Norden
denne skyder ind sin Bugt.
_Da_ fornam jeg grant, hvordan,
mine Fædre (mine; thi
under Sognefylkes vilde
havomskvulpte steile Kyster,
gjennem stærke Kjæmpebryster
vælded frem den varme Kilde
til mit eget Stammeblod)--
_da_, ja _da_ jeg klart forstod,
hvordan Nordens ørnefri
Viking og alt halvdeels velske
ridderartede Norman,
under Vilhelm Landestormer,
kunde dødeligt forelske
sig i dine skjønne Former,
kvindefagre Engelland;
ja hvorlunde
Hjemmet de forglemme kunde,
sønderrive Hjertets Rod,
saa de evigt det forlode,
for at pode
ind i hint sit eget Blod.
Fæstet end af deres Fødder
rundtom i Ruiner stod:
Hvor iland de satte Fod,
reiste de et Taarn til Mærke,
ligesom i Romas Dage
Seierherrens Landsestage
boredes af ham i Jorden.
Og de staae der end de stærke
Normanstaarne til et Tegn,
at af dem erobret vorden
er den hele skjønne Egn.
Men en større, skjøndt ei værre,
Seierherre
har ved hine tandudskaarne
William-Conquestor-Taarne
sig med saadan Magt indfunden,
som om Grunden
var hans egen Odelsmark,
som igjen han vilde tage.
Ungdomsskjøn, hvorvel af Dage
ældre end en Patriark,
født vel før end Hors og Hengst,
har han Taarnenes Baroner
overlevet
og paa Taarnene forlængst
sit Familiebanner hævet,--
Krandse hængt og Sejerskroner,
over hvert et Buehvælv,
hver Gesims, Karnis og Karm
med Familiefarven smykket,
ja de faste Taarne selv
hist og her isøndertrykket
med sin egen stærke Arm.
... Stærke? O hvor synes vege
denne Seierherres Arme,
strakte ud kun til at lege,
mens dog det Naturens Blod,
som besidder varigst Varme,
rinder fra hans Hjerterod!
Thi den Taarnenes Betvinger,
stolte Slægters Overlever,
Han, som sine Fænniker,
op ad Murens Steilhed stegen,
trædende paa døde Grever,
fra Ruinens Tinder svinger,
ikke nogen Anden er,
end det gamle Englands egen
odelsbaarne,
symbolvalgte, dunkelgrønne,
evigen ungdomlig-skjønne
Efev, voxet vildt afsted:
Englands stolte Eges kaarne
trobevarte Kjærlighed,
Planteverdnens Ganymed.
Lad i Portsmouth hine Rækker
af Kaserner bli'e forladte,
lad _the Queens_ Tredobbeltdækker,
Flaadens Skibe, et for et,
blive op paa Landet satte,
raadnende og søndersprukne,
Hvale liig, der gispe, trukne
op paa Stranden i et Net
--o før trende Aar er' rundne,
Flaade, Fæstninger og By,
Citadeller og Kaserner
ville være overspundne
af et Efevvildnis, svundne
sporløst, som en Klase Stjerner,
naar du søger dem paany,
blevne borte i en Sky.
Ind og ud ad hver en Port,
hvert et Vindu, sønderslaget,
paa de øde Byruiner,
udad høje Mezzaniner
slangemægtig inden kort
kaade Efev vilde gro;
langsad Ribbene paa Vraget,
ind-og udad langs de sorte
Dødens Munde, Skydsets Porte,
armtyk, eviggrøn sig sno;
stærkere end Ankertouge
sammenknytte Flaadens Bouge,
sammenflette kabbelfast
Raa til Raa og Mast til Mast;
til dem takle
med sin seige lange Rakle,
som med ægte Baadsmandskast.
Ja, om London ud var død,
om dets Millioner gjøre
Ende paa den Kamp de føre
mod den grønnende Natur,
stedse flyttende sin Muur
længer ud i Landets Skjød,
og om de forlode det,
mylrende ad alle Stræder,
Orme liig, der alt har ædt,
Staden, som bestaaer af Stæder,
levnende det Øde, som
over Eufrats London kom,
over stolte Babylon,
Ninive og Ktesifon:--
_da,_ da inden Somre faa
vilde Engellands Vedbende
seirende tilbagevende,
brolagt Gade sønder slaa,
over _London-Bridge_ sig spænde,
sammenknytte
Lordens Borg Kartistens Hytte,
rundt St. Paul Guirlander binde,
med sit Net af Blade spinde
gamle Tower
ganske som en Kube over,
gjøre _Bondstreet_ til at see
som en hvælvet lukt Allee,
hver af Squarernes Kvadrater
til et yndigt Skovtheater,
hvor Irisker og Stillidser,
bag de levende Kulisser,
under hvirvlende Musik,
smukke Elskovsskuespil
med et stort Talent opføre,
men hvortil
spodske Stære see og høre
under skjærende Kritik:--
gjøre London til en Skov,
hvori selv St. Paul fordølges,--
til et Vildnis, hvor kun følges
vilde Skjønheds Ordenslov--
Paradiis for Millioner
Finker og Papilioner;
og paany fra Himlens Blaa
skyldfriblevne London vilde
klare og forsoningsmilde
Straaleblik af Solen faa,
--ja, det samme maaneblide,
stjernestille, gyldenhvide
Foraarssolskin, som paa Landet
flyder, med et Gjenskin blandet,
over Tagene af Straa.
...O saa yndigt Solskin mindes
jeg den Dag vi Spithead peiled,
da vi ind St. Hellens seiled,
over hele Egnen lagt,
skjøndt med endnu større Pragt,
saa at Øiets ømme Lindse
maatte blindes,
af de klare Straalers Magt,
om et Blik mod Himlen voves.
Herligst dog det syntes glindse
over lundomhegnte _Cowes,_
som om Solen her opdaget
havde yndigst Sted paa Jorden,
Syden for en Dag bedraget,
og paa denne Plet i Norden
øst sin bedste Fyrighed
over denne Landsby ned:--
hele Luften blaaforgyldt,
med en Glimmerglands opfyldt,
med et Spil af Farvetoner,
som om den af Millioner
pludselig i Glød antændte
Diamantsafirer brændte.
VII
Yachtclubb-Flaaden
O Farvel, Spithead! Som sorte
Punkter Skib for Skib forsvinder.
«Caledonia» selv er borte,
Caledonia selv, at see
seilbedækket ret som tre
svimmelspidse Snebjergtinder.
Portsmouths mægtige Belæg
af rangerede Kasteller,
et for et, som Punkter hvide,
sees, dalende saa sagte
som forjagte
stilleblevne Tidselskjæg,
under Horizonten glide.
Og af Aandens Sejersmærker,
Menneskenes Underværker
næsten træt og overmæt,
Øjet søger
til Naturen, hvor den spøger,
følger heller
Højene om landligtblide
skjønne _Cowes_, af hvis blaa
solbelyste blanke Tage
hist og her vi et at rage
frem af Lunde af Moreller
Poppler og Kastanjer saae.
O hvad yndig Blanding af
Stad og Landsby, Land og Hav!
Mellem hine Tage blaa
skimted gule frem af Straa;
tamme Duer ifra Byen
viden over Fjorden sværmed
midtiblandt dens vilde Terner;
snart med djærve Vingekast
cirklende de under Skyen
lyste hvide frem som Stjerner,
snart de klapprende sig nærmed,
sænkende sig paa vor Mast.
Og, at Alt ved _Cowes_ skulde
være nydeligt tilfulde,
laa der, ringet ind af Lunde,
paa en Bund, hvor Sølversandet
perleglindste gjennem Vandet,
adspredt henad _Calshots_ Kyst,
en saa underdeilig Flaade
at man gjerne tænke kunde
den med Alfer var bemandet,
bygget kun til Feers Lyst.--
ja en herlig Flaade atter
af Korvetter og Fregatter,
meget større ei end Baade,
Skjønmodeller
til de Store udenfore
Portsmouths Rad af Sjøkasteller,
saa den lille Landsbys Rhed
var et Billed af Spithead,
med bevimplet Skov af ranke
Master, vajende og slanke,
smekkre Epilobier liig,
der paa Kanten af en øde
Hedes Banke,
enkelte som Ax, med røde
Purpurblommer hæve sig.
Det er Yachtclubb-Flaaden. Ah!
Yachtclubb-Flaaden? Ah, ja se,
nu, nu lægger En ifra!
Ledig Dandy vil maaskee
skyndsomst fra Catania
til en Lady, som er daanet,
hente i krystalne Glas
Is, som er paa Ætna blaanet?
eller--til en bedre Spas--
til en Viscountesses Tørste
fra Vestindien allerførste
gyldenmodne Ananas?
Ja hvem veed (hvis nu Mylord
for en _Belesprit_ har Ord)
om _His Grace_ i Hu ei randt
nu da Routen ud er sovet,
at paa den igaar galant
i den glimrende Salon
han paa Æresord har lovet
Morgan eller Blessington
frisken Krands Orangeblommer
hentet fra Messinas Sommer
af ham selv og det direkte?
Thi Mylord har Tid nok jo,
og de høitberømte To
ingen Bøn han kunde negte.
Nei, paa Yachten, som vi saae
fra de andre ud at staae
seilbedækket os imøde,
flygtet Yndlingssvane liig,
som med Guldring om sin lange
smekkre Halses Sølverslange
blandt de andre vilde graae
paa et Kjern i Nordens Øde
som en Dronning viser sig--
der ombord hvor tæt dog vrimle
Dandys ved Kahyttens Dør,
mellem gyldenfryndste, blaae,
violette, rosenrøde
Parasollers Silkehimle!
Og af lange hvide Slør,
hviftende for lette Bør
Stjerner ud i sine Folder,
skinner Skandsen overalt
rundt en Amazongestalt,
som det gyldne Roer holder.
Ah, hvor nære
langskibs hun til Luvart kunde
lade Yachten trodsig skjære,--
farligt, skjøndt saa sikkert som
Somnambules Gang iblunde,
saa ei Damerne alene,
men de mustacherte pene
Herrer ogsaa, ganske blege,
med af Rædsel aabne Munde:
«_La Duchesse! Duchesse_! skrege...
O, for Guds Skyld! Roret om!»
Allemand ombord i Briggen,
Allemand (ja Lodsen med)
Alle med udstrakte Hænder
stode, forat frelse Riggen,
langsad Rælingens Gelænder
i et ængsteligt Geled.
_Da_, just i Sekunden da,
kun en Alen knapt derfra,
Damen drejer raskt paa Roret,
just da hendes Navn af Choret
blev udraabt og Yachten vender
for at løbe ned i Læ,
viser Lodsens Blik og Hendes
Aasyn, at de begge kjendes.
Hans blev rædselsfuldt at see:
skummelmørkt, dog fuldt af Flammer,
Fakler liig bag Sørgefloret,
hendes Aasyn hvidt som Sne,
fuldt af en Gorgones Jammer.
«_Johnny--You!_» sagt med en Stemme,
som ei lader sig forglemme
--o, som om i Glas man skar
foran nervesyge Øre--
hørtes Ladyen at raabe.
Meer at høre
var for dengang ei at haabe,
da hun af saa iilsomt bar.
Men hvad tænker Damen paa?
Er den Lady rigtig klog?
Op paany hun Yachten jog
til den Kurs den forhen laae;
og, idet hun vende lod,
saa dens Fraade os besneer,
kaster hun en Pung Guineer
klingrende for Lodsens Fod.
Men hvad tænker Manden paa?
Er den Lods vel rigtig klog?
Pungen iilsomt op han tog
og tilhavs saa langt han kunde
i et Nu den slængte saa
i de gridske Bølgers Munde.
Damen saae det. Hun og Alle
saae og hørte Pungen falde...
Nei, ei den, nøiagtigt talt,
lod sig høre da den faldt;
thi dens grønne sølvindslyngte
Net blev sprængt af Guldets Tyngde,
saa at, da dens Indhold suste
Mynt for Mynt i Bølgen ned,
dalte sagte som et Blad,
sammensjunken, splittet ad,
Pungens Pjalt derefter med
just hvor Yachtens Kjølvand bruste.
Lodsen... Ah, hvad gaaer af ham?
Andengang han jo paa Ærmet
tørker bort en Taares Skam,
som, hvor haardt imod han stred,
stedse svulmende sig nærmed,
til den trilled moden ned?
VIII
Lodsens Fortælling
Yachten var forlængst forsvunden,
som forbi os fløjen And.
Alt _Southamptons_ gamle Taarne,
nærmere i Luftspeil baarne,
forud skimtedes i Bunden
hist af Fjordens kløvte Strand.
Om en Time eller to
Briggen skulde finde Ro,
og vor Lods da gaae fraborde;
da (det er som Afskedsstunden
aabner Hjerterne og Munden)
tog den Gamle saa tilorde:
«Tvende Gange, Gentlemen,
(_Damnd!_ det har I maattet mærke)
Tvende Gange--to formeget--
har De seet mig gamle Ulk
--fy det er en Skam!--i Graad:
først igaar, da i sin Baad
Drengen herfraborde stødte,
og nu nys idag igjen,
da vi denne Lystjagt mødte,
var i Øjet Taaren steget,
og mit barske muskelstærke
Ansigt har, nervøst bevæget,
kjæmpet med kvindagtig Hulk.
Nu! for mine Landsmænds Skyld,
at ei Skam paa dem skal falde
og I Uslinger dem kalde,
vil jeg Aarsagen berette,
aabne jer min Kummers Byld.
Dog, Kaptain, først siig mig dette:
ejer Selv De Børn derhjemme?
Naar saa er, da vil det blive
idetmindste let for Dem
mig den Svaghed at tilgive,
at jeg ikke kunde hemme
Taaren, som sig trængte frem.»
Vor Kaptain med Nik bekræfter,
og et Haandtryk fulgte efter,
langt og varmt, som om deri
laa et ømt Frimureri,
som om deri deres Sjele
kunde vexlende meddele
samme Følelsens Mystér.
«Agterud--saa han begyndte--
agterud en _League_ omtrent,
der hvor hine grønne Pynte
fiint som Traade ud sig spinde,
en for en mod Fjernet spændt,
til de i dets Blaa forsvinde
der hvor Fjorden synes endt,
Gentlemen, I kunne see
_Cowes_, som forbi vi hasted,
endnu, liig en Stribe Sne,
liig et Skum paa Bredden kastet.
Der, i mindste Huus i Flekken,
men det netteste kanskee,
yderligst i hele Rækken,
saa det sidste Egetræ,
som i _Norriscastles_ Parker
skygged over Byens Marker,
gav dets ene Side Læ,
som om Førsterhuus det var,
mens den anden laae saa nære,
som en Fiskers, Fjordens Fjære,
at, naar Floden høit sig skar,
strøede den med perleskjære
Muslingskaller Hyttens toede
sandbesprængte Trappetrin--
--_der_ i dette Huus jeg boede,
denne Hytte den var min.
Den var Fred og Lykke lovet
i min Faders hvide Hoved;
thi han boede hos mig.
Hvor jeg Efevranker draget
havde langshenunder Taget,
at de kunde flette sig
trindtom Vindvet under Røstet,
der den Gamles Kammer var--
--o i Huset hvad i Brystet
Hjertet er og hvad i Kirke
allerhelligst Sanktuar.
Der min Fader sig forlysted
med paa sine gamle Dage
Fiskenet til mig at virke
siden Synet blev for svagt
til at drive om paa Jagt,
saa han Afsked maatte tage.
Han som Førster nemlig tjente
hos Lord Norriscastles Far,
og med Gamlens Valg det var,
at hans Kammer didhen vendte,
hvor han i sit Vindu kunde
høre på de gamle Lunde,
paa den Gamledages Sang
fra de tusind Blades Munde
og de kjendte Jagthorns Klang.