(Hjalmar Ekdals atelier. Et koldt gråt morgenlys falder ind;
der ligger våd sne på de store ruder i tagvinduet.)
(Gina, med smækkeforklæde på, kommer med en støvekost og en
tørreklud fra køkkenet og går hen imod dagligstuedøren. I
det same kommer Hedvig hurtigt ind fra gangen.)
GINA (standser).
Nå?
HEDVIG.
Jo, mor, jeg tror næsten, han er nede hos Relling--
GINA.
Ser du bare!
HEDVIG.
--for portkonen sa', hun hørte, at Relling havde to stykker
med sig, da han kom hjem i nat.
GINA.
Det var nok det, jeg tænkte.
HEDVIG.
Men det nytter jo ikke noget, når han ikke vil komme op til
os.
GINA.
I det mindste så vil jeg da ned og snakke med ham.
(Gamle Ekdal, i slåbrok og tøfler og med tændt pibe, kommer
frem i døren til sit værelse.)
EKDAL.
Du Hjalmar--. Er ikke Hjalmar hjemme?
GINA.
Nej, han er nok gåt ud.
EKDAL.
Så tidlig? Og i sligt et forrygendes snékav? Ja, ja; vær så
god; jeg kan gå morgenturen alene, jeg.
(Han skyder loftsdøren tilside; Hedvig hjælper ham; han går
derind; hun lukker efter ham.)
HEDVIG (halvhøjt).
Tænk, mor, når stakkers bedstefar får høre, at far vil rejse
ifra os.
GINA.
Å prat; bedstefar må ikke få høre noget om det. Det var en
guds lykke, at han ikke var hjemme igår under al den
hurlomhejen.
HEDVIG.
Ja men--
(Gregers kommer ind gennem gangdøren.)
GREGERS.
Nå? Har De så fåt spurlag på ham?
GINA.
Han skal nok være nede hos Relling, siger de.
GREGERS.
Hos Relling! Har han virkelig været ude med de mennesker?
GINA.
Han har nok det.
GREGERS.
Ja men han, som trængte så inderlig til ensomhed og til at
samle sig i alvor--!
GINA.
Ja De må så sige.
(Relling kommer ind fra gangen.)
HEDVIG (imod ham).
Er far hos Dem?
GINA (samtidigt).
Er han der?
RELLING.
Ja visst er han så.
HEDVIG.
Og De, som ikke siger os til!
RELLING.
Ja, jeg er et bæ-æst. Men først så havde jeg det andre bæ-
æstet at holde styr på; ja, han, den dæmoniske, naturligvis;
og siden så sovned jeg ind så tungt at--.
GINA.
Hvad siger Ekdal idag?
RELLING.
Han siger ingen verdens ting.
HEDVIG.
Snakker han slet ikke?
RELLING.
Ikke et levendes ord.
GREGERS.
Nej, nej; det kan jeg så godt forstå.
GINA.
Men hvad tar han sig da til?
RELLING.
Han ligger på sofaen og snorker.
GINA.
Så? Ja, Ekdal er svær til at snorke.
HEDVIG.
Sover han? Kan han sove?
RELLING.
Ja, det lader s'gu' til det.
GREGERS.
Begribelig; efter den sjælestrid, som har oprevet ham--
GINA.
Og så han, som aldrig er vant til at sværme udendørs om
nætterne.
HEDVIG.
Det er kanske bra', det, at han får sove, mor.
GINA.
Det tænker jeg også. Men så er det ikke værdt, vi muntrer
ham for tidlig da. Tak skal De ha', Relling. Nu må jeg først
få gjort huset lidt rensligt og pent, og så--. Kom og hjælp
mig, Hedvig.
(Gina og Hedvig går ind i dagligstuen.)
GREGERS (vender sig til Relling).
Kan De forklare mig den åndelige rørelse, som nu foregår i
Hjalmar Ekdal?
RELLING.
Jeg har, min sæl, ikke mærket, at der foregår nogen åndelig
rørelse i ham.
GREGERS.
Hvad! På et sligt vendepunkt, da hele hans liv har fåt et
nyt grundlag--? Hvor kan De tænke Dem, at en personlighed
som Hjalmar--?
RELLING.
Å, personlighed--han! Hvis han nogensinde har havt ansats
til den slags abnormiteter, som De kalder personlighed, så
er både rødderne og trævlerne ble't grundigt exstirperet
allerede i gutteårene; det kan jeg forsikkre Dem.
GREGERS.
Det skulde dog være mærkeligt--med den kærlighedsfulde
opdragelse, som han har nydt.
RELLING.
Af de to forskruede, hysteriske tante-frøkenerne, mener De?
GREGERS.
Jeg vil sige Dem, at det var kvinder, som aldrig la' den
ideale fordring i glemmebogen;--ja, nu skal De vel til at
gøre nar igen.
RELLING.
Nej, jeg er ikke oplagt til det. For resten ved jeg god
besked; for han har gulpet op adskillig retorik om disse
sine «tvende sjælemødre». Men jeg tror ikke, han har stort
at takke dem for. Ekdals ulykke er, at han altid i sin kreds
er ble't holdt for et lys--
GREGERS.
Og det er han kanske ikke? I sindsdybet, mener jeg?
RELLING.
Jeg har aldrig mærket noget til det. At hans far trodde det,
--lad det gå; for gamle løjtnanten har jo været et fæ alle
sine dage.
GREGERS.
Han har alle sine dage været en mand med barnesind; det er
det, De ikke skønner.
RELLING.
Ja, ja da! Men da så den kære søde Hjalmar var ble't student
på en måde, så galdt han straks for det store fremtidslys
blandt kammeraterne også. Vakker var han jo, det drog,--
rød og hvid,--slig, som småjomfruer helst vil ha' fyrene;
og da han nu havde dette letrørte gemyttet og dette
hjertevindende i røsten, og da han forstod så pent at
deklamere andres vers og andres tanker--
GREGERS (harmfuld).
Er det Hjalmar Ekdal, De taler således om?
RELLING.
Ja, med Deres tilladelse; for således ser det ud indvendig,
det gudebillede, som De ligger næsegrus for.
GREGERS.
Jeg trodde dog ikke, at jeg var så aldeles blind heller.
RELLING.
Å jo, det er ikke langt ifra. For De er en syg mand, De
også, ser De.
GREGERS.
Det har De ret i.
RELLING.
Jaha. De lider af et kompliceret tilfælde. Først er det nu
denne brydsomme retskaffenhedsfeberen; og så det, som værre
er,--altid går De og ørsker i tilbedelses-delirium; altid
skal De ha' noget at beundre udenfor Deres egne grejer.
GREGERS.
Ja udenfor mit eget må jeg visselig søge det.
RELLING.
Men De tar så skammelig fejl af de store vidunderfluerne,
som De tror at se og høre omkring Dem. De er atter igen
kommet ind i en husmandsstue med den ideale fordringen; her
bor ikke solvente folk her i huset.
GREGERS.
Når De ikke har højere tanker om Hjalmar Ekdal, end som så,
hvor kan De da finde nogen glæde i stødt og stadig at være
sammen med ham?
RELLING.
Herre gud, jeg skulde da være en slags doktor, med skam at
sige; og så må jeg da ta' mig af de stakkers syge, jeg bor i
hus med.
GREGERS.
Se så! Er Hjalmar Ekdal også syg?
RELLING.
Folk er syge omtrent alle i hob, desværre.
GREGERS.
Og hvad kur bruger De så for Hjalmar?
RELLING.
Min sædvanlige. Jeg sørger for at holde livsløgnen oppe i
ham.
GREGERS.
Livs--løgnen? Jeg hørte ikke rigtig--?
RELLING.
Jo, jeg sa' livsløgnen. For livsløgnen er det stimulerende
princip, det, ser De.
GREGERS.
Må jeg spørge, hvad det er for en livsløgn, Hjalmar er
befængt med?
RELLING.
Nej tak; jeg forråder ikke slige hemmeligheder til
kvaksalvere. De var i stand til at forkluddre ham endnu mere
for mig. Men metoden er probat. Jeg har anvendt den på
Molvik også. Ham har jeg gjort «dæmonisk». Det er nu den
fontanellen, jeg måtte sætte ham i nakken.
GREGERS.
Er han da ikke dæmonisk?
RELLING.
Hvad fan' vil det sige at være dæmonisk? Det er jo bare
noget sludder, som jeg fandt på for at berge livet i ham.
Havde jeg ikke det gjort, så var det stakkers skikkelige
svinet bukket under i selvforagt og fortvilelse for mange
herrens år siden. Og så gamle løjtnanten da! Men han har nu
rigtignok fundet på kuren selv.
GREGERS.
Løjtnant Ekdal? Hvad han?
RELLING.
Ja, hvad mener De om det, at han, bjørnejægeren, går der
inde på mørkloftet og jager kaniner? Der er ikke lykkeligere
skytter til i verden, end han, den gamle manden, når han får
tumle sig der inde mellem alt skrapet. De fire-fem
fortørkede juletræerne, som han har gemt på, de er for ham
det samme, som hele, store, friske Højdalsskogen; hanen og
alle hønerne de er storfugl i furutoppene, de; og kaninerne,
som humser bortefter loftsgulvet, det er bamserne, som han
gir sig i kast med, han, den spræke friluftsgubben.
GREGERS.
Den ulykkelige gamle løjtnant Ekdal, ja. Han har rigtignok
måttet slå af på sin ungdoms idealer.
RELLING.
Mens jeg husker det, herr Werle junior,--brug ikke det
udenlandske ord: idealer. Vi har jo det gode norske ord:
løgne.
GREGERS.
Mener De, at de to ting er i slægt med hinanden?
RELLING.
Ja, omtrent som tyfus og forrådnelsesfeber.
GREGERS.
Doktor Relling, jeg gir mig ikke, før jeg har reddet Hjalmar
ud af Deres klør!
RELLING.
Det turde bli' værst for ham. Tar De livsløgnen fra et
gennemsnitsmenneske, så tar De lykken fra ham med det samme,
(til Hedvig, som kommer fra dagligstuen.) Nå, lille vildand
-mor, nu går jeg ned og ser, om fatter endnu ligger og
funderer på den mærkelige opfindelsen.
(går ud gennem gangdøren.)
GREGERS (nærmer sig Hedvig).
Jeg kan se på Dem, at det ikke er fuldbragt.
HEDVIG.
Hvilket? Å, det med vildanden. Nej.
GREGERS.
Sindsstyrken svigted Dem, da det skulde føres ud i handling,
kan jeg tænke.
HEDVIG.
Nej, det er ikke det heller. Men da jeg vågned idag tidlig
og husked på det, vi havde snakket om, så syntes jeg, det
var så underligt.
GREGERS.
Underligt?
HEDVIG.
Ja jeg ved ikke--. Igår kveld, straks med det samme, syntes
jeg, der var noget så dejligt i det; men da jeg havde sovet,
og husked på det igen, så syntes jeg ikke, det var noget
videre.
GREGERS.
Å nej, De er vel ikke vokset op her uden at noget er gåt til
spilde i Dem.
HEDVIG.
Ja det bryr jeg mig ikke om; når bare far vilde komme op, så--
GREGERS.
Å, havde De så sandt fat opladt øje for det, som gir livet
værd,--havde De det sande, glade, modige offersind, så
skulde De vel få se, hvorledes han kom op til Dem.--Men
jeg tror på Dem endnu, jeg, Hedvig.
(han går ud gennem gangdøren.)
(Hedvig driver om på gulvet; derpå vil hun gå ud i køkkenet;
idet
samme banker det indenfor på loftsdøren; Hedvig går hen og
åbner på
klem; gamle Ekdal kommer ud; hun skyver døren for igen.)
EKDAL.
Hm, det er klein moro at gå morgentur alene, du.
HEDVIG.
Havde du ikke lyst til at gå på jagt, bedstefar?
EKDAL.
Det er ikke jagtvejr idag. Sligt mørke da; en kan knapt se
frem for sig.
HEDVIG.
Får du aldrig lyst til at skyde på noget andet end de
kaninerne?
EKDAL.
Er ikke kaninerne gode nok, de, kanske?
HEDVIG.
Ja men vildanden da?
EKDAL.
Hå--hå; er du ræd, jeg skal skyde vildanden for dig? Aldrig
i verden, du. Aldrig det.
HEDVIG.
Nej, du kunde vel ikke; for det skal være svært at skyde
vildænder.
EKDAL.
Kunde ikke? Skulde vel mene, jeg kunde.
HEDVIG.
Hvorledes vilde du da bære dig ad, bedstefar;--jeg mener
ikke med min vildand men med andre?
EKDAL.
Vilde se til at få skud på dem under brystet, skønner du;
for det er det sikkreste. Og så skal i de skydes mod fjæren,
ser du,--ikke med fjæren.
HEDVIG.
Dør de da, bedstefar?
EKDAL.
Ja gu' dør de--når en skyder rigtig. Nå; må vel ind og
pudse mig. Hm,--forstår nok--hm.
(går ind i sit værelse.)
HEDVIG (venter lidt, skotter mod stuedøren, går hen til
reolen, strækker sig på tæerne, tar den dobbeltløbede pistol
ned fra hylden og ser på den).
(Gina, med støvekost og tørreklud, kommer fra dagligstuen.)
HEDVIG (lægger hurtig og ubemærket pistolen fra sig).
GINA.
Ikke stå og rod i fars sager, Hedvig.
HEDVIG (går fra reolen).
Jeg vilde bare rydde lidt.
GINA.
Gå heller ud i køkkenet og se om kaffien holder sig varm;
jeg vil ta' brettet med, når jeg går ned til ham.
(Hedvig går ud; Gina begynder at feje og gøre rent i
atelieret.)
(Om en stund åbnes gangdøren nølende, og Hjalmar Ekdal ser
ind; han har overfrakken på, men er uden hat, uvasket og med
forpjusket, uredt hår; øjnene er sløve og matte.)
GINA (blir stående med kosten i hånden og ser på ham).
Å, nej da, Ekdal,--kommer du alligevel?
HJALMAR (træder ind og svarer med dump røst):
Jeg kommer--for at forsvinde i den samme stund.
GINA.
Ja, ja; kan nok tænke mig det. Men Jøss' da,--hvorledes er
det, du ser ud!
HJALMAR.
Ser ud?
GINA.
Og så den pene vinterfrakken din! Nå, den har da fåt sin
bekomst.
HEDVIG (i køkkendøren).
Mor, Skal jeg ikke-? (ser Hjalmar, skriger højt af glæde og
løber imod ham.) Å far, far!
HJALMAR (vender sig bort og slår ud med hånden).
Væk, væk, væk! (til Gina.) Få hende væk fra mig, siger jeg!
GINA (halvhøjt).
Gå ind i dagligstuen, Hedvig.
(Hedvig går stille derind.)
HJALMAR (travlt, trækker bordskuffen ud).
Jeg må ha' mine bøger med mig. Hvor er mine bøger?
GINA.
Hvilke bøger?
HJALMAR.
Mine videnskabelige værker, naturligvis,--de tekniske
tidsskrifter, som jeg bruger til opfindelsen.
GINA (søger i reolen).
Er det disse her, som ikke er nogen perm på?
HJALMAR.
Ja visst er det så.
GINA (lægger en bunke hæfter på bordet).
Skal jeg ikke få Hedvig til at skære dem op for dig?
HJALMAR.
Behøves ingen opskæring for mig.
(kort taushed.)
GINA.
Det blir altså ved det, at du flytter ifra os, Ekdal?
HJALMAR (roder mellem bøgerne).
Ja det forstår sig da af sig selv, synes jeg.
GINA.
Ja-ja.
HJALMAR (hæftigt).
For jeg kan da ikke gå her og få mit hjerte gennemboret hver
time på dagen!
GINA.
Gud forlade dig, at du kan tro så stygt om mig.
HJALMAR.
Bevis--!
GINA.
Jeg synes, du skulde bevise.
HJALMAR.
Efter en forgangenhed, som din? Der gives visse krav--; jeg
kunde fristes til at kalde dem ideale krav--
GINA.
Men gamlefar da? Hvad skal der bli' af ham, stakker?
HJALMAR.
Jeg kender min pligt; den hjælpeløse flytter med mig. Jeg
vil ud i byen og gøre anstalter--. Hm--. (nølende.) Er der
ingen, som har fundet min hat på trapperne?
GINA.
Nej. Har du mistet hatten?
HJALMAR.
Jeg havde den naturligvis på, da jeg kom inat; det er der
ingen tvil om; men idag kunde jeg ikke finde den.
GINA.
Jøss', hvor har du da været henne med de to ranglefanterne?
HJALMAR.
Å, spørg mig ikke om uvæsentlige ting. Tror du, jeg er i
stemning til at huske på enkeltheder?
GINA.
Bare du ikke har forkølet dig, Ekdal.
(går ud i køkkenet.)
HJALMAR (taler med sig selv, halvhøjt og forbittret, mens
han tømmer bordskuffen).
Du er en skurk, Relling!--En kæltring er du!--Ah,
skændige forfører!--Kunde jeg så sandt få nogen til at
snigmyrde dig!
(han lægger nogle gamle breve til side, finder det overrevne
papir fra gårsdagen, tar det og ser på stykkerne; lægger det
hurtigt fra sig i det Gina kommer.)
GINA (sætter et dækket kaffebret på bordet).
Her er en tår varmt, om du kunde ha' lyst. Og så er her
smørrebrøder og lidt saltmad til.
HJALMAR (skotter til brettet).
Saltmad? Aldrig under dette tag! Rigtignok har jeg ikke nydt
faste næringsmidler på snart fire og tyve timer; men det får
være det samme.--Mine optegnelser! Mine påbegyndte
livserindringer! Hvor finder jeg min dagbog og mine Vigtige
papirer? (åbner stuedøren, men viger tilbage.) Der er hun
også!
GINA.
Ja, herre gud, et steds må da barnet være.
HJALMAR.
Gå ud.
(han gør plads, Hedvig kommer forskræmt ind i atelieret.)
HJALMAR
(med hånden på dørvrideren, siger til Gina):
I de sidste øjeblikke, jeg tilbringer i mit fordums hjem,
ønsker jeg at forskånes for uvedkommende--
(går ind i stuen.)
HEDVIG (med et sæt imod sin mor, spørger sagte og bævende):
Er det mig?
GINA.
Hold dig i køkkenet, Hedvig; eller nej,--gå heller ind i
kammerset til dig selv. (taler til Hjalmar, idet hun går ind
til ham.) Bi lidt, Ekdal; rod ikke så i kommoden; jeg ved,
hvor al tingen ligger.
Hedvig (står et øjeblik urørlig, i angst og rådviidhed,
bider laeberne sammen for at kvæle gråden; så knytter hun
krampagtigt hænderne og siger sagte):
Vildanden!
(Hun lister sig hen og tar pistolen fra hylden, åbner
loftsdøren på klem, smyger ind og trækker døren til efter
sig.)
(Hjalmar og Gina begynder at disputere inde i dagligstuen.)
HJALMAR (kommer med nogle skrivebøger og gamle løse papirer,
som han lægger på bordet).
Å hvad kan den vadsækken forslå! Det blir jo de tusende
ting, jeg får at slæbe med mig.
GINA (følger efter med vadsækken).
Men så la' alt det andre ligge så længe; og ta' bare med dig
en skjorte og et par underbukser.
HJALMAR.
Puh,--disse anstrængende forberedelser--!
(trækker yderfrakken af og kaster den på sofaen.)
GINA.
Og så står kaffien og blir kold også.
HJALMAR.
Hm.
(drikker uvilkårlig en slurk og derpå atter en.)
GINA (tørrer stoleryggene af).
Værst blir det nu for dig at finde sligt et stort loftsrum
til kaninerne.
HJALMAR.
Hvad! Skal jeg slæbe alle de kaninerne med mig også?
GINA.
Ja, gamlefar kan da ikke være uden kaniner, ved jeg.
HJALMAR.
Det får han sandelig vænne sig til. Der er højere livsgoder
end kaniner, som jeg må gi' afkald på.
GINA (støver af i reolen).
Skal jeg lægge fløjten i vadsækken til dig?
HJALMAR.
Nej. Ingen fløjte for mig. Men gi' mig pistolen!
GINA.
Vil du ha' den pigstolen med dig?
HJALMAR.
Ja. Min ladte pistol.
GINA (søger efter den).
Den er væk. Han må ha' ta't den med sig ind.
HJALMAR.
Er han på loftet?
GINA.
Ja visst er han på loftet?
HJALMAR.
Hm,--den ensomme gubbe.
(han tar et stykke smørrebrød, spiser det og drikker
kaffekoppen ud.)
GINA.
Havde vi nu ikke lejet bort værelset, kunde du ha' flyttet
der ind.
HJALMAR.
Jeg skulde bli' boende under samme tag, som--! Aldrig,--
aldrig!
GINA.
Men kunde du da ikke for en dags tid eller to slå dig ned i
dagligstuen? Der havde du alt dit for dig selv.
HJALMAR.
Aldrig indenfor disse mure!
GINA.
Nå, men nede hos Relling og Molvik da?
HJALMAR.
Nævn ikke de menneskers navn! Jeg er færdig at miste
appetiten bare jeg tænker på dem.--Å nej, jeg får nok ud i
stormen og snékavet,--gå fra hus til hus og søge efter ly
for far og mig.
GINA.
Men du har jo ingen hat, Ekdal! Du har jo mistet hatten.
HJALMAR.
Å, de to afskum, så rige på alle laster! En hat må Skaffes
tilveje. (tar et andet stykke smørrebrød.) Der må gøres
anstalter. For jeg har da ikke i sinde at sætte livet til
heller.
(søger efter noget på brettet.)
GINA.
Hvad er det du ser efter?
HJALMAR.
Smør.
GINA.
Smør skal straks komme.
(går ud i køkkenet.)
HJALMAR (råber efter hende).
Å det behøves ikke; jeg kan så godt spise det tørre brød.
GINA (bringer en smørskål).
Se her; det skal være nykærnet.
(Hun skænker en ny kop kaffe for ham; han sætter sig i
sofaen, lægger mere smør på smørrebrødet, spiser og drikker
en stund i taushed.)
HJALMAR.
Vilde jeg, uden at bli' overhængt af nogen--af nogen som
helst,--kunne bo der inde i stuen en dags tid eller to?
GINA.
Ja, det kunde du så godt, hvis du bare vilde.
HJALMAR.
For jeg indsér ikke muligheden af at få alle fars sager ud i
en slig fart.
GINA.
Og så er det jo det til, at først måtte du vel sige ham, at
du ikke længere vilde leve isammens med os andre.
HJALMAR (skyder kaffekoppen fra sig).
Det også, ja; at skulle rippe op igen alle disse forviklede
forhold--. Jeg må område mig; jeg må ha' pusterum; jeg kan
ikke bære alle byrderne på en eneste dag.
GINA.
Nej, og det til i sligt styggevejr, som der er udenfor.
HJALMAR (flytter på grossererens brev).
Jeg ser, det papiret ligger her og slænger endnu.
GINA.
Ja jeg har ikke rørt det.
HJALMAR.
Mig kommer jo den papirlap ikke ved--
GINA.
Nå, jeg tænker såmænd ikke på at gøre mig den nyttig.
HJALMAR.
--men det er ikke værdt, at den går i skuddermudder
alligevel;--i al den forstyrrelsen, når jeg flytter, kunde
det så let--
GINA.
Jeg skal nok ta' vare på det, Ekdal.
HJALMAR.
Gavebrevet hører jo først og fremst far til; og det får bli'
hans sag, om han vil gøre brug af det.
GINA (sukker).
Ja, stakkers gamle far--
HJALMAR.
For en sikkerheds skyld--. Hvor finder jeg noget klister?
GINA (går til reolen).
Her står klisterpotten.
HJALMAR.
Og så en pensel.
GINA.
Her er penselen også.
(bringer ham sagerne.)
HJALMAR (tar en saks).
Bare en papirstrimmel på bagsiden--. (klipper og klistrer.)
Det være langt fra mig at ville forgribe mig på fremmed
ejendom,--og aller mindst på en uformuende oldings. Nå,
ikke på--den andens heller.--Se så. Lad det ligge der så
længe. Og når det er ble't tørt, så ta' det væk. Jeg vil
ikke se det aktstykke for mine øjne mere. Aldrig!
(Gregers Werle kommer ind fra gangen.)
GREGERS (lidt forundret).
Hvad,--sidder du her, Hjalmar?
HJALMAR (rejser sig hurtigt).
Jeg var sunken ned af mathed.
GREGERS.
Du har dog spist frokost, ser jeg.
HJALMAR.
Også legemet gør stundom sine krav gældende.
GREGERS.
Hvad har du så bestemt dig til?
HJALMAR.
For en mand, som jeg, er der kun én vej at gå. Jeg er i færd
med at sanke sammen mine vigtigste sager. Men det tar tid,
kan du vel tænke.
GINA (lidt utålmodig).
Skal jeg så gøre stuen i stand til dig, eller skal jeg pakke
vadsækken?
HJALMAR (efter et ærgerligt sideblik mod Gregers).
Pak,--og gør i stand!
GINA (tar vadsækken).
Ja-ja, så lægger jeg ned skjorten og det andre da.
(går ind i stuen og trækker døren til efter sig.)
GREGERS (efter en kort taushed).
Aldrig havde jeg tænkt, at dette skulde bli' enden på det.
Er det virkelig en nødvendighed for dig at gå frå hus og
hjem?
HJALMAR (driver urolig omkring).
Hvad vil du da, jeg skal gøre?--Jeg er ikke skikket til at
være ulykkelig, Gregers. Jeg må ha' det godt og trygt og
fredeligt omkring mig.
GREGERS.
Men kan du da ikke det? Forsøg det bare. Nu synes jeg, her
er fast grund at bygge på,--og begynd så forfra. Og husk
på, du har jo også opfindelsen at leve for.
HJALMAR.
Å tal ikke om opfindelsen. Det har kanske lange udsigter med
den.
GREGERS.
Så?
HJALMAR.
Ja herre gud, hvad vil du egentlig, jeg skal opfinde? De
andre har jo opfundet det meste i forvejen. Det blir
vanskeligere dag for dag--
GREGERS.
Og du, som har lagt så stort et arbejde i dette.
HJALMAR.
Det var denne udsvævende Relling, som fik mig til det.
GREGERS.
Relling?
HJALMAR.
Ja, det var ham, som først gjorde mig opmærksom på mit anlæg
for en eller anden mærkelig opfindelse i fotograflen.
GREGERS.
Aha,--det var Relling!
HJALMAR.
Å, jeg har været så inderlig lykkelig over den sag. Ikke så
meget for opfindelsen i og for sig; men fordi Hedvig trode
på den,--trode på den med barnesindets hele magt og
styrke.--Ja, det vil sige,--jeg dåre har gåt her og
bildt mig ind, at hun trode på den.
GREGERS.
Kan du virkelig tænke, at Hedvig skulde været falsk imod
dig!
HJALMAR.
Nu kan jeg tænke, hvad det så skal være. Det er Hedvig, som
står ivejen. Hun kommer til at stænge solen ude fra hele mit
liv.
GREGERS.
Hedvig! Er det Hedvig, du mener? Hvorledes skulde hun kunne
stænge for dig?
HJALMAR (uden at svare).
Så usigelig som jeg har elsket det barn. Så usigelig
lykkelig, som jeg følte mig hver gang jeg kom hjem i min
fattige stue og hun fløj mig imøde med sine søde, lidt
mysende øjne. Å jeg troskyldige dåre! Jeg holdt så usigelig
af hende;--og så digted og drømte jeg mig ind i den
indbildning, at hun holdt så usigelig af mig igen.
GREGERS.
Siger du, at det bare var en indbildning!
HJALMAR.
Hvor kan jeg vide det? Gina kan jeg jo ikke få presset noget
ud af. Og hun mangler jo desuden så aldeles sans for den
ideale side af forviklingerne. Men for dig føler jeg trang
til at åbne mig, Gregers. Der er denne forfærdelige tvil--;
kanske Hedvig aldrig har holdt rigtig ærligt af mig.
GREGERS.
Det kunde du dog muligens få vidnesbyrd om. (lytter.) Hvad
er det? Jeg synes vildanden skriger.
HJALMAR.
Vildanden skræpper. Far er på loftet.
GREGERS.
Er han det! (giæde lyser op i ham.) Jeg siger, du kunde nok
få vidnesbyrd om, at den stakkers miskendte Hedvig holder af
dig!
HJALMAR.
Å hvad vidnesbyrd kan hun gi' mig! Jeg tør ikke tro på nogen
forsikkring fra den kant.
GREGERS.
Hedvig kender visselig ikke til svig.
HJALMAR.
Å, Gregers, det er jo netop det, som ikke er så sikkert.
Hvem ved, hvad Gina og denne fru Sørby mangen gang kan ha'
siddet her og hvisket og tisket om? Og Hedvig plejer ha'
ørerne med sig, hun. Kanske kom gavebrevet ikke så uventet
endda. Jeg syntes nok, at jeg mærked noget sligt.
GREGERS.
Hvad er det dog for en ånd, som er faret i dig!
HJALMAR.
Jeg har fåt øjnene op. Pas du på;--du skal se, gavebrevet
er bare en begyndelse. Fru Sørby har altid havt så meget
tilovers for Hedvig; og nu har hun jo magt til at gøre for
barnet, hvad det så skal være. De kan ta' hende fra mig,
hvad tid og time de lyster.
GREGERS.
Aldrig i verden går Hedvig fra dig.
HJALMAR.
Vær du ikke så viss på det. Dersom de står og vinker efter
hende med fulde hænder--? Å, jeg, som har elsket hende så
usigelig! Jeg, som vilde sat min højeste lykke i at ta'
hende varsomt ved hånden og lede hende, som man leder et
mørkræd barn gennem et stort øde rum!--Nu føler jeg det så
nagende sikkert,--den fattige fotograf oppe i
loftslejligheden har aldrig været noget belt og fuldt for
hende. Hun har bare så listelig sørget for at stå på en god
fod med ham så længe til tiden kom.
GREGERS.
Dette her tror du ikke selv, Hjalmar.
HJALMAR.
Det forfærdelige er jo netop, at jeg ikke ved, hvad jeg skal
tro,--at jeg aldrig kan få vide det. Men kan du da
virkelig tvile på, at det må være, som jeg siger? Hå-hå, du
stoler for stærkt på den ideale fordring, min gode Gregers!
Dersom de andre kom, de, med de bugnende hænder, og råbte
til barnet: gå ifra ham; hos os har du livet ivente--
GREGERS (hurtigt).
Ja, hvad da, tror du?
HJALMAR.
Hvis jeg så spurte'hende: Hedvig, er du villig til at gi'
slip på livet for mig? (ler spotsk.) Jo tak,--du skulde
nok få høre, hvad svar jeg fik!
(Et pistolskud høres inde på loftet.)
GREGERS (højt, i glæde).
Hjalmar!
HJALMAR.
Se så; nu går han på jagt også.
GINA (kommer ind).
Uf, Ekdal, jeg synes, gamlefar går og dundrer inde på loftet
alene.
HJALMAR.
Jeg vil se ind--
GREGERS (levende, grebet).
Bi lidt! Ved du, hvad det var?
HJALMAR.
Ja visst ved jeg det.
GREGERS.
Nej, du ved ikke. Men jeg ved det. Det var vidnesbyrdet!
HJALMAR.
Hvilket vidnesbyrd?
GREGERS.
Det var en barnlig offerhandling. Hun har fåt din far til at
skyde vildanden.
HJALMAR.
Skyde vildanden!
GINA.
Nej, tænk--!
HJALMAR.
Hvad skulde det til?
GREGERS.
Hun vilde offre til dig, det bedste hun ejed i verden; for
så måtte du da komme til at holde af hende igen, mente hun.
HJALMAR (blødt, bevæget).
Å, det barn!
GINA.
Ja, hvad hun kan finde på!
GREGERS.
Hun vilde bare ha' din kærlighed igen, Hjalmar; hun syntes
ikke hun kunde leve den foruden.
GINA (kæmper med gråden).
Der kan du selv se, Ekdal.
HJALMAR.
Gina, hvor er hun henne?
GINA (snøfter).
Stakkers, hun sidder vel ude i køkkenet, kan jeg tro.
HJALMAR (går hen, river køkkendøren op og siger):
Hedvig,--kom! Kom ind til mig! (ser sig om.) Nej, her er hun
ikke.
GINA.
Så er hun i det lille kammerset sit da.
HJALMAR (udenfor).
Nej, her er hun heller ikke. (kommer ind.) Hun må være gåt
ud.
GINA.
Ja, du vilde jo ikke vide af hende nogen steds i huset.
HJALMAR.
Å gid hun bare snart vilde komme hjem,--så jeg rigtig kan
få sagt hende--. Nu skal alt bli' godt, Gregers; for nu
tror jeg nok, vi kan begynde livet om igen.
GREGERS (stille).
Jeg vidste det; gennem barnet vilde oprettelsen ske.
(Gamle Ekdal kommer i døren til sit værelse; han er i fuld
uniform og har travlt med at spænde sabelen om sig.)
HJALMAR (forbauset).
Far! Er du der!
GINA.
Var det i kammerset far skød?
EKDAL (harmfuld, nærmer sig).
Så du går på jagt alene, du, Hjalmar?
HJALMAR (spændt, forvirret).
Det var altså ikke dig, som skød på loftet?
EKDAL.
Skød jeg? Hm!
GREGERS (råber til Hjalmar).
Hun har selv skudt vildanden, du!
HJALMAR.
Hvad er dette her! (skynder sig til loftsdøren, river den
tilside, ser ind og skriger højt.) Hedvig!
GINA (løber mod døren).
Jøss', hvad er det!
HJALMAR (går ind).
Hun ligger på gulvet!
GREGERS.
Ligger Hedvig!
(ind til Hjalmar.)
GINA (samtidigt).
Hedvig! (ind på loftet.) Nej, nej, nej!
EKDAL.
Hå--hå; går hun også på skytteri!
(Hjalmar, Gina og Gregers slæber Hedvig ind i atelieret; i
den nedhængende højre hånd holder hun pistolen fastklemt
mellem fingrene.)
HJALMAR (forstyrret).
Pistolen er gåt af. Hun har truffet sig selv. Råb om hjælp!
Hjælp!
GINA (løber ud på gangen og råber ned):
Relling! Relling! Doktor Relling; fly'herop så fort De kan!
(Hjalmar og Gregers lægger Hedvig ned på sofaen.)
EKDAL (stille).
Skogen hævner.
HJALMAR (på knæ ved hende).
Nu kommer hun sig snart. Nu kommer hun sig--: ja, ja, ja.
GINA (som er kommen ind igen).
Hvor har hun truffet sig? Jeg kan ikke se nogen tingen--
(Relling kommer hurtigt, og straks efter ham Molvik; den
sidste er uden vest og halstørklæde, med åben livkjole.)
RELLING.
Hvad er her på færde?
GINA.
De siger, Hedvig har skudt sig.
HJALMAR.
Kom her og hjælp!
RELLING.
Skudt sig!
(han rykker bordet til side og begynder at undersøge hende.)
HJALMAR (ligger og ser angstfuldt op på ham).
Det kan da ikke være farligt? Hvad, Relling? Hun bløder
næsten ikke. Det kan da ikke være farligt?
RELLING.
Hvorledes gik det til?
HJALMAR.
Å, hvad ved jeg--!
GINA.
Hun vilde skyde vildanden.
RELLING.
Vildanden?
HJALMAR.
Pistolen må være gåt af.
RELLING.
Hm. Ja så.
EKDAL.
Skogen hævner. Men jeg er ikke ræd alligevel.
(går ind på loftet og lukker efter sig.)
HJALMAR.
Nå, Relling,--hvorfor siger du ingen ting?
RELLING.
Kuglen er gåt ind i brystet.
HJALMAR.
Ja, men hun kommer sig da!
RELLING.
Du ser vel, at Hedvig ikke lever.
GINA (brister i grad).
Å barnet, barnet!
GREGERS (hæst).
På havsens bund--.
HJALMAR (springer op).
Jo, jo, hun må leve! Å, gud velsigne dig, Relling,--bare
et øjeblik,--bare så længe til jeg kan få sagt hende, hvor
usigelig jeg holdt af hende hele tiden!
RELLING.
Hjertet er truffet. Indre forblødning. Hun døde på stedet.
HJALMAR.
Og jeg, som jog hende fra mig som et dyr! Og så krøb hun
forskræmt ind på loftet og døde i kærlighed for mig.
(hulkende.) Aldrig få gøre det godt igen! Aldrig få sige
hende--! (knytter hænderne og skriger opad:) Å, du der
oppe--! Hvis du er da! Hvi gjorde du mig dette!
GINA.
Hys, hys, du må ikke anmasse dig så fælt. Vi havde vel ikke
ret til at beholde hende, kan jeg tro.
Molvik.
Barnet er ikke dødt; det sover.
RELLING.
Sludder.
HJALMAR (blir stille, går hen til sofaen og ser med
korslagte arme på Hedvig).
Der ligger hun så stiv og stille.
RELLING (soger at løse pistolen).
Den sidder så fast, så fast.
GINA.
Nej, nej, Relling, bræk ikke fingrene hendes; la' pigstolen
sidde.
HJALMAR.
Hun skal få den med sig.
GINA.
Ja, la' hende det. Men barnet skal ikke ligge og paradere
her ude. Hun skal ind i kammerset til sig selv, skal hun.
Ta' i med, Ekdal.
(Hjalmar og Gina tar Hedvig imellem sig.)
HJALMAR (mens de bærer).
Å, Gina, Gina, holder du dette ud!
GINA.
Den ene får hjælpe den anden. For nu er vi da halvt om
hende, ved jeg.
Molvik (strækker armene ud og mumler):
Lovet være herren; til jord skal du blive; til jord skal du
blive--
RELLING (hvisker).
Hold kæft, menneske; du er jo fuld.
(Hjalmar og Gina bærer liget ud gennem køkkendøren. Relling
lukker efter dem. Molvik sniger sig ud på gangen.)
Relling (går hen til Gregers og siger):
Aldrig skal nogen binde mig på næsen, at dette her var et
vådeskud.
GREGERS (som har stat skrækslagen, i krampaytige rykninger).
Ingen kan sige, hvorledes det forfærdelige gik til.
RELLING.
Forladningen har svi'd kjolelivet. Hun må ha' trykket
pistolen lige imod brystet og fyret af.
GREGERS.
Hedvig er ikke død forgæves. Så De, hvorledes sorgen
frigjorde det storladne i ham?
RELLING.
Storladne blir de fleste, når de står i sorg ved et lig. Men
hvor længe tror De den herligheden varer hos ham?
GREGERS.
Skulde ikke den vare og vokse for livet!
RELLING.
Inden tre fjerdingår er lille Hedvig ikke andet for ham end
et vakkert deklamationstema.
GREGERS.
Og det tør De sige om Hjalmar Ekdal!
RELLING.
Vi skal snakkes ved, når det første græsset er visnet på
hendes grav. Da kan De få høre ham gulpe op om «det
faderhjertet for tidligt frarevne barn»; da skal De få se
ham sylte sig ind i rørelse og i selvbeundring og i
selvmedlidenhed. Pas De på!
GREGERS.
Hvis De har ret, og jeg har uret, så er ikke livet værd at
leve.
RELLING.
Å, livet kunde være ganske bra' alligevel, når vi bare måtte
få være i fred for disse velsignede rykkere, som render os
fattigfolk på dørene med den ideale fordring.
GREGERS (ser frem for sig).
I så fald er jeg glad, at min bestemmelse er, hvad den er.
RELLING.
Med forlov,--hvad er da Deres bestemmelse?
GREGERS (i færd med at gå).
At være den trettende mand tilbords.
RELLING.
Å fan' tro det.
* * * * *