(I grosserer Werles Hus. Kostbart og bekvemt indrettet
arbejdsværelse; bogskabe og stoppede møbler; skrivebord med
papirer og protokoller midt på gulvet; tændte lamper med
grønne skærme, således at værelset er dæmpet belyst. Åben
fløjdør med fratrukne forhæng på bagvæggen. Indenfor ses en
stor elegant stue, stærkt oplyst af lamper og armstager.
Foran til højre i arbejdsværelset fører en liden tapetdør
ind til kontorerne. Foran til venstre en kamin med glødende
kul i, og længere tilbage en dobbeltdør til spisesalen.)
(Grossererens tjener, Pettersen, i livré, og lejetjener
Jensen, i sort, sætter tilrette i arbejdsværelset. I den
større stue går to--tre andre lejetjenere omkring, ordner og
tænder flere lys. Inde fra spisesalen høres summende samtale
og latter af mange stemmer; der bankes med kniven på et
glas; stilhed indtræder; en skåltale boldes; bravoråb og så
atter summende samtale.)
PETTERSEN (tænder en lampe på kaminen og sætter skærm over).
Nej hør bare, De, Jensen; nu står gamlingen ved bordet og
proppenerer en lang skål for fru Sørby.
LEJETJENER JENSEN (flytter en lænestol frem).
Er det kanske sandt, som folk siger, at der er noget imellem
dem?
PETTERSEN.
Fan' véd.
JENSEN.
For han har nok vær't en svær buk i sine dage.
PETTERSEN.
Kanske det.
JENSEN.
Det er jo for sønnen, at han holder dette her
middagsselskabet, siger de.
PETTERSEN.
Ja. Sønnen kom hjem igår.
JENSEN.
Aldrig vidste jeg før, at grosserer Werle havde nogen søn.
PETTERSEN.
Jo da, han har en søn. Men han holder stødt og stadig til
der oppe på Højdalsværket. Han har ikke været i byen i alle
de år jeg har tjent her i huset.
EN LEJETJENER (i døren til den anden stue).
De, Pettersen, her er en gammel fyr, som--
PETTERSEN (mumler).
Hvad fan', kommer her nu nogen!
(Gamle Ekdal kommer tilsyne fra højre i stuen. Han er klædt
i en luvslidt kavaj med høj krave; uldne vanter; i hånden en
stok og en skindhue; under armen en pakke i kardusomslag.
Rødbrun, smudsig paryk og en liden grå knebelsbart.)
PETTERSEN (går imod ham).
Jøss',--hvad vil De her inde?
EKDAL (i døren).
Må så nødvendig ind på kontoret, Pettersen.
PETTERSEN.
Kantoret er stængt for en time siden, og--
EKDAL.
Hørte det i porten, far. Men Gråberg sidder der endnu. Vær
snil, Pettersen, og lad mig få slippe ind den vejen. (peger
mod tapetdøren.) Har gå't den vejen før.
PETTERSEN.
Ja, De får så gøre da. (åbner døren.) Men sans endelig på,
at De kommer ud igen den rigtige vejen; for vi har
fremmede.
EKDAL.
Ved det nok,--hm! Tak, Pettersen-far! Gammel god ven. Tak.
(mumier sagte.) Torsk! (han går ind i kontoret; Pettersen
lukker døren efter ham.)
JENSEN.
Hører han også til kantorfolkene?
PETTERSEN.
Nej, han er bare en, som skriver udenom, når de har det
nødig. Men han har såmænd vær't en fin fyr i sin tid, gamle
Ekdal.
JENSEN.
Ja, han så ud som noget af hvert.
PETTERSEN.
Ja da; han har vær't løjtnant, kan De tænke.
JENSEN.
Å fan',--har han vær't løjtnant!
PETTERSEN.
Ja gu' har han så. Men så slog han sig nok paa skoghandel
eller hvad det var. De siger, at han skal ha' gjort
grossereren et fælt stygt puds engang. For de to var sammen
om Højdals-værket dengang, skønner De. Å, jeg kender godt
gamle Ekdal, jeg. Vi drikker mangen god gang en bitter og en
flaske bajersk sammen inde hos madam Eriksen.
JENSEN.
Han kan da ikke ha' stort at spandere for, han.
PETTERSEN.
Jøss', Jensen, De kan da vel skønne, at det er mig, som
spanderer. For jeg synes, en skal være sjangtil imod bedre
folk, som det er gåt så ilde med.
JENSEN.
Har han spillet bankerot da?
PETTERSEN.
Nej, det var nok værre end som så. For han kom på
fæstningen.
JENSEN.
På fæstningen!
PETTERSEN.
Eller kanske det var i bodsfængslet--(lytter). Hys, nu går
de fra bordet.
(Døren til spisesalen slås op af et par tjenere derinde fra.
Fru Sørby, konverseret af et par herrer, kommer ud. Lidt
efter lidt følger hele bordselskabet, hvoriblandt grosserer
Werle. Sidst kommer Hjalmar Ekdal og Gregers Werle.)
FRU SØRBY (i forbigående til tjeneren).
Pettersen, vil De la' kaffeen servere inde i musiksalen.
PETTERSEN.
Ja vel, fru Sørby. (hun og de to herrer går ind i stuen og
derfra ud til højre. Pettersen og lejetjener Jensen går ud
samme vej.)
EN BLEGFED HERRE (til en tyndhåret).
Puh,--den dinér--det var et drøjt stykke arbejde!
DEN TYNDHÅREDE.
Å med en smule god vilje kan en udrette ganske utroligt i
tre timer.
DEN FEDE HERRE.
Ja, men bagefter, bagefter, min kære kammerherre!
EN TREDJE HERRE.
Jeg hører, mokkaen og maraschinoen skal kredentses i
musiksalen.
DEN FEDE HERRE.
Bravo! Så kanske fru Sørby spiller os et stykke.
DEN TYNDHÅREDE (dæmpet).
Bare ikke fru Sørby snart blæser os et stykke, du.
DEN FEDE HERRE.
Å nej såmænd; Berta slår ikke hånden af sine gamle venner.
(de ler og går ind i stuen.)
GROSSERER WERLE (dæmpet og forstemt).
Jeg tror ikke nogen la' mærke til det, Gregers.
GREGERS (ser på ham).
Hvilket?
WERLE.
La' ikke du heller mærke til det?
GREGERS.
Hvad skulde jeg lægge mærke til?
WERLE.
Vi var tretten til bords.
GREGERS.
Så? Var vi tretten?
WERLE (med et blik mod Hjalmar Ekdal).
Vi er ellers altid vant til at være tolv. (til de øvrige.)
Vær så artig, mine herrer! (han og de tilbageblevne,
undtagen Hjalmar og Gregers, går ud i baggrunden til højre.)
HJALMAR (som har hørt samtalen).
Du skulde ikke sendt mig den indbydelse, Gregers.
GREGERS.
Hvad! Det heder jo, at selskabet skal være for mig. Og så
skulde jeg ikke be' min eneste og bedste ven--
HJALMAR.
Men jeg tror ikke, din far liker det. Jeg kommer jo ellers
aldrig her i huset.
GREGERS.
Nej, det hører jeg. Men jeg måtte da se dig og tale med dig;
for jeg rejser visst snart igen.--Ja, vi to gamle
skolekammerater, vi er rigtignok kommet langt bort ifra
hinanden, du; vi har nu ikke set hinanden på sexten--sytten
år.
HJALMAR.
Er det så længe siden?
GREGERS.
Ja, det er det rigtignok. Nå, hvorledes har du det så? Du
ser godt ud. Du er næsten ble't fyldig og svær.
HJALMAR.
Hm, svær kan man vel ikke kalde det; men jeg ser rimeligvis
noget mandigere ud end dengang.
GREGERS.
Ja, det gør du; dit ydre har ikke lidt noget.
HJALMAR (i dystrere tone).
Men det indre, du! Der kan du tro, det ser anderledes ud! Du
ved jo, hvor forfærdelig alting er styrtet sammen for mig og
mit siden vi to sås.
GREGERS (sagtere).
Hvorledes går det din far nu?
HJALMAR.
Kære, lad os ikke tale om det. Min stakkers ulykkelige far
lever naturligvis hjemme hos mig. Han har jo ingen anden i
hele verden at holde sig til. Men dette her er så knusende
tungt for mig at tale om, ser du.--Sig mig heller, hvorledes
du har havt det der oppe på værket.
GREGERS.
Dejlig ensomt har jeg havt det,--havt god anledning til at
gruble over mangt og meget.--Kom her; lad os gøre os det
hyggeligt.
(han sætter sig i en lænestol ved kaminen og nøder Hjalmar
ned i en anden ved siden af.)
HJALMAR (blødt).
Du skal dog ha' tak alligevel, Gregers, at du bad mig til
din fars bord; for nu skønner jeg da, at du ikke længer har
hoget imod mig.
GREGERS (forundret).
Hvor kunde du falde på, at jeg skulde ha' noget imod dig?
HJALMAR.
I de første årene havde du det dog.
GREGERS.
Hvilke første år?
HJALMAR.
Efter at den store ulykke var sket. Og det var jo så
naturligt, at du havde. Det var jo på et hængende hår, at
din far selv var ble't trukket med ind i disse her--å, disse
her skrækkelige historierne!
GREGERS.
Og derfor skulde jeg ha' noget imod dig? Hvem har bildt dig
det ind?
HJALMAR.
Jeg ved, du havde det, Gregers; for det er din far selv, som
har sagt mig det.
GREGERS (studser).
Far! Ja så. Hm.--Var det derfor, at du aldrig siden lod mig
høre fra dig,--ikke med et eneste ord.
HJALMAR.
Ja.
GREGERS.
Ikke en gang i den tid du gik hen og blev fotograf?
HJALMAR.
Din far sa', det var ikke værdt jeg skrev til dig om nogen
som helst ting.
GREGERS (ser hen for sig).
Nej, nej, kanske han kunde ha' ret i det.--Men sig mig nu,
Hjalmar,--finder du dig nu nogenlunde tilfreds i din
stilling?
HJALMAR (sukker let).
Å jo såmænd gør jeg så; kan egentlig ikke sige andet. I
førstningen kan du jo vide, at det var ligesom lidt
underligt for mig. Det var jo så rent forandrede forholde,
jeg kom ind i. Men alt det andet var jo også så rent
forandret. Den store ruinerende ulykke med far,--skammen og
skændselen, Gregers--
GREGERS (rystet).
Ja vel, ja. Ja vel.
HJALMAR.
Jeg kunde jo ikke tænke på at bli' ved med studeringerne;
der var ikke en skilling tilovers; tvert imod; snarere gæld;
mest til din far, tror jeg--
GREGERS.
Hm--
HJALMAR.
Nå, så syntes jeg det var bedst--sådan med et ryk, ser du--
at komme ud af alle gamle forhold og forbindelser. Det var
især din far, som råded mig til det; og da han tog sig så
hjælpsomt af mig--
GREGERS.
Gjorde far?
HJALMAR.
Ja, du ved da vel det? Hvor skulde jeg ta' penge fra til at
lære fotograferingen og til at indrette et atelier og
etablere mig? Det koster, det, kan du tro.
GREGERS.
Og alt det har far kostet?
HJALMAR.
Ja, kære, ved du ikke det? Jeg forstod ham så, at han havde
skrevet det til dig.
GREGERS.
Ikke et ord om at det var ham. Han må ha' glemt det. Vi har
aldrig vekslet andet end forretningsbreve. Så det var altså
far--!
HJALMAR.
Ja, det var det rigtignok. Han har aldrig villet, at folk
skulde få vide det; men ham var det. Og ham var det jo også,
som satte mig i stand til at gifte mig. Eller kanske--ved du
ikke det heller?
GREGERS.
Nej, det vidste jeg rigtignok ikke.--(ryster ham i armen.)
Men, kære Hjalmar, jeg kan ikke sige dig, hvor alt dette her
glæder mig--og nager mig. Jeg har kanske dog gjort far
uret alligevel--i enkelte stykker. Ja, for dette her viser
jo hjertelag, ser du. Det er ligesom et slags samvittighed-
HJALMAR.
Samvittighed--?
GREGERS.
Ja, ja, eller hvad du vil kalde det da. Nej, Jeg har ikke
ord for, hvor glad jeg er ved at høre dette om far.--Ja, du
er gift, du, Hjalmar. Det er længere end jeg nogensinde
bringer det til. Nå, jeg håber da, du finder dig lykkelig
som gift mand?
HJALMAR.
Ja, rigtig gør jeg det. Hun er så flink og så bra' en kone,
som nogen mand kan forlange. Og hun er aldeles ikke uden al
dannelse.
GREGERS (lidt forundret).
Nej, det er hun da vel ikke.
HJALMAR.
Nej, livet opdrager, ser du. Den daglige omgang med mig--;
og så kommer der jo jævnlig et par begavede mennesker til
os. Jeg forsikkrer dig, du vilde ikke kende Gina igen.
GREGERS.
Gina?
HJALMAR.
Ja, kære, husker du ikke, at hun hed Gina?
GREGERS.
Hvem hed Gina? Jeg ved jo aldeles ikke--
HJALMAR.
Men husker du da ikke, at hun konditionerte her i huset en
tid?
GREGERS (ser på ham).
Er det Gina Hansen--?
HJALMAR.
Ja, naturligvis er det Gina Hansen.
GREGERS.
--som styred huset for os det sidste år mor lå syg?
HJALMAR.
Ja visst er det så. Men, kære ven, jeg ved da bestemt, at
din far skrev dig til, at jeg havde giftet mig.
GREGERS (som har rejst sig).
Ja, det gjorde han rigtignok; men ikke at--(går om på
gulvet.) Jo, bi lidt;--kanske dog alligevel--når jeg
tænker mig om. Men far skriver altid så kort til mig.
(sætter sig halvt på stolarmen.) Hør, sig mig, du, Hjalmar--;
dette her er morsomt--; hvorledes gik det til, at du blev
kendt med Gina--med din hustru?
HJALMAR.
Jo, det gik ganske ligefrem. Gina blev jo ikke længe her i
huset; for her var så megen forstyrrelse den tid; din mors
sygdom--; alt det kunde ikke Gina stå i, og så sa' hun op
og flytted. Det var året før din mor døde,--eller kanske
det var samme år.
GREGERS.
Det var samme år. Og jeg var oppe på værket dengang. Men så
bagefter?
HJALMAR.
Ja, så bodde Gina hjemme hos sin mor, en madam Hansen, en
svært flink og strævsom kone, som holdt et lidet
spisekvarter. Og så havde hun et værelse at leje ud også; et
rigtig pent og hyggeligt værelse.
GREGERS.
Og det var du kanske så heldig at komme over?
HJALMAR.
Ja, det var såmænd din far, som gav mig anslag på det. Og
der,--ser du,--der var det egentlig jeg lærte Gina at
kende.
GREGERS.
Og så blev det til forlovelse?
HJALMAR.
Ja. Unge folk kommer jo så let til at holde af hinanden--;
hm--
GREGERS (rejser sig og driver lidt om).
Sig mig,--da du var ble't forlovet--var det da, at far lod
dig--; jeg mener,--var det da, at du begyndte at lægge
dig efter fotografering?
HJALMAR.
Ja netop. For jeg vilde jo gjerne komme ivej og sætte bo jo
før jo heller. Og så fandt både din far og jeg, at dette med
fotografering var det nemmeste. Og det syntes Gina også. Ja,
og så var der én grund til, ser du; det traf sig så heldigt,
at Gina havde lagt sig efter at retouchere.
GREGERS.
Det passed da vidunderlig godt sammen.
HJALMAR (fornøjet, rejser sig).
Ja, ikke sandt, du? Synes du ikke, at det passed vidunderlig
godt sammen?
GREGERS.
Jo, det må jeg tilstå. Far har nok næsten været som et slags
forsyn for dig, han.
HJALMAR (bevæget).
Han svigted ikke sin gamle vens søn i trængselens dage. For
han har hjertelag, ser du.
FRU SØRBY (kommer ind med grosserer Werle under armen).
Ikke nogen snak, snille grosserer; De skal ikke gå længer
derinde og stirre på alle lysene; De har ikke godt af det.
WERLE (slipper hendes arm og fører hånden over øjnene).
Jeg tror næsten, De har ret i det.
(Pettersen og lejetjener Jensen kommer med
præsesenterbrætter.)
FRU SØRBY (til gæsterne i den anden stue).
Vær så god, mine herrer; hvis nogen vil ha' et glas punsch,
så må han umage sig her ind.
DEN FEDE HERRE (kommer hen til fru Sørby).
Men herre gud, er det sandt, at De har ophævet den
velsignede røgefrihed?
FRU SØRBY.
Ja, her, på grossererens enemærker, er den forbudt, herr
kammerherre.
DEN TYNDHÅREDE HERRE.
Når har De indført disse skærpede bestemmelser i cigarloven,
fru Sørby?
FRU SØRBY.
Efter forrige dinér, herr kammerherre; for da var her visse
personer, som tillod sig at gå over stregen.
DEN TYNDHÅREDE.
Og det tillades ikke at gå en liden smule over stregen, fru
Berta? Virkelig aldeles ikke?
FRU SØRBY.
Ikke i nogen henseende, kammerherre Balle.
(De fleste af gæsterne har samlet sig i grossererens
værelse; tjenerne byder punschglassene om.)
WERLE (til Hjalmar, henne ved et bord).
Hvad er det, De står og studerer på, Ekdal?
HJALMAR.
Det er bare et album, herr grosserer.
DEN TYNDHÅREDE (som driver omkring).
Aha, fotografier! Ja, det er sagtens noget for Dem.
DEN FEDE HERRE (i en lænestol).
Har De ikke taget nogen med af Deres egne?
HJALMAR.
Nej, jeg har ikke.
DEN FEDE HERRE.
Det skulde De ha' gjort; det er så godt for fordøjelsen
således at sidde og se på billeder.
DEN TYNDHÅREDE.
Og så gir det jo altid en skærv til underholdningen, ser De.
EN NÆRSYNT HERRE.
Og alle bidrag modtages med taknemmelighed.
FRU SØRBY.
Kammerherrerne mener, at bedes man til middag, så skal man
også arbejde for føden, herr Ekdal.
DEN FEDE HERRE.
I et godt madhus er det en ren fornøjelse.
DEN TYNDHÅREDE.
Herre gud, når det gælder kampen for tilværelsen, så--
FRU SØRBY.
Det har De ret i!
(de fortsætter under latter og spøg.)
GREGERS (sagte).
Du må snakke med, Hjalmar.
HJALMAR (med en vridning).
Hvad skal jeg snakke om.
DEN FEDE HERRE.
Tror ikke De, herr grosserer, at Tokayer må ansés som en
forholdsvis sund drik for maven?
WERLE (ved kaminen).
Den Tokayer, De fik idag, tør jeg i al fald trygt indestå
for; den er fra en af de aller-aller fineste årgange. Ja,
det forstod De da vel også.
DEN FEDE HERRE.
Ja, den smagte mærkværdig delikat.
HJALMAR (usikker).
Er der nogen forskel på årgangene?
DEN FEDE HERRE (ler).
Nej, De er god!
WERLE (smiler).
Dem lønner det sig virkelig ikke at sætte ædel vin for.
DEN TYNDHÅREDE HERRE.
Det er med Tokayeren som med fotografier, herr Ekdal.
Solskin må der til. Eller er det kanske ikke så?
HJALMAR.
Jo, lyset gør visst sit.
FRU SØRBY.
Men så er det jo akkurat som med kammerherrerne da; for de
trænger også svært til solskin, som der siges.
DEN TYNDHÅREDE.
Uf, uf; der begik De en udslidt spydighed!
Den nærsynte herre.
Fruen producerer sig--
DEN FEDE HERRE.
--og det på vor bekostning. (truer.) Fru Berta, fru Berta!
FRU SØRBY.
Ja, men det er nu visst og sandt, at årgangene kan være
højst forskellige. De gamle årgange er de fineste.
DEN NÆRSYNTE HERRE.
Regner De mig til de gamle!
FRU SØRBY.
Å, langt ifra.
DEN TYNDHÅREDE.
Ser man det! Men jeg da, søde fru Sørby--?
DEN FEDE HERRE.
Ja, og jeg! Hvad årgange regner de os til?
FRU SØRBY.
Dem regner jeg til de søde årgange, mine herrer.
(hun nipper til et glas punsch; kammerherrerne ler og fjaser
med hende.)
WERLE.
Fru Sørby finder altid en udvej--når hun vil. Stik dog på
glassene, mine herrer!--Pettersen, å, sørg for--!
Gregers, jeg tænker vi drikker et glas sammen. (Gregers
rører sig ikke.) Vil ikke De være med, Ekdal? Jeg fik ikke
anledning til at erindre Dem ved bordet.
(Bogholder Gråberg ser ind gennem tapetdøren.)
GRÅBERG.
Om forladelse, herr grosserer, men jeg kan ikke slippe ud.
WERLE.
Nå, er De nu ble't låset inde igen?
GRÅBERG.
Ja, og Flakstad er gåt med nøglerne--
WERLE.
Nå, så gå De bare her igennem.
GRÅBERG.
Men der er én til--
WERLE.
Ja kom, kom begge to; genér Dem ikke.
(Gråberg og gamle Ekdal kommer ud fra kontoret.)
WERLE (uvilkaarligt).
Uf da!
(Latter og passiar forstummer mellem gæsterne. Hjalmar farer
sammen ved synet af sin far, sætter sit glas fra sig og
vender sig mod kaminen.)
EKDAL (ser ikke op, men gør korte huk til siderne i det han
går og mumler):
Ber om forladelse. Er kommen den gale vejen. Porten lukket;-
-porten lukket. Ber om forladelse.
(han og Gråberg går ud i baggrunden til højre.)
WERLE (mellem tænderne).
Den forbistrede Gråberg!
GREGERS (med åben mund og stirrende øjne, til Hjalmar).
Men det var da vel aldrig--!
DEN FEDE HERRE.
Hvad er det for noget? Hvem var det?
GREGERS.
Å, det var ingen; bare bogholderen og én til.
Den nærsynte herre (til Hjalmar).
Kendte De den manden?
HJALMAR.
Jeg ved ikke--; jeg la' ikke mærke til--
DEN FEDE HERRE (rejser sig).
Hvad pokker er der dog i vejen?
(han går hen til nogle andre, som taler dæmpet.)
FRU SØRBY (hvisker til tjeneren).
Stik noget til ham derude; noget rigtig godt.
PETTERSEN (nikker).
Skal så gøre.
(går ud.)
GREGERS (sagte og rystet, til Hjalmar).
Det var altså virkelig ham!
HJALMAR.
Ja.
GREGERS.
Og endda så stod du her og nægted, at du kendte ham!
HJALMAR (hvisker hæftigt).
Men kunde jeg da--!
GREGERS.
--kendes ved din far?
HJALMAR (smerteligt).
Å, hvis du var i mit sted, så--
(Samtalerne mellem gæsterne, som har været ført med lavt
mæle, slår nu over i en tvungen højrøstethed.)
DEN TYNDHÅREDE (nærmer sig venskabeligt til Hjalmar og
Gregers).
Aha, står man her og frisker op gamle minder fra
studenterårene? Hvad? Røger De ikke, herr Ekdal? Vil De ha'
ild? Nå, det er sandt, vi må jo ikke--
HJALMAR.
Tak, jeg skal ikke ha'--
DEN FEDE HERRE.
Har De ikke et lidet net digt at deklamere for os, herr
Ekdal? Før i tiden gjorde De det så nydeligt.
HJALMAR.
Jeg kan desværre ikke huske noget.
DEN FEDE HERRE.
Å, det var skade. Ja, hvad skal vi så finde på, Balle?
(begge herrerne går hen over gulvet og ud i den anden stue.)
HJALMAR (dystert).
Gregers,--jeg vil gå! Når en mand har følt skæbnens knusende
slag på sit hoved, ser du--. Sig din far farvel fra mig.
GREGERS.
Ja, ja. Går du lige hjem?
HJALMAR.
Ja. Hvorfor det?
GREGERS.
Jo, for så kommer jeg kanske hen til dig siden.
HJALMAR.
Nej, det skal du ikke. Ikke hjem til mig. Min bolig er
trist, Gregers,--især ovenpå et strålende gilde, som dette
her. Vi kan altid træffes et steds ude i byen.
FRU SØRBY (har nærmet sig, dæmpet).
Går De, Ekdal?
HJALMAR.
Ja.
FRU SØRBY.
Hils Gina.
HJALMAR.
Tak.
FRU SØRBY.
Og sig, at jeg ser op til hende en af dagene.
HJALMAR.
Jo, tak. (til Gregers.) Bliv her. Jeg vil forsvinde
ubemærket.
(han driver hen over gulvet, derefter ind i den anden stue
og ud til højre.)
FRU SØRBY (sagte til tjeneren, som er kommen tilbage).
Nå, fik så den gamle noget med?
PETTERSEN.
Ja da; jeg ståk til ham en flaske konjak.
FRU SØRBY.
Å, De kunde da fundet på noget bedre.
PETTERSEN.
Nej da, fru Sørby; konjak er det bedste, han ved.
DEN FEDE HERRE (i døren med et notehæfte i hånden).
Skal vi kanske spille lidt sammen, fru Sørby?
FRU SØRBY.
Ja nok; lad os det.
GÆSTERNE.
Bravo, bravo!
(Hun og alle de fremmede går gennem stuen ud til højre.
Gregers blir stående ved kaminen. Grosserer Werle søger
noget på skrivebordet og synes at ønske, at Gregers skal gå;
da denne ikke rører sig, går grossereren mod udgangsdøren.)
GREGERS.
Far, vil du ikke vente lidt?
WERLE (standser).
Hvad er det?
GREGERS.
Jeg må tale et ord med dig.
WERLE.
Kan ikke det vente til vi blir alene?
GREGERS.
Nej, det kan ikke; for det turde kanske hænde, at vi slet
ikke blir alene.
WERLE (kommer nærmere).
Hvad skal det sige.
(Under det følgende høres fjernt pianofortespil fra
musiksalen.)
GREGERS.
Hvorledes har man her kunnet la' den familje så ynkeligt
forkomme.
WERLE.
Du mener formodentlig Ekdals, kan jeg tænke.
GREGERS.
Ja, jeg mener Ekdals. Løjtnant Ekdal stod dig dog engang så
nær.
WERLE.
Ja, desværre, han stod mig nok altfor nær. Det fik jeg føle
og svie for i mange år. Det er ham, jeg kan takke for, at
jeg fik en slags klik på mit gode navn og rygte, jeg også.
GREGERS (sagte).
Var han virkelig den eneste skyldige.
WERLE.
Hvem ellers, mener du!
GREGERS.
Han og du var dog begge sammen om det store skogkøb--
WERLE.
Men var det ikke Ekdal, som optog kortet over strækningerne,
--dette uefterrettelige kort? Ham var det, som drev al den
ulovlige hugst på statens grund. Det var jo ham, som stod
for hele driften deroppe. Jeg havde ikke rede på, hvad
løjtnant Ekdal foretog sig.
GREGERS.
Løjtnant Ekdal havde nok ikke selv rede på, hvad han foretog
sig.
WERLE.
Kan gerne være. Men kendsgerningen er nu den, at han blev
dømt og jeg frifunden.
GREGERS.
Ja, jeg ved nok, at der ingen beviser var.
WERLE.
Frifindelse er frifindelse. Hvorfor ripper du op i disse
gamle uhyggelige sager, som gav mig grå hår før tiden? Er
det sligt noget, du har gåt og grublet på i alle disse år
der oppe? Jeg kan forsikkre dig, Gregers,--her i byen er
de historier glemt for længe siden--for mit vedkommende.
GREGERS.
Men den ulykkelige ekdalske familje da!
WERLE.
Hvad vilde du da egentlig, jeg skulde gøre for de folk? Da
Ekdal kom på fri fod igen, var han en nedbrudt mand, rent
uhjelpelig. Der gives mennesker her i verden, som dukker til
bunds, bare de får et par hagel i kroppen, og så kommer de
aldrig op igen mere. Du kan tro mig på mit ord, Gregers; jeg
har strakt mig så langt, som jeg kunde, når jeg ikke lige
frem skulde blotstille mig og gi næring til alskens mistanke
og folkesnak--
GREGERS.
Mistanke--? Nå så, ja.
WERLE.
Jeg har skaffet Ekdal arkskrift fra kontoret, og jeg betaler
ham langt, langt mere for det, end hans arbejde er værd--
GREGERS (uden at se på ham).
Hm; tviler ikke på det.
WERLE.
Ler du? Tror du kanske ikke det er sandt, hvad jeg siger? I
mine bøger står der rigtignok ikke noget om det; for slige
udgifter bogfører jeg aldrig.
GREGERS (smiler koldt).
Nej, der gives vel visse udgifter, som det er bedst ikke at
bogføre.
WERLE (studser).
Hvad mener du med det?
GREGERS (med tilkæmpet mod).
Har du bogført, hvad det kosted dig at la' Hjalmar Ekdal
lære fotografering?
WERLE.
Jeg? Hvorledes bogført?
GREGERS.
Jeg ved nu, at det var dig, som bekosted det. Og nu ved jeg
også, at det var dig, som satte ham så rundelig istand til
at etablere sig.
WERLE.
Nå, og så heder det endda, at jeg ingen ting har gjort for
Ekdals! Jeg kan forsikkre dig, de mennesker har sandelig
voldt mig udgifter nok.
GREGERS.
Har du bogført nogen af de udgifter?
WERLE.
Hvorfor spør' du om det?
GREGERS.
Å, det har så sine årsager. Hør, sig mig,--den tid, da du
tog dig så varmt af din gamle vens søn,--var ikke det
netop just som han skulde til at gifte sig!
WERLE.
Ja, hvor pokker,--hvor kan jeg efter så mange års forløb-
-?
GREGERS.
Du skrev mig den gang et brev til,--et forretningsbrev
naturligvis; og i en efterskrift stod der, ganske kort, at
Hjalmar Ekdal havde giftet sig med en frøken Hansen.
WERLE.
Ja, det var jo ganske rigtig; hun hed så.
GREGERS.
Men du skrev ikke noget om, at den frøken Hansen var Gina
Hansen,--vor forhenværende husjomfru.
WERLE (ler spotsk, men tvungent).
Nej, for jeg tænkte såmænd ikke, at du interesserte dig så
særligt for vor forhenværende husjomfru.
GREGERS.
Det gjorde jeg heller ikke. Men--(sænker stemmen.) her var
nok andre her i huset, som interesserte sig særligt for
hende.
WERLE.
Hvad mener du med det? (bruser imod ham.) Du sigter da vel
aldrig til mig!
GREGERS (sagte, men fast).
Jo, jeg sigter til dig.
WERLE.
Og det vover du--! Det understar du dig--! Hvor kan han,
den utaknemmelige, han, fotografen--; hvor tør han driste
sig til at komme med slige sigtelser!
GREGERS.
Hjalmar har ikke med et ord rørt ved dette her. Jeg tror
ikke, han har så meget som en anelse om noget sligt.
WERLE.
Men hvor har du det da fra? Hvem har kunnet sige noget
sådant?
GREGERS.
Det har min stakkers ulykkelige mor sagt. Og det var sidste
gang jeg så hende.
WERLE.
Din mor! Ja, kunde jeg ikke næsten tænke det! Hun og du,--
I holdt altid sammen. Det var hende, som fra først af fik
dit sind vendt bort ifra mig.
GREGERS.
Nej, det var alt det, hun måtte lide og døje, til hun bukked
under og gik så ynkelig til grunde.
WERLE.
Å, hun måtte slet ingen ting lide og døje; ikke mere, end så
mange andre, i al fald! Men sygelige, overspændte mennesker
er der ikke noget udkomme med. Det har nok jeg fåt føle.--
Og så går du og bærer paa en slig mistanke,--går og roder
dig ned i alskens gamle rygter og bagvaskelser imod din egen
far. Hør nu, Gregers, jeg synes sandelig, du i din alder
kunde ta' dig noget nyttigere til.
GREGERS.
Ja, det turde nok være på tiden.
WERLE.
Så vilde kanske også dit sind bli' lettere, end det nu lader
til at være. Hvad skal det føre til, at du går år ud og år
ind der oppe på værket, sidder og træller som en simpel
kontorbetjent, ikke vil oppebære en skilling over den
almindelige månedsløn? Det er jo ren dårskab af dig.
GREGERS.
Ja, dersom jeg var så ganske viss på det.
WERLE.
Jeg forstår dig jo nok. Du vil være uafhængig, vil ikke
skylde mig noget. Men nu er der netop anledning for dig til
at bli' uafhængig, din egen herre i et og alt.
GREGERS.
Så? Og på hvad måde--?
WERLE.
Da jeg skrev dig til, at du så nødvendig måtte komme ind til
byen nu straks--hm--
GREGERS.
Ja, hvad er det egentlig, du vil mig? Jeg har hele dagen gåt
og ventet på at få vide det.
WERLE.
Jeg vil foreslå dig, at du går ind som deltager i firmaet.
GREGERS.
Jeg! I dit firma? Som kompagnon?
WERLE.
Ja. Vi behøvte jo ikke stadig at være sammen for det. Du
kunde jo overtage forretningerne her i byen, og så flytted
jeg op til værket.
GREGERS.
Vilde du?
WERLE.
Ja, ser du, jeg er ikke længere så arbejdsfør, som jeg
tidligere var. Jeg blir nødt til at skåne øjnene, Gregers;
for de er begyndt at bli' noget svage.
GREGERS.
Det har de jo altid været.
WERLE.
Ikke som nu. Og så desuden,--omstændighederne kunde kanske
gøre det ønskeligt for mig at bo der oppe--i al fald for
en tid.
GREGERS.
Noget sligt havde jeg aldrig tænkt mig.
WERLE.
Hør nu, Gregers; der er jo så mangt og meget, som skiller
imellem os. Men vi er jo dog far og søn alligevel. Jeg
synes, vi måtte kunne komme til en slags forståelse med
hinanden.
GREGERS.
Sådan i det ydre, mener du vel?
WERLE.
Nå, det var jo i al fald noget. Tænk over det, Gregers.
Synes du ikke, det måtte kunne la' sig gøre? Hvad?
GREGERS (ser på ham med kolde øjne).
Her stikker noget under.
WERLE.
Hvorledes det?
GREGERS.
Der må være noget, som du har brug for mig til.
WERLE.
I så nært et forhold som vort har den ene vel altid brug for
den anden.
GREGERS.
Ja, man siger jo så.
WERLE.
Jeg vilde gerne ha' dig hjemme hos mig nu en tid. Jeg er en
ensom mand, Gregers; har altid følt mig ensom,--hele mit
liv igennem; men mest nu, da jeg begynder at drage på
alderen. Jeg trænger til at ha' nogen om mig.--
GREGERS.
Du har jo fru Sørby.
WERLE.
Ja, det har jeg; og hun er, så at sige, ble't mig næsten
uundværlig. Hun er kvik, har et jævnt sind; hun liver op i
huset;--og det kan jeg så sårt trænge til.
GREGERS.
Nå ja; men så har du det jo altså, som du ønsker det.
WERLE.
Ja, men jeg er bange, det kan ikke bli' ved. En kvinde i
slige forhold kommer let i en skæv stilling lige over for
verden. Ja, jeg havde nær sagt, at en mand er heller ikke
tjent med det.
GREGERS.
Å, når en mand pir slige middagsselskaber som du, så kan han
visst vove adskilligt.
WERLE.
Ja, men hun, Gregers? Jeg er bange for, at hun ikke længer
vil finde sig i det. Og selv om hun gjorde det,--selv om
hun af hengivenhed for mig satte sig ud over folkesnak og
bagvaskelse og sligt noget--? Synes da du, Gregers, du med
din stærkt udprægede retfærdighedsfølelse--
GREGERS (afbryder ham).
Sig mig kort og godt én ting. Tænker du på at gifte dig med
hende?
WERLE.
Og hvis jeg nu tænkte på sådant noget? Hvad så?
GREGERS.
Ja, det spør' jeg også. Hvad så?
WERLE.
Vilde det være dig så aldeles uovervindelig imod?
GREGERS.
Nej, aldeles ikke. Ikke på nogen måde.
WERLE.
Ja, for jeg kunde jo ikke vide, om det kanske af hensyn til
din afdøde mors minde--
GREGERS.
Jeg er ikke overspændt.
WERLE.
Nå, hvad du end er eller ikke er, så har du i al fald lettet
en tung sten fra mit bryst. Det er mig overmåde kært, at jeg
tør gøre regning på din tilslutning i denne sag.
GREGERS (ser ufravendt på ham).
Nu skønner jeg, hvad det er, du vil brage mig til.
WERLE.
Bruge dig til? Hvad er dog det for et udtryk!
GREGERS.
Å, lad os ikke være kræsne i valg af ord;--ikke på to
mands hånd i al fald. (ler kort.) Ja så da! Derfor var det
altså, at jeg, død og plage, måtte indfinde mig i byen i
egen person. I anledning af fru Sørby skal der arrangeres
familjeliv her i huset. Tablå mellem far og søn! Det blir
noget nyt, det!
WERLE.
Hvor tør du tale i den tone!
GREGERS.
Når har her været familjeliv? Aldrig så længe jeg kan
mindes. Men nu har man sagtens behov for en smule af den
slags. For det vil jo unægtelig ta' sig godt ud, når det kan
fortælles, at sønnen--på pietetens vinger--er ilet hjem
til den aldrende faders brudgomsfest. Hvad blir der så igen
af alle rygterne om, hvad den stakkers afdøde måtte lide og
døje? Ikke et fnug. Hendes søn slår dem jo til jorden.
WERLE.
Gregers,--jeg tror ikke, der findes den mand i verden, der
er dig så meget imod som jeg.
GREGERS (sagte).
Jeg har set dig på for nært hold.
WERLE.
Du har set mig med din mors øjne. (sænker stemmen lidt.) Men
du skulde huske på, at de øjne var--omtåget en gang
iblandt.
GREGERS (bævende).
Jeg forstår, hvad du sigter til. Men hvem bær' skylden for
mors ulykkelige svaghed? Det gør du og alle disse--! Den
sidste af dem var dette fruentimmer, som Hjalmar Ekdal blev
makket sammen med, da du ikke længer--å!
WERLE (trækker på skuldrene).
Ord til andet, som om jeg hørte din mor.
GREGERS (uden at agte på ham).
--og der sidder han nu, han med sit store troskyldige
barnesind midt i bedraget,--lever under tag sammen med en
slig en, og ved ikke, at det, han kalder sit hjem, er bygget
på en løgn! (et skridt nærmere.) Når jeg ser tilbage på al
din færd, da er det, som om jeg så ud over en slagmark med
knuste menneskeskæbner langs alle vejene.
WERLE.
Jeg tror næsten, at kløften er for bred imellem os to.
GREGERS (bukker behersket).
Det har jeg observeret; og derfor tar jeg også min hat og
går.
WERLE.
Går du! Ud af huset?
GREGERS.
Ja. For nu øjner jeg endelig én gang en opgave at leve for.
WERLE.
Hvad er det for en opgave?
GREGERS.
Du vilde bare le, ifald du hørte det.
WERLE.
En ensom mand ler ikke så let, Gregers.
GREGERS (peger ud mod baggrunden).
Se, far,--der leger kammerherrerne blindebuk med fru
Sørby.--God nat og far vel.
(Han går ud i baggrunden til højre. Latter og løjer høres
fra selskabet, der kommer til syne i den ydre stue.)
WERLE (mumler hånligt efter Gregers).
He--! Stakker,--og så siger han, at han ikke er
overspændt!
* * * * *