Fortællersken er c. 60 Aar og indvandrede til Igdlukasik paa
Vestkysten for c. 20 Aar siden og fik i Daaben Navnet Susanne.
Hun er Søster til Pinertoq, døbt Noah, og Pangagkarwik, døbt Hedvig;
disse bor nu ved Qernertoq Øst for Kap-Farvel. De har oprindelig
været 7 Søskende, de øvrige er døde. Deres Moder, Qujâq, var fra
Tingmiarmiut, deres Fader, Ingersia fra Inugssuarmiut, Norden for
Umanaq paa Østkysten.
Den gamle Ingersia tænkte engang paa at tage ned til Vestkysten for
at lade sig døbe; men hans Sønner raadede ham derfra, idet de sagde:
„Du kan ikke staa dig ved at blive døbt; det vil blot gaa dig ilde.
Ingnerssuit (Mennesker uden Næse, der bor i et Land, der skal ligge
inde mellem Jorden og Havet; man kommer derind ved at gaa ned i Havet
ved Kysten) har fortalt os, at naar han, som de døbte kalder Jesus,
viser sig ved Verdens Undergang (om Verdens Undergang havde de hørt
paa deres Rejser til Vestkysten) for at holde Dom over døbte og
Hedninger, saa vil Timersit, store Indlandsboer, og Ingnerssuit og
Akilinermiut (Folk, der bor paa den anden Side det store Hav og
ligesom Indlandsboerne skal være meget store) slaa sig sammen i Kamp
mod denne Jesus og dræbe ham; og da skal de døbte blive forladte i
Kløfter og Afgrunde, medens Hedningerne selv vil bane sig Vej op til
Himlen.“ -- --
Faderen bestemte sig derfor til ikke at lade sig døbe. Qingajâq
skildrer sin Fader som en Kæmpe; han havde udviklet sine Kræfter
ganske særligt, fordi han i sine unge Dage var bleven undsagt af
nogle Fjender og derfor Resten af sit Liv maatte være forberedt paa
Overfald.
Hendes Faders ældre Søster har oplevet en to Aars uafbrudt Vinter
(ukiut mardluk nipitartut), hvor de drevne af Hungersnød maatte spise
hinanden.
Hendes Moders yngre Søster havde været gift med en af deres Hunde og
havde efter Moderens Udsagn faaet tre Hvalpe, men var død, kort efter
at Fødselen var overstaaet.
* * *
„Naa, det var om Uase, jeg skulde fortælle; jeg har kendt ham og boet
hos ham i tre Vintre. Han var en meget stor Aandemaner, som de ikke
fik Bugt med, dengang de vilde dræbe ham. Hans Søn, Ukugssulik, har
jeg ogsaa kendt; han var ganske lille, da man stræbte Faderen efter
Livet. Jeg har ogsaa truffet ham, efter at han var bleven voksen, han
var lille af Legeme, men stærk, morsom og underholdende at være
sammen med. Han var ganske ung dengang, men havde alligevel en gammel
Mands Snille og Forstand. Hans ene Øje var lukket; det saa derfor
altid ud, som om han lo med den ene Halvdel af Ansigtet.
Aa ja, hvor jeg husker Ukugssulik tydeligt! Han blev senere
snigmyrdet sammen med sin Broder fra et Baghold i Kajak af
Ilisimartoq, Sanimuinaq's yngre Broder. Men det, jeg nu skal fortælle
dig om, gik for sig, dengang Ukugssulik var ganske lille.
Uase havde engang i Spøg sagt, at han vilde tage Kagssanîp's unge
Datter til Medhustru, skønt hun egentlig var bestemt for en ugift ung
Mand.
Uase var ene, uden Brødre, uden Slægt, og det vil sige uden Hævnere.
Der var derfor ingen Risiko ved at myrde ham; og det var der da ogsaa
tre Mænd, der fik Lyst til, idet de foregav at være opbragte over,
at Uase vilde berøve en ung Mand den Kvinde, han skulde have til
Hustru. De vidste iøvrigt godt, at det hele var sagt i Spøg; men man
skulde tage Vare paa sine Ord i de Tider ...
De tre Mænd hed: Qaratsuk, Angiamineq og Sorqiaq; de havde forøvrigt
slet ikke noget Mellemværende med Uase, men misundte ham blot hans
store Styrke. Alle disse Mænd var nede fra Angmagssalikegnen og var
paa Handelsrejse Syd paa. Uase havde foreløbig taget Land ved
Kingatak, i Nærheden af Umîvik.
En Dag han var ene ude i Kajak, passede de ham op ved Perserajuk. De
foregav, at de var paa en længere Fangstudflugt, og havde megen Mad
med. De bød ham op paa et Maaltid. Uase aad dygtigt, lagde nok Mærke
til, at de andre ingen Madlyst havde, men blev dog ikke betænkelig
derved. Efter Maaltidet, da Uase var bleven rigtig mæt og madtung,
siger de andre pludselig, at de vil forsøge at løbe om Kap op ad
Perserajuk-Fjældet.
Uase var ganske vist ikke meget oplagt til Løb nu, men vilde dog ikke
undslaa sig, og saa benede de af opefter. Men Uase stod længe før de
andre oppe paa Fjældtoppen og morede sig med at se de andre mase
opefter.
„Ja, saadan er han, og derfor er jeg aldrig rigtig hyggelig til Mode
ved at se ham med Tanke om Drab,“ sagde Angiamineq til de to andre.
Han havde oprindelig slet ikke haft Lyst til at dræbe Uase, men de
andre havde dels tvunget dels betalt ham til at gaa med.
Saa gik de atter ned ad Fjældet og hen til deres Kajaker. Men i det
Øjeblik Uase skulde til at gaa i sin Kajak, han stod med det ene Ben
paa Land og det andet i Kajaken, var der en af de andre, der raabte:
„En Sæl! En Sæl lige her udenfor!“
Da han nu ser ud over Havet, faar han et Stød i den ene Skulder, saa
han tumler ud i Søen, og inden han kan faa Tid til at samle sig, faar
han en Lænser stødt ind mellem Skulderbladene med en saadan Kraft,
at Odden gaar ud mellem Brystbenene.
Det sortnede og gnistrede for Uase's Øjne, og han blev et Øjeblik saa
forvirret, at han gav sig til at hale i Odden, saa han derved blot
fik Lænseren trukket længere ind i Kroppen paa sig. Men i et Ryk
fik Angiamineq den ud igen og kastede den nu ind i Skulderen,
saa voldsomt, at det gav et Knæk, da Odden borede sig ind i
Skulderbladet.
Det var, fortalte Uase, som om han nu for første Gang i sit Liv
begreb, hvad Smerte var. Det gjorde saa ondt, at hans Øjne saa Ild!
Men han var jo en mægtig Aandemaner, og da han blot kom saa meget til
Besindelse, at han kunde stryge sig hen over Saarene med Haandfladen,
blev disse lægte; kun det i Ryggen kunde han ikke naa.
Det var mest Angiamineq, der drev ham Stødene. Qaratsuk kom ogsaa
til, og nu fik Uase et Stik lige i Hjertekulen. Han var ved at segne,
men fik det lægt ved at stryge Haandfladen hen over det.
Et Stik, som ramte ham i Maven, havde nær dræbt ham, thi Stødet blev
ført med en saadan Voldsomhed, at Indvoldene faldt ud af Siden paa
ham, da Mavesækken blev sprættet op. Alt det Spæk, han kort forinden
havde spist, flommede ud og gjorde Havet ganske blankt; men Spæk
hindrer en Aandemaner i at læge sine Saar, og det var derfor Uase
umuligt at faa helet det sidste.
For at vinde Tid gav han sig nu til at sprøjte Vand op i Ansigtet paa
Angiamineq, og denne veg uvilkaarligt nogle Skridt tilbage, saaledes
at Uase kunde faa Fodfæste paa Land, og nu var det Angiamineq's Tur
at blive kastet i Søen. Men ved den pludselige Bevægelse, Uase maatte
gøre, styrtede Blodet ud af hans Underlivssaar, og al den Mad, han
nylig havde spist, faldt ned paa Klippen med et Klask!
Uase, som nu var ude af Stand til at bevæge sig, reddede sig ved en
Løgn.
„Hej -- Hjælp! Kom, du Kajak dernede!“ brølte han. „Qaratsuk og hans
Ledsagere myrder mig!“
Qaratsuk, som troede, at der virkelig var en Kajak i Nærheden, bøjede
sig ned mod Jorden for ikke at blive set, krøb hen til sin Kajak, fik
Angiamineq, som endnu befandt sig i Vandet, paa Slæb og roede af al
Kraft ud til en lille Ø. Sorqiaq stak til Fjælds og gemte sig.
Lidt efter kom der virkelig to Kajaker forbi, og dem raabte Uase an.
Et Stykke af en Halvpels blev klasket om Mavesaaret, efter at
Indvoldene var stoppede ind, og en Helpels af Vandskind blev presset
ned over hans Krop, saaledes at alle Saarene blev dækkede; og saa
bugserede de ham hjem.
Det er Skik paa Østkysten, at man skal beholde en Forbinding paa i
fem Døgn; men inden Uase endnu havde faaet sin Helpels af, fik han
Underretning om, at hans tre Fjender var flygtede Syd over til et
Handelssted paa Vestkysten.
Saaret i Underlivet var længe om at blive lægt. Maven bulnede ud,
underløben af Materie, stram og udspilet som et Trommeskind! Uase kom
til at se ganske besynderlig ud; det var, som om Maven og det øvrige
Legeme ikke hørte sammen; thi samtidig med at Underlivet bulnede ud
og blev uformeligt, skrumpede Manden ind og blev til Skind og Ben.
Naar han førtes uden for sit Telt, maatte han blive siddende stille
og ubevægelig; ikke engang Armene kunde han røre. Han lignede en stor
Sten, og Fuglene kom og satte sig paa hans Hoved og lyskede ham. Han
var ikke i Stand til at hæve Armene for at faa dem skræmt bort.
Det varede længe, men til sidst kom han sig fuldstændigt. De Mænd,
som havde forsøgt at myrde ham, skulde imidlertid selv faa et kortere
Liv; man siger, at Uase manede Undergang over dem med Tryllesange.
De var fire Konebaade i Følge, alle fra Angmagssalik, paa
Handelsrejse Syd paa. Vi var paa den Tid ogsaa paa Handelsrejse,
ligeledes Syd paa, men alle fra Syddistriktet. Da vi kom til Itivdleq
paa Hjemgaaende, traf vi „Nordboerne“ paa Vej til Pamiagdluk. Det
Aar var der megen Sygdom paa Vestkysten, og de østgrønlandske
Konebaadsbesætninger blev smittede. Jeg mistede paa den Rejse min
Fader, to gifte Brødre og to gifte Søstre.
Aa ja, der var engang, man maatte græde, hver Gang man blot kom til
at tænke paa den Rejse; nu er det længe siden, og man fortæller
derom, som var det blot et Sagn, der ikke kom en ved.
Af vore fire Konebaade vendte kun de tre tilbage med ganske udtyndede
Besætninger; der var til sidst næsten ingen til at ro Baadene. Den
fjerde Konebaadsbesætning uddøde ganske, paa min Søster nær, som var
bleven Enke, og saa to halvvoksne Søskende, en Dreng og en Pige. De
var ved at sulte ihjel, da de tilfældigvis blev trufne af Nakuaq,
Kuania's Fader, og optagne.
Sygdom dræbte Folk; Sygdomme, som vi ikke havde kendt til,
før man begyndte at besøge Handelsstederne. Ikke engang de
Forkølelsessygdomme, som fulgte efter et Ophold paa Vestgrønland,
havde vi kendt før; og alt det Fnat, som alle, der er gaaede Sønden
om Landet („Uvijarnerit“), er saa befængte med, var ogsaa ukendt
tidligere.
Pesten gik dengang særlig ud over Baadlagene fra Angmagssalik. Af de
fire Konebaade vendte kun den ene tilbage, og det var Qaratsuk's, en
af Uase's Fjender.
Men Angmagssalikerne optraadte ogsaa uden Skaansel over for dem, som
havde mistet deres Forældre eller nærmeste paarørende. Baade
halvvoksne og Børn efterlod de paa den øde Kyst, da de ikke vilde
have Besvær med at underholde dem. De blev kastede i Land, naar de
forsøgte at komme med, og der opstod paa den Maade hele Slagsmaal,
hver Gang en Lejrplads skulde forlades. De, der af Førerne var udsete
til at blive ladte tilbage, kastede sig over Konebaadene, naar disse
stødte fra Land. Men Besætningerne slog dem med Aarerne, saa at de,
bedøvede af Slagene, tumlede tilbage og efterlodes for engang at
sulte ihjel, hvis de ikke af Fortvivlelse forinden kastede sig i
Havet ...
Aaret efter disse Tildragelser kom jeg til at bo hos Nakuaq, der
ogsaa kaldtes Agssaqange, fordi han var uden Fingre og Tæer; det var
ved Umîvik, og i samme Telt var ogsaa Uase.
Medens vi endnu var ved Umîvik, kom Qaratsuk forbi paa Nordgaaende.
Uase blev bleg og tavs, da hans gamle Fjende lagde til Land. Qaratsuk
blev ogsaa alvorlig, for han troede, at Uase nu vilde øve Hævn. Men
Nakuaq, som vilde hindre Manddrab, gik om i Teltet, hvor der var
fuldt af Gæster, overstadig lystig og kaad, for at sætte Humør i
Folkene og lede deres Tanker bort fra Hævnlysten. Han gik ligefrem og
kælede for dem, der var derinde.
„Hvorfor er du saa tavs, Uase? Se, Teltet er fuldt af Gæster; lad os
glæde Gæsterne ved vor Tale!“ sagde han til Uase.
Uase svarede ikke, saa ikke op og førte en frygtelig Kamp med sig
selv. Han svedte af Vrede; det dryppede ned paa Gulvet fra hans Hage,
og hans Haar dampede. Alt hvad Nakuaq lo og talte, kunde han dog ikke
faa et Ord presset frem. Vi andre sad spændte af Nysgerrighed, for vi
troede ganske bestemt, at vi skulde blive Vidne til Kampen; -- bare
ikke denne Nakuaq's Overstadighed skulde forpurre det!
Men Qaratsuk sad og skælvede af Angst ...
Saa vender Nakuaq sig pludselig direkte til Uase og siger ham lige
rent ud:
„Hør, Uase, du tænker da vel ikke paa at hævne dig paa vor Gæst?“
Vi saa alle hen paa Uase. Sveden dryppede ned fra hans Hage, og der
stod Damp af hans Haar.
Endelig saa Uase op for første Gang, og idet han rettede sine Øjne
mod Qaratsuk, der sad og krøb sammen og blev til slet ingenting,
sagde han:
„Fra en Mand uden Slægt behøver vel ingen at frygte Hævn!“ Og for at
haane Qaratsuk, der ikke havde kunnet myrde ham selvtredje, fortsatte
han:
„Og forøvrigt øver ingen Drab uden først at have prøvet sin Fjendes
Styrke!“ („Kisermaugama toqutsinaviangilanga; kisiat inoqativta
nukinga misiligsimalerângavtingo, toquniartarparput“).
Og derpaa forlod han Teltet.
Da han lidt efter kom ind igen, havde Vreden forladt ham. Hans
Fjendes Ydmygelse havde gjort ham forsonlig, og Resten af Aftenen
talte og spøgede han, som om han ikke et Øjeblik havde tænkt paa at
myrde; for det havde dog været Uase's faste Forsæt, da han atter
stødte sammen med sin Dødsfjende. Det var blot Nakuaq's dumme
Narrestreger, der havde faaet ham til at lade være.
Og siden efter har jeg ofte i Tankerne været gal i Hovedet paa den
rare, gamle Nakuaq, for det var ene og alene hans Skyld, at jeg ikke
kom til at overvære Mordet paa Qaratsuk.
Og det var vi alle kede af.“ ....
* * *
Det var oppe paa Kirkeloftet ved Igdlukasik, at gamle Susanne
fortalte denne Historie; foruden hende sad der Rosine, Sabine og
Bathseba, lutter gamle Kvinder, der alle var forhenværende Østboer og
Hedninger, men som nu alle i Daabens Pagt havde faaet Løfte paa det
evige Liv.
Ved Susannes Fortælling flammede det gamle Hedenskab atter op i dem,
og der kom et utæmmet, rovgridsk Udtryk i deres rynkede Ansigter, da
deres Fantasi kom i Bevægelse.
„Ja, ja, at der dog ikke blev noget af Drabet!“ sagde Rosine.
„Ja tænk, saa kunde du nu have fortalt os derom,“ sukkede Sabine.
„Ja, saa kunde jeg nu have haft en artig Fortælling at give til
Bedste,“ sluttede Susanne.
Disse rynkede, rødøjede Kællingefjæs -- det var byttebegærlige
Gribbe, der tørstede efter at mæske sig i Lig ...