Et stort Fjæld. Midt paa det en Kløft. I Kløften en Dal. I Dalen et
Hus.
Mange Børn legede i Kløften, og med dem var en Kone, der bar et Barn
paa Ryggen. Det var den eneste voksne mellem Børnene.
Lige ud for Kløften stod en gammel Mand og ventede paa, at Sæler
skulde drage Aande. Sælerne kredsede under Isens Flager, men ingen
turde stikke Snuden op mod Flagen, for de hørte Lyd af glade
Mennesker.
Og den gamle, som stod derude i Vinden og frøs, ogsaa han hørte
Børnenes Latter. Til sidst blev han vred og vendte sig ind mod Land
og raabte:
„Dæmp jeres Raab! Sælerne er bange for jer!“
Men Børnene legede, og Børnene skreg.
Og den gamle gik hjem.
Næste Dag stillede han sig paa Isen lige ud for Husene, og der stod
han og ventede paa, at Sæler skulde drage Aande. Men Børnene, der var
glade og ikke tænkte paa Mad, legede i Kløften, og atter skræmte
deres Skrig alle Fangstdyr bort fra Flagerne.
Da blev den gamle vred for Alvor og raabte ned mod Klippen:
„Klippe! luk dig over dem, der leger derinde!“
Og straks nærmede Klippesiderne sig til hinanden, ganske som en Mund,
der slutter Læberne efter Raab.
Og inden Børnene fik tænkt en Tanke, var Klippen lukket som en
sammenbidt Mund. Og Aftenen kom, og Fædre og Mødre ventede paa deres
Børn. Men Børnene kom ikke.
Saa gik de op paa Fjældet for at kaste Kød ned til dem, men Aabningen
i Fjældet var smal og gav ingen Plads for Kød. Saa gik de hjem og
hentede Blærer med Blod, og ned gennem Fjældaabningen hældte de
Blodet, og det randt ned ad Kløftens Sider, og Børnene slikkede det.
Men Fjældet tog saa meget; og alt det, der lagde sig paa Stenene
øverst oppe, fik Børnene ikke; og Blodet stillede ikke deres Sult, og
de græd. Men da Graaden lød stærkest, kom en gammel Kone løbende fra
Fjæren, hvor der laa nyfanget Sæl, og i sin Haand havde hun hele
Sælens Tarm, fyldt med Blod. Men Tarmens Ende havde hun bundet med
Garn, og intet Blod flød, før Tarmen var løst.
De sænkede Tarmen ned gennem Fjældspalten, Børnene løste for
Aabningen, og Blodet løb ned i deres Munde.
Saa kom Dagen derpaa.
„Hvordan har I det dernede?“ raabte man derned.
Da hørte man et Raab, og det kom fra den Kvinde, der bar Barnet paa
Ryggen:
„Barnet har begyndt at die min Nakke, snart borer Benene sig ud
gennem Hud og Kød!“
Da sagde den gamle, som var Skyld i Ulykken:
„Ja, de skræmte min Sæl, og saa var det, at Vreden voksede i mig og
fødte min Hævn. Da lukkede Klippen sig. Men vil I vente, saa skal jeg
aabne det lukkede i Morgen gennem en Tryllesang.“
Da Menneskene vaagnede Dagen efter, kom en gammel Kvinde ud, og den
gamle Mand kom hen og spurgte hende:
„Tror du, at Himlen vil staa blaa i Dag?“
„Selvfølgelig! Solen vil skinne!“ svarede hun.
„Hvorfor?“ spurgte den gamle Mand atter.
Da saa Konen ind i den gamle Troldmands Ansigt og sagde stille for at
vække hans Samvittighed:
„Selvfølgelig fordi Barnet i Dag maa æde sig ind i hendes Nakke.“
Men den gamle, der blev vred over det Svar, tryllede ikke
Klippestykkerne fra hinanden, og alle Børnene sultede ihjel derinde.