Dette er Pigens Ord eller Barnets Ord, som Moderen havde talt, og som
ere oversatte ordret fra det grønlandske.
Pigen blev kaldt hertil, hvor hun fremstilledes i en Forsamling,
bestaaende af Udliggeren ved Tasiussaq, Forstanderen sammesteds,
Forstanderen ved Upernivik, Kateketen, Kolonibestyreren og mig. I
dette Møde oplæstes de Skrivelser, som hun havde dikteret, og det
blev, dels ved det Pigen underkastede Forhør, dels gennem de af de to
tilstedeværende Mænd fra Tasiussaq afgivne Forklaringer, konstateret:
1) at Pigen, da hun var ene paa Fjældet, havde aborteret, nedgravet
Fosteret under for faa Stene, saa det ikke senere kunde findes og
maatte formodes at være spist af Hunde;
2) at hun ikke kunde antages at have lidt af nogen Sindssygdom, men
at hun kun i interesserede Øjemed havde ladet sin løgnagtige og
frække Karakter træde tydeligt frem;
3) at alle Grønlændere ved Tasiussaq havde troet paa hende, ikke
alene paa, hvad hun gennem Skrivelserne havde spaaet, men paa meget
andet; og at de i eet og alt havde adlydt hendes Befalinger, af
hvilke navnlig skulde fremhæves den, at alle Kvinder uden Undtagelse
skulde nedlægge deres Top og anlægge Fletninger for at tilintetgøre
deres Daab.
Da Fruentimmeret selv sluttelig erkendte at have løjet for at undgaa
Miskendelse over sin Frugtsommelighed, og da Afgørelsen af denne Sag
laa over Forstanderskabets Kompetence, blev hun af Kolonibestyreren
og mig foreløbig tilbageholdt her ved Upernivik, hvor hun var
udelukket fra alle Handelens og Missionens Bygninger -- Kirken alene
undtagen -- og afventede sin endelige Dom.
Men idet jeg maatte erklære, at der efter alt oplyst ikke forelaa
noget egentligt Tilfælde af Barnefødsel i Dølgsmaal, men en slet og
ret Abort, havde jeg i Forening med Kolonibestyreren ganske
henstillet Sagen til Inspektørens Overvejelse og Afgørelse.
Foranstaaende er taget af min Dagbog, som den Gang blev sendt til
Kirkeministeriet.
Da Inspektoratets Bestemmelse var modtaget, blev hun straffet med
Slag og med at skære hendes Top af, ikke under hejset Flag, men inde
i Værkstedet. Jeg havde kæmpet imod hendes Uvæsen og tilintetgjort
det.
Hun levede siden efter den Tid skikkeligt og har været gift. Nu er
hun Enke og har Børn, som avledes i Ægteskabet.“
* * *
Ved et Tilfælde kom jeg endnu en Gang til den lille Boplads, hvor
Jonasine Amalie boede.
Jeg var igen Gæst i hendes Hus, og de levede som sædvanlig af Ulke.
Konen var endnu mere forkommen og sammenfalden end første Gang, jeg
saa hende.
Ved min Afrejse gik jeg op og spurgte, om der ikke var noget, jeg
kunde hjælpe hende med. Det gav et Ryk i den gamle Jonasine Amalie,
og hun rakte mig sin knoglede Haand.
„Tak! -- Tak! Gud være lovet, han, som ikke glemmer en gammel
Synderinde .... Men ser du: Klæder trænger jeg ikke til; jeg vil
aldrig mere faa Himlen og Havet at se! Og Mad behøver min Krop næsten
heller ikke; det er kun Livsaanden, der holder mig borte fra Graven.
Men -- men -- bliv ikke vred! Du er jo en fin Herre!“ Og atter rakte
hun mig sin skælvende Haand og slog Øjnene ned af Undseelse, da hun
langsomt hviskede:
„Aa, giv mig blot en stor, stærk Skraa! Det er saa længe, længe siden
...“
Det var gamle Jomfru Maria's sidste Ønske.