Det var engang, at jeg kom langvejs fra til en lille afsides Boplads
i Nordgrønland.
Bopladsen fejrede Gæstens Ankomst, og der blev kogt Bjørnekød og
Kaffe hele Aftenen igennem. Da vi alle var mætte og glade, kom der
Bud fra det mindste og yderste af Husene; ogsaa der vilde man gerne
se den fremmede og høre nyt. De bød mig paa kogte Ulke -- det eneste
og det bedste de havde.
Samtalen var levende, og der blev let rundtom i Huset. Men somme
Tider kom der en Hosten inde fra det inderste af Briksen -- helt
derinde fra, hvor der altid er mørkt, og den tørre sviende Hoste
kunde blive saa voldsom, at den ofte overdøvede vor Tale.
„Hvem er den syge, der sidder derinde?“ spurgte jeg til sidst. Jeg
skimtede gennem Halvmørket en mager, sammenfalden Skikkelse, der sad
paa Hug; de knoglede Ben var krummede, og et Par indfaldne Kinder
hvilede paa Knæskallerne. Hun havde vist siddet der saa længe, at hun
ikke længere kunde strække Ryg og Ben. Hendes hudløse Øjne lyste røde
af Betændelse.
„Ej -- kender du ikke hende?“ svarede man forbavset.
„Næh!“
„Det er jo Jomfru Maria!“ sagde en og fniste.
„Tys! -- Tys! Det er Synd, hun kunde jo dog høre det!“ afbrød en
anden.
„Ork nej! Hun er jo syg og døv og begriber intet mere. Og for Resten
-- sandt er det jo!“ ...
Men her blev Samtalen afbrudt af en ny Besøgsslæde, og vi kom ikke
til at tale mere om den gamle, syge Jomfru Maria. Næste Morgen forlod
jeg Bopladsen og rejste til Upernivik ...
Jeg havde ganske glemt den syge Kvinde, da jeg en Aften sad og talte
med den gamle grønlandske Præst om alt det, der gennem mange Aar var
hans brogede Oplevelser.
„Ja, men det mærkeligste af alt det, jeg har været med til, var dog
den Gang for mange, mange Aar siden, da en Kvinde i min Menighed
bildte sig ind, at hun havde født Frelseren til Verden.“
„Var det Jomfru Maria?“
„Ja netop! Det var hende, der kaldte sig Jomfru Maria.“
„Aa, fortæl endelig om hende! Jeg har set hende og vilde saa gerne
høre noget om hende.“
„Jeg husker ikke længere Enkelthederne i denne mærkelige Sag, men jeg
skal læse min gamle Dagbog for dig, hvis du vil høre det,“ sagde
Præsten; og saa fik han et gammelt, gult Hefte frem og begyndte at
læse af det.
Jeg fik senere en Udskrift baade af Dagbogen og af Kirkebogen, og jeg
skal i det følgende gengive det, som den gamle Præst selv kalder „en
uhyggelig Tildragelse“, med hans egne Ord, paa hans noget stive,
højtidelige Dansk:
„I mit første Præsteaar 1875, omtrent midt i Januar Maaned, havde vi
faaet Efterretninger Nord fra, der havde lydt forunderlige, nemlig,
-- at en ung Pige ved Udstedet Tasiusaq havde faaet Folk til at tro,
at hun til Fjælds havde født et dødt Barn, der talede og kaldte sig
selv Jesus; og disse uhyggelige Rygter stadfæstedes et Par Dage
derefter, idet jeg havde modtaget to Skrivelser, skrevne af Læseren
ved Tasiussaq efter Pigens Ønske og Diktat.
Indholdet af den ene Skrivelse var saaledes:
„Jonasine Maria Annine's Drøm skal Præsten høre: Et Barn, der er
udgaaet af Aanden, af Gud, sagde:
„Min Moder Maria, du skal have Penge, 100 Rigsdaler.“
Den vedkommende unge Pige hedder efter Kirkebogen ikke Maria, men
Jonasine Annine Amalie, født i 1852.
„Barnets Moder skal leve af dem, de er givne af Gud. Dersom Præsten
ikke tror det, skal Danskernes Land forgaa. Præsten maa tro disse
Penge, thi dem har Jesus lovet hende.“«
I Skrivelsen havde hun videre sagt, at Barnet talte, da det blev
undfanget i Moderens Liv, og dersom hun ikke fik sine Penge, skulde
Himlen og Jorden forgaa, Gud skulde borttage Sæden paa Marken i
Danskernes Land. Da Barnet blev født, svøbte Moderen det i en Klud,
og det talte. Hun havde ogsaa sagt, at Barnet sov, da hun tog det,
men det var dødt. Det sagde dog uden at aabne Øjnene:
„Moder, Faderen velsigner dig, et Barn aabenbarer sig paa Jorden;
Moder, det er mig, Jesus, din Søn. Nu forlader jeg dig, fordi du
skammer dig ved din Sygdom (Fødsel), og fordi Faderen kalder mig.“
Paa hendes Spørgsmaal, hvorledes dette var sket, hørte hun en Røst,
som sagde:
„Denne er min Søn, den elskelige, i hvem jeg har Velbehagelighed.
Faderen velsigner dig til evig Tid.“
Moderen skulde efter Barnets Sigende bo ved Kolonien, naar Præsten
tror hende, fordi Faderen har sagt det; og naar hun fik disse Penge
af Præsten (hun havde bildt Folk ind, at jeg som Formand for
Forstanderskabet vilde lade hende faa Penge af Kolonikassen), saa
vilde Gud give de danske Sæd og Penge og Grønlænderne Sælhunde.