nu rejst sig fra deres Pladser, og de strakte truende Hænderne op mod
Talerstolen og raabte, at de ikke vilde høre noget mere.
Da stod den Mand, der først havde talt efter Bøg, op paa en Stol. Han
slog paany ud med Haanden, og lidt efter lidt blev der stille.
"Jeg vil blot sige," sagde han, "at vi staar uden Magtmidler mod dem,
der har lejet Salen. Der er ikke valgt nogen Ordstyrer, og derfor kan
Ordet ikke fratages den Mand, der har haanet Arbejderne. Lad ham bare
tale videre -- der er jo alligevel Ingen af os, der tager Skade
deraf. Men vi kan dog vise ham, at Arbejderne de ikke lader sig
spytte i Ansigtet. Derfor foreslaar jeg, at alle vi Arbejdere efter
den Fornærmelse, der er tilføjet os, øjeblikkelig forlader Salen. Saa
kan han jo snakke for dem, der bliver tilbage."
Et Skrig af Jubel fulgte paa disse Ord: man lo, man raabte, man
klappede. Et Øjeblik efter var hele Forsamlingen i Opbrud. Alle
styrtede mod Udgangen, trængte paa, brød frem, som kunde man ikke
hurtig nok komme ud. Men de, der var bagerst, blev ved at raabe
Vittigheder op mod Bøg og Hansen-Maagerup.
Hansen-Maagerup stod fremdeles paa Talerstolen. Det var, som han
stadig ventede, at man alligevel vilde betænke sig og vende tilbage
for at høre, hvad han havde at sige. Men han var bleven ligbleg, og
han kunde mærke, hvordan hans Ben rystede under ham.
Først da den sidste Arbejder var forsvunden og han og Bøg var ganske
alene i Salen, gik han ned af Talerstolen. Uden at sige et Ord til
hinanden fik de to Venner udleveret deres Overtøj i Garderoben og
gik.
... Da de kom ud paa Gaden, var det Regnvejr. En skarp, kold Regn,
som af en hidsig Blæst piskedes dem i Ansigtet. For dem begge var det
en Lindring, at de maatte stride sig frem mod Vejret.
Men de vekslede kun faa Ord, og da var de næsten hjemme.
"Ja ja," sagde Bøg saa, "saa er altsaa det hele forbi."
Det gav et Sæt i Hansen-Maagerup. Vennens Stemme havde faaet saadan
en uhyggelig Klang.
"Hvordan mener Du?" spurgte han.
"Jeg kan ikke blive paa Fabrikken. Jeg kan ikke mere arbejde sammen
med de Mennesker."
Hansen-Maagerup bøjede tavs Hovedet. Han havde ikke tænkt paa det
før, men han følte, at Bøg afgjort havde Ret.
"Og Opfindelsen?" dristede han sig endelig til at spørge.
"Opfindelsen -- ja. Den er vel foreløbig ikke det værd, som Patentet
koster. Men jeg giver ikke efter. Jeg sælger den ikke til
Aktieselskabet. Gjorde jeg det nu, vilde jeg jo give Arbejderne Ret."
"Ja ja," sagde Hansen-Maagerup, "der kommer maaske en Tid -- det kan
jo være, at alting bliver bedre, end vi tænker."
Men han følte selv, at hans Trøst var tom.
Lidt efter var de hjemme. Han gik straks i Seng. Han havde paa
Fornemmelsen, at Bøg helst vilde være ene.
Men længe efter, at han havde lagt sig til Ro, hørte han Vennen gaa
med rastløse Skridt op og ned ad Gulvet.
Og der gik Time efter Time. Nede paa Gaden stilnede Larmen af Færdsel
og Liv. Men han laa hen i Stilheden uden at kunne faa Søvn -- laa og
stirrede ud i Mørket, der syntes ham saa tæt og dybt, at det aldrig
vilde kunne vige for Dag og Sol.
Viggo Bøg havde sagt sin Plads op og faaet Tilladelse til at forlade
Fabrikken straks. Dermed var det givet, at alle Forhandlinger om
Opfindelsen var afbrudte.
Han havde nu i nogen Tid set sig om efter en ny Livsstilling. Men det
syntes ikke at ville lykkes for ham. Allevegne hvor han henvendte
sig, frygtede man Vanskeligheder med Arbejderne, hvis man antog ham
-- Arbejderne, i hvis Ban hans Opfindelse havde lyst ham.
Derimod havde han haft flere Tilbud fra Folk, der vilde købe hans
Opfindelse. Men Ingen vilde gaa ind paa de Betingelser, han
foreskrev.
Han havde nu ladet sig overtale til at modtage et Laan af
Hansen-Maagerup. Denne havde rejst Pengene gennem sin Familie, og
Summen var stor nok til, at Bøg for den kunde leve et Aar. Paa den
Tid mente han, at han vilde kunne gøre sine Studier færdige. Og der
maatte vel saa aabne sig en Udvej for ham.
Imidlertid randt Dagene langsomt hen, Dryp i Dryp, alle ens.
Hansen-Maagerup blev mere og mere tungsindig. Han puslede om saa
stille og forskræmt. Bøg arbejdede med en næsten forbitret
Ihærdighed.
Opfindelsen var som slettet ud af hans Liv. Ikke at han for bestandig
havde opgivet den. Men den optog ikke mere hans Tanker.
"Der er det, som jeg nu synes er større," sagde han en Dag. "Der er
noget, som er saa stort, at det staar for mig, som om alle de
Fremskridt, der hidtil er gjort, bliver til ingenting ved Siden af
det. Det var, om man kunde rive Menneskene løs fra hverandre, faa dem
til at tænke og tro og føle paa egen Haand uden at rotte sig sammen i
fanatisk Stædighed. Det er den saakaldte offentlige Mening, der er
Ondet, de dumme, uansvarlige Fællesmeninger, der suger Marven ud af
hver Enkelt. Vi tror, vi har frigjort os for Middelalderens Fordomme,
og vi taarner selv hver Dag nye op. Vi føler os dydig oprørte over
Kætterbaalene, og vi bærer selv Brænde sammen til at stege dem, der
vover at sige deres ærlige, oprigtige Mening. Vi gør os til af at
tænke frit, og vi tænker slet ikke ... Eller har jeg Uret? Er det
mig, der har set mig gal paa det hele, fordi jeg selv har haft Uheld
med mig?"
Ofte kom han med saadanne Tanker. Men Hansen-Maagerup rystede blot
paa Hovedet. Sagtens havde Bøg Ret -- selv forstod han ingenting mere
-- men det var dog saa sørgeligt at høre ham tale paa den Maade.
Anna blev ikke mere nævnt imellem dem. Der gik ikke en Dag, uden at
Hansen-Maagerup tænkte paa hende. Men han turde ikke nævne hendes
Navn til Bøg. Han var bange for en skarp og bitter Afvisning.
Men en Dag kom han stormende ind i Værelset, hvor Bøg sad og
arbejdede. Han var ganske forpustet og gav sig ikke Tid til at tage
Overtøjet af.
"Bøg," raabte han, "ved Du, hvad der er sket? Frøken Herdings
Forlovelse er hævet -- Anna Herdings Forlovelse -- Bøg!"
"Naa?" sagde Bøg, og der kom et smerteligt Udtryk i hans Ansigt.
Men Hansen-Maagerup lagde i sin Iver ikke Mærke dertil.
"Jeg hørte det af Kihler -- Onkelen," blev han ved. "Det er Flyge,
der har givet hende hendes Ord tilbage -- -- Men hun har i længere
Tid _lidt_ under at være bunden til ham -- -- Hun holdt ikke af ham,
Bøg -- hun har aldrig gjort det -- det sagde han ogsaa, Kihler -- men
de er naturligvis kede af det, Mo'eren og han ... Jeg løb herop, saa
snart jeg hørte det -- for jeg ved jo, at Du ikke har glemt hende --
Du kan ikke glemme hende ..."
Bøg havde rejst sig og stod nu lige overfor ham.
"Jeg vilde ønske, Du ikke havde fortalt mig det," sagde han.
"Men hvorfor dog det? Jeg troede virkelig ..."
"Kan Du ikke forstaa det? Den Vej, jeg nu gaar, den kan jeg ikke bede
nogen Anden følge mig paa."
"Naar det var En, som troede paa Dig og som ..."
"Det er lige meget. Jeg kan ikke -- _kan_ ikke ... Lad os nu ikke
tale mere om det."
Han satte sig igen til sit Arbejde. Men Hansen-Maagerup var dybt
skuffet. Hele Eftermiddagen blev han hjemme og vimsede stadig om Bøg,
som om han ventede, at han havde noget at sige ham. Men det var
forgæves. Bøg blev ved at sidde bøjet over Skrivebordet.
I den Tid, der fulgte efter, faldt Arbejdet imidlertid vanskeligere
for Bøg end før. Der var Øjeblikke, hvor han følte sig fristet til at
trække sig ud af den Kamp, han havde begyndt. Han behøvede jo blot at
sælge sin Opfindelse -- saa laa hele Livet aabent for ham. Atter og
atter spurgte han sig selv, om Anna elskede ham. Havde hun ikke
uigenkaldelig forsmaaet ham den Dag, hun gav Flyge sit Ord? Hun havde
jo dog allerede den Gang kendt ham, maatte vel have kunnet mærke hans
tavse Tilbedelse.
Men atter sagde han til sig selv, at det var det ubestemt higende
Lykkekrav i hende, der havde valgt, ikke hendes inderste og dybeste
Følelse. Hun havde grebet efter Flyges Haand, fordi det var den
første og den eneste, der blev rakt hende. For hende havde
Forlovelsen ikke været Kærlighed. Den havde været Frihed.
Hvorfor havde han saa bestemt, næsten barsk, afvist Hansen-Maagerup
den Dag, han havde bragt ham Budskabet om, at hun nu var fri? Selv
havde han troet, at det var stolt Resignation: han vilde ikke knytte
hende til et Liv, der syntes saa usikkert som hans. Det var en Art
Mod, han havde ment at vise ved at gøre det. -- -- Mod? Nej Fejghed
var det. Han frygtede for Kampen og Afgørelsen. Og derfor valgte han
at forraade sin Kærlighed og hende, hvem den gjaldt.
Men denne Fejghed formaaede han heller ikke nu at overvinde -- og det
uagtet han dog var kommen saa vidt, at han tilstod den for sig selv.
Han begyndte i denne Tid at føle sig syg. Der var en evigt jagende
Uro over ham. Bedst som han var optagen af sit Arbejde, kunde han
springe op og gaa ud.
Ofte blev han borte i Timevis. En Dag, da det hændte, listede
Hansen-Maagerup sig efter ham. Han fulgte ham gennem den ene Gade
efter den anden -- mest Sidegader, hvor han øjensynlig intet havde at
gøre. For det meste gik han rask til, men undertiden kunde han blive
staaende udenfor et eller andet Butiksvindue. Han lod, som om han
betragtede de Ting, der var udstillede der. Men Hansen-Maagerup, som
iagttog ham paa Afstand, kunde se paa Udtrykket i hans Ansigt, at han
intet saa. Han stod blot og stirrede frem for sig med et tomt og
adspredt Blik ...
Da indsaa Hansen-Maagerup, at der var Fare paa Færde. Endnu samme
Aften talte han til ham om Anna, tvang ham til at høre. Men for
første Gang blev han afvist med vrede og voldsomme Ord.
... Saa var det en Søndag hen paa Foraaret. Det var højt og
lyst Vejr. Men en Blæst, der endnu ejede noget af Vinterens
Bidskhed, strøg om Gadehjørnerne og fik Skiltene til at klapre.
I Søndagsstilheden hørtes det dobbelt tydeligt.
Bøg havde maattet love Hansen-Maagerup, at han denne Søndag ikke
vilde arbejde. De sidste Søndage havde han ikke undt sig Hvile. Men
efterhaanden var han bleven saa overanstrengt, at han godt selv
mærkede, hvor nødvendig en Dags Rast var for ham.
Hansen-Maagerup var gaaet hjemmefra temmelig tidlig om Morgenen. Bøg
vidste ikke hvorhen.
Selv havde han ogsaa tænkt paa at gaa ud. Men da det kom til Stykket,
kunde han ikke overvinde sig til det. Og nu sad han i Lænestolen og
saa ud ad Vinduet.
Højt oppe drev der nogle lette Skyer. Vinden legede med dem: de var
ganske i dens Magt, hvirvledes om, skiftede Form, splittedes og
samledes paany. Deroppe, deroppe -- der var der ingen Ufrihed og
intet Nid -- for der var der ingen Mennesker, ingen Smaalighed, ingen
skulende Mistænksomhed.
Men dette Rige vilde Menneskene erobre. Videnskaben havde allerede
slaaet Allarm for Fremtidens store Herskertanke: de skulde lægge
ogsaa Luftens Riger og Lande under sig. Mon det vilde lykkes? Vilde
man nogensinde opfinde det rette, trygge, styrbare Luftskib? ... Man
maatte ikke haabe det. Det manglede jo i Grunden blot, at ogsaa
Luften skulde gøres uren af menneskeligt Kævl, menneskelig Stræben --
at Blikket ikke mere kunde dvæle uforstyrret i den blaa Himmel eller
følge de drivende Skyers Leg ...
... Kunde man blot finde paa noget, der for bestandig gjorde en
saadan Verdens-Vandalisme umulig!
Nede paa Jorden burde Menneskene blive. Der lod Livet sig leve trygt
-- og smaat. Der hvirvledes Støvet op og lagde sig atter tæt og sejgt
over alt, hvad der levede og rørte sig. Der var Smuds og lav
Beregning, Egenkærlighed og Uærlighed -- der levedes saadan, som det
nu en Gang var muligt.
Og naar alt kom til alt -- var der saa andet at gøre end at være med
i dette Liv og tage dets Vilkaar som de bød sig frem? Han saa over
Hustagene Nettet af Telefontraade udspændt som Strenge paa et
Kæmpeinstrument. Gennem dem bruste hver Dag Menneskehedens store
Symfoni, det vældige Kor af _Interesser_ -- hele Forretningslivets,
Tilværelseskampens Tonehav, hvis eneste gyldige Ledemotiv var: Værg
Dig selv, værn Dig selv, elsk Dig selv! Hvad kunde det nytte, at den
Enkelte stemte sin lille Piccolofløjte i en anden Tonart? Den vilde
dog overdøves, saa intet Øre kunde opfange dens Lyd.
Han følte sig idag saa overflødig. Hansen-Maagerup udrettede med sine
smaa Evner mere i Livet end han. Saa ubesmittet han var af Egennytte
havde han dog fundet den lille Plads i Tilværelsen, hvor han kunde
udrette noget ...
... Der lød Skridt op ad Trappen. Han kendte Hansen-Maagerups -- men
han syntes -- jo, lød der ikke andre, lettere ved Siden af? De kom
nærmere og nærmere -- nu standsede de paa Afsatsen. Skulde de højere
op? ... Nej, nu blev Nøglen sat i Entrédørens Laas ...
Døren gik op -- der lød Stemmer derude -- sagte Stemmer ... Den ene
var Hansen-Maagerups -- der var Nogen, han talte til -- men denne
anden -- denne anden ...?
Han rejste sig op og stirrede mod Døren. Nu aabnedes den -- langsomt,
syntes han ... Hansen-Maagerup kom ind og efter ham -- tøvende og
halvt modstræbende -- en Anden ...
Gud i Himlen -- det var Anna -- Anna Herding -- der kom til ham --
til _ham_ ...!
Han fornam halvt sanseløs, at Vennen kom hen til ham og lagde Haanden
paa hans Skulder.
"Jeg har sagt hende det hele," sagde han. "Nu maa Du tale med hende
selv -- hører Du -- Du maa, Bøg ... Dette her _kan_ ikke blive ved at
gaa!"
Anna var bleven staaende henne ved Døren. Nu kom hun frem imod ham
... Han saa hendes Øjne saa skinnende blanke ...
Da var det, som om Aars Tynge gled fra hans Skuldre. Han vidste ikke,
om han blev glad, vidste slet ikke af nogen Ting at sige. Alt, alt
var glemt -- alt undtagen det, at hun var der. Og han tog hende i sin
Favn og knugede hende ind til sig -- det var, som sprængtes hans
Væsen af noget nyt, overmægtigt -- noget, der levede indeni ham men
som han aldrig før havde kendt ...
Men Hansen-Maagerup var forlængst ude af Værelset.
Der havde dannet sig et Samfund af Ungdom.
Nogen sluttet Forening var det ikke, for man havde ingen Love og
ingen Bestyrelse. Men Møder holdt man, og til Samlingssted havde man
valgt den Sal, hvor Viggo Bøg en Gang forgæves havde søgt at vinde
Arbejderne for sin Opfindelse.
Thi om Bøg havde Samfundet dannet sig. En ny Opfindelse, han havde
gjort -- den af det billige Illuminationslys -- havde paany vakt
Opmærksomhed om hans Navn. Hans første Arbejdes Skæbne var atter
dragen frem og drøftet, og en Kres af Jævnaldrende havde lidt efter
lidt sluttet sig til ham. Fra alle Lag af Folket kom de: Studenter og
Handelsmænd, unge Kunstnere og Arbejdere. Alle følte de hans Kamp,
hans Planer, hans unge Iver som deres egen. Og det var kommet ganske
af sig selv, at man havde valgt at mødes paa det Sted, hvor han havde
lidt sit første Nederlag.
"De Naives Fagforening" havde en Udenforstaaende en Gang kaldt denne
Ungdom. Selv havde den siden taget Navnet op.
Thi Naivitet -- det var netop det, den vilde. Den hellige Enfold
vilde den. Uden Frygt og uden Blu skulde Menneskene kunne se deres
Gud i Øjnene, vedkende sig deres Tro eller deres Tvivl, deres
Fornægtelse, deres Kærlighed og deres Had. Disse unge Mennesker
nærede en stærk Mistillid til _Ordet_, altid ivrige for at afsløre
Frasen, og de havde ingen Ærbødighed for nogen Art af Sammenklumpning
til Værn for Interesser. Kun den Trosbekendelse, der oprindelig og
stærk sprang ud af Personlighedens Inderste og som satte sig Frugt i
Handling, saa de op til og bøjede sig for.
De havde intet Tilhold hos noget Parti. I den offentlige Mening stod
der Smil om dem. Men alligevel havde de vakt en vis Opmærksomhed, og
deres Møder var stærkt besøgte.
Saa bestemte de sig til at holde Fest.
Det var Sommer, og Festen skulde staa under aaben Himmel. Ude ved
Furesøen skulde den holdes, midt i det brydende Liv af Bladpragt og
gyldne Agres Frodighed. Og paa Søen skulde der ligge Baade, hvorfra
Musikken skulde tone ind mod Land. Fra det stille Vand skulde Glæden
ligesom komme svævende ind til Menneskene, der færdedes langs
Bredden.
Af Boder og Lykkehjul skulde der ingen være. Mest skulde der være
Musik og Sang og Blomster, og danses skulde der ogsaa. Men især
skulde der være Lys. Naar Mørket faldt paa, skulde der illumineres og
afbrændes Fyrværkeri.
Overskuddet af Festen skulde anvendes til et Fond, hvis Hensigt var
at føre Viggo Bøgs første Opfindelse ud i Livet -- paa de Vilkaar,
han selv havde tænkt sig det lige fra først af. Han havde truffet
Aftaler med Fagmænd, som var villige til at forestaa den Fabrik, der
skulde anlægges. Selv vilde han kun komme til at beklæde en beskeden
Stilling derved.
... Planen om Festen vakte som alt, hvad "de Naive" foretog sig,
Latter. Dog et Par alvorlige Blade advarede deres Læsere mod at tage
Del deri, eftersom den var et maskeret Forsøg paa at skabe Uklarhed i
Partiforholdene og forvirre taagede og umodne Hjerner -- i sidste
Instans sigtende til at undergrave den rolige Udvikling i Landet.
Saaledes var Opmærksomheden vakt. Festen blev Dagens Emne.
Man talte ogsaa om den paa den Kafé, hvor Flyge holdt til og hvor han
efterhaanden var bleven indnittet i en lille fast Kres af
Stamgæster.
"Jeg vil se det," sagde han. "Jeg forsømmer aldrig nogen Kalv med to
Hoveder eller Gris med fem Ben, der kommer indenfor min Synskres, for
jeg synes, at naar Naturen en Gang imellem har et spøgefuldt Indfald,
saa bør man vise, at man paaskønner det. Derfor vil jeg heller ikke
svigte den foreliggende Naturmærkværdighed. Saa vidt jeg kan forstaa,
er der her Tale om Folk, der ikke vil tro paa noget men alligevel tro
paa alting. Det forekommer mig at maatte være noget i Retning af en
Skildpadde, der bider sig selv i Halen. Og jeg vilde bebrejde mig
selv det hele mit Liv, hvis jeg forsømte Lejligheden til at tage det
i Øjesyn."
"Ulykken er blot," var der Nogen der indvendte, "at man i vore Dage
bliver blaseret overfor sligt."
"Højstærede Herre -- _jeg_ bliver aldrig blaseret. Jeg har maaske en
Gang været det -- det var den Gang, da jeg troede, at man selv maatte
være med paa Livets Manège for at have nogen Fornøjelse af det. Men
nu har jeg forlængst opdaget, at den sande Nydelse bestaar i at
iagttage. Iagttageren kan aldrig blive blaseret, for der er altid
noget nyt, der frembyder sig til Beskuelse. Man kan blive hundrede
Aar, før man begynder at blive ked af Legen."
Altsaa gik han med til "de Naive"s Fest.
-- -- Der var faldet Regn den Dag, da den skulde holdes. En stærk
Skylle var der faldet med tunge, lunkne Draaber. Men Jorden havde
drukket den i sig, og ud paa Eftermiddagen havde Solen udslettet dens
Spor. Nu duftede det fra de grønnende og gulnende Agre og ud fra alle
Havernes Blomsterbede og fra Grøftekanternes brogede Frodighed. Og
højt oppe under Himmelloftet hang Lærken og sang og steg og dalede,
som blev den hejst op og ned i en usynlig Snor.
Flyge cyklede ud til Festpladsen. Han kørte ganske langsomt. I den
sidste Tid fornam han overhovedet ingen Lyst til at sætte Farten op.
Og som han sad der og lod Maskinen rulle jævnt og sindigt frem,
smilede han ved Tanken om denne Ungdom, som han nu skulde færdes
imellem. Der troede den sandsynligvis at have opdaget et nyt
forjættet Land: mindst en Gang for hver Menneskealder var der en
driftig Ungdom, der udførte en saadan Daad. Man afsatte nogle gamle
møre Idealer, som Ingen mente noget alvorligt med, og indsatte nogle
nye, der betød det samme -- altsammen med samme Lethed som den,
hvormed man byggede en gammel Rønne om til et moderne Hus. Man
forkyndte en ny Himmel og et nyt Helvede. Og alligevel blev Verden
ved at være paa en Prik den samme, den altid havde været.
Det var den rene, pure, skind- og benfri Barne-Uskyld.
At Nogen gad!
Skønt -- med Blusel maatte han erkende, at han selv for ganske nylig
var kommen over den sidste Rest af Naivitet. Han havde saaledes
virkelig en kort Tid taget Fru Ellis alvorlig. Han havde søgt efter
Personlighedens Kærne i hende -- havde villet fremelske den og hæge
om den -- ja, saa vidt var han gaaet, at han af ren menneskekærlig
Omhu havde tænkt paa at faa hende skilt fra Manden -- paa det at han
selv kunde tage hende til Ægte. Hellige Enfold -- Fru Ellis som
Personlighed! Fru Ellis som knækket Lillie, hvem det gjaldt om atter
at binde op til en solid Blomsterstang! Fru Ellis endelig som en
Vestalinde for Arnens hellige Ild, lutret gennem Kærlighedens Skole!
... Heldigvis -- han var snart bleven befriet for alle Illusioner i
den Retning. Og han var fuldstændig paa det rene med, at Fru Ellis'
kvindelige Dyder udelukkende var saadanne, som bedst kom til deres
Ret paa en Natrestaurant -- i Skæret af blinkende Flasker og
funklende Vin.
Et Øjeblik strejfede hans Tanker Anna. Ogsaa i Forholdet til hende
havde han været naiv som en Maaneskinsprins. Ogsaa hende havde han
villet udvikle -- ad andre Veje og mod andre Maal. Han saa nu, at han
ikke havde gjort hende nogen Velgerning før den Dag, da han brød med
hende. Saamænd om hun ikke allerbedst vilde være paa sin Plads som en
god gammel Jomfru i den rørende Lavendel-Stil ...
Han var i ypperligt Lune, da han naaede Skoven. Ved et Skovløberhus
fik han Cyklen indstaldet og blandede sig i Vrimlen.
Allevegne var der tæt med Mennesker. Størsteparten syntes mest
tilbøjelig til at tage hele Festen som en artig Spas. Der var
smaa Flokke af glade Københavnere med deres Damer -- de havde
Barnetrompeter med og truttede op mod Musikken. Og deres Vitser og
Latter skraldede og knitrede som Raketter under de høje, alvorlige
Træer.
Men i Mængden var der ogsaa dem, hvis Øjne lyste af ung Glæde. De
syntes slet ikke at have Øre for de spottende og vrængende Mislyde,
der søgte at plette deres Fest. Og det var næsten, som om deres
stærke Stemning efterhaanden smittede det øvrige Publikum.
Trompetskrattet og den larmende Lystighed hørtes svagere og svagere.
Men en ung og fri Livslyst tonede frem gennem Skoven, først som en
sagte Nynnen, saa stigende og stigende, til den blev som en brusende
Orkesterhymne. Og paa en Gang syntes alle disse tilfældig samlede
Mennesker at blive som gamle Bekendte. Ganske formløst tiltalte man
hinanden, og man sang uvilkaarligt de Melodier med, som Musikken
spillede.
-- -- Det var i Skumringen. Mellem Træerne var Illuminationsblussene
begyndt at tindre frem. Og fra Baadene ude paa Søen bares Sang af
Menneskestemmer ind.
Flyge havde sat sig paa en Bænk nede ved Søen. Alle de forvirret
blandede Lyde: Sangen her og Hornmusikken fra Orkestret mellem
Træerne, den bestandige Summen af Menneskestemmer, Lyden af Vognene,
der kom rullende over Stenbroen udenfor Kroen, af Aarerne, der
plaskede i Vandet, af Sommervinden, der susede sagte i de høje
Træers Kroner -- alt det lod han risle gennem sine Nerver. Og han
fyldtes med et stille, lunt Behag ved Tanken om, at intet af det
altsammen kom ham ved -- intet -- intet ...
Da var det, han saa Anna og Bøg komme gaaende ad Vejen -- hen imod
det Sted, hvor han sad. Bøg gik høj og rank og svingede med den ene
Arm. Til den anden klyngede sig Anna. Hun var helt klædt i hvidt. Og
skønt det var halvt mørkt, kunde Flyge se, at hendes Ansigt ligesom
laa badet i Lykke.
Han havde intet hørt om deres Forlovelse. Derfor virkede deres
Tilsynekomst paa ham næsten som en Vision. Han syntes, der blev lyst
om dem, hvor de gik frem. Og Træernes Grene, der ludede ud over
Vejen, hvælvede sig over dem som en Æreport.
De kom nærmere -- nu kunde han høre deres Stemmer. Og skønt han ikke
skælnede Ordene, vidste han, at de talte sammen om Fremtiden. De saa
ind i den med den Feber, hvormed den Rejsende første Gang drager ind
i et fremmed Land. Et Vidunderland, som han selv aldrig skulde gæste
-- et Land, hvor Solen altid skinnede og hvor Fuglene altid sang, og
hvor Roserne var som varmt, rindende Hjerteblod.
Nu var de lige ud for Bænken, hvor han sad -- nu vilde de faa Øje paa
ham ... Men de gik forbi. De var saa helt optagne af hinanden, at de
intet saa.
Nede ved Søen stod de stille -- længe. Saa ud over dens blanke Spejl,
der indrammedes af Skovens mørke Krushaar -- saa, hvordan stadig
flere og flere Blus tændtes. Hans Arm var lagt om hendes Liv, og hun
lænede sig op til ham -- saa trygt, saa trygt ...
Men omsider gik de videre. Skovmørket lukkede sig om dem.
Preben Flyge sad endnu paa samme Plet. Han var pludselig kommen til
at fryse.
Langt om længe rejste han sig med et Ryk.
"Det lader til," tænkte han ved sig selv, da han gik, "at man kan
udvikle sin Tvivl i den Grad, at man tilsidst har Mistillid til sin
egen Skepsis."
Lidt efter sad han paa sin Cykle og jog ind ad Byen til, hen ad
Landevejen, der strakte sig hvid og ensformig i den lyse Sommernat.
Fra det stille Vand bares der Lyd af unge Stemmer ind mod Land.
Over det stille Vand gled der Baade frem, roede af ung Styrke.
I det stille Vand spejlede sig Stjernerne.