En Troldmand.
Fru Weldon blev ulykkelig, og Alvez blev rasende da Fætter Benedict
ikke viste sig mere, hverken den Dag eller de følgende. Det syntes
for begge saare usandsynligt, at det skikkelige Tossehoved skulde
være flygtet ud i den ukendte Skov, hvor Livsfaren -- i Form af
vilde Indfødte eller vilde Dyr -- lurede ved hvert Skridt; men
alligevel maatte de lade sig nøje med denne Antagelse, da ingen
anden frembød sig.
Uagtet Regntiden allerede var udløbet i Slutningen af April,
begyndte det pludselig, den 19. Juni, at regne voldsomt og
vedholdende. Dette var intet mindre end en Ulykke for Landets
Beboere. Markerne, der allerede bar modent Korn, oversvømmedes og
Høsten vilde blive totalt mislykket, hvis Regnen vedvarede blot i
endnu nogle Dage.
Dronningen holdt lange Raadslagninger med sine Ministre, og Hoffets
højst anskrevne "Overtroldmænd" blev beordrede til at afværge den
truende Ulykke. Men alt hvad de sang, og svang deres Bjælder og
besvor, og bad og tudede, lige meget hjalp det; Skyernes Aander tog
ikke mindste Notits deraf. Saa blev der endelig anbefalet den sorte,
kvindelige Majestæt en berømt Troldmand, der boede i Angolas
nordligste Del. Hans Ry var stort, maaske kun fordi hans Evner endnu
aldrig var blevet prøvet i Kazonnde. Der gik Ekspresbud efter ham,
og den 25. om Morgenen anmeldtes hans Ankomst ved det højtideligste
og rædselsfuldeste Musik-Spektakel.
Den berømte Mand saa prægtig ud; en ren Kraftkarl af en Neger,
overmalet med allehaande sælsomme Figurer, pyntet med Halsbaand,
Armbaand, Bælter, Ringe og Fjer i Overflod. Det saa næsten ud som om
det klarede op bare ved at han viste sig, Himlen var ialfald mindre
mørk, og Vinden var ved at vende sig til det Hjørne, hvor den skulde
og burde befinde sig.
Hele hans Trylle-Maskineri bestod af en Kurv, med et Aflukke i, og
han aabnede, i Modsætning til alle sine Kolleger, slet ikke Munden.
En stum Troldmand var en saadan Sjældenhed i Kazonnde, at han i de
Indfødtes Øjne alene af den Grund maatte blive ufejlbarlig.
Han spankulerede først hele Torvet rundt i højtidelig Etmarsch og
med mange sælsomme Bevægelser, og den halve By travede i Hælene paa
ham og gjorde alle hans Trin og Gestus efter. Det hele Optog saa ud
som en Procession af Aber med en Kæmpeabe i Spidsen. Lige imod den
kongelige Residens styrede den store Mand sine Fjed, og Dronningen
gik ham selv imøde. Han slog ud med Haanden imod Skyerne og truede
ad dem, men pegede derpaa med et selvtillidsfuldt Smil paa sig selv
og greb -- o Frækhed -- Dronningen ved Haanden og førte hende, under
Mængdens maabende Forbavselse, med sig henimod Slavehandlerens Lejr.
Uden at afvente nogen Indbydelse til at træde nærmere skubbede han
Porten op, ved at sætte sine vældige Skuldre imod, og traadte ind.
Alvez og hans Soldater stormede til for at straffe den frække
Indbryder, men ved Synet af Dronningen veg de forfærdet og ærbødigt
tilside.
Troldmanden, Mganga'en, som Folket kaldte ham, optog her atter sine
tavse Bevægelser. Han pegede imod Himlen og fulgte med de oprakte
Hænder Skyernes Flugt, han sprang og han vred sig med saa megen
Energi, at de Indfødte blev grebet af Begejstring. Da det imidlertid
ikke laa for disse at være tavst begejstrede, brød de snart ud i
deres sædvanlige Syngen, Skrigen og Skraalen, samtidig med at de
gjorde alle Mganga'ens forrykte Bevægelser efter.
Men Himlen syntes ikke at tage mindste Notits af alt dette
Spektakel. Tværtimod saa den tristere og tristere ud, og midt under
hele Forestillingen faldt de første tunge, store Regndraaber med
protesterende Smæld til Jorden.
Dette fremkaldte øjensynlig et stærkt Omslag i de Indfødtes Stemning
overfor Troldmanden. De trængte sig sammen om ham og indtog en
ligefrem truende Holdning. Men Kæmpekarlen viste sig selv da som
Situationens Herre. Han pegede udover Mængdens Hoveder henimod en
hvid Kvinde med et Barn paa Armen, der var traadt ud af en af
Barakkerne for at se, hvad der var paa Færde.
Alle vendte sig i den antydede Retning. Det var altsaa den
forbandede hvide Slavinde med det blege Barn, der havde nedkaldt
Regnstrømmenes Forbandelse over Landet; fra hende kom al Fortræd og
Ulykke. Med sataniske Hyl styrtede den opbragte Mængde løs paa den
ulykkelige Fru Weldon og lille Jack. Men Mganga'en kom dem i
Forkøbet; med et Par vældige Armbevægelser fejede han de ivrigste
tilside, og resolut og uden Nølen greb han den segnefærdige Kvinde
og hendes Barn og løftede dem op paa sine stærke Skuldre. Den
forbavsede Hob veg uvilkaarlig tilside for denne store Magiker, der
havde fundet Ophavet til Landets Ulykke, og som aabenbart nu ogsaa
vilde forstaa at fjerne og tilintetgøre det paa rette Maade.
Nysgerrig fulgte man efter ham, men han skridtede vældigt ud,
igennem den lukkede Gaard og henimod Skoven, hvorfra han med en
bydende Gestus forbød de faa udholdende at følge ham længer.
Ind i den tætte Skov gik Rejsen, uden Standsning og uden mindste
Tøven, indtil Troldmanden naaede en Aa, der, klar og med stærk
Strøm, gemte sig bag høje Siv og Slyngplanter. Der, under et
Kæmpetræs lavt nedhængende Grene laa en Slags Kano med et Sejl over,
og i den lagde Mganga'en forsigtig sin dobbelte Byrde.
"Se her, Kaptajn," sagde han paa engelsk, "her er jeg med Fru Weldon
og lille Jack. Lad os saa komme afsted inden alle Kazonndes
Fæhoveder kommer paa Benene for at søge efter deres Troldmand."
Med disse Ord greb Herkules -- endnu iklædt sin fantastiske
Forklædning -- Aaren og stødte Baaden ud i Strømmen.
Det varede noget før Fru Weldon var kommet saa meget til sig selv,
at hun rigtig begreb hvorledes det hele hængte sammen; at hun
virkelig var frelst, at det var Dick, lys levende om end svag og
kraftløs, der laa foran hende, lænet imod Fætter Benedict og med
Dingo for sine Fødder.
"Dick, min kære Dreng, Dick er det virkelig dig?"
"Min Ven Dick!" jublede Jack og slog henrykt Armene om den unge
Kaptajns Hals.
"Og Herkules!" udbrød Fru Weldon, "tænk at jeg ikke anede at det var
Dem, som bar os afsted; jeg var rædselsfuld angst."
"Ja, køn var jeg jo ikke," svarede Herkules godmodigt smilende, "men
jeg passede ellers godt til Rollen."
"De har befriet os, og det med Fare for Deres eget Liv," udbrød
Fruen rørt og rakte Kæmpen begge sine Hænder.
"Ogsaa mit!" sagde Dick.
"Og mig fangede han ogsaa," sukkede Fluesnapperen, endnu ikke
forsonet ved Tanken paa den undslupne Sjældenhed.
Medens Baaden af Strømmen hurtigt førtes ned ad Aaen fortalte
Herkules, i de færrest mulige Ord, hvorledes han uset havde fulgt
Karavanen, som førte Fru Weldon og Jack til Kazonnde, og hvorledes
han flere Gange forgæves havde forsøgt at befri dem fra
Fangenskabet, indtil endelig en usædvanlig Lejlighed frembød sig.
Den berømte Troldmand, som blev ventet med saa megen Længsel i
Kazonnde, kom netop igennem Skoven paa det Sted, hvor Herkules havde
sit Tilhold. At fange Fyren, berøve ham hans professionelle Udstyr
og binde ham til et Træ, var en smal Sag for en Herkules, og de
Indfødtes fabelagtige Lettroenhed og Overtroiskhed lod Komediens
anden Del lykkes for ham over al Forventning.
Men Dick; Dick som blev druknet ved Kongens Ligfærd?
"Ja," sagde den genopstandne med et Smil, "jeg var virkelig mere død
end levende, bundet til en Pæl og med Vandet strømmende mig over
Hovedet. Men Livet vendte tilbage, og jeg laa her i Baaden, og
Herkules stod bøjet over mig -- -- men hvordan det Mirakel er sket,
det maa Gud og Herkules vide."
"Aah -- det var ikke saa farligt," sagde Negeren, forlegen over den
megen Hyldest, der blev ham til Del. "Det var saamænd ingen Hekseri
at liste sig ned imellem Ofrene i Flodsengen og, skjult af det
indstrømmende Vand, at rykke Pælen op. Med en Smule Kræfter kunde
enhver have gjort det samme. Saa var det bare at bære baade Pælen og
Kaptajnen her ud -- -- det var det hele. Men nu maa vi vel tænke
lidt paa, hvorhen Rejsen gælder," afledte Herkules beskedent.
Fru Weldon fortalte nu om sin Aftale med Negoro, og Dick bemærkede,
at det gjaldt om at naa Kysten før Portugiseren kom til Mossamedes.
Der kunde man finde Beskyttelse og Hjælp hos de portugisiske
Autoriteter.
"Og naar den Slyngel af en Kok kommer for at hæve sine 100,000
Dollars, saa skal jeg nok betale ham med en anden Mønt," føjede
Herkules til.
Den Baad, i hvilken de af Skæbnens Modgang saa haardt prøvede
Rejsende lod sig føre ned ad Strømmen, var en af de Indfødtes
sædvanlige lange, smalle Kanoer, som Herkules havde set sit Snit til
at sætte sig i Besiddelse af. For at undgaa, at den skulde tiltrække
sig Opmærksomhed, havde den opfindsomme Neger dækket Baaden med et
Tag af langt Græs, baaret oppe af en Pagaj, der hvilede i to Gafler
fra Kanoens Spids til dens Agterende. Dette Dække bragte Baaden til
at se ud som en af de smaa flydende Øer, og afgav desuden et
skærmende Ly imod Solens brændende Straaler. Proviant for Rejsen
maatte de Rejsende selv hente sig op af Aaens Vand, eller ned fra
Træernes Grene ved Hjælp af den Bøsse, som Herkules havde bjærget
ved sin Flugt.
Selv om Strømmen vedblivende vilde føre det lette Fartøj afsted med
den samme Hastighed, som ved Rejsens Begyndelse, omtrent to Mil i
Timen eller ca. halvtreds Mil i Døgnet, var Dick dog klar over, at
det blev en langvarig Tur før de naaede Kysten, og rig paa Farer
vilde den sikkert ogsaa blive. Efter to Dages Sejlads udvidede
Floden sig til en Bredde af omtrent 150 Fod, og man traf nu paa
flere smaa, grønne Øer, der drev afsted med samme Fart som Kanoen.
Intetsteds saa man Spor af Mennesker paa eller ved Flodens Bredder.
Plantevæksten var af en overvældende tropisk Rigdom og Skønhed;
Sværdlilier, Alver, Balsamier, Clematis, Gladiolus, Kæmpebregner og
tusinde andre Vækster dannede, med deres stærkt farvede Blomsters
yppige Vælde, en vidunderlig skøn Indfatning om Flodens dybtblaa
Vand.
Hist og her rykkede selve Skovens Kæmper helt ned til Bredden og
strakte deres tørstige Rødder ud i Strømmens friskende Vand;
Figentræer, Acasier, Mangotræer, Copal og Dadelpalmer sendte fra
deres tætte, vidtspredende Kroner, Skygge og Kølighed ud over det
glitrende Spejl. I over hundrede Fods Højde slyngede Lianer og
Clematis deres graciøse Ranker fra Trætop til Trætop, og ad disse
naturlige, blomstersmykkede Broer saa man Aberne svinge sig i
behændig Tagfat.
Den eneste af Selskabet, der ikke nød hverken den genvundne Frihed
eller Naturens Skønhed, var Fætter Benedict. Han havde mistet sin
Insektsamling i Kazonnde, sine Briller og sin Loupe -- for ham ejede
Verden ikke flere Glæder. I det mindste ikke før en Dag, da
Herkules, der respekterede Særlingens Samlermani og afleverede alle
de Smaadyr han fik Fingre i, præsenterede ham et lille sort,
uappetitligt udseende Insekt. Efter en hastig Undersøgelse af
Fænomenet lige foran sine nærsynede Øjne udbrød Fætter Benedict i
vild Henrykkelse.
"Bravo, Herkules! Jeg tilgiver dig, at du berøvede mig min
Manticora, denne her er endnu bedre. Dick, Kusine, kom her skal I se
-- det er glimrende, storartet!"
"Hvad er det da for et Dyr?"
"Dyr, Dyr, -- -- det er en Sjældenhed af Rang. Den kan hverken
henregnes til _coleoptera neuroptera_ eller _hymenoptera_; hvis den
havde haft otte Ben vilde jeg have klassificeret den i anden Gruppe
af _arachnida_, men den har Gudskelov kun seks. Den er en Slags
Edderkop med seks Ben; en betydningsfuld og ganske ny Opdagelse; den
maa opkaldes efter mig. Dette Insekt vil komme til at hedde
_Hexapodes Benedictus_."
Dick og Fru Weldon smilede over det store Barns Lyksalighed og
gratulerede ham godmodigt til hans Fund.
Natten faldt nu paa med sin dybe Stilhed og Maanen hævede sig op
over Skovens høje Træer, og sendte sit hvide Lys ud over Floden.
Men pludselig afbrødes Stilheden af en fjærn Larm, en sugende Lyd,
som af et arbejdende Pumpeværk. Det var en Flok paa hundreder af
Elefanter, som skyllede Dagens tørre Kost ned med en forsvarlig
Slurk af Strømmens klare Vand.