XII.

En frygtelig Afsløring.

Det er en sælsom og alt andet end vellydende Morgenkoncert, der fra

en af Sydens Urskove stiger op imod den opgaaende Sol. Den er

sammensat af Grynten, Hylen, Skrigen, Piben og Gøen, og synes at

komme snarere fra Helvede end fra Jorden, saa fantastisk rædselsfuld

er den.

Det er Aberne, der er de udførende. Den lille Marikina-Abe med dens

forskelligt farvede Ansigt, den graa Mono, Sapajuen med den lange

Haardusk ned for Øjnene, Guariba-Aben med det djævelsk nederdrægtige

Ansigt og med den lange Hale strittende i Vejret, og mange, mange

andre.

Ved den første Solstraale vaagner Familiernes ældste Medlemmer og

opløfter et ynkeligt Bas-Hyl over at skulle staa op, senere stemmer

de unge i med deres lysere Stemmer i Tenor, Alt og Baryton, og snart

er Koret komplet. Men denne Morgen hilste end ikke en eneste Stemme

Solens Komme. Aberne maatte have sovet over sig eller have tabt

Stemmen, for Skoven var og blev tavs. Hvis Dick Sand og hans

Følgesvende havde kendt Abernes Sædvaner, vilde denne Tavshed have

forbavset dem ikke lidt, men nu vaagnede de, en efter en, styrkede,

friske og ubekymrede.

Men en anden Ting vakte dog Dicks Opmærksomhed, da man, efter et

hastigt Morgenmaaltid, atter var paa Marschen. Man befandt sig jo

efter Harris Opgivende i Pampaen. Men Pampaen er et Ord af Quichna

Sproget og betyder Slette, og han havde lært, at disse Sletter

skulde have et ret trøsteløst Udseende; Sandørkner uden Træer eller

Vandløb, men i Regntiden bevoksede med Kæmpe-Tidsler og andre

tornede Planter, der kunde danne et ret uigennemtrængeligt Vildnis.

Dog hvor forskelligt fra dette trøsteløse Billede var Landskabet,

som de nu gennemvandrede. Skoven strakte sig i stadig samme rige og

frodige Storhed foran dem. Det var dog mærkværdigt, at han aldrig

havde hørt dette herlige Atacamas-Plateau omtale.

Det laa ikke for Dick at beholde sine Iagttagelser for sig selv, og

han lod dem da ogsaa straks gaa videre til Harris.

"Det er meget naturligt at De bliver forbavset over hvad De ser,"

svarede Føreren. "Jeg, der dog vidste Besked om denne mærkelige

Skovstrækning lige ved Randen af Pampas-Sletten, blev selv

overrasket over dens frodige Karakter. Den er komplet forskellig

fra hvad De vil finde paa den anden Side af Andesbjærgene."

[Illustration: Nattelejr i Urskoven.]

"De mener da vel ikke, at vi skal over Andesbjærgene," spurgte Dick

bestyrtet.

"Nej, nej, vær bare rolig," svarede Harris med et Smil. "Det vilde

dog være en lovlig vovelig Sag for os at give os i Lag med. Vort

Bestemmelsessted, Sanct Felice, ligger paa denne Side af Bjærgene,

og for at naa det, behøver vi ikke at forlade Plateauet, der

langsomt hæver sig til omtrent 1500 Fod i det højeste."

"Og De er stadig ikke bange for at fare vild?"

"Nej, min Ven, ikke en Smule. Jeg er saa vant til at rejse, at jeg

kan spore den rette Vej ved et tusinde smaa Tegn, Træernes Vækst,

Bladenes Stilling, Jordbundens Beskaffenhed og meget andet, som De

slet ikke vil lægge Mærke til. Nej, vær De blot rolig, jeg skal nok

klare alle Skær."

Harris talte altid, naar Dick kom til ham med sine Ængstelser, saa

frejdigt og beroligende, at den unge Mand, selv om han ikke ganske

kunde overvinde sine bange Anelser, dog maatte indrømme, at disse

syntes at være ret ubegrundede.

Ni Dage forløb uden at noget særligt hændte. Man tilbagelagde kun en

otte-ni Mil daglig, sov godt og spiste rigeligt; og om man end

begyndte at blive lidt trætte, var der dog ikke noget at udsætte paa

Almenbefindendet hos Turens Deltagere. Kun lille Jack, der var

kommet saa godt til Kræfter under Sørejsen, begyndte at hænge lidt

med Hovedet. Han havde jo ogsaa haft sine Skuffelser undervejs.

Først var det Gummitræerne man narrede ham for, senere Kolibrierne

og nu -- de dejlige Papegøjer. Hvor blev de nu af, de smaa grønne,

Araerne med det nøgne Ansigt, de pragtfulde Farver og lange spidse

Haler, og Camindeerne, de rigt farvestraalende, snadrende Fugle,

hvis Fødder aldrig berører Jorden, alle de vidunderlige, begavede

Dyr, som man havde lovet at vise ham og som hørte hjemme netop i

disse Skove. Hvor blev de af?

Han saa kun de evindelige graa Jakoer, hvis irriterende Skrig

forfulgte dem overalt.

Man var nu -- den 16. April -- naaet omtrent 100 Mil ind i Landet,

og Sanct Felice maatte efter Harris Udsagn altsaa nu være kun tyve

Mil borte. Inden endnu to Døgns Forløb vilde det foreløbige Maal

være naaet, og man havde atter Tag over Hovedet og kunde unde de

trætte Lemmer en højst fornøden Hvile.

Endnu havde man ikke truffet et eneste menneskeligt Væsen, og Dick

Sand kunde ikke lade være med i sit stille Sind at forbande det

Uheld der havde ladet dem strande netop paa et saa øde Sted af

Kysten, at der ikke var en Landsby, en Plantage eller Hytte i saa

lang en Afstand.

Traf man end ikke paa Mennesker, saa begyndte til Gengæld Skoven nu

mere og mere at befolkes af alle Slags Firfødede. En Dag fik Dick

saaledes pludselig Øje paa en lille Flok lette og nydelige, røde

Gazeller, der i gratiøse Spring foer forbi, som en Ildsky igennem

det høje Græs. Og senere, samme Dag, saa han en tre fire store Dyr,

som ikke hundrede Alen borte foer fra en Aabning ind i Skovens

Krat.

Dick kastede Geværet til Kinden.

"Skyd ikke, skyd ikke!" raabte Harris og slog i det samme til Riflen

saa Skuddet forfejlede sit Maal.

Dick saa Amerikaneren fast og forskende ind i Øjnene og sagde:

"Men det var jo Girafer!"

"Girafer?" udbrød Fru Weldon, "det er umuligt, Dick; der er ingen

Girafer i Amerika."

"Nej, naturligvis," svarede Harris; "det var ikke Girafer -- -- det

var Strudser, De saa."

"Strudser med fire Ben, det tager De vist fejl i," svarede Dick.

Hans Øjne mødte Fru Weldons med Spørgsmaalet, "hvad mener De?"

"Ja, mig forekom det rigtignok ogsaa, at det var store firbenede

Dyr," bemærkede Fru Weldon.

Harris lo hjærteligt. "Det er en ganske pudsig Fejltagelse.

Firbenede Strudser! Nej, Sagen er, at de to Slags Dyr virkelig har

en Del Lighed med hinanden, de lange Halse, den korte puklede Krop;

og i en hastig Forbifart kan man saamænd godt tage Fejl. At dette

har været Tilfældet her, er jo utvivlsomt, da der, som sagt ikke

findes Girafer her i Landet."

Fru Weldon lod sig stille tilfreds med denne Forklaring, men Dick

følte sig ikke rigtig overbevist.

Allerede den næste Dag vaktes en Tvivl hos ham, om ogsaa alt

virkelig forholdt sig som Harris sagde. Da lille Jack havde haft

lidt Feber om Natten, spurgte den omhyggelige unge Leder, Harris, om

man ikke netop befandt sig i den Landsdel, hvor Quinquinas Træerne

hører hjemme, de Træer, af hvis Bark der fremstilles feberstillende

Piller. "Det undrer mig, at vi endnu ikke har set et eneste af dem,"

sluttede han.

"Aah jo, -- jeg kender dem nok," svarede Harris tøvende. "Men

Grunden til, at vi ikke har set disse Træer er den, at de aldrig

vokser i Grupper, men spredt og enkeltvis rundt om i Skovene. De

Indfødte indsamler kun Barken om Efteraaret, da de saa let kan kende

disse Træer fra de andre derved, at de har stedse grønne Blade."

Man maatte nu være kun seks Mil fra Maalet og den lille Trup gjorde

Holdt og traf for sidste Gang Forberedelser for Natten. Alle var

trætte og sov hurtigt ind, kun Dick holdtes vaagen af en stadig mere

knugende Mistanke, som han dog ikke turde betro til nogen.

Pludselig vækkedes de sovende af et Skrig.

"Hvad er der paa Færde?" skreg alle i Munden paa hinanden.

"Jeg er stukket, bidt; det er mig!" svarede Fætter Benedict. "Det er

et Insekt!"

"Ikke andet," udbrød Harris, "saa mas det Insekt -- en Moskito vel

sagtens -- og lad os have Ro!"

"Mase et Insekt!" svarede Fætter Benedict forarget. "Forresten er

det ikke nogen Moskito, -- det er -- det er --."

Dick havde tændt den lille Lygte og lyste for den ivrige

Naturforsker.

"Det er -- du gode Gud! Det er en glimrende -- Opdagelse."

Den skikkelige Fyr var vild af Henrykkelse.

"Det er -- en Tetseflue! Det er storartet. Jeg er den første, som

har haft den Lykke at finde den her i Amerika. Man har aldrig troet

at den fandtes her."

Dick Sand turde ikke spørge Fætter Benedict hvor denne mærkværdige

Flue da hørte hjemme.

Men han anede det. Og han lukkede ikke et Øje Resten af Natten.

Saa gryede da Morgenen den 18. April, den Dag paa hvilken Rejsen

skulde være tilendebragt.

Og det var ogsaa paa Tiden. De tolv Dages Rejse, og de tolv Nætter

under aaben Himmel havde taget stærkt paa Fru Weldons Kræfter, og

endnu værre stod det til med lille Jack, der saa syg og afkræftet

ud.

De andre havde ikke lidt synderligt ved Turens Strabadser, særlig

syntes intet at bide paa Harris, der stadig var lige udholdende og

ihærdig.

Dick fandt dog, at Amerikaneren blev mere tankefuld og adspredt i de

senere Dage alt som man kom nærmere til hans Broders Ejendom. Og det

modsatte havde dog været naturligere. Dicks Mistanke voksede og han

holdt et aarvaagent Øje fæstet paa deres Vejviser.

Denne havde vel en Følelse af, at han blev mistænkt, for han blev

mere og mere tavs og tilbageholdende overfor sin "unge Ven".

De seks Mil, som man om Morgenen endnu havde at tilbagelægge, syntes

aldrig at faa Ende, ialfald sporede man intet som helst, der kunde

tyde paa Nærheden af en stor Farm. Men Harris vedblev at gaa fremad,

udforskende Skovens Tykning foran sig og til Siderne, bestemt og

rolig. Og Dick tumlede med sine fortvivlede Tanker, med en Frygt,

der næsten var Vished, og saa frygtelig, at han ikke turde betro

den til et Menneske.

Hen paa Eftermiddagen fandt den gamle Tom en Genstand, der blinkede

i Græsset, og bragte den til Dick. Det var en Kniv af en særegen

Form, bred og krum, med et raat tilskaaret Elfenbenskæfte.

"Der maa være Indfødte i Nærheden," sagde Dick til Harris og viste

ham Fundet.

"Det kan se ud til det," svarede Harris, "men alligevel ..."

"Men? -- -- De har da ikke alligevel taget fejl af Vejen?" spurgte

Dick med et betydende Blik.

"Nej, det vil jeg ikke sige," svarede Harris undvigende, "men det

kunde jo ske at jeg, ved at vælge denne Genvej igennem Skoven, kunde

være kommet et Par Mil bort fra den lige Vej. Det var maaske bedst

om jeg gik lidt i Forvejen, for mulig at finde -- --."

"Nej, De maa ikke forlade os her," udbrød Dick bestemt, "lad os ikke

skilles!"

"Som De vil," svarede Harris med et Skuldertræk. "Men i Mulm og

Mørke kan jeg dog ikke føre Dem."

"Lad os saa hellere gøre Holdt," svarede Dick Sand. "Og saa begive

os afsted saa snart det bliver lyst igen. Der er jo dog kun et Par

Timers Vej tilbage."

Man gav sig altsaa til at søge den sidste Hvileplads, da gamle Tom

pludselig standsede som fastnaglet under et mægtigt Træ, og udbrød:

"Se her, Hr. Dick, se her!"

"Hvad er det dog, Tom?"

"Der -- der, se paa Træerne! de er oversprøjtede med Blod -- -- --

-- og der -- der paa Jorden -- afhuggede Hænder -- -- -- og Lænker

-- --."

Dick foer hen til ham. Han greb krampagtig den gamle Neger om Armen.

"Hys ikke et Ord," hviskede han, "ti for Guds Skyld stille!"

Der laa de paa Jorden; afhuggede Hænder, blodige og endnu forbundne

med Lænker, nogle itubrudte Aag -- --.

Fru Weldon havde heldigvis ikke set dette skrækkelige Fund, men

Harris havde bemærket den uhyggelige Scene, og hans Ansigt bar

tydelige Spor deraf, ligblegt og vildt, som det var.

Dingo, der stadig luskede Dick i Hælene, gøede som rasende, medens

den gamle Neger stod som forhekset ved Synet af disse Lænker og Aag.

Hans Hænder knyttedes og hans Læber mumlede usammenhængende Ord:

"Lænker! Gafler -- -- husker det endnu -- dengang -- for længe siden

-- --." Det var som om gamle mørke Minder steg op i hans Sjæl og

trængte sig frem i Ord -- ubevidst, imod hans Vilje.

"Ti stille med dette," bad Dick indtrængende, "for Fru Weldons

Skyld!" Og han førte den gamle Negerslave bort.

Man valgte en anden Lejrplads og kastede sig ned for at sove. Mørket

faldt hurtigt paa. Himlen dækkedes af sorte, tætte Skyer, der nu og

da splittedes af et knitrende Lyn. Hverken Dick eller Tom tænkte paa

at sove -- de var jo fælles om en Hemmelighed, der i al sin

Frygtelighed nok skulde holde dem vaagen.

Der rasede og stormede i Dicks Indre et ubetvingeligt Raseri imod

den Mand, der havde benyttet sig af deres hjælpeløse Stilling og

ført dem længere og længere ind i dette forbandede Land.

Ude af Stand til at beherske sig længere greb Dick en Kniv og

styrtede hen til Harris Leje.

Manden var forsvundet og hans Hest ogsaa.

Dick sank sammen. Forræderiet stod saa fortvivlende klart for ham.

Det var ikke paa Amerikas Kyst, at "Pilgrim" var strandet. Kompasset

havde narret ham, og Stormen havde ført Skibet rundt om Kap Horn, og

med den dobbelte Hastighed af den han havde regnet med drevet det

imod -- Afrika. De var altsaa hverken i Bolivias Pampas eller i

Atacamas Plateau. Dette forklarede, at de hverken fandt

Kautschuktræer eller Quinquinatræer, det beviste, at det ikke var

Strudser, men Girafer, de havde set. Og endelig Fundet af den

frygtede Tetseflue og de rædselsfulde Slavehandelens Redskaber,

Lænkerne og Aagene, og de ulykkelige Ofres afhuggede Lemmer.

Som et Lyn slog det ned i ham: Harris og Negoro maatte være

sammensvorne.

Og de var deres Ofre --.

Hjælpeløse, trætte, vejvilde Mennesker, i Mellemafrika;

Menneskehandelens, Slavejagtens Land!

Kaptajnen paa 15 Aar (I Slavelænker) · 第 32 / 44 题