X.

Et nyt Bekendtskab.

Solen sank imod Horisonten og varslede Nattens Komme. Skumringstiden

varede kun kort og afløstes af det dybeste Mørke, saaledes som

Tilfældet altid er i Troperne. Man skyndte sig derfor tilbage til

Hulen og indrettede sig for Natten. En af Negrene skulde skiftevis

holde Vagt sammen med Dingo.

"Men Fætter Benedict!" udbrød pludselig Fru Weldon bestyrtet.

Den langbenede Insektsamler var ikke kommet tilbage endnu og man

blev naturligvis højst urolig for, at der skulde være tilstødt dette

hjælpeløse, store Barn noget.

Men som man stormede ud for at raabe efter ham, saa man hans lange,

ranglede Skikkelse komme ned ad Klipperne i de mest livsfarlige

Spring og Sæt.

Fætter Benedict var oprørt. Han vilde have, at man straks paa Stedet

skulde bryde op og drage videre. Ikke en Time til vilde han spilde

paa dette forbandede Sted, hvor der ikke var et eneste hæderligt

Insekt, der var værd at indlemme i en Mønstersamling.

"Og saa har man slæbt mig seks tusind Mil, ladet mig døje Storm og

Skibbrud for at kaste mig iland paa en Kyst, hvor man ikke finder

andet end Skorpioner, _scolopendra_ og andre _myriapoda_. --

Skandaløst!"

Fru Weldon fik med meget Besvær den rasende Naturforsker beroliget,

og Dick spurgte ham, om han ikke havde set noget til Negoro, som

endnu ikke var vendt tilbage.

Det havde Benedict ikke, og Fru Weldon og Dick vekslede et meget

sigende Blik. Ved sin Udeblivelse bekræftede Kokken deres Mistanke

til ham. Han havde maaske set, at Skibet var blevet ransaget og

vidste saaledes, at hans Tyveri var blevet opdaget, hvorfor han vel

ansaa det for risikabelt at vise sig mere.

Hans Udeblivelse beklagede sikkert ingen, men derimod nok at dermed

alt Haab maatte opgives om nogensinde at faa den røvede Pengesum

tilbage.

Tidlig den næste Morgen vækkedes man ved Dingos Gøen.

Hurtigt kom Dick og Tom paa Benene og gik ud for at se, hvad der var

paa Færde. De saa Hunden i fuldt Firspring løbe hen imod Floden, og

snart var alle Mand, fuldt bevæbnede, paa Vej i samme Retning.

Straalerne af den opgaaende Sol forgyldte Bjærgene og kastede sit

Guldglimmer ud over Havet, der laa saa blankt og stille, som om det

aldrig havde raset i taarnhøje Bølger, der bragte Død og

Ødelæggelse.

Dick Sand og hans Kammerater gik langs Kysten til Flodmundingen,

hvor Dingo stod som fastnaglet og gav Hals.

"Det kan ikke være Negoro," bemærkede Bat, "ham havde Dyret nok

gjort kort Proces med."

"Men et Menneske maa det dog vistnok være," sagde Dick og gik tæt

hen til Hunden.

I det samme nærmede en Mand sig. I det han fik Øje paa de tre

bevæbnede Fremmede, syntes han at blive højst overrasket, næsten

forskrækket, som om han ikke kunde forklare sig deres Nærværelse paa

dette Sted. Han traadte uvilkaarligt et Skridt tilbage og greb sit

Gevær, men da Dick vinkede ad ham og svingede sin Hue til Hilsen

traadte han beroliget nærmere.

Dick Sand erkendte straks, at det ikke var en indfødt Pampas-Beboer

han havde for sig, men rimeligvis en af disse fremmede, som oftest

noget tvivlsomme Eventyrere, som man kan træffe omstrejfende overalt

i Verdens halvciviliserede Egne. Denne Mands Ydre kunne antyde

engelsk Herkomst; han var høj og kraftig, med rødligt, noget

graanende Haar og Skæg og et rødt, fregnet Ansigt. Han var iført en

Jakke af garvet Skind, Knæbukser, lange Støvler med Sporer og

bredskygget Hat.

"God Morgen," hilste Dick og rakte Haanden ud imod den Fremmede.

"God Morgen, min unge Ven," kom Svaret nok saa hjærteligt paa godt

engelsk, uden Spor af Aksent. Han gav Dick et kraftigt Haandtryk og

nikkede kort til de Sorte.

"Englændere?" spurgte han.

"Nej, vi er Amerikanere," svarede Dick.

"Nord eller Syd?" spurgte han videre.

"Nordamerikanere."

Denne Oplysning syntes at begejstre den Fremmede, der atter rystede

Dicks Haand med sand Entusiasme over at have fundet en Landsmand.

"Og hvordan Pokker er De kommet hertil?"

Inden Dick imidlertid fik besvaret dette Spørgsmaal, saa han den

Fremmede hilse dybt, og i det samme fik han Øje paa Fru Weldon, der

ubemærket var kommet til, og nu fortalte, hvorledes de havde været

nødt til at lade Briggen gaa paa Grund her.

Manden rystede beklagende paa Hovedet og kastede et spejdende Blik

ud over Havet.

"Der er ikke noget at se af vort Skib, det er blevet knust og

bortskyllet ved Højvandet i Nat," sagde Dick.

"Men nu maa vi gøre Dem et Spørgsmaal," fortsatte Fru Weldon; "sig

os hvor vi er?"

"Hvor De er?" udbrød Manden med alle Tegn paa Forbavselse over dette

Spørgsmaal; "naturligvis paa Sydamerikas Kyst. Vidste De ikke det?"

"Ialfald ikke nøjagtigt hvor paa Lag -- saadan aldeles bestemt,

mener jeg," stammede Dick i det. "Vi er vel i Peru?"

"Nej, dog ikke ganske, min unge Ven. Vi er længere Syd paa; i

Bolivia, tæt ved Grænsen af Chile."

"Og maaske et godt Stykke fra Lima?" spurgte Dick ivrigt.

"Jo, -- ja, ikke saa kort endda. Lima ligger meget nordligere."

"Og hvad er dette for et Forbjærg?" fortsatte Dick sin udspørgen.

"Forbjærget -- naa det der, ja det kan jeg skam ikke sige Dem,"

svarede den Fremmede; "jeg har ganske vist rejst en Del i det indre

af Landet, men her ved Kysten har jeg aldrig været før."

Dick grundede en Stund i Tavshed over de Oplysninger den Fremmede

havde givet, og fandt ikke mindste Grund til at betvivle deres

Rigtighed. Han havde ganske vist gjort Regning paa at lande imellem

den 27. og den 30. Breddegrad, medens man altsaa i Virkeligheden nu

befandt sig paa den 25. Afvigelsen var, naar alt kom til alt, ikke

større, end at den kunde skyldes Skibets Afdrift under Stormen.

Desuden passede Landets øde og ubeboede Udseende bedre med hvad han

havde lært om Syd-Bolivia, end hvad han havde ventet at finde i

Peru.

Fru Weldon iagttog spændt den fremmede, men fandt intet i dennes

Ydre eller Optræden, som kunne ængste hende.

"Undskyld," sagde hun, "De ser ikke ud til at være her fra Syden?"

"Jeg er Amerikaner, ligesom De selv Fru ..."

"Fru Weldon," forestillede hun sig smilende.

"Mit Navn er Harris. Jeg er født i Carolina, men har i de sidste

tyve Aar levet her i Bolivias Pampassletter. De kan derfor tænke

Dem, hvor glad jeg er ved at træffe Landsmænd," tilføjede han med et

belevent Buk.

"Saa bor De altsaa her?"

"Ja, det vil sige længere Syd paa, ved Grænsen af Chile. For

Øjeblikket er jeg paa Vejen til Atacama."

"Atacama, er det ikke et øde Territorium?" spurgte Dick. "Er vi da i

Nærheden af det?"

"Ja netop, min Ven, vi er lige paa Grænsen af den. Denne Udørken

strækker sig langt videre end de Bjærge, som De ser der i

Horisonten, og er en af de ejendommeligste og mindst udforskede Egne

i Sydamerika."

"Og derigennem vil De rejse ganske alene?" spurgte Fru Weldon

forbavset.

"Mutters alene, ja. Forresten er det ikke første Gang, jeg gør den

Tur. En af mine Brødre ejer nemlig en stor Gaard, Sanct Felice,

omtrent 200 (eng.) Mil herfra, og ham besøger jeg en Gang imellem i

Forretningsanliggender."

Efter et Øjebliks Tøven, som om han overvejede en pludselig

Indskydelse, tilføjede han:

"Hvis De har Lyst til at slaa Følge alle sammen, saa kan jeg love

Dem en hjertelig og gæstfri Modtagelse. Maaske kan han ogsaa skaffe

Dem Befordring til nærmeste større By."

Fru Weldon blev ligesaa overrasket som glad over dette Tilbud og

vilde netop udtale sin Taknemlighed, da Harris henkastede:

"Er de Negre Deres Slaver?"

"Slaver!" udbrød Fru Weldon krænket og forbavset. "Slaver har vi

heldigvis ikke mere i de forenede Stater, saalidt som i

Sydstaterne."

"Nej, naturligvis! Undskyld mit dumme Spørgsmaal, Frue, jeg havde

rent glemt, at Krigen i 62 gjorde det af med den Historie. Men da

jeg saa disse Folk i Følge med Dem, tænkte jeg mig, at de maatte

være i Deres Tjeneste."

"Vi er altid gærne parate til at bevise Fru Weldon en Tjeneste,"

faldt nu gamle Tom ind, hed i Hovedet, "men vi tilhører ingen. Jeg

er ganske vist som Barn bleven solgt i Afrika, men jeg har for længe

siden faaet min Frihed, og baade min Søn og alle hans Kammerater er

fri Mænd, fødte af fri Forældre."

"Naa, saa meget des bedre for Dem," svarede Harris i en Tone, som

skurrede slemt i Fru Weldons Øren, men hun afholdt sig dog fra flere

Bemærkninger om dette Emne.

I dette Øjeblik kom ogsaa Nan med lille Jack til. Da Drengen fik Øje

paa sin Moder, løb han lige hen imod hende med udbredte Arme.

"Sikken en prægtig Gut!" udbrød Harris.

"Det er min lille Søn," sagde Fru Weldon og kyssede Drengens bløde

Mund til Godmorgen.

"Det har saa vist været svært for Dem at have den lille Fyr med paa

saadan en Rejse. Maa jeg ogsaa faa Lov at kysse den tapre lille

rejsende?"

Men der maa have været noget i den fremmedes Ydre, som mishagede

Jack, for han veg ængstelig tilbage bag Moderens Kjole.

Fru Weldon smilede forlegent undskyldende. "Han er lidt genert

overfor fremmede."

"Naa, det gaar nok over; vi skal blive fine Venner, naar vi først

kender hinanden lidt bedre."

Dick Sand spurgte nu den ny Ven og Raadgiver ud om Turen til Sanct

Felice; om den ikke var altfor besværlig at foretage tilfods for

Damerne, om det ikke var et ret vanskeligt Terræn, o. s. v.

"Det klarer vi nok alt sammen," beroligede Harris. "Nogen Søndagstur

er det ganske vist ikke, men jeg har en Hest gaaende her lige ved,

og den staar til Fru Weldons Disposition. Desuden tager vi det

mageligt; gaar en halv Snes Mil om Dagen og hviler godt ud om

Natten. Forresten kommer jeg til at tænke paa, at vi egentlig lige

saa godt kan skyde en Genvej igennem Skoven istedet for, som jeg

plejer, at følge Floden. Det sparer os dog omtrent 80 Mil."

Fru Weldon rakte ham Haanden til Tak.

"De skal ikke takke mig, Frue. Det vil være mig der kommer til at

profitere af deres Følgeskab, Jeg har nu ganske vist ikke før gaaet

den Vej gennem Skoven, men jeg kender Landet saa godt, og er saa

vant til at orientere mig, at jeg sagtens finder den rette Vej. Det

eneste, det kan komme til at knibe med, er Proviant. Jeg har nemlig

kun lige hvad jeg selv behøver."

"Vi har heldigvis selv i Overflod, Hr. Harris," svarede Fru Weldon.

"Naa, saa er jo alt i skønneste Orden. Vi kan altsaa godt begive os

af sted med det samme."

"Undskyld mig endnu et Spørgsmaal," faldt Dick ind. Han var saa

meget af en Sømand, at han ikke holdt af den Tanke, at skulde bort

fra Kysten.

"Kunde vi ikke bedre følge Kysten, enten imod Nord eller Syd, indtil

vi traf paa en By med Søhavn, fremfor at begynde paa en lang Rejse

igennem en ukendt Skov ind i det indre af Landet?"

"Jeg kender meget lidt til Kysten," svarede Harris noget

utaalmodigt, "men saa meget ved jeg dog, at der er mindst et

hundrede Mil længere til den nærmeste By end til min Broders

Ejendom. Desuden vil jeg ikke raade Dem til at færdes langs Kysten

her i Bolivia. Og jeg kan i al Fald ikke ledsage Dem."

"Tror De heller ikke, at man fra Kysten kan signalisere til et

forbisejlende Fartøj og blive optaget af det?" spurgte Fru Weldon.

"Nej, Skibene gaar meget for langt ude."

"Naa Dick, har du saa mere paa Hjærtet?" spurgte Fruen den stadig

lige spørgelystne unge Kaptajn.

"Blot et eneste Spørgsmaal," svarede han undskyldende. "I hvilken

Havn tror Hr. Harris at vi kan finde Skibslejlighed til San

Francisko?"

"Det ved jeg skam ikke, min Ven; kun saameget kan jeg sige Dem, at

vi skal besørge dem alle fra Sanct Felice til Atacama, og der kan De

saa faa alle de Oplysninger De ønsker."

Dick havde Følelsen af, at det blot vilde krænke Hr. Harris og

maaske saare Fru Weldons Finfølelse, hvis han kom med flere

Ophævelser. Han tilbageholdt derfor alle sine Betænkeligheder, og

spurgte blot, hvor naar man skulde bryde op.

"I Dag -- med det samme," svarede Harris hurtigt og resolut.

Kaptajnen paa 15 Aar (I Slavelænker) · 第 30 / 44 题