"Pilgrim".
Det havde været en usædvanlig uheldig Sæson for "Pilgrim", en lille,
solid Hvalfanger-Skonnert-Brig, der tilhørte en rig kalifornisk
Skibsejer, James W. Weldon.
Hvalfangsten havde givet et saa daarligt Resultat, at Kaptajn Hull
havde været nødt til at forlade sit sædvanlige Territorium i
Sydhavet allerede i Begyndelsen af Januar, længe før Hvalfangerne
plejer at vende hjem. Skibets Besætning var mer end utilfreds, de
var rasende. Aldrig før havde de bragt saa mager en Høst med hjem.
De burde have haft mindst tohundrede Barrels Tran mere end de havde,
og da en Del af deres Løn bestod i Procenter af Udbyttet, forstaar
man Folkenes ophidsede Sindstemning. De faste Folk forholdt sig dog
rolig, medens de for denne Rejse forhyrede Søfolk, Mænd af en mer
end tvivlsom Karakter, viste saa tydelige Tegn til aabenbar
Opsætsighed, at Kaptajnen maatte frygte et ligefrem Mytteri.
Følgelig var der intet andet at gøre end at vende om og sætte Kursen
imod Ny Zeeland, som kom i Sigte den 15. Januar. Da Skibet havde
kastet Anker i Waitemata, Aucklands Havn, blev Mandskabet
afmønstret.
Kaptajn Hull gjorde nu alt, hvad der stod i hans Magt for at forhyre
nyt Mandskab, men det var for sent; alle ledige Søfolk var paa denne
Tid af Aaret beskæftiget ved Fiskeriet. Han havde da ikke andet at
gøre end at sejle Skuden hjem alene med Hjælp af de faste Folk, da
han fik en Opfordring, som han følte sig forpligtet til at
efterkomme.
Paa en af de Rejser, som James Weldon nu og da maatte foretage i sin
Forretnings Interesse, havde han taget sin Hustru, sin lille Søn
Jack, et Barn paa fem Aar, og en Slægtning, som almindeligvis gik
under Navnet Fætter Benedict, med sig. Det havde naturligvis været
Weldons Mening, at hans Familie skulde følge med ham hjem til San
Francisco; men lille Jack var bleven saa alvorlig syg, at hans Fader
-- hvis Forretning nu krævede hans hurtige Tilbagerejse -- blev nødt
til at lade ham tilbage i Auckland sammen med Moderen og Fætter
Benedict.
Der var nu forløbet tre Maaneder siden Hr. Weldons Afrejse, Jack var
Rekonvalescent, og Fru Weldon, der var ked af sin lange Adskillelse
fra Manden, længtes efter at komme hjem saa snart som muligt. Hun
tænkte netop paa at tiltræde den lange Tilbagerejse, med dens mange
Ophold og Omskiftninger i Tog og Dampskibe, da hun hørte, at hendes
Mands Fartøj, "Pilgrim", var gaaet for Anker i Havnen. Hun skyndte
sig til Kaptajn Hull og bad ham om at tage hende, hendes Søn, Fætter
Benedict og Nan, en gammel Negerpige, som havde været hendes egen
Barnepige, med ombord og sejle dem hjem til San Francisco.
"Vil det ikke være for voveligt for Fruen," spurgte Kaptajnen, "at
foretage den 5-6000 Mil lange Rejse ombord i saa lille et
Sejlskib?"
Men Fru Weldon gentog sin Opfordring, og Kaptajn Hull, der havde
berettiget Tillid til sit Fartøjs gode Egenskaber, og som desuden
gjorde Regning paa at beholde denne Aarstids almindeligvis gode Vejr
paa begge Sider af Ækvator, gav da efter for hendes Ønske.
Fru Weldon var en velbegavet, dygtig og uforfærdet Dame paa tredive
Aar, hun havde et udmærket Helbred og kendte ikke til Søsyge. Hun
vidste, at Kaptajn Hull var en erfaren Sømand, til hvem hendes Mand
havde grundfæstet Tillid, og hun vidste ogsaa, at "Pilgrim" var en
af de bedste amerikanske Hvalfangerbaade; hun var derfor kun glad
ved, at den forestaaende lange Rejse kunde blive foretaget søværts
alene, og uden andre Afbrydelser, end et kort Ophold i Valparaiso,
hvor Skibet skulde losse sin Ladning.
Fætter Benedict maatte naturligvis følge med hende. Han var ganske
vist henimod halvtreds, men det maatte alligevel betragtes som
Toppunktet af Uforsigtighed, at lade ham foretage nogen som helst
Rejse alene. Lang, usandsynlig mager og ranglet, med et enormt stort
Hoved og vildt strittende Haar, saaledes var hans ydre Menneske. Han
var et af disse skikkelige, harmløse Videnskabs-Børn, som, naar de
først har faaet Guldbrillerne paa, synes at have naaet en adstadig,
men iøvrigt ubestemmelig Alder, og som -- hvorlænge de saa end lever
-- aldrig synes at blive ældre end de altid har været. Han var
fuldstændig blottet for Forstaaelse af Livets dagligdags Ting og
praktiske Krav. Han skænkede aldrig Mad og Drikke en Tanke, før det
blev sat frem for ham, han var altid ens klædt, og saa upraktisk,
som vel muligt, og gjorde Indtryk af at være aldeles ufølsom for
Varme eller Kulde. Hans lange Arme og Ben kom altid i Vejen for ham
selv og alle andre, saa at det saa ud, som om han endnu ikke havde
gjort sig fortrolig med disse Redskaber og deres naturlige
Anvendelse. Hjælpeløshed var hans mest iøjnefaldende Karaktertræk;
men selve denne barnlige Hjælpeløshed forskaffede ham alle
Menneskers venlige Overbærenhed og Hjælp, og Fru Weldon betragtede
ham nærmest som en ældre Broder til hendes lille Jack.
Fætter Benedicts hele Liv var helliget en alt opslugende Interesse
for Insekter. Han havde ingen Ærgerrighed i Retning af en
Professortitel, eller noget praktisk Formaal med sine Studier; han
var kun Amatør, men det var han ogsaa med Liv og Sjæl. Evig og altid
var han optaget af at forfølge Insekter, væbnet med et Næt, en
Botaniserkasse, en Spiritusflaske og et Utal af Insektnaale.
Da Hr. og Fru Weldon rejste til Ny-Zeeland, blev Fætter Benedict
henrykt over at skulle med, da han ventede sig rig Fangst der, og nu
var han lige saa ivrig efter at bringe sine erhvervede Skatte hjem
til San Francisco, og faa dem indordnede i Samlingen.
Alle Forberedelserne til Hjemrejsen blev nu trufne med saa stor
Hast, at "Pilgrim" tre Dage senere kunde staa ud af Havnen med Kurs
efter Amerika. Efter et Par Dages Sejlads blæste det op, og den
stærke østlige Brise tvang Skonnerten saa meget ud af dens Kurs, at
den den 2. Februar snarere havde Retning imod Kap Horn end imod
Fastlandets Vestkyst.
"Pilgrim" havde ingen Dækskahytter, saa Fru Weldon blev nødt til at
modtage Kaptajnens Tilbud om at benytte hans Kahyt, som blev
indrettet saa hyggeligt, som det lod sig gøre, til hende, Jack og
gamle Nan, og her indtog hun alle sine Maaltider sammen med
Kaptajnen og Fætter Benedict.
Hele Besætningen var høflig og opmærksom imod deres Rheders Hustru.
De var alle Indfødte fra Californien, modige og erfarne Søfolk, der
allerede havde gjort tre Rejser sammen, og som holdt sammen,
forenede i fælles Interesser og Sædvaner. Den eneste af Folkene, som
ikke var Amerikaner, var Negoro, en Portugiser af Fødsel, som dog
talte flydende Engelsk. Da den tidligere Kok var deserteret, medens
Skibet laa ved Auckland, var han bleven engageret i dennes Sted,
uden at Kaptajn Hull havde faaet indhentet nærmere Oplysninger om
ham. Der var ikke noget at udsætte paa den Maade, hvorpaa han
udførte sin Pligt, men der var noget i hans Væsen, eller maaske
snarere i hans Ydre, der gjorde Kaptajnen mistænksom og næsten lod
ham fortryde, at han ikke havde været mere omhyggelig med at
efterforske den ny Koks Fortid, før han tog ham i sin Tjeneste.
Negoro saa ud til at være omkring de fyrre. Han var middelhøj og
kraftig bygget, havde mørkt Haar og Fuldskæg og gjorde Indtryk af at
være af en usædvanlig kraftig Konstitution, han talte kun sjældent
og aldrig om sig selv, sin Fortid eller Oprindelse, men en og anden
af hans Bemærkninger lod ane, at han havde faaet en ret god
Opdragelse. Sømand syntes han i al Fald ikke at være, for alle
Sømandsudtryk var ham ganske ukendte. Ved Forhyringen havde han
betinget sig, at han vilde gaa i Land i Valparaiso.
"Pilgrim"s faste Mandskab bestod af fem Matroser og en Letmatros --
Dick Sand. Dick var kun 15 Aar gammel og af fuldstændig ukendt
Oprindelse. Han var et Hittebarn fra New York, og sit Navn havde han
faaet efter det Sted -- Sandy-Hook ved Indløbet til New Yorks Havn
-- hvor han blev funden.
Hans Ydre forraadte tydeligt, at han maatte være af angelsaksisk
Stamme. Han var snarest under Middelhøjde, men kraftig og dog
elegant bygget, han havde et opvakt, kønt Ansigt og straalende, blaa
Øjne, der røbede baade Livslyst og Energi. Skønt endnu kun Dreng
havde han allerede Planen for sin Fremtid klar for sig, og han var
dristig og selvtillidsfuld nok til at føle sig sikker paa at kunne
naa sit Maal ad den Vej, han var slaaet ind paa.
Otte Aar gammel fik han Lov at forlade det Hittebørnsasyl, hvor han
var bleven optaget, for som Skibsdreng at gaa med en Skonnert, der
sejlede paa Syden, op paa hvilken Kaptajn Hull dengang var Styrmand.
Denne brave Sømand fattede hurtigt Interesse for den opvakte og
lærvillige Dreng og bibragte ham lidt efter lidt de første
teoretiske og praktiske Grundsætninger for Sømandskundskab. Senere
anbefalede Kaptajn Hull Drengen til sin Rheder, Hr. Weldon, der tog
sig af ham og lovede at sørge for hans videre Uddannelse.
Fru Weldon behandlede den flinke og beskedne forældreløse med den
største Venlighed, og Dick Sand omfattede til Gengæld hende og
hendes Mand med den mest rørende Taknemmelighed og Hengivenhed, og
stor var hans Glæde over at hans Velgørers Hustru og lille Søn
skulde gøre Rejsen med ombord paa "Pilgrim".
Dick passede paa Jack som en ældre Broder, legede med ham og lod ham
klatre i Vanterne, uden et Øjeblik at tabe ham af Syne.
Overfarten gik i alle Maader heldig, med rolig Sø; og havde Vinden
blot ikke stadig været omtrent stik imod, vilde alt være gaaet
upaaklageligt. Men den evindelige Vestenvind forhindrede Kaptajnen i
at holde den rette og direkte Kurs, og det ærgrede ham, at Fru
Weldons Rejse derved blev forsinket en Del. Han tænkte da ogsaa paa,
dersom de skulde passere en Amerikadamper, da at formaa hende til at
fortsætte Hjemturen med denne; men paa den sydlige Bredegrad, hvor
de nu befandt sig, var der desværre ikke megen Sandsynlighed for at
de skulde træffe nogen Panama-Baad.
Der hændte da intet, der kunde afbryde Rejsens Ensformighed, før den
2. Februar, da Jack pludselig tilkaldte sin Ven, Dick, med Udbrudet:
"Hvad er det der, ude i Vandet?"
Dick Sand saa en Stund opmærksomt i den angivne Retning og meldte
saa med høj Stemme:
"Se ud, forud til Styrbord! Der flyder noget i Vindsiden!"