at det Sprog bruges ikke her. Naar han da beklager, at han ikke
er istand til at forstaa mig, da han er en Fremmed, siger jeg ham
paa Tydsk, at jeg ikke taler hans Sprog. Forklarer han da meget
ydmygt, for sledske nok er de alle, at han som Reisende ikke har
havt Leilighed til at lære Dansk, siger jeg ham paa Tydsk, at da
har han at medbringe en Tolk; en dansk Embedsmand taler ikke Tydsk.
Læg Mærke til, mine Herrer, at det siges ham paa Tydsk, saadan skal
de Karle have det.« Dog troer jeg, at denne Mand hørte til dem af
Embedsstanden, der behandlede Fjenden billigst. Han havde været ansat
i Rendsborg og var fuldkommen hjemme i det Tydske.
Dertil ville nu saagodt som alle mine Landsmænd svare mig, at
Tydskerne have gjort os saa usigelig megen Uret, at der nok kunde
behøves at tage til Gjenmæle; og lige fra Lovgivning til det daglige
Samliv bære de sig nu ligesaadan ad og endnu værre. Kan være, men
det er da ikke deres Feil, man skal lære af sine Modstandere. Heller
ikke havde vi dengang lidt anden Overlast af dem, end den vi selv
vare gaaet ind paa. I det internationale Retsspørgsmaal havde vi
saa temmelig vundet Processen. Og hvad det nuværende angaaer, have
jo de danske Slesvigere ikke Absolutismens Tryk over dem, de have
Pressefrihed, Foreningsfrihed og Forsamlingsfrihed efter tydsk Lov og
Ret, og de bruger den djærvt nok. Kun Sproget stræber man at udrydde,
og deri er en Forskjel. Vi kunde ikke haabe paa at udrydde det tydske
Sprog, saa gjerne vi end ellers vilde det.
Dette er en meget vidtrækkende Forskjel; vi er det lille Folk og
vort Sprog ukjendt og uanseligt. En Stormagt der har Midler til at
sætte sin Villie igjennem, kan gjøre, hvad den vil -- Karl Gustav
udryddede ubarmhjærtigt det danske Sprog i sine nye Provindser --,
men vi kunde ikke haabe at komme til Ende med andet end hvad vi kunde
faae andre Stormagters Samtykke til. Og Krigens første Aarsag, det
at tvinge en Del af det store aandsmægtige Folk, til at blive under
vort Scepter, naar de ikke vilde, kunde vel efter juridisk Statsret
forsvares, men ikke vække Medfølelse. Vore nordiske Stamfæller følte
med os hvad Frygten for at Tydskerne skulde gjøre Gjengjæld angaaer,
men heller ikke synderlig videre. Især i Norge var Misfornøielsen
med vort Tvangsherredømme temmelig stærk, de kjendte det fra dem
selv, sagde de. Politik er nu ingen ideal Sag, den er et Væv af
Klogskabshensyn. Men det var netop det eiendommelige ved hele vor
Politik i den Periode, at alle tog den som en fantastisk ophøiet Kamp
for Sandhed og Ret, ingen vilde høre noget om at komme forsigtigt
og klogt igjennem. Lad saa vor Fremgangsmaade end være det Ideal af
Retfærdighed, som vi have villet gjøre den til, ligefuldt var den i
den Grad uklog, at det er vanskeligt at fatte for enhver, der ikke
har været med i den lidenskabelige Forblindelse. Madvig har Ret,
mener jeg. Det eneste der havde været at gjøre, var at faa Slesvig
delt medens dette var muligt. Men Slesvigerne vilde ikke paa Grund
af deres Provindsfølelse, og vore Magthavere ikke paa Grund af deres
»utvivlsomme Ret«. Ak ja, Statsret vil ikke sige meget, naar de
historiske Forhold ere gaaede ud over dem.
Uveiret trak op over os i hele Frederik den syvendes Tid. Vi havde
ved andre Stormagters Hjælp faaet Hertugdømmerne i Hænde, men
Tydskerne var tvungne og var ikke til Sinds at finde sig i Ordningen
længere end til Leiligheden kom til at kuldkaste den. De vaagede
over Tractaterne og lurede paa enhver Overtrædelse af dem. Saa kom
det aabenbare Brud paa dem, Novemberforfatningen, og samtidig døde
Kongen, saa Arvespørgsmaalet kunde reises. Paa Grund heraf har
det altid været forfegtet af vore Nationale, at det var aldeles
ligegyldigt, hvorledes vi havde styret Hertugdømmerne, og i hvad
Forhold til hinanden vi havde villet stille dem. Tydskland vilde
i alle Tilfælde have frarøvet os dem, saasnart Tiden var gunstig
dertil, uden at føre andet Forsvar for sin Vold end Ulvens Retsgrund.
Det er muligt. Men vil man høre den Statsmands Ord, som begyndte
sine Storværker med vor Undertrykkelse, saa er der dog adskilligt at
bemærke derved.
Bismarck har flere Gange stærkt fremhævet, og der er ingen Grund
til ikke at troe ham deri, at det aldeles ikke var let at gaae mod
Danmark; Aar for Aar havde det i den første slesvigske Krig viist
sig, at de andre Stormagter ikke var tilsinds at lade Tydskland
tage sit Bytte. Sagen havde ikke forandret sig, hvad de store
Ligevægtshensyn angaaer, og havde Bismarck ikke forstaaet paa anden
Maade at bestikke den uvederhæftige Napoleon, var han maaskee dog
ikke kommen til Ende dermed. Derimod havde Sagen paa anden Maade
i høi Grad forandret sig, og det kunde vi takke os selv for. Vi
havde ikke mistet de ikke tydske Magters gode Villie til at støtte,
hvad der var deres egen Fordel at støtte, men vi havde mistet deres
Stemnings Medfølelse.
Alt hvad jeg ovenfor har udtalt som mine egne Bekymringer, gik
selvfølgelig i en uhyre forstørret Maalestok, baaret i det Skjulte af
Brevvexling og i det Offentlige af alle Blades saftige Skildringer
udover hele den tydske Folkevrimmel lige til fjerne Verdensdele, og
vakte en national Harme, som blev lige dybt følt hos Fyrsten som hos
Almuesmanden; og vi skulde faae at føle, at Tydskland var os lige saa
overlegen i at kunne skaffe sine Meninger og Stemninger Indgang i den
store Verden, som det var det i Hærmagt. Der kom til at gaae hen over
Europa en Fornemmelse af, at Danmark havde opført sig baade uklogt
og usømmeligt ved ikke at tage noget Hensyn til det store høitstemte
tydske Folks nationale Følelser. Ved de store Hoffer kunde man med
nogen Ret tale om, at vi var et Folk af utopiske Chauvinister, og i
Rusland føie til, en Rede for farlige Lidenskaber. Dermed havde vi
givet vore Modstandere et af de farligste Vaaben i Hænde. Selv de,
der endnu vilde støtte os af Retsgrunde, var blevne yderlig kjede af
en Sag, der i andre Maader var kommen i Vanry.
Saa døde Kongen, saa pludselig og uventet, sagde man. Men det var da
heller ikke just nogen Sag, man kunde lade ude af Betragtning, med
det skrækkelig uordentlige Liv han førte. Og vi var uberedte og ikke
rustede til Krig -- i sin Blindhed for hvad der forestod, havde man
end ikke i Folkets mest velhavende Periode tænkt paa, at den nærmest
liggende Opgave var at reise sin Forsvarsevne til den størst mulige
Styrke. Medens vi end ikke efter Kjøbenhavnernes Mening havde nogen
Konge, vi kunde stole paa, og medens Hæren var paa sit ringeste Trin,
vilde vi saa komme paatværs med Novemberforfatningen, det værste, man
kunde byde Tydskerne, i sædvanlig utopisk Tro paa, at al Verden vilde
indsee dens soleklare Ret. Nei, Bismarck indsaae den slet ikke, han
indsaae meget mere, at nu var Øieblikket der, da det store Slag kunde
slaaes. Vi havde bidraget temmelig meget til at det kunde gjøres. Han
har rimeligvis takket os i sit Hjærte for at vi havde hjulpet ham til
den store Fordel, at det var saa langt fra, at det var for svært at
faae hele den store og mangehovede Nation, ogsaa Østerrig med, at han
tvertimod kunde lade al Verden vide, at han ikke længer kunde styre
sine rasende Landsmænd. Tingen var gjort ham lettere end han selv
havde turdet haabe.
Og vor Regjering -- Madvig har sagt, at man i vort Statsraad kunde
lære, hvor lidt Forstand der hører til at sidde i en Regjering --
og ingen tør modsige ham. Til Krigsminister havde vi Lundbye, min
fordums Omgangsven, en indtil Sygelighed mistrøstig Pessimist, som
ingen anden Udsigt havde end den, at al Ting gaaer naturligvis
i Vadsken. Krigsførelsen blev saa derefter tiltrods for Hærens
beundringsværdige opoffrende Kamp. Det viste sig, hvad der altid er
et Mærke paa et Folks Ulykkestime, at ingen turde overtage Ansvaret.
Monrad forsøgte det, men havde ikke Styrke dertil, og blev en
fortvivlet Mand.