Efterat Amalie Morgenen efter Begivenheden havde været hos Suhrs

og Charlotte Falck og hos Aagesens for at faae Absolution for sit

Forræderi imod Familien, og til Visittid havde fremstillet mig med

ny Hat og Handsker, for at hendes Valg om muligt kunde vinde Bifald,

hvilket da ogsaa blev hende tilstaaet, saasom man nu eengang var nødt

til at finde sig i at skjænke hende Bifald, naar man saae hendes

Ansigt, blev vi efter Pintsen indbudt til et fint Middagsselskab paa

Sølyst, og vor Skaal udbragt af Onkel Theodor, det vil sige Hr. Agent

Suhr med al Værdighed. Jeg haaber, at jeg har svaret anstændig, men

husker det rigtignok ikke. Forsommeren randt ubegribelig hurtig, dels

med lignende Udflugter, dels med henrivende Aftenvandringer ved Byen,

uden dog derfor at forsømme andre Tider paa Dagen. Da Sommerferien

kom, havde Suhrs som sædvanlig indbudt Amalie og hendes Søskene til

deres Landsted, og dertil været saa venlige at føie en Indbydelse,

om at den Uundgaaelige vilde glæde hende med to Gange om Ugen at

tilbringe Dagen hos hende.

For bekvemt at kunne efterkomme denne Pligt, satte jeg mig derfor en

skjøn Aftenstund i en Omnibus forat indkvartere mig i Torbæk Kro.

Naar jeg om Aftenen kom fra Sølyst, havde jeg min store Fornøielse af

inde fra min Stue at høre paa Fiskernes støiende Sammenkomster ude

i Skjænkestuen. Jeg blev i Studenterhumør derved, og i et Brev til

Moder beskrev jeg kaadt nok Livet i Torbæk saaledes:

»Byen er, saavidt jeg mærker, beboet af tre Slags Folk, Mennesker,

Kjøbenhavnere og Svin. De første staae paa det høieste Trin saavel

i legemlig som hjærtelig Dannelse. De er store og stærke, hvide

Buxer, islandsk Uldtrøie og lange Transtøvler, drikke Brændevin

og Øl, Lørdag Aften ogsaa Punsch, leve christeligt og nære sig af

Kjøbenhavnere og Fisk. Til Punschen skyde de de blanke Hatte i

Nakken, trumfe i Bordet og synge gammeldags Drikkeviser, sværmeriske

Kjærlighedssange og moderne skandinaviske ... Paa Sølyst lever man

ganske herligt, idetmindste saalænge Fru Heiberg endnu ikke er

ankommen. Jeg troer heller ikke, at Amalie og jeg, hvis Protectrice

hun ellers er, ville tage os Komedien nær. En yndig Havesal med to

Kabinetter er indrettet til dem, med Fortepiano, bløde Sofaer og

Lænestole og et meget stort Toiletspeil. Amalie har betroet mig det,

men jeg maa ingen sige det til osv.«.

Hermed havde det en egen Sammenhæng, som ikke var glædelig. Gamle

Theodor Suhr sværmede stærkt for Fru Heiberg, men tog hendes Mand

med, og havde hver Sommer det berømte Kunstnerpar hos sig. Han var

en egen Mand. Under sin tørre Skal havde han et brændende Hjærte,

det han nu i temmelig høi Grad havde sat til paa den pikante

Skuespillerinde. Hun tiltrak ham vistnok ligemeget ved sit fine Væsen

og sin Berømmelse. Han kjedede sig med sin Familie og saae i Hjemmet

kjedelig ud; desto mere tiltalte det ham at finde en Dame, som

foruden det skjønne Indtryk hun gjorde paa enhver, forstod at føre en

fortrolig Samtale med ham, gik ind paa hans Interesser og drog hans

gode Sider frem.

I Grunden var der vel egentlig ikke noget ondt deri, men den

forunderlige Modsætning mellem hans og den skjønne Kunstnerindes

Skikkelse kunde dog ikke andet end at give Anledning til en Del

Satire. Værre var det, at det heller ikke kunde andet end at gjøre

Forholdet mellem ham og hans brave Hustru endnu ringere, end det før

havde været. Dog veed jeg, at hun, tiltrods for, hvad der var kommen

dem paatværs, dog altid holdt af ham, og satte ham høit og virkelig

var ham en trofast Hustru. Fru Heiberg var ogsaa forstandig nok til

at vise hende al den Opmærksomhed, hun kunde; men det var svært, thi

mod hende var Fru Suhr stram nok.

Nu var hun til Aars, men var dog endnu en meget statelig Dame, med

fornemt Udseende og kraftig Holdning. Man mærkede ikke paa hende, at

noget trykkede hende, ikke engang det, at hun var bleven saa tunghør,

at det var besværligt at føre en Samtale med hende. I Selskabet

repræsenterede hun med stor Værdighed, men hun trængte til noget mere

hjærteligt, og da hendes Mands Broderdatter, som hun mest havde om

sig, mindre tilfredsstillede hende, udøste hun gjerne sit Hjerte for

Amalie.

Saalænge Heibergs var paa Sølyst, dreiede alt sig om dem. Suhr var

meget omhyggelig for at gjøre dem Livet i hans Hus saa behageligt som

muligt. Til Heibergs astronomiske Studier anskaffede han endogsaa et

stort Teleskop med alt Tilbehør, og den lærde Digter syntes at finde

god Behag i et saa vel udstyret og mageligt Landliv. Han var i det

bedste Humør, opmuntrede Selskabet med sit fine Væsen og muntrede sig

selv ved evige Løier med de unge Piger. Fruen havde en anden Smag,

hun lod sig helst tilbede af ældre Herrer, og Suhr skaffede hende

rigelig Leilighed dertil ved sine jævnlige store Middagsselskaber. Os

viste hun megen Velvillie. Et Par Elskende, som ikke havde Øie for

andet end hinanden, syntes at være noget, hun kunde have Lyst til at

studere. Amalie fandt hendes Væsen naturligt og hjærteligt og holdt

af hende; jeg kunde ikke ganske samstemme med hende deri. Mindst

behagede det mig, at hun forsøgte at give Amalie et lille Cursus i,

hvad hun kaldte et smukt Væsen, men som i Virkeligheden var et efter

hendes Mening klædeligt Koketteri.

Af de mange fremragende Mænd, jeg saae paa Sølyst, morede os mest

de tre meget forskjellige Personligheder: Tscherning, Peder Bang

og Kammerherre Scavenius. De var alle tre Suhrs nærmeste Venner.

Tscherning, som han omgikkes mest, morede ham med sin friske

Veltalenhed og sin uudtømmelige Strøm af nye Ideer og mærkelige

Projecter, dem vi andre ogsaa havde godt af, naar de foredroges over

Borde. Bang var hans Consulent i Pengesager og tiltalte ham ved sit

aldeles ligefremme Forretningsvæsen. For os andre var han kun morsom

ved sin fuldstændige Formløshed. Scavenius var af Familien, men

lod ogsaa ved sit kluntede Hovmod tilstrækkelig føle, at han ikke

behøvede at genere sig. Naar han saae et kostbart Stykke følte han

paa det og spurgte, hvad det havde kostet; og Suhr drillede ham da

med paa den mest ligegyldige Maade at nævne en overdreven Pris, vel

vidende, at det ikke smagte ham, at nogen kunde eie dyrere Ting end

han.

* * * * *

I saadant Selskab var jeg selvfølgelig ganske tilovers, holdt mig

derfor mest taus og til Væggen, troligt efterkommende den Anvisning,

som Moder tidtnok havde fundet det fornødent at give mig i min

Barndom, at lade som jeg ikke var til. Desmere brugte jeg mine Øine

og Øren og havde Fornøielse deraf. Var derfor glad over, at man i det

rige Hus var saa kjærlig mod Amalie, at man altid tog mig fattige Fyr

med. Den Aandrighed, som jeg ifølge den Selvfølelse, ingen Alders-,

Stands- eller Formuesoverlegenhed kunde betage mig, følte mig i

Besiddelse af, forbeholdt jeg min Elskede og gjorde ikke noget Forsøg

paa at gjøre den gjældende i Selskabet. Jeg fandt det heldigere for

mig at blive anseet for en ubetydelig end for en paatrængende Person;

var derfor kun saa venlig og høflig, som jeg formaaede. Dette var mig

nu heller ikke saa vanskeligt, da jeg i Virkeligheden var saa optagen

af een, at jeg ikke kunde overkomme mere.

Amalie har betegnet mit Væsen med et mindeværdigt Ord. Da jeg kom

tilbage som Præst til Kjøbenhavn, var de gamle Suhrs døde, og Amalie

fandt ikke, der var Anledning nok til at søge Omgang med Ole Suhrs

Hus. I et Selskab spurgte Biskop Martensen hende, hvorfor vi ikke

mere kom til Suhrs, vi havde dog staaet i saa nært Forhold til

Familien. Hun forklarede, at den yngre Slægt havde hun aldrig stemmet

synderligt med, nu var det Selskab, der samledes der, fremmed for

hende, og noget Venskab kunde der dog aldrig komme ud deraf. Ja, men

der gives dog Grader i Venskab, mente Biskoppen. Jeg har nu altid

syntes, vedblev Amalie, at min Mand passede saa lidt i den Kreds, at

da han først begyndte at komme der, var det mig ligesom jeg ~maatte

oversætte for dem, hvad han sagde~, før de kunde begribe ham. Det kan

jeg saa godt forstaae, svarede Martensen med sin grundige Mine.

Som sagt kunde jeg tilbringe to Dage om Ugen paa Sølyst, men de

øvrige savnedes der heller sjelden Leilighed til at besøge min Kjære.

Vi fordybede os da i Haven og Skoven og talte selvfølgelig idelig

om al Naturens Herlighed, som den speilede sig i vore Hjærters

Herlighed. Naturen var der heller intet at sige paa. Endog Kjendere,

som ikke er Elskere, maatte indrømme, at den viste sin skjønneste

Side frem i den Sommer. Men Talen kunde der vel med Grund siges

det paa, som Kjendere pleie at lade den høre, at Elskovstale kan

vanskelig komme ud af at være rigtig sand.

Min var det idetmindste ikke. Saa henrivende -- at sige i min

Ledsagerindes Øren -- jeg end kunde tale om Luftens Toner, om Havets

vexlende Stemninger, om Skyggespillet i Lunden, om Blomst og Blad og

hvad Nattergalen sagde, og Aftenklokken i det Fjerne og alt det, som

jeg saa siden henne i Krostuen satte paa Vers, saa brød jeg mig i

Virkeligheden ikke stort derom, Versene, det kunde være, dem gjentog

jeg altid for mig selv, men om ellers alle de Ting speilede sig i

Hjærtet eller ikke fik jeg ikke efterseet, jeg saae mere efter, hvad

der var i Dybet, end hvad der speilede sig i Overfladen.

Tiltrods for at jeg gjerne vilde være poetisk, er jeg dog bange for,

at jeg kun altfor snart faldt ud af Rollen, og mere underholdt min

Elskede med besværlige psychologiske Undersøgelser, der forurolige

baade Tanken og Hjærtet, end med skjønne Syner, der lette Sindet. Jeg

frygter for, at hun snart begyndte at føle, at det var en vanskelig

Mand, hun havde faaet sig, hvori hun ikke havde Uret. Det har været

mit Livs Plage, at jeg har en ustyrlig Trang til at sige for meget,

og i enhver Sag, stor eller liden, at ville have en anden Mening end

andre Mennesker, og ikke at ville lade mig selv eller andre have

Fred. Hun skulde nu til at sætte sig ind deri, til »at oversætte min

Tale«, og det gik ikke uden from Forsagelse fra hendes Side.

Hvad hører der dog ikke til, at to Mennesker kunne voxe sammen, om

de end er nok saa kjærlige Sjæle? Fortvivlet, jo kjærligere de er,

desto vanskeligere bliver det. Kjølige Hjærter komme let over det.

De gjør ikke store Fordringer, de indrette sig paa at have Terrænet

delt imellem sig og hver sin Plads at røre sig paa, saa nikke de af

og til til hinanden over Hegnet. Men vil man først intet vide af

Hegn, hverken Tjørn eller Rosenhæk, vil man have Hjærte lagt lige paa

Hjærte og lytte til, om Slagene stemme, og have alle Tankens Fostre

frem i Lyset, at see, om de ogsaa rigtig er Søstre, saa bliver det en

mer end menneskelig Opgave. Elskende Sjæle ville Salighed, men den

hører kun hjemme i Paradis.

Sølyst var nu just ikke noget Paradis, hvad saa end Fortidens Digtere

har villet gjøre det til. Imidlertid havde det skjønne Sted for os

to dog saameget af Luftningen fra Guds Have i de Sommerdage, at det

idetmindste bragte os til at føle Opgaven. Kjærlighedsbreve er en dyb

Hemmelighed, det forstaaer sig. Men da jeg skriver, hvad der vel

ikke bliver læst, før vi alle ere døde, kan jeg vel nok tillade mig

selv den Nydelse at afskrive nogle Prøver paa, hvordan vi dengang

søgte at løse Opgaven.

Endog medens jeg var i Torbæk, skrev vi omtrent daglig. Der skulde

jo meddeles, hvad der var oplevet efterat vi -- ogsaa daglig --

havde forladt hinanden. Hendes endte sædvanlig med den bedste af

alle Sætninger: Saa venter jeg min Elskede ved Laagen Kl. -- Mine

indeholdt mest lyriske Skildringer, som 6. August:

»Du er et godt Menneske imod mig -- det bedste Menneske under Solen,

maa jeg sige idag: iaftes vilde jeg have sagt; det mest henrivende

Menneske under Maanen. Jeg sad oppe ved Concertsalen og hørte en

smeltende Ouverture af Mozart, Maanen stod over Stranden, saaledes,

at Sølyst Havepynt ragede ud i et glimtende Straalehav. Det var mig

ubegribeligt og smerteligt, at jeg ikke længer havde dig i min Arm,

og jeg tænkte i mit Sværmeri: see, saaledes lægger min Sjæl sig som

et Luehav om hendes, ja, som den straalefyldte Strand favner den

yndige Høi, hun pleier at staae paa. Sjelden har noget Billede saa

levende speilet sig i min Stemning. Da Musiken taug, og jeg reiste

mig for at vandre hjem, var det med den Tanke: Ja, er Kjærligheden

ikke evig, saa er den ingen Ting, men er den det, saa er den først en

Perle, man giver al sin Eie for, dernæst en uhyre Perle, hvori som

i Himmeldybet al Verden indesluttes. I hvad Forbindelse jeg kom til

saadanne Tanker, maa du selv udfinde. -- --«

Vi havde, som det saa tidt skete, siddet i Skoven, og jeg havde udøst

alt mit Hjærte for hende, om min egen Uværdighed, mine skiftende

Stemninger, min Frygt for at plage hende med mit Væsen, og hvorledes

alt dette maatte forklares. Til disse besværlige Undersøgelser svarer

hun mig næste Morgen, 18. August:

»Ja, du min egen Kjære! Jeg troer nok, jeg tør sige, kunde du end i

alle andre Henseender have faaet den, der stod høit over mig, saa

troer jeg ikke, du kunde finde nogen, der fuldkomnere kunde hengive

sig til dig. Ja, det gaaer saa vidt, at naar der kan være et og andet

hos mig, som jeg enten selv kan finde galt, eller som andre bebreide

mig, saa sørger jeg ikke saameget derover for min egen Skyld, som

for at du skal have En, der har de Feil og Mangler, saa jeg gjerne

kan sige, at hele mit Væsen gaaer op i dig, men deri finder jeg den

høieste Lykke. Den Følelse var ret saa inderlig hos mig igaar Aftes,

da vi sad sammen i Skoven, og jeg ret sad og fordybede mig i dit

Væsen. Jeg ønskede kun at kunne hengive mig, leve og opoffre mig for

dig, og det kan slet ikke nytte, hvad du siger, jeg troer alligevel,

at du føler ligesaadan for mig. Det er vistnok ikke sandt, hvad du

sagde iaftes, at du maatte sige Nei, naar jeg spurgte dig, om du

ene kunde leve for mig; og det var heller slet ikke sandt, naar jeg

svarede, at det forlangte jeg heller ikke. Det var dog med en lidt

resigneret og smertelig Følelse, jeg sagde det. Men jeg mener blot

det, at om du ogsaa studerer nok saa meget, og hengiver dig til de

høie Interesser, der beskjæftiger dig, saa hører dog dit egentlige

Liv mig til, og med det lever du dog fuldkommen for mig, ikke sandt?

Andet ønsker jeg jo heller ikke. Du kan da nok tænke, at jeg ikke

kunde ønske, at du altid skulde gaae og sværme og kun tænke paa mig,

det var jo en afskyelig og tillige dum Egoisme og Forfængelighed.

Det maa jo netop være min høieste Glæde, at du ret skulde blive til

noget. -- --«

Stemningerne skiftede stærkt. Der var foruden mit sædvanlige

Mellemværende mellem de høiere og lavere Følelser, endnu i den Sommer

en ganske naturlig og meget forstandig Tanke, der endelig ogsaa angik

os begge, den hvad jeg duede til i Verden, og hvad jeg skulde blive

til i den, som nok kunde ængste mig, skjønt jeg rigtignok ikke tog

mig synderlig af den. En Adjunktplads i Sorø var bleven ledig, og

jeg tænkte paa at søge den, men saa vidt jeg husker, gjorde jeg

ikke noget virkeligt derved; maaskee har jeg indgivet en Ansøgning,

men vist ikke fremstillet mig for nogen af de Styrende. Heller ikke

Amalie yndede den Plan. Med disse Tanker skrev jeg d. 25. August:

»Du, hvis Psychevinger jeg trænger til forat løfte mig over Jorden,

du vil jo nok have Taalmodighed med mig paa de kummerlige Veie, jeg

har at gaae paa. Jeg er igjen iaften af de Tanker, du nok kjender

hos mig, at jeg føler mig saa uendelig ringe. Ikke just afmægtig,

men endnu kun ved Begyndelsen af Evighedens Bane. Andre vilde, om

jeg sagde dem det, ikke betænke sig paa at kalde det et affectert

Hængehovederi, jeg selv vilde ogsaa kalde det saa, om jeg ikke

allerede var vant til, at det saa ideligt vender tilbage, at jeg ikke

kan fornegte det. Men dig kan jeg gjerne sige det, du vil ikke spotte

mig, du troer mig, naar jeg siger, det er sandt, om du end kan have

Grund til at skamme mig ud.

Jeg traf i Eftermiddag paa Universitetet Carl Thomsen, som meget

venlig kom hen og hilste paa mig. Jeg fortalte ham min Sorøske Plan;

vi gik op i Lunddahls Værelse, som ikke var hjemme, og vi sad længe

og talte sammen. Han fortalte mig meget om Sorø, især om Wegener, og

i alt, hvad han sagde, var der en saadan Forstand og smuk Tænkemaade,

dertil Lærdom og klar Dom, at jeg ganske indtagen i ham tænkte:

See der igjen et Menneske, som er mig langt overlegen, skjøndt jeg

maaskee af Naturen er ligesaa godt udrustet som han, bestemt til

ligesaameget og burde have opnaaet ligesaameget. Og hvormeget mere er

det ikke Tilfældet med de Mænd, han talte om? Den Tanke har jeg ikke

kunnet slippe den hele Aften, og nu gaaer det som sædvanligt ud over

dig, du min tro Ledsagerinde paa min Tankes forvildede Veie.

Hvor det er underligt at boe midt inde i et Kvarter af den travle By.

Den silde arbeidende Snedker høvler og saver, Moderen synger sit

Barn i Søvn, de større løbe og lege og skrige i Gaardene; paa den ene

Side stiger en Violin til de høieste Toner, paa den anden gjør en

Fløite sig forgjæves Flid med at faae en Vals i Takt. Mine pjaltede

Gjenboere afvexlende klamres og synge rørende Kjærlighedsviser i

stort Chor, og de arme Djævle lade formodentlig Flasken gaae rundt

dertil. Kattene miaue Serenader, og altsom det bliver mere stille,

hører jeg den evige Pladsken af Springvandet nede i Gaarden, hvortil

Bagerens Faarekyllinger svare som Pibe til Tromme. Saa Klangen af

Portklokken og Lyden af Vinduer, der hist og her lukkes, naar man

gaaer i Seng; og i alt det dog den dybeste Ensomhed og en Slags

Stilhed, der meget godt passer til min Stemning, naar jeg staaer i

Vinduet og lader mine Øine søge de evige Stjerner, der gaae deres

Baner, som da Kong Pharaos Vismænd udmaalte dem. Det var det med min

egen Ringhed -- du maa ikke mistænke mig for, at jeg ikke vel nok og

hjærteligt nok føler mit Broderskab med mit fattige Naboskab. Gud

glæde dig med den grønne uskyldige Susen.«

Jeg boede i Kronprindsessegaden i et Baghus, hvis Ende vendte ud til

Adelgadens Baghuse. Dertil svarede min forstandige Brud udaf sit

redelige Hjærte:

»Jeg kan saa tydelig sætte mig ind i din hele Stemning og de

Følelser, du omtaler, er mig ogsaa kun altfor vel bekjendte fra mig

selv. Du har visselig Ret i, at jeg ikke vil spotte dig, tværtimod

vil jeg optage enhver af dine Følelser i mit Indre, tænke over dem og

forstaae dem, som det var mine egne. Da jeg læste dine Yttringer om

dig selv og din egen Ringhed, kom jeg til at tænke paa, hvad Mynster

saa smukt siger i en af sine Betragtninger, og som greb mig meget, da

jeg læste det. Han omtaler den besynderlige Ustadighed hos Mennesket,

at man undertiden kan føle sig hævet, lykkelig og tilfreds med sig

selv, ja endogsaa næsten overmodig, og til andre Tider igjen saa

ringe, saa ussel og ubetydelig, og begge Dele, siger han, er lige

langt fra den sande Ydmyghed, som sætter al sin Lid til Gud, trofast

strider til det Maal, og kun vil være noget ved ham og i ham. Dette

udvikler han nu langt smukkere end jeg for Øieblikket kan huske det,

men der har altid forekommet mig at være en stor Sandhed deri. Det er

vist langt fra altid Beskedenhed, men der blander sig vist tidt en

Del Forfængelighed i de Følelser, der bringe os til at føle os saa

ringe overfor andre, ligesaa meget maaskee som i dem, der bringer os

til at oversee andre. Men jeg veed i Grunden ikke, hvorfor jeg siger

dig alt dette, som du dog veed og kan forklare langt bedre end jeg.

Du maa da endelig ikke troe, jeg vil belære dig eller bebreide dig

noget, men det er Ting, jeg tidt har sagt mig selv, og ved at læse

dit Brev, kom de igjen frem for mig. Du veed jo forresten nok, at

jeg slet ikke vil tillade dig at rive ned paa en vis Person ved Navn

Johannes. For ham holder jeg af, og der er ingen, der bedre end jeg

veed, hvor elskværdig og fortræffelig han er, og han staaer slet ikke

tilbage for nogen af de andre. Du kan saa sige om dem, hvad du vil,

fordi de er ældre og maaskee lidt mere lærde, det er ogsaa alt. Vil

du nu bare see, du er artig, ellers skal jeg nok correxe dig, naar

jeg faaer fat paa dig, kan du troe, din lille uartige Dreng! Men du

er dog deilig alligevel, og jeg holder uhyre meget af dig.

Det er ellers forunderligt nok, at den Beskrivelse, du gjør over

din Ensomhed midt i Byens Støi, netop svarer til de Tanker, der

beskjæftigede mig, da jeg iaftes sad paa Bænken udenfor Gaarden paa

den Tid i Tusmørket, som jeg holder saameget af, da der endnu er et

Skjær af Aftenrøden i Luften, og Stjernerne begynde at komme frem.

Jeg saae ud over Kjøbenhavn og tænkte paa, hvor du nu var. Det syntes

mig saa underligt, at du sad alene derinde, og jeg ikke var hos dig.

Det maa dog have været en egen sympathetisk Følelse, der har sagt mig

det i det Øieblik. Troer du ikke det? -- --«

Ja, saameget har vi levet sammen, at vi tidtnok har moret os med at

opdage, at vi tænke samtidig de samme Tanker. Hendes Alvorsprædiken

til mig var da heller ikke andet end mine egne Tanker. Alligevel

trænger jeg desværre til den endnu, faaer den ogsaa endnu.

Hun var i September i Hørsholm hos hendes Forældres gamle Venner,

Birkedommer Neergaards Familie. De forstode at gjøre det godt for

Mennesker, de indrettede en god gammeldags Tur til Dyrehaven, hvor

Vilhelm Holm og jeg maatte mødes med dem og tilbringe en lang skjøn

Dag i Skoven i det gladeste Selskab, og de fik siden mig ud til

Hørsholm, at jeg i to Dage kunde nyde denne Sværmeriets klassiske

Egn. Desuden gik Brevene hverdag frem og tilbage, et af dem anslaaer

min høieste Tone:

»Min egen inderlig elskede Amalie! Tak for igaar, og mit Hjærtes

daglige uudtømmelige Tak for det, du altid nærværende og fraværende

er for mig. Du skulde have hørt den Prædiken, Fog holdt igaar, og

som vel var saa overstrømmende frisk, fordi han om Morgenen havde

holdt den for sin Hustru -- saa vilde du forstaae, hvad jeg mener ved

det, den ene er for den anden. Han talte om, hvad Christus er for

os, men herved er jeg desværre kommen til min sædvanlige Fantasi,

at gjøre min Elskede til min Frelser. Dog, du vil tilgive mig, men

du maa ikke gjøre det paa den Betingelse, at du anseer mine Ord

for Spøg; derfor vil jeg aldrig have Ord om dig ansete, saa maa du

hellere lade være at tilgive mig. Maaskee er det dig en forargelig

Tale, eller i alt Fald en Hemmelighed, og en underlig Hemmelighed er

det ogsaa, men derfor ikke mindre antastelig og hellig, da det er

en Guds Hemmelighed. Jeg veed meget vel, at Frelsen er kommen til

mig fra den længst Henfarne, der viste sig for fjerne Slægter, og er

ikke at finde i et eller andet Menneske, men alligevel kan jeg ikke

lade være at gjentage for mig de Ord: Lyksalige de Øien, der saae

dig, de Øren, som hørte dig. For mig er altid det Nærmeste det først

ret kraftige. Kan det da undre dig, at jeg søger mig min Frelsers

Afbillede i hans mest benaadede Tjenerinde. Jeg kan ikke undvære ham,

og priser da Gud, fordi han ikke er død, men opstanden for at leve i

os og tage Bolig i dig. O, bliv for hans Skyld ikke vred og ikke kjed

af mine underlige Paastande. Jeg vilde ikke sige det, om mit Hjærte

ikke idelig strømmede over, og i dette Øieblik er saa fyldt af denne

Følelse, at jeg ikke kan holde den tilbage. Og tro mig, jeg har dog

stærkt gjort Vold paa mig selv for ikke at sige mere. Du kjære, kjære

Pige, hvad var jeg dog bleven til, om jeg ikke havde mødt dig, eller

om jeg ikke havde været værdig til din Tro, din Kjærlighed og dit

Haab, da jeg mødte dig?«

Hun svarede:

»Min kjære, kjære Johannes! Du skal ikke vente paa Svar, jeg griber

strax Pennen. Dit Brev glædede mig som sædvanligt. Du veed ikke, hvad

det er for en Salighed for mig at høre dig tale saa varmt, jeg kan

gjerne sige glødende, om din Kjærlighed til mig. Jeg føler mig saa

ubeskrivelig lykkelig, men tillige saa ydmyg derved. Du maa dog love

mig, at du ikke vil tale derom paa den Maade som i dette Brev. Du har

Ret i, at det for mig næsten er en Hemmelighed, hvad du mener dermed,

og uagtet jeg vil tilstaae, at jeg var svag nok til at ønske, at du

havde skrevet alt, hvad du tænkte, da du siger, du har gjort Vold

paa dig, for ikke at sige mere, saa føler jeg mig dog saa ængstelig

tilmode derved; og jeg maa tænke ved mig selv, hvad er jeg dog,

at han taler saaledes til mig? Hvor er det dog muligt, at jeg kan

have den Indflydelse paa ham, som staaer saa høit over mig i enhver

Henseende? Ak, jeg føler desværre, hvor meget jeg selv trænger til en

Frelser, jeg er langtfra saa god og gudfrygtig, som jeg burde være.

Jeg veed ikke selv, hvorledes det er, men jeg synes næsten, at jeg

ikke mere saa levende trænger til at udøse mit Hjærte for Gud som

før; jeg føler mig nu altid saa lykkelig, saa fuld af glade, ogsaa

gode Tanker, og min Bøn bliver som oftest kun en Bøn for dig. Men

det er dog ikke ret, og det maa ogsaa blive anderledes, føler jeg

godt. Nu skulde vi hjælpe hinanden, ikke sandt? og gjensidig være

hinanden en frelsende Ven. Saaledes synes jeg, det er smukt og godt,

og vistnok den gode Gud behageligt, ham til hvem alle vore Tanker og

Følelser maa stunde, og uden hvem vi dog intet ere. --«

Sommeren gik til Ende, og som fra een Side dens Begyndelse havde

aabnet en ny Periode i mit Liv, gjorde dens Slutning det fra en anden.

Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det · 第 15 / 29 段