Selv tak. Farvel, Jens.
Hans Råskov så efter drengen, der løb ind mod land på sine vaklende
ben.
Så var det mig, mumlede han.
Han begyndte at slå i isen. De første to alen gik let, men snart
mærkede han, at en dødelig mathed lammede hans hænder. Han hævede sig
op på isen, der knækkede under hans vægt, og på den måde kom han
igen et par alen fremad. Derefter syntes den at være solid nok til at
kunne bære ham.
Han hvilede sig lidt med bægge hænder om iskanten, men under denne
hvile svandt næsten alle hans kræfter. Han formåede ikke at hæve sig
op; benene blev trukket den anden vej.
Hans er blevet gammel, mumlede han.
Han ledte i sine lommer efter et eller andet, som han kunde hugge ned
i isen, men fandt ingenting. Da trak der ligesom et smil over hans
stivnede læber: Her skulde det altså ende. -- Det smærtede i brystet;
hvert åndedrag af den kolde luft gjorde ondt der nede, og hans hoved
blev tungt.
Han så ind mod land, hvor drengen ikke mere var til at øjne. Han var
vel snart hjemme. Han kunde ikke slippe den dreng af tankerne; han
havde dog nogen at holde af i sit sidste øjeblik. -- Jeg har taget
hans plads her, tænkte han; han skal ta min plads i verden, det er et
godt bytte. Så er det dog ligesom jeg efterlader mig noget, idet jeg
selv dør.
Han så op, himlen havde ligesom løftet sig, stjærnerne stod højere
over hans hoved end ellers; den sagte vind puslede med hans våde hår.
Lammelsen tog ham nede fra, hjærtet slog med besvær, og der udgik en
ængstelse fra det, som så ofte før, men døsigheden lae sig over hans
hoved og dulmede, han blinkede tungt et par gange og følte ikke mere
kulden; det var ligesom vandet var blevet lunkent.
Han forsøgte at få øjnene op. Var der ikke noget, der skinnede et
sted? En kostbar ting, der lå og vinkede i solskinnet?
Et venligt, rødt skær bredte sig for hans lukkede øjne, idet han gik
under, som kunde det være genskinnet af en usigelig mildhed langt
borte, der endelig havde fundet vej til ham.