Da baronen hadde endt sin fortælling om den ægyptiske reise, vilde han
begi sig tilsengs; men det vilde hans tilhørere paa ingen maate tillate,
da de hadde lyst til at høre mere om sultanens harem. Paa dette vilde
han dog aldeles ikke indlate sig, men lovet at fortælle nogen historier
om de merkværdige tjenere, han hadde forskaffet sig. Han fortalte da
følgende:
Efter min tilbakekomst fra Ægypten, var jeg rigtig i sultanens gunst.
Hans majestæt kunde aldeles ikke undvære mig og befalte mig til sit
bord, baade morgen og aften.
Jeg maa da ogsaa bekjende, at ingen regjerende fyrste i hele verden har
et saa godt bord som sultanen, idetmindste hvad maten angaar; for med
hensyn til sterke drikker, saa vet I, mine herrer, at Muhameds lov
forbyder paa det strengeste enhver troende at drikke vin. Ingen som
spiser hos en tyrk, maa derfor vente at bli traktert aabenlyst med vin;
men det kan nok hænde at han i smug kan faa hvad han lyster; ti trods
koranens forskrifter er det mer end en tyrk, som vet at sætte likesaa
stor pris paa den ædle druesaft som hvilkensomhelst tysk prælat. Hans
høihet storsultanen var ogsaa blandt disse. Ved det offentlige taffel,
hvor kirkens øverste, eller som han her kaldes mufti, fremsa bønner
baade før og efter maaltidet, blev derfor naturligvis vin ikke engang
nævnt; men efter maaltidet ventet sædvanlig en utsøkt fin flaske vin paa
hans majestæt i hans private værelse. En vakker dag gav storsultanen mig
et vink, at jeg skulde følge med ham derind. Efter at ha laast døren,
tok han frem en flaske av et skap og sa:
«Münchhausen, jeg vet at I kristne skjønner eder paa en flaske god vin.
Her er en flaske tokaier; men det er den sidste. Saadan vin har De
aldrig i Deres liv drukket.» Herpaa fyldte han i til os begge og klinket
med mig.
«Nu, hvad synes De om den? Lar den sig ikke drikke?»
«Vinen er god, Deres høihet,» svarte jeg; «men med Deres keiserlige
majestæts tilladelse vover jeg at forsikre, at jeg har drukket en endnu
bedre hos høisalig keiser Karl den sjette. Den skulde Deres høihet ha
smakt.»
«Min kjære Münchhausen, jeg har al agtelse for Deres ord, men det er
umulig at finde bedre tokaier end denne. Jeg fik den engang av en
ungarsk magnat, som lovpriste den for mig som den største sjeldenhet.»
«Skjæmt, Deres majestæt! Det er forskjel paa tokaier ogsaa. Desforuten
er ikke gavmildhet just de ungarske adelsmænds svake side; de vet nok
hvad de gir.
Hvad vil Deres høihet vedde om, at jeg inden en time skal skaffe Dem en
flaske tokaier fra den keiserlige kjelder i Wien, som De vil finde er
noget ganske andet end denne?»
«Münchhausen, jeg tror De har mistet forstanden.»
«Nei, Deres majestæt, inden en time skal jeg skaffe en flaske tokaier
fra den keiserlige kjelder i Wien, som skal smake ganske anderledes end
dette elendige stof.»
«Münchhausen, Münchhausen, De vil nok holde mig for nar; men saadant
taaler jeg ikke. Jeg har altid anset Dem for en fornuftig og sanddru
mand, men nu ser det ut som De ikke er bedre end mit hof.»
«Godt, maaske Deres majestæt vil værdiges at motta mit væddemaal. Hvis
jeg ikke opfylder mit løfte -- og jeg tør si at jeg er en svoren fiende
af al slags skryt -- saa kan Deres høihet hugge mit hode av, og mit hode
er ikke noget græskar. Det er hvad jeg sætter op, hvad sætter Deres
høihet imot?»
«Godt, jeg mottar væddemaalet,» sa sultanen, «hvis ikke flasken er her
inden klokken slaar fire, saa hugger jeg Deres hode av uten mindste
barmhjertighet, for jeg liker slet ikke at bli spillet paa næsen, selv
ikke av mine bedste venner. Paa den anden side, hvis De vinder
væddemaalet saa har De fuld frihet til at ta fra mit skatkammer saa
meget guld, sølv, ædelstener og perler, som den sterkeste mand er istand
til at bære.»
«Det lar sig høre,» sa jeg, bad om pen og blæk og skrev følgende brev
til keiserinde Maria Theresa:
«Deres majestæt har uten tvil som keiserdømmets arving ogsaa arvet Deres
majestæts høistsalige fars vinkjælder. Jeg tillader mig derfor
allerunderdanigst at anholde Deres majestæt om at faa overlatt med budet
en flaske av den tokaier, som jeg saa ofte har hat den ære at drikke
sammen med Deres majestæts høie far. Jeg tillader mig ogsaa
allerunderdanigst at anholde om Deres majestæt naadigst vil behage selv
at utvælge flasken i kjelderen for at undgaa ethvert bedrageri. Det
gjælder en sak av allerstørste betydning for Deres ydmyge tjener. Jeg
griper tillike leiligheten til at forsikre Deres majestæt om den dype
høiagtelse, hvormed jeg har den ære at være osv. osv. Baron v.
Münchhausen.» Da klokken alt var fem minutter over tre, gav jeg
øieblikkelig brevet til min løper som spændte vægtene av benene og løp
avsted til Wien. Sultanen og jeg drak nu op resten av flasken, mens vi
ventet paa en ny av en bedre sort. Klokken blev et kvarter over tre, saa
halv fire og tilslut tre kvarter i fire og endnu hadde ingen løper vendt
tilbake. Jeg kan ikke negte for, at jeg begyndte at bli noget het om
ørene, saa meget mere som jeg bemerket, at hans høihet fra tid til anden
kastet sine øine paa den klokkestreng, hvormed han tilkaldte sin
skarpretter. Han gav mig vistnok lov til at gaa ned i haven for at
trække litt frisk luft, men lot mig ogsaa ledsage av et par tjenende
aander, som ikke tapte mig av syne. Viseren pekte paa fem minutter paa
fire. Jeg var aldeles ute av mig selv, hvilket min stilling nok kan
undskylde. Jeg fik fat i skytten og manden med de gode ører. De kom
øieblikkelig og den sidste la øret paa jorden for at høre, om ikke min
løper var i anmarsch. De kan forestille Dem min forskrækkelse, da han sa
at slyngelen laa etsteds langt borte og snorket av alle kræfter. Knapt
hadde min brave jæger hørt dette, førend han sprang op paa en høi
terrasse, stillet sig paa tærne og saa sig omkring, hvorpaa han heftig
ropte:
«Der ligger den dovne slyngel! Ved Belgrad, under en ek med flasken ved
sin side. Men vent, jeg skal snart faa dig vaaken!»
Han la riflen til skulderen og sendte hele ladningen i trætoppen.
Nøtter, kvister og blad haglet ned paa snorkeren, vækket ham og satte
benene igang paa ham med en saadan fart -- han var ræd for at ha
forsovet sig -- at han ankom til storsultanens kabinet med tokaieren og
et egenhændig brev fra keiserinden til mig, da den endnu manglet et
kvart minut paa fire. Min høiædle velynder grep flasken og begyndte at
smake paa den, som det syntes med de tydeligste tegn paa velbehag.
«Min kjære Münchhausen,» sa han, «De vil ikke bli fornærmet paa mig,
naar jeg beholder denne flaske for mig selv. De staar bedre anskrevet i
Wien end jeg, og har derfor lettere for at faa en til af samme sort.»
Dermed laaste han flasken ind i sit skap, stak nøklen i lommen og ringte
paa skatmesteren. Aa for en deilig lyd det var i den klokke.
«Jeg maa vel betale, naar jeg har tapt,» fortsatte han; «hør her,
skatmester, du kan la min ven, Münchhausen, ta av mit skatkammer saa
meget sølv, guld, perler og ædelstener, som den sterkeste mand er istand
til at bære.»
Skatmesteren bukket tre ganger til jorden for sin herre som hjertelig
rystet min haand, og saa lot han os begge trække sig tilbake.
Jeg behøver vel ikke at fortælle, at jeg ikke spildte et øieblik med at
faa sultanens befaling opfyldt. Jeg lot min sterke mand -- han som drog
omkuld skogen -- komme med sit taug og vi gik saa sammen til
skatkammeret. Jeg forsikrer Dem, at det ikke var store ting igjen da vi
forlot det.
Jeg skyndte mig ned til havnen, fragtet det største skib som jeg kunde
faa fat i, og stak øieblikkelig tilsjøs for at bringe mine skatter i
sikkerhet, før noget ubehagelig kunde komme iveien.
Hvad jeg hadde frygtet indtraf ogsaa snart. Skatmesteren lot døren staa
paa vid gap -- det hadde visst heller ikke lønnet umaken at lukke den --
og skyndte sig av alle kræfter til sultanen, hvem han fortalte hvorledes
jeg hadde benyttet mig av hans gavmildhet.
Hans høihet mottok underretningen med stum forbauselse og begyndte
derpaa at rase over sin letsindighet. Han gav storadmiralen ordre til
øieblikkelig at forfølge mig med hele flaaten og gi mig at forstaa, at
væddemaalet ikke var ment paa den maate.
Jeg var neppe kommet to mil tilsjøs, da vi fik se hele den tyrkiske
flaate hale ind paa os med alle seil tilsat som trække kunde. Jeg
tilstaar at mit hode, som just hadde begyndt at føle sig mere sikkert,
nu rystet voldsommere end nogensinde. Men min vindmaker trøstet mig
snart.
«Vær ikke urolig, Deres excellence,» sa han, satte sig op i agterstavnen
og vendte det ene næsebor mot den tyrkiske flaate og det andet mot vore
seil.
Saa begyndte han at blaase med slik voldsomhet paa den tyrkiske flaate,
at den ilde tilredt maatte vende tilbake, nogen skibe med tap av master
og andre med hele riggen, mens mit skib efter nogen timers lykkelig
reise løp ind i en italiensk havn.
Jeg hadde forresten ikke stor glæde av mine medførte rigdommer, ti i
Italien er som man vet, fattigdom og tiggeri saa almindelig og politiet
saa usselt, at jeg som kanske er altfor godhjertet, maatte gi bort
største delen til tiggere.
En bande stratenrøvere, som jeg under min reise i Rom traf i Lorettos
hellige egn, gjorde sig tilgode med resten. Disse herrer har vel ikke
følt noget videre til samvittighetsnag over sin daad, for deres fangst
var saa stor at de i Rom for hundrededelen kunde kjøpe sig
syndsforladelse for alle de synder, som de allerede hadde begaat, og som
de og deres efterkommere vilde komme til at begaa.
Men nu, mine herrer, er det for længe siden sovetid. God nat!