Fjerde sjøreise.
Mens jeg endnu var i Tyrkiets tjeneste, moret jeg mig ofte med at seile
ut i en lystbaat paa Marmorahavet, hvorfra man har en herlig utsigt til
Konstantinopel med sultanens seraljer. En morgen som jeg var ute, sat
jeg just og betragtet den vidunderlig klare, blaa himmel, da jeg blev
var en rund tingest deroppe, og som syntes at være saa stor som en
biljardkule med noget hængende under sig.
Jeg tok straks min groveste og længstrækkende fuglebøsse, som jeg aldrig
med min gode vilje reiser foruten. Jeg ladde den med en kule og fyrte
efter tingesten, men uten virkning da den var altfor langt borte. Jeg
tok da dobbelt portion krudt og fem kuler; da gik det bedre, kulerne
traf og rev hul paa den ene side. De kan dømme om min forbauselse, da
jeg fik se en pragtfuld forgyldt gondol, hængende ned fra en uhyre
ballon, falde ned like ved min baat. I gondolen var der en mand og
halvdelen av et stekt faar. Da min forbauselse hadde lagt sig noget,
befalte jeg mine folk at ro ut efter denne herre.
Manden saa ut som han kunde være en franskmand, hvilket siden ogsaa
viste sig at være tilfældet. Han hadde i hver vestlomme et pragtfuldt
guldur og vægtige kjæder med medaljoner. I hvert knaphul hang en
guldmedalje, som mindst var hundrede dukater værd. Paa hver av hans
fingre glitret en kostbar diamantring, og hans lommer var saa fulde av
pengeposer, at de tynget hans kjoleskjøter ned mot jorden. Visselig, sa
jeg til mig selv, maa denne mand ha gjort menneskeheten mange store
tjenester, siden alle disse høie herskaper har belæsset ham med saa
mange gaver i slike usle og gjerrige tider som vore. Faldet hadde
aldeles bedøvet ham, saa det varte en stund før han kunde tale. Litt
efter litt kom han sig og fortalte følgende:
«Mit hode var ikke sterkt nok for denne maate at reise paa, heller ikke
er jeg tilstrækkelig inde i videnskapen for at kunne beseire alle
vanskelighetene dermed. Min tanke var at ydmyge alle døgnfluer av
linedansere og gjøglere ved at hæve mig langt over deres hoder. For syv
eller otte dage siden -- jeg kan ikke si det nøiere, da jeg har tapt
tidsregningen, eftersom jeg hele tiden har været der hvor solen aldrig
gaar ned -- steg jeg op fra Kap Lizard i Cornwallis i England og tok med
mig et faar for at gjøre kunster dermed til tilskuernes forlystelse.
Uheldigvis øket vinden paa, og istedetfor at drive til Exeter hvor jeg
hadde isinde at lande, blev jeg drevet tilhavs, men saa høit at jeg ikke
kunde gjøre nogen iagttagelser. Jeg blev snart saa sulten, at jeg kunde
prise mig lykkelig ved at ha tat faaret med mig. Jeg dræpte nu dyret, og
jeg var da langt ovenfor maanen og i omtrent 16 timer saa nær solen, at
den sved øienbrynene av mig. Jeg la derfor faareskrotten paa det sted i
gondolen, hvor solen hadde mest magt, det vil si der hvor ballonen ikke
kastet skygge, og efter et par timers forløp var alt gjennemstekt. Paa
denne stek har jeg hele tiden levet. Aarsaken til mit lange luftophold,»
tilføide han, «var den at en snor som aapnet ballonens ventil, hadde
sprunget, og hadde De ikke skutt hul paa ballonen, saa var jeg
sandsynligvis som Muhamed blit svævende mellem himmel og jord til
dommedag.»
Saaledes sluttet han sin fortælling. Da jeg sa ham, at den midt foran os
liggende store bygning var sultanens seralj, blev han aldeles
forbløffet, for han hadde trodd at være paa et ganske andet sted end i
Konstantinopel.
Gondolen skjænket han siden min styrmand og levningerne av faaret kastet
han i havet.
Ballonen var blit saa beskadiget av faldet og skuddet, at den ikke kunde
repareres.