Et Par Uger senere befandt jeg mig ude en Aften.
Jeg havde igen siddet på en af Kirkegårdene og skrevet på en Artikel for et
af Bladene; mens jeg var i Færd hermed, blev Klokken ti, Mørket faldt ind
og Porten skulde lukkes. Jeg var sulten, meget sulten; de ti Kroner vared
desværre så altfor kort; nu var det to, næsten tre Døgn, siden jeg havde
spist noget, og jeg følte mig noget mat, lidt anstrængt af at føre
Blyanten. Jeg havde en halv Pennekniv og et Nøgleknippe i Lommen, men ikke
en Øre.
Da Kirkegårdsporten lukkedes, skulde jeg jo have gået lige hjem; men af en
instinktsmæssig Sky for mit Værelse, hvor alt var mørkt og tomt, et forladt
Blikkenslagerværksted, som jeg endelig havde fået Lov til at holde til i
sålænge, sjangled jeg videre, drev på Må og Få forbi Rådstuen, helt ned til
Sjøen og hen til en Bænk på Jærnbanebryggen hvor jeg satte mig.
Der faldt mig i Øjeblikket ikke en trist Tanke ind, jeg glemte min Nød og
følte mig beroliget ved Synet af Havnen, der lå fredelig og skøn i
Halvmørket. Af gammel Vane vilde jeg glæde mig selv med at gennemlæse det
Stykke, jeg netop havde skrevet, og som forekom min lidende Hjærne det
bedste, jeg havde gjort. Jeg tog mit Manuskript op af Lommen, holdt det tæt
ind til Øjnene, forat se, og gennemløb den ene Side efter den anden.
Tilsidst blev jeg træt og stak Papirerne i Lommen. Alting var stille; Sjøen
lå som et blåt Perlemor henover, og Småfuglene fløj tause forbi mig fra
Sted til Sted. En Politikonstabel patroullerer et Stykke henne, ellers ses
ikke et Menneske, og hele Havnen ligger tyst.
Jeg tæller igen mine Penge: en halv Pennekniv, et Nøgleknippe; men ikke en
Øre. Pludselig griber jeg ned i min Lomme og trækker atter Papirerne op.
Det var en mekanisk Akt, en ubevidst Nervetrækning. Jeg udsøger mig et
hvidt, ubeskrevet Blad, og — Gud ved, hvor jeg fik Idéen fra — jeg laved
et Kræmmerhus, lukked det varligt til, så det så ud som fuldt, og kasted
det langt henad Brostenene; af Vinden førtes det endnu lidt længer, så
blev det liggende.
Nu havde Sulten begyndt at angribe mig. Jeg sad og så på dette hvide
Kræmmerhus, der ligesom svulmed af blanke Sølvpenge, og hidsed mig selv til
at tro, at det virkelig indeholdt noget. Ganske højt sad jeg og lokked mig
til at gætte Summen — hvis jeg gætted rigtigt, var den min! Jeg
forestilled mig de små, nydelige Tiøringer i Bunden og de fede, riflede
Kroner ovenpå — et helt Kræmmerhus fuldt af Penge! Jeg sad og så på det
med opspilede Øjne og hæled mig selv til at gå og stjæle det
Så hører jeg Konstablen hoste — og hvordan kunde jeg dog falde på at gøre
netop det samme? Jeg rejser mig op fra Bænken og hoster, og jeg gentager
det tre Gange, forat han skal høre det. Hvor vilde han ikke kaste sig over
Kræmmerhuset, når han kom! Jeg sad og glæded mig over dette Puds, gned mig
henrykt i Hænderne og bandte storslagent hen i Hyt og Vejr. Om han ikke
skulde få en lang Næse, den Hund! Om han ikke vilde synke ned i Helvedes
hedeste Pøl og Pine for den Kæltringstreg! Jeg var bleven drukken af Sult,
min Hunger havde beruset mig.
Et Par Minutter efter kommer Konstablen, klappende med sine Jærnhæle i
Brostenene, spejdende til alle Sider. Han giver sig god Tid, han har hele
Natten for sig; han ser ikke Kræmmerhuset — ikke førend han er det ganske
nær. Da standser han og betragter det. Det ser så hvidt og værdifuldt ud
der det ligger, måske en liden Sum, hvad? en liden Sum Sølvpenge? . . . .
Og han tager det op. Hm! det er let, det er meget let. Måske en kostelig
Fjær, Hattepynt . . . . Og han åbner det varsomt med sine store Hænder og
kiger ind. Jeg lo, lo og banked mig i Knæet, lo som en rasende Mand. Og
ikke en Lyd kom mig fra Struben; min Latter var tyst og hektisk, havde en
Gråds Inderlighed . . . .
Så klapper det igen i Brostenene, og Konstablen gør et Slag henover
Bryggen. Jeg sad der med Tårer i Øjnene og hikked efter Ånde, helt fra mig
selv af febersk Lystighed. Jeg begyndte at tale højt, fortalte mig selv om
Kræmmerhuset, eftergjorde den stakkels Konstabels Bevægelser, kiged ind i
min hule Hånd og gentog atter og atter for mig selv: Han hosted, da han
kasted det! Han hosted, da han kasted det! Til disse Ord føjed jeg nye, gav
dem pirrende Tillæg, omsatte hele Sætningen og spidsed den til: Han hosted
én Gang — khøhø!
Jeg udtømte mig i Variationer af disse Ord, og det led langt hen på
Aftenen, inden min Lystighed hørte op. En døsig Ro overkom mig så, en
behagelig Mathed, som jeg ikke gjorde Modstand mod. Mørket var bleven lidt
tykkere, en liden Bris fured i Sjøens Perlemor; Skibene, hvis Master jeg så
mod Himlen, så ud med sine sorte Skrog som lydløse Uhyrer, der rejste
Børster og lå og vented på mig. Jeg havde ingen Smærte, min Sult havde
stumpet den af; i dens Sted følte jeg mig behageligt tom, uberørt af alting
omkring mig og glad over at være uset af alle. Jeg lagde Benene op på
Bænken og læned mig bagover, således kunde jeg bedst føle Afsondrethedens
hele Velvære. Der var ikke en Sky i mit Sind, ikke en Fornemmelse af
Ubehag, og jeg havde ikke en Lyst eller Attrå uopfyldt, så vide min Tanke
kunde gå. Jeg lå med åbne Øjne i en Tilstand af Fraværenhed fra mig selv,
jeg følte mig dejligt borte.
Fremdeles var der ikke en Lyd, som forstyrred mig; det milde Mørke havde
skjult Alverden for mine Øjne og begravet mig der i idel Ro — blot
Stilhedens øde Lyddulm tier mig monotont i Ørene. Og de dunkle Uhyrer
derude vilde suge mig til sig, når Natten kom, og de vilde bringe mig langt
over Hav og gennem fremmede Land, hvor ikke Mennesker bo. Og de vilde
bringe mig til Prinsesse Ylajalis Slot, der en uanet Herlighed venter mig,
større end nogen Menneskers er. Og hun selv vilde sidde i en strålende Sal,
hvor alt er af Amatyst, i en Trone af gule Roser, og række Hånden ud mod
mig, når jeg stiger ind, hilse og råbe Velkommen, når jeg nærmer mig og
knæler: Velkommen, Ridder, til mig og mit Land! Jeg har ventet dig i tyve
Somre og kaldet dig i alle lyse Nætter, og når du sørged, har jeg grædt
herinde, og når du sov, har jeg åndet dig dejlige Drømme ind! . . . . Og
den skønne tager min Hånd og følger mig, leder mig frem gennem lange Gange,
hvor store Menneskeskarer råber Hurra, gennem lyse Haver, hvor tre hundrede
unge Piger leger og ler, ind i en anden Sal, hvor alt er af lysende
Smaragd. Solen skinner herinde, i Gallerier og Gange går hendragende Kor af
Musik, Strømme af Duft slår mig imøde. Jeg holder hendes Hånd i min, og jeg
føler i mit Blod Forhekselsens vilde Dejlighed fare; jeg lægger min Arm om
hende, og hun hvisker: Ikke her, kom længer endnu! Og vi stiger ind i den
røde Sal, hvor alt er Rubin, en frådende Herlighed, hvori jeg synker om. Da
føler jeg hendes Arme om mig, hun ånder henover mit Ansigt, hvisker:
Velkommen, Elskede! Kys mig! Mer . . . . mer . . . .
Jeg ser fra min Bænk Stjærner for mine Øjne, og min Tanke stryger ind i en
Orkan af Lys . . . .
Jeg var falden i Søvn, der jeg lå, og blev vækket af Konstablen. Der sad
jeg, ubarmhjærtigen kaldt tilbage til Livet og Elendigheden. Min første
Følelse var en stupid Forbauselse over at finde mig selv ude under åben
Himmel, men snart afløstes denne af et bittert Mismod; jeg var lige ved at
græde af Sorg over endnu at være ilive. Det havde regnet, mens jeg sov,
mine Kiæder var ganske gennemvåde, og jeg følte en rå Kulde i mine Lemmer.
Mørket var bleven end tættere, det var med Nød jeg kunde skimte Konstablens
Ansigtstræk foran mig.
»Såh,« sagde han, »stå nu op!«
Jeg rejste mig straks; om han havde befalet mig at lægge mig ned igen,
havde jeg også adlydt. Jeg var meget nedstemt og ganske uden Kraft, dertil
kom, at jeg næsten øjeblikkelig begyndte at føle Sulten igen.
»Vent lidt!« råbte Konstablen efter mig, »Di går jo fra Demses Hat, Tosken!
Såh, gå nu!«
»Jeg syntes nok også, der var noget, jeg ligesom — ligesom havde glemt,«
stammed jeg fraværende. »Tak. Godnat.«
Og jeg sjangled afsted.
Den, som nu havde sig lidt Brød at tage til! Et sådant dejligt lidet
Rugbrød, som man kunde bide over, mens man gik i Gaderne! Og jeg gik og
tænkte mig netop den særlige Sort Rugbrød, som det skulde være så usigeligt
godt at få gnave. Jeg sulted bitterlig, ønsked mig død og borte, blev
sentimental og græd. Det blev aldrig Ende på min Elendighed! Så med en Gang
standsed jeg op på Gaden, stamped i Brostenene og bandte hojt. Hvad var
det, han havde kaldt mig? Tosken? Jeg skal vise den Konstabel, hvad det vil
sige at kalde mig Tosken! Dermed vendte jeg om og løb tilbage. Jeg følte
mig blussende hed af Vrede. Nede i Gaden snubled jeg og faldt, men jeg
ændsed det ikke, sprang op igen og løb. Nede ved Jærnbanetorvet var jeg
imidlertid ble ven så træt, at jeg følte mig ikke istand til at fortsætte
helt ned til Bryggen; min Vrede havde desuden taget af under Løbet. Endelig
standsed jeg og trak Vejret. Kunde det ikke også være ganske ligegyldigt,
hvad en sådan Konstabel havde sagt? — Ja, men jeg tålte ikke alt! —
Rigtignok! afbrød jeg mig selv; men han vidste ikke bedre! — Og denne
Undskyldning fandt jeg tilfredsstillende; jeg gentog to Gange for mig selv:
Han vidste ikke bedre! Dermed vendte jeg atter om.
Gud, hvad du kan finde på! tænkte jeg harmfuldt; løbe om som en gal i slige
dyvåde Gader mørke Natten! Sulten gnaved mig ulideligen og lod mig ikke i
Ro. Atter og atter svælged jeg Spyt, for på den Måde at mætte mig lidt, og
jeg syntes, det hjalp. Det havde været for småt med Mad for mig i
mangfoldige Uger, før dette kom på, og Kræfterne havde taget betydeligt af
i det sidste. Når jeg havde været heldig at fået en Femkrone opdrevet ved
en eller anden Manøvre, vilde ikke gærne disse Penge vare så længe, at jeg
blev helt restitueret, før en ny Sultetid brød ind over mig og slog mig i
Knæ. Det havde faret værst med min Ryg og mine Skuldre; den Smule Gnaven i
Brystet kunde jeg også standse et Øjeblik, når jeg hosted rigtig hårdt,
eller når jeg gik dygtigt foroverbøjet; men Ryggen og Skuldrene havde jeg
ingen Råd for. Hvordan kunde det dog være, at det slet ikke vilde lysne for
mig? Var jeg måske ikke lige så berettiget til at leve som hvemsomhelst
anden, som Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditør Hennechen? Om
jeg kanske ikke havde Skuldre som en Rise og to svære Arme at arbejde med,
og om jeg måske ikke havde søgt endog en Vedhuggerplads i Møllergaden,
forat tjene mit daglige Brød? Var jeg lad? Havde jeg ikke søgt Pladse og
hørt Forelæsninger og skrevet Avisartikler og læst og arbejdet Nat og Dag,
som en gal Mand? Og havde jeg ikke levet som en Gnier, spist Brød og Melk,
når jeg havde meget, Brød, når jeg havde lidet, og sultet, når jeg
ingenting havde? Boed jeg på Hotel, havde jeg en Suite Værelser i første
Etage? På et Udloft boed jeg, i et Blikkenslagerværksted, som Gud og
Hvermand havde rømt ud af sidste Vinter, fordi det sneed derind. Så jeg
kunde aldeles ikke begribe mig på det hele!
Alt dette gik jeg og tænkte på, og der var ikke så meget som en Gnist af
Ondskab eller Misundelighed eller Bitterhed i min Tanke.
Ved en Farvehandel standsed jeg og så indad Vinduet; jeg forsøgte at læse
Vignetterne på et Par hermetiske Dåser, men det var altfor mørkt. Ærgerlig
på mig selv for dette ny Påfund, og heftig, næsten vred over ikke at kunne
finde ud, hvad disse Dåser indeholdt, banked jeg én Gang i Vinduet og gik
videre. Oppe i Gaden så jeg en Politibetjent, jeg forstærked min Gang, gik
tæt hen til ham og sagde, uden ringeste Foranledning:
»Klokken er ti.«
»Nej, den er to,« svared han forundret.
»Nej, den er ti,« sagde jeg, »Klokken er ti.« Og stønnende af Vrede trådte
jeg endnu et Par Skridt frem, knytted min Hånd og sagde: »Hør, ved De hvad
— Klokken er ti!«
Han stod og overvejed en liden Stund, anskued min Person, stirred
forbløffet på mig. Endelig sagde han ganske stille:
»I hvert Fald er det jo på Tiden, at Dere går hjem. Vil Di, atte jej ska’
følle Dere?«
Ved denne Venlighed blev jeg afvæbnet; jeg følte, at jeg fik Tårer i
Øjnene, og jeg skyndte mig at svare:
»Nej, Tak! — Jeg har bare været lidt forsent ude . . . . på en Kafé
. . . . Jeg takker Dem så meget.«
Han lagde Hånden på Hjælmen, da jeg gik. Hans Venlighed havde ganske
overvældet mig, og jeg græd, fordi jeg ikke ejed fem Kroner at give ham.
Jeg standsed og så efter ham, idet han langsomt vandred sin Vej, slog mig
for Panden og græd heftigere, efterhvert som han fjærned sig. Jeg skældte
mig ud for min Fattigdom, kaldte mig ved Øgenavne, opfandt desperate
Benævnelser, kostelige rå Fund af Skældsord, som jeg overdynged mig selv
med. Dette fortsatte jeg med, indtil jeg var næsten helt hjemme. Da jeg kom
til Porten opdaged jeg, at jeg havde tabt mine Nøgler.
Ja, naturligvis! sagde jeg bittert til mig selv, hvorfor skulde jeg ikke
tabe mine Nøgler? Her bor jeg i en Gård, hvor der er en Stald nedenunder og
et Blikkenslagerværksted ovenpå; Porten er stængt om Natten, og ingen,
ingen kan lukke den op — hvorfor skulde jeg så ikke tabe mine Nøgler? Jeg
er våd som en Hund, lidt sulten, ganske bitte lidt sulten, og lidt
latterligt træt i Knæerne — hvorfor skulde jeg så ikke tabe dem? Hvorfor
kunde ikke egentlig hele Huset være flyttet ud i Aker, når jeg kom og
skulde ind? . . . . Og jeg lo ved mig selv, forhærdet af Sult og
Forkommenhed.
Jeg hørte Hestene stampe inde i Stalden, og jeg kunde se mit Vindu ovenpå;
men Porten kunde jeg ikke åbne, og jeg kunde ikke slippe ind. Træt og
bitter i Sind bestemte jeg mig derfor til at gå tilbage til Bryggen og lede
efter mine Nøgler.
Det var igen begyndt at regne, og jeg følte allerede Vandet trække igennem
på mine Skuldre. Ved Rådstuen fik jeg med en Gang en lys Idé: jeg vilde
anmode Politiet om at åbne Porten. Jeg henvendte mig straks til en
Konstabel og bad ham indstændigt om at følge med og lukke mig ind, hvis han
kunde.
Hja, hvis han kunde, ja! Men han kunde ikke, han havde ingen Nøgle.
Politiets Nøgler var ikke her, de var i Detektivafdelingen.
Hvad skulde jeg da gøre.?
Hja, jeg fik gå til et Hotel og lægge mig.
Men jeg kunde virkelig ikke gå til et Hotel og lægge mig; jeg havde ingen
Penge. Jeg havde været ude . . . . på en Kafé . . . . han forstod jo nok
. . . .
Vi stod der en liden Stund på Rådstuens Trappe. Han overvejed og betænkte
sig og anskued min Person. Regnen strømmed ned udenfor os.
»Så får Di gå ind til Vagthavende og mælle Dere som husvild,« sagde han.
Som husvild? Det havde jeg ikke tænkt på. Ja, Død og Plage, det var en god
Idé! Og jeg takked Konstablen på Stedet for dette fortrinlige Påfund. Om
jeg bare simpelthen kunde gå ind og sige, at jeg var husvild?
Simpelthen! . . . .
»Navn?« spurgte Vagthavende.
»Tangen — Andreas Tangen.«
Jeg ved ikke, hvorfor jeg løj. Min Tanke flagred opløst om og gav mig flere
Indfald, end jeg skøtted om; jeg hitted dette fjærntliggende Navn i
Øjeblikket og slynged det ud, uden nogen Beregning. Jeg løj uden
Nødvendighed.
»Bestilling?«
Dette var at sætte mig Stolen for Døren. Hm. Bestilling! Hvad _var_ min
Bestilling? Jeg tænkte først at gøre mig til Blikkenslager, men voved det
ikke; jeg havde givet mig et Navn, som ikke enhver Blikkenslager har,
desuden bar jeg Briller på Næsen. Da faldt det mig i Sinde at være
dumdristig, jeg trådte et Skridt frem og sagde fast og højtideligt:
»Journalist.«
Vagthavende gjorde et Ryk på sig, før han skrev, og stor som en husvild
Statsråd stod jeg foran Skranken. Det vakte ingen Mistanke; Vagthavende
kunde nok så godt forstå, at jeg nøled med mit Svar. Hvad ligned det, en
Journalist på Rådstuen, uden Tag over Hovedet!
»Ved hvilket Blad — Hr. Tangen?«
»Ved »Morgenbladet«,« sagde jeg. »Desværre har jeg været lidt forsent ude
iaften . . .«
»Ja, det taler vi ikke om!« afbrød han, og han lagde til med et Smil: »Når
Ungdommen er ude . . . . vi forstår . . . .« Henvendt til en Konstabel
sagde han, idet han rejste sig og bukked høfligt for mig: »Vis den Herre op
i den reserverede Afdeling. Godnat!«
Jeg følte mig kold nedad Ryggen over min egen Dristighed, og jeg knytted
Hænderne, der jeg gik, for at stive mig op. Havde jeg endda ikke blandet
»Morgenbladet« ind! Jeg vidste, at Friele kunde skære Tænder, og da Nøglen
gnissed i Låsen, mindedes jeg ved Lyden derom.
»Gassen brænder i ti Minutter,« sagde Konstablen endnu i Døren.
»Og så slukkes den?«
»Så slukkes den.«
Jeg satte mig på Sengen og horte, hvor Nøglen blev vreden om. Den lyse
Celle så venlig ud; jeg følte mig godt og vel i Hus og lytted med Velbehag
til Regnen udenfor. Jeg skulde ikke ønske mig noget bedre end en sådan
koselig Celle! Min Tilfredshed steg; siddende på Sengen med Hatten i Hånden
og med Øjnene heftet på Gasflammen henne i Væggen, gav jeg mig til at
eftertænke Momenterne i min første Befatning med Politiet. Dette var den
første, og hvor havde jeg ikke narret det! Journalist Tangen, hvadbehager?
Og så »Morgenbladet«! Hvor havde jeg ikke rammet Manden lige i Hjærtet med
»Morgenbladet«! Det taler vi ikke om, hvad? Siddet i Stiftsgården i Galla
til Klokken to, glemt Portnøglen og en Lommebog på nogle tusind Kroner
hjemme! Vis den Herre op i den reserverede Afdeling . . . .
Så slukner pludseligt Gassen, så forunderlig pludseligt, uden at tage af,
uden at svinde ind; jeg sidder i dybt Mørke, jeg kan ikke se min Hånd, ikke
de hvide Vægge omkring mig, intet. Der var ikke noget andet at gøre end at
gå tilsengs. Og jeg klædte mig af.
Men jeg var ikke søvntræt og kunde ikke sove. Jeg blev liggende en Tid at
se ind i Mørket, dette tykke Massemørke, som ingen Bund havde, og som jeg
ikke kunde begribe. Min Tanke kunde ikke fatte det. Det var mig uden al
Måde mørkt, og jeg følte dets Nærvær trykke mig. Jeg lukked Øjnene, gav mig
til at synge halvhøjt og kasted mig frem og tilbage på Briksen, forat
adsprede mig; men uden Nytte. Mørket havde besat min Tanke og lod mig ikke
et Øjeblik i Fred. Hvad om jeg selv var bleven opløst til Mørke, gjort til
ét med det? Jeg rejser mig op i Sengen og slår ud med Armene.
Min nervøse Tilstand havde ganske taget Overhånd, og det hjalp ikke,
hvormeget jeg forsøgte at modarbejde den. Der sad jeg, et Bytte for de
særeste Fantasier, tyssende på mig selv, nynnende Vuggesange, svedende af
Anstrængelse for at bringe mig i Ro. Jeg stirred ud i Mørket, og jeg havde
aldrig i mine Levedage set et sådant Mørke. Der var ingen Tvivl om, at jeg
her befandt mig foran en egen Sort af Mørke, et desperat Element, som ingen
tidligere havde været opmærksom på. De latterligste Tanker sysselsatte mig,
og hver Ting gjorde mig bange. Det lille Hul i Væggen ved min Seng
beskæftiger mig meget, et Spigerhul, jeg finder, et Mærke i Muren. Jeg
føler på det, blæser i det og søger at gætte mig dets Dybde. Det var ikke
noget uskyldigt Hul, slet ikke; det var et rigtig intrikat og
hemmelighedsfuldt Hul, som jeg måtte vogte mig for. Og besat af Tanken på
dette Hul, helt fra mig selv af Nysgærrighed og Frygt, måtte jeg tilsidst
stå op af Sengen og finde fat på min halve Pennekniv, forat måle dets Dybde
og forvisse mig om, at det ikke førte helt ind til Sidecellen.
Jeg lagde mig tilbage, forat forsøge at falde i Søvn, men i Virkeligheden
for atter at kæmpe med Mørket. Regnen havde ophørt udenfor, og jeg hørte
ikke en Lyd. En Tidlang vedblev jeg at lytte efter Fodtrin på Gaden, og jeg
gav mig ikke Fred, førend jeg havde hørt en Fodgænger gå forbi, efter Lyden
at dømme en Konstabel. Pludselig knipser jeg i Fingrene flere Gange og ler.
Det var da som bare Fan! Ha! — Jeg indbildte mig at have fundet et nyt
Ord. Jeg rejser mig op i Sengen og siger: Det findes ikke i Sproget, jeg
har opfundet det, _Kuboå_. Det har Bogstaver som et Ord, ved sødeste Gud,
Mand, du har opfundet et Ord . . . . _Kuboå_ . . . . af stor grammatikalsk
Betydning . . . .
Jeg sidder med åbne Øjne, forbauset over mit Fund, og ler af Glæde. Så
begynder jeg at hviske; man kunde belure mig, og jeg agted at holde min
Opfindelse hemmelig. Jeg var kommet ind i Sultens glade Vanvid; jeg var tom
og smærtefri, og min Tanke var uden Tøjler. Jeg overlægger i Stilhed med
mig selv. Med de mest forunderlige Spring i min Tankegang søger jeg at
udgranske Betydningen af mit ny Ord. Det behøved ikke at betyde hverken Gud
eller Tivoli, og hvem havde sagt, at det skulde betyde Dyrskue? Jeg knytter
Hånden heftigt og gentager en Gang til: Hvem har sagt, at det skal betyde
Dyrskue? Når jeg betænkte mig ret, var det ikke engang absolut nødvendigt,
at det betød Hængelås eller Solopgang. Et sådant Ord, som dette, var det
ikke vanskeligt at finde Mening til. Jeg vilde vente og se Tiden an.
Imidlertid kunde jeg sove på det.
Jeg ligger der på Briksen og småler, men siger ingenting, udtaler mig ikke
hverken fra eller til. Der går nogle Minutter, og jeg blir nervøs, det ny
Ord plager mig uden Ophør, vender altid tilbage, bemægtiger sig tilsidst al
min Tanke og gør mig alvorlig. Jeg havde opgjort mig en Mening om, hvad det
ikke skulde betyde, men ikke fattet nogen Bestemmelse om, hvad det skulde
betyde. Det er et Bispørgsmål! sagde jeg højt til mig selv, og jeg griber
mig i Armen og gentager, at det var et Bispørgsmål. Ordet var Gudskelov
fundet, og det var Hovedsagen. Men Tanken plager mig endeløst og hindrer
mig fra at falde i Søvn; intet var mig godt nok for dette ualmindeligt
sjældne Ord. Endelig rejser jeg mig atter op i Sengen, griber mig med begge
Hænder om Hovedet og siger: Nej, det er jo det, som netop er umuligt, at
lade det betyde Emigration eller Tobaksfabrik! Havde det kunnet betyde
noget sådant som dette, vilde jeg for længe siden have bestemt mig herfor
og taget Følgerne. Nej, egentlig var Ordet egnet til at betyde noget
_sjæleligt_, en Følelse, en Tilstand — om jeg ikke kunde forstå det? Og
jeg husker mig om, forat finde noget sjæleligt. Da forekommer det mig, at
nogen taler, blander sig ind i min Passiar, og jeg svarer vredt:
Hvadbehager? Nej, din idiotiske Mage findes ikke! Strikkegarn? Å, rejs til
Helvede! Nu måtte jeg rigtig le! Om jeg måtte spørge: Hvorfor skulde jeg
være forpligtet til at lade det betyde Strikkegarn, når jeg specielt havde
imod, at det betød Strikkegarn? Jeg havde selv opfundet Ordet, og jeg var i
min gode Ret til at lade det betyde hvadsomhelst for den Skyld. Såvidt jeg
vidste, havde jeg ikke endnu udtalt mig . . . .
Men mer og mer kom min Hjærne i Vildrede. Tilsidst sprang jeg ud af Sengen,
forat finde Vandledningen. Jeg var ikke tørst, men mit Hoved stod i Feber,
og jeg følte en instinktsmæssig Trang til Vand. Da jeg havde drukket, gik
jeg igen tilsengs og bestemte mig til med Vold og Magt at ville sove. Jeg
lukked Øjnene og tvang mig til at være rolig. Så lå jeg i flere Minutter,
uden at gøre en Bevægelse, jeg blev sved, og jeg følte Blodet støde heftigt
gennem Årene. Nej, det var dog altfor kosteligt, at han kunde lede efter
Penge i det Kræmmerhus! Han hosted også blot én Gang. Mon han går dernede
endnu? Sidder på min Bænk? . . . . Det blå Perlemor . . . . Skibene . . . .
Jeg åbned Øjnene. Hvor kunde jeg også holde dem lukket, når jeg ikke kunde
sove? Og det samme Mørke ruged omkring mig, samme uudgrundelige sorte
Evighed, som min Tanke stejled imod og ikke kunde fatte. Hvad kunde jeg dog
ligne det med? Jeg gjorde de mest fortvivlede Anstrængelser, forat finde et
Ord, der var sort nok til at betegne mig dette Mørke, et Ord så grusomt
sort, at det kunde sværte min Mund, når jeg nævnte det. Herregud, hvor det
var mørkt! Og jeg bringes igen til at tænke på Havnen, på Skibene, de sorte
Uhyrer, der lå og vented på mig. De vilde suge mig til sig og holde mig
fast og sejle med mig over Land og Hav, gennem mørke Riger, som ingen
Mennesker har set. Jeg føler mig ombord, trukket tilvands, svævende i
Skyerne, dalende, dalende . . . . Jeg giver et hæst Skrig af Angst og
hugger mig fast i Sengen; jeg havde gjort sådan farlig Rejse, suset ned
gennem Luften som en Byldt. Hvor følte jeg mig ikke frelst, da jeg slog
Hånden mod den hårde Briks! Således er det at dø, sagde jeg til mig selv,
nu skal du dø! Og jeg lå en liden Stund og tænkte over dette, at nu skulde
jeg dø. Da rejser jeg mig op i Sengen og spørger strængt: Hvem sagde, at
jeg skulde dø? Har jeg selv fundet Ordet, så er jeg i min gode Ret til selv
at bestemme, hvad det skal betyde . . . . Jeg hørte selv, at jeg
fantasered, hørte det endnu mens jeg talte. Min Galskab var et Delirium af
Svaghed og Udmattelse, men jeg var ikke sandsesløs. Og den Tanke fôr mig
med ét gennem Hjærnen, at jeg var bleven vanvittig. Greben af Rædsel farer
jeg ud af Sengen. Jeg raver hen til Døren, som jeg prøver at åbne, kaster
mig et Par Gange mod den, forat sprænge den, støder mit Hoved mod Væggen,
jamrer højt, bider mig i Fingrene, græder og bander . . . .
Alting var roligt; kun min egen Stemme kastedes tilbage fra Murene. Jeg var
falden om på Gulvet, ude af Stand til længer at tumle om i Cellen. Da
skimter jeg højt oppe, midt for mine Øjne, en grålig Kvadrat i Væggen, en
Tone af hvidt, en Anelse — det var Dagslyset. Jeg følte, at det var
Dagslyset, følte det med hver Pore i mit Legeme. Å, hvor ånded jeg ikke
dejligt ud! Jeg kasted mig flad på Gulvet og græd af Glæde over dette
velsignede Skimt af Lys, hulked af Taknemmelighed, kyssed mod Vinduet og
bar mig ad som en gal. Og jeg var mig også i dette Øjeblik bevidst, hvad
jeg gjorde. Alt Mismod var med engang borte, al Fortvivlelse og Smærte
ophørt, og jeg havde i denne Stund ikke et Ønske uopfyldt, så vide min
Tanke kunde gå. Jeg satte mig overende på Gulvet, folded Hænderne og vented
tålmodig på Dagens Frembrud.
Hvilken Nat havde ikke dette været! At man dog ikke har hørt nogen Larm,
tænkte jeg forundret. Men jeg var jo også i den reserverede Afdeling, højt
over alle Fanger. En husvild Statsråd, om jeg så måtte sige. Stadigt i den
bedste Stemning, med Øjnene vendt mod den lysere og lysere Rude i Muren,
mored jeg mig selv med at agere Statsråd, kaldte mig von Tangen og lagde
min Tale i Departementsstil. Mine Fantasier havde ikke hørt op, kun var jeg
langt mindre nervøs. Om jeg ikke havde begået den beklagelige Tankeløshed
at lægge min Lommebog hjemme! Om jeg ikke måtte have den Ære at bringe Hr.
Statsråden tilsengs? Og i yderste Alvor, med mange Ceremonier gik jeg hen
til Briksen og lagde mig.
Det var nu bleven så lyst, at jeg kunde nogenlunde skimte Cellens Omrids,
og lidt efter kunde jeg se det svære Håndtag i Døren. Dette adspreded mig;
det ensformige Mørke, så irriterende tykt, at det hindred mig fra at se mig
selv, var brudt; mit Blod blev roligere, og snart følte jeg mine Øjne
lukkes.
* * *
Jeg vækkedes af et Par Slag i min Dør. I al Hast sprang jeg op og klædte
mig skyndsomt på; mine Klæder var endnu gennemvåde fra igåraftes.
»Di vil mælle Dere nede hos Jourhavende,« sagde Konstablen.
Var der altså igen Formaliteter at gennemgå! tænkte jeg bange.
Jeg kom ind i et stort Rum nedenunder, hvor tredive eller firti Mennesker
sad, alle husvilde. Og en for en blev de råbt op af Protokollen, en for en
fik de en Billet til Mad. Jourhavende sagde stadig væk til Konstablen ved
sin Side:
»Fik han en Billet? Ja, glem ikke at give dem Billetter. De ser ud til at
trænge et Måltid.«
Og jeg stod og så på disse Billetter og ønsked mig en.
»Andreas Tangen, Journalist!«
Jeg trådte frem og bukked.
»Kære, hvordan kan _De_ være kommen her?«
Jeg forklared den hele Sammenhæng, gav den samme Historie som igåraftes,
løj med åbne Øjne og uden at blinke, løj med Oprigtighed: Været lidt
forsent ude, desværre . . . . på en Kafé . . . . mistet Portnøglen . . . .
»Ja,« sagde han og smilte, »således er det! Har de sovet godt da?«
»Som en Statsråd!« svaredjeg. »Som en Statsråd!«
»Det glæder mig!« sagde han og rejste sig. »Godmorgen!«
Og jeg gik.
En Billet, en Billet også til mig! Jeg har ikke spist på over tre lange
Dage og Nætter. Et Brød! Men der var ingen, som bød mig en Billet, og jeg
turde ikke begære en. Det vilde øjeblikkelig vakt Mistanke. Man vilde
begynde at grave i mine private Forhold og finde ud, hvem jeg virkelig var;
man vilde arrestere mig for falske Foregivender. — Med løftet Hoved, med
millionær Holdning og Hænderne heftet i mit Frakkefald skrider jeg ud af
Rådstuen.
Solen skinned allerede varmt, Klokken var ti, og Trafiken på Youngstorvet
var i fuld Bevægelse. Hvor skulde jeg tage Vejen? Jeg klapper på Lommen og
føler efter mit Manuskript; når Klokken blev elleve, vilde jeg forsøge at
træffe Redaktøren. Jeg står en Stund på Ballustraden og iagttager Livet
nedenunder mig; imens var det begyndt at dampe af mine Klæder. Hungeren
indfandt sig igen, gnaved mig i Brystet, rykked, gav mig små fine Stik, som
smærted mig. Havde jeg virkelig ikke en Ven, en Bekendt, jeg kunde henvende
mig til? Jeg leder i min Hukommelse, forat finde en Mand på ti Øre, og
finder ham ikke. Det var dog en dejlig Dag; der var megen Sol og meget Lys
omkring mig; Himlen strømmed som et fint Hav henover Lierfjældene . . . .
Jeg var uden at vide det på Vejen hjem.
Jeg sulted svare, og jeg fandt mig på Gaden en Træspån at tygge på. Det
hjalp. At jeg dog ikke havde tænkt på det før!
Porten var åben, Staldkarlen hilste som sædvanligt Godmorgen.
»Fint Vejr!« sagde han.
»Ja« svared jeg. Det var alt, jeg fandt at sige. Kunde jeg bede ham om at
låne mig en Krone? Han gjorde det vist så gærne, hvis han kunde. Jeg havde
desuden engang skrevet et Brev for ham.
Han stod og smagte på noget, han vilde sige.
»Fint Vejr, ja. Hm. Jeg skulde betale Værtinden min idag, Di kunde vel ikke
være så snil at låne mig fem Kroner, vel? Bare på no’en Da’er. Di har
gjort mig en Tjeneste før, Di.«
»Nej, det kan jeg virkelig ikke, Jens Olaj,« svared jeg. »Ikke nu. Måske
senerehen, måske i Eftermiddag.« Og jeg sjangled opad Trappen til mit
Værelse.
Her kasted jeg mig på min Seng og lo. Hvor svineheldigt var det ikke, at
han var kommet mig i Forkøbet! Min Ære var reddet. Fem Kroner — Gud bevare
dig, Mand! Du kunde lige så gærne spurgt mig om fem Aktier i Dampkøkkenet
eller en Herregård ude i Aker.
Og Tanken på disse fem Kroner fik mig til at le højere og højere. Var jeg
dog ikke en Pokkers Karl, hvad? Fem Kroner! Jo, her var rette Manden! Min
Lystighed steg, og jeg gav mig hen i den: Fy, Fan, for Madlugt her er!
Rigtig fersk Karbonadelugt, siden Middagen, fyh! Og jeg støder Vinduet op,
forat lufte ud den afskyelige Lugt. Opvarter, en halv Bif! Henvendt til
Bordet, dette skrøbelige Bord, som jeg måtte støtte med Knæerne, når jeg
skrev, bukked jeg dybt og spurgte: Tør jeg spørge, vil De drikke et Glas
Vin? Ikke? Jeg er Tangen, Statsråd Tangen. Desværre har jeg været lidt
forsent ude . . . . Portnøglen . . . .
Og uden Tøjler løb min Tanke igen ud på vildsomme Veje. Jeg var mig stadigt
bevidst, at jeg talte usammenhængende, og jeg sagde ikke et Ord, uden at
jeg hørte og forstod det. Jeg sagde til mig selv: Nu taler du
usammenhængende igen! Og jeg kunde dog ikke hjælpe for det. Det var som at
ligge vågen og tale i Søvne. Mit Hoved var let, uden Smærte og uden et
Tryk, og mit Sind var uden Skyer. Jeg sejled afsted, og jeg gjorde ingen
Modstand.
Kom ind! Jo, kom bare ind! Som de ser, alt af Rubin. Ylajali, Ylajali! Den
røde, skummende Silkedivan! Hvor heftigt hun ånder! Kys mig, Elskede! mer!
mer! Dine Arme er som hvidt Rav, din Mund blusser . . . . Opvarter, jeg bad
om en Bif . . . .
Solen skinned indad mit Vindu, nedenunder hørte jeg Hestene tygge Havre.
Jeg sad og gumled på min Træspån, oprømt, glad i Sind som et Barn. Stadig
væk havde jeg følt efter Manuskriptet; jeg havde det ikke én Gang i Tanken,
men Instinktet sagde mig, at det var til, mit Blod minded mig om det. Og
jeg trak det frem.
Det var bleven vådt, og jeg bredte det ud og lagde det hen i Sollyset.
Derpå gav jeg mig til at vandre frem og tilbage i mit Værelse. Hvor alt så
nedslående ud! Omkring på Gulvet små nedtrampede Levninger af Blikplader;
men ikke en Stol at sidde på, ikke engang en Spiger i de nøgne Vægge. Alt
var bragt til »Onkels« Kælder og fortæret. Et Par Ark Papir på Bordet,
belagt med tykt Støv, var al min Ejendom; det gamle, grønne Tæppe på Sengen
havde Hans Pauli lånt mig for nogle Måneder siden . . . . Hans Pauli! Jeg
knipser i Fingrene. Hans Pauli Pettersen skal hjælpe mig! Og jeg husker mig
om efter hans Adresse. Hvor kunde jeg dog glemme Hans Pauli! Han vilde
sikkert blive meget vred, fordi jeg ikke havde henvendt mig til ham straks.
Hurtigt tager jeg min Hat på, samler Manuskriptet op, stikker det i Lommen
og haster nedad Trappen.
»Hør, Jens Olaj,« råbte jeg ind i Stalden, »jeg tror ganske sikkert, jeg
kan hjælpe dig i Eftermiddag!«
Kommen til Rådstuen ser jeg, at Klokken er over elleve, og jeg bestemmer
mig til at gå indom Redaktionen med det samme. Udenfor Kontordøren standsed
jeg, forat undersøge om mine Papirer lå efter Pagina; jeg glatted dem
omhyggeligt ud, stak dem igjen i Lommen og banked på. Mit Hjærte klapped
hørligt, da jeg trådte ind.
Saksen er som sædvanlig tilstede. Jeg spørger frygtsomt efter Redaktøren.
Intet Svar. Manden sidder og borer efter Smånyt i Provinsaviserne.
Jeg gentager mit Spørgsmål og stiger længer frem.
Redaktøren var ikke kommet, sagde endelig Saksen, uden at se op.
Om hvornår han kom?
Kunde ikke sige det, kunde aldeles ikke sige det, Di.
Hvorlænge var Kontoret åbent?
Herpå fik jeg intet Svar, og jeg måtte gå. Saksen havde ikke kastet et Blik
på mig under det hele; han havde hørt min Stemme og genkendt mig på den. Så
ilde set er du her, tænkte jeg, man gider ikke engang svare dig. Mon det er
Ordre fra Redaktøren? Jeg havde rigtignok også, lige siden min berømte
Føljeton til ti Kroner blev antagen, oversvømmet ham med Arbejder, rændt på
hans Døre næsten hver Dag med ubrugbare Ting, som han havde måttet læse
igennem og give mig tilbage. Han vilde kanske have en Ende på det, tage
sine Forholdsregler . . . . Jeg begav mig på Vejen ud i Homandsbyen.
Hans Pauli Pettersen var en Bondestudent på Kvisten i en fem Etages Gård,
altså var Hans Pauli Pettersen en fattig Mand. Men havde han en Krone, så
vilde han ikke spare den. Jeg vilde få den lige så sikkert, som jeg havde
den i Hånden. Og jeg gik og glæded mig til denne Krone den hele Vej og
følte mig vis på at få den. Da jeg kom til Gadedøren, var den stængt, og
jeg måtte ringe på.
»Jeg ønsker at tale med Student Pettersen,« sagde jeg og vilde ind; »jeg
ved hans Værelse.«
»Student Pettersen?« gentager Pigen. Om det var ham, som boed på Kvisten?
Han var flyttet. Ja, hun vidste ikke hvorhen; men han havde bedt om at få
sine Breve sendt ned til Hermansen i Toldbodgaden, og Pigen nævnte Numret.
Jeg går fuld af Tro og Håb helt ned i Toldbodgaden, forat spørge om Hans
Paulis Adresse. Dette var min sidste Udvej, og jeg måtte udnytte den.
Undervejs kom jeg forbi et nys opført Hus, hvor et Par Snedkere stod og
høvled udenfor. Jeg tog i Dyngen et Par blanke Spåner, stak den ene i
Munden og gæmte den anden i Lommen til senere. Og jeg fortsatte min Vej.
Jeg stønned af Hunger. Ved en Bagerbutik havde jeg set et forunderlig stort
ti Øres Brød i Vinduet, det største Brød, som kunde fåes for den Pris
. . . .
»Jeg kommer, forat få vide Student Pettersens Adresse.«
»Bernt Ankers Gade Numer 10. Kvisten.« — Om jeg skulde derud? Nå, så vilde
jeg måske være så snil at medtage et Par Breve, som var kommet?
Jeg går atter op i Byen, den samme Vej, jeg var kommet, passerer igen
Snedkerne, som nu sad med sine Blikspand mellem Knæerne og spiste sin gode,
varme Dampkøkkenmiddag, kommer forbi Bagerbutiken, hvor Brødet endnu ligger
på sin Plads, og når endelig Bernt Ankers Gade, halvdød af Udmattelse.
Døren var åben, og jeg begiver mig opad de mange tunge Trapper til Kvisten.
Jeg tager Brevene op fra Lommen, for med ét Slag at sætte Hans Pauli i
Humør, når jeg kom ind. Han vilde vist ikke nægte mig denne Håndsrækning,
når jeg forklared ham Omstændighederne, aldeles ikke. Hans Pauli havde så
stort Hjærte, det havde jeg al tid sagt om ham . . . .
På Døren fandt jeg hans Kort: »H. P. Pettersen, stud. theol. — rejst
hjem«.
Jeg satte mig ned på Stedet, satte mig på det bare Gulv, dump træt, slagen
af Forkommenhed. Jeg gentager mekanisk et Par Gange: Rejst hjem! Rejst
hjem! Så tier jeg ganske stille. Der var ikke en Tåre i mine Øjne, jeg
havde ikke en Tanke og ikke en Følelse. Med opspærrede Øjne sad jeg og
stirred på Brevene, uden at foretage mig noget. Der gik ti Minutter, måske
tyve, eller mer, jeg sad der stadig på samme Plet og rørte ikke en Finger.
Denne dumpe Døs var næsten som en Blund. Så hører jeg nogen komme i
Trappen, jeg rejser mig og siger:
»Det var Student Pettersen — jeg har to Breve til ham«.
»Han er hjemrejst«, svarer Konen. »Men han kommer tilbage efter Ferierne.
Brevene kunde jo jeg tage, om De vilde.«
»Ja, Tak, det var rigtigt godt«, sagde jeg, »så får han dem, når han
kommer. Der kunde være vigtige Ting i dem. Godmorgen!«
Da jeg var kommet udenfor, standsed jeg og sagde højt midt på åben Gade,
idet jeg knytted Hænderne: Jeg skal sige dig et, min kære Herre Gud: du er
en Noksagt! Og jeg nikker rasende, med sammenbidte Tænder op mod Skyerne:
Du er Fan ta mig en Noksagt!
Jeg gik så nogle Skridt og standsed igen. Idet jeg pludselig skifter
Holdning, folder jeg Hænderne, lægger mit Hoved påskakke og spørger med
sød, fromladen Stemme: Har du også henvendt dig til ham, mit Barn?
Det lød ikke rigtigt.
Med stor H, siger jeg, med H som en Domkirke! Op igen: Har du også anråbt
_Ham_, mit Barn? Og jeg sænker Hovedet og gør min Stemme begrædelig og
svarer: Nej!
Det lød heller ikke rigtigt.
Du kan jo ikke hykle, din Nar! _Ja_, skal du sige, ja, jeg har anråbt min
Gud Fader! og du skal få til den ynkeligste Melodi på dine Ord, som du
nogensinde har hørt. Så, op igjen! Ja, det var bedre. Men du må sukke,
sukke som en krampesyg Hest. Så!
Der går jeg og underviser mig selv i Hykleri, stamper utålmodig i Gaden,
når jeg ikke får det til, og skælder mig ud for et Træhoved, mens de
forbausede forbigående vender sig om og betragter mig.
Jeg tygged uafbrudt på min Høvlspån og sjangled så hurtigt, jeg kunde,
nedad Gaderne. Førend jeg selv vidste af det, var jeg helt nede ved
Jærnbanetorvet. Klokken viste halv to på Vor Frelsers. Jeg stod en Stund og
overvejed. En mat Sved trængte frem i mit Ansigt og sived ned i mine Øjne.
Følg med en Tur på Bryggen! sagde jeg til mig selv. Det vil sige, hvis du
har Tid? Og jeg bukked for mig selv og gik ned til Jærnbanebryggen.
Skibene lå derude, Sjøen vugged i Solskinnet. Der var travl Bevægelse
overalt, pibende Dampfløjter, Dragere med Kasser på Skuldrene, muntre
Hejsesange fra Prammene. En Kagekone sidder i Nærheden af mig og luder med
sin brune Næse over sine Varer; det lille Bord foran hende er syndigt fuldt
af Lækkerier, og jeg vender mig bort i Uvilje. Hun fylder hele Kajen med
sin Madlugt; fyh, op med Vinduerne! Jeg henvender mig til en Herre, der
sidder ved min Side og forestiller ham indtrængende dette Misforhold med
Kagekoner her og Kagekoner der . . . . Ikke? Ja, men han måtte dog vel
indrømme, at . . . . Men den gode Mand aned Uråd og lod mig ikke engang
tale tilende, før han rejste sig og gik. Jeg rejste mig ligeledes og fulgte
ham, fast bestemt på at overbevise Manden om hans Fejltagelse.
»Endog af Hensyn til de sanitære Forholde«, sagde jeg og klapped ham på
Skuldren . . . .
»Undskyld, jeg er fremmed her og kender ikke noget til de sanitære
Forholde,« sagde han og stirred på mig i Rædsel.
Nå, det forandred Sagen, når han var fremmed . . . . Om jeg ikke kunde
gjøre ham nogen Tjeneste? Vise ham omkring? Ikke? For det skulde være mig
en Fornøjelse, og det skulde jo ikke koste ham noget . . . .
Men Manden vilde absolut blive af med mig og skråed hurtigt over Gaden til
det andet Fortoug.
Jeg gik atter tilbage til min Bænk og satte mig. Jeg var meget urolig, og
den store Lire, som havde begyndt at spille lidt længer henne, gjorde mig
end værre. En fast, metallisk Musik, en Stump af Weber, hvortil en liden
Pige synger en sørgelig Vise. Det fløjteagtige, lidelsesfulde i Liren
risler mig gennem Blodet, mine Nerver begynder at dirre, som gav de
Genklang, og et Øjeblik efter falder jeg tilbage på Bænken, klynkende,
nynnende med. Hvad finder ikke éns Tanker på, når man sulter! Jeg føler mig
optagen i disse Toner, opløst til Tone, jeg strømmer ud, og jeg fornemmer
så tydeligt, hvorledes jeg strømmer, svævende højt over Bjærge, dansende
ind over lyse Zoner . . . .
»En Øre!« siger den lille Lirepige og rækker sin Bliktalærken frem, »bare
en Øre!«
»Ja,« svarer jeg ubevidst, og jeg sprang op og ransaged mine Lommer. Men
Barnet tror, at jeg blot vil holde Løjer med hende og fjærner sig straks,
uden at sige et Ord. Denne stumme Tålsomhed var mig for stor; havde hun
skældt mig ud, vilde det kommet belejligere; Smærten greb mig, og jeg råbte
hende tilbage. Jeg ejer ikke en Øre, sagde jeg, men jeg skal huske dig
siden, måske imorgen. Hvad hedder du? Ja, det var et pent Navn, jeg skulde
ikke glemme det. Altså imorgen . . . .
Men jeg forstod godt, at hun ikke troed mig, uagtet hun ikke sagde et Ord,
og jeg græd af Fortvivlelse over, at denne lille Gadetøs ikke vilde tro
mig. Endnu engang råbte jeg hende tilbage, rev hurtigt min Frakke op og
vilde give hende min Vest. Jeg skal holde dig skadesløs, sagde jeg, vent
blot et Øjeblik . . . .
Og jeg havde ingen Vest.
Hvor kunde jeg også lede efter den! Der var gået Uger, siden den var i mit
Eje. Hvad gik der også af mig? Den forbausede Pige vented ikke længer, men
trak sig skyndsomt tilbage. Og jeg måtte lade hende gå. Folk stimled sammen
om mig og lo højt, en Politibetjent trænger sig hen til mig og vil vide,
hvad der er påfærde.
»Ingen Ting,« svarer jeg, »slet ingen Ting! Jeg vilde blot give den lille
Pige derhenne min Vest . . . . til hendes Fader . . . . Det behøver De ikke
at stå og le ad. Jeg kunde bare gå hjem og tage en anden på.«
»Ingen Opstyr på Gaden!« siger Konstablen. »Såh, marsch!« Og han puffer mig
afsted. »Er dette Demses Papirer?« råbte han efter mig.
Ja, Død og Pine, min Avisartikel, mange vigtige Skrifter! Hvor kunde jeg
også være så uforsigtig . . . .
Jeg får fat i mit Manuskript, forvisser mig om, at det ligger i Orden og
går, uden at standse et Øjeblik eller se mig omkring, op til
Redaktionskontoret. Klokken var nu fire på Vor Frelsers Ur.
Kontoret er stængt. Jeg lister mig lydløst nedad Trapperne, bange som en
Tyv, og standser rådvild udenfor Porten. Hvad skulde jeg nu gøre? Jeg læner
mig ind til Muren, stirrer ned i Stenene og tænker efter. En Knappenål
ligger og skinner foran mine Fødder, og jeg bøjer mig ned og tager den op.
Hvad om jeg tog Knapperne udaf min Frakke, hvad vilde jeg få for dem? Det
vilde måske ikke nytte mig, Knapper var nu Knapper; men jeg tog og
undersøgte dem til alle Kanter og fandt dem så godt som nye. Det var en
heldig Idé alligevel, jeg kunde skære dem ud med min Pennekniv og bringe
dem hen i Kælderen. Håbet om, at jeg kunde sælge disse fem Knapper, oplived
mig straks, og jeg sagde: Se, se, det retter sig! Min Glæde tog Overhånd
med mig, og jeg gav mig straks til at tage Knapperne ud, en efter en.
Herunder holdt jeg følgende tyste Passiar:
Ja, ser De, man er bleven lidt fattig, en øjeblikkelig Forlegenhed . . . .
Udslidte, siger De? De må ikke forsnakke Dem. Jeg vil se på den, som slider
mindre Knapper, end jeg. Går altid med Frakken åben, skal jeg sige Dem; det
er bleven en Vane hos mig, en Egenhed . . . . Nej, nej, når De ikke _vil_,
så! Men jeg skal have mine ti Øre for dem, mindst . . . . Nej, Herregud,
hvem har _sagt_, at de skal gøre det? De kan holde Deres Mund og lade mig
være i Fred . . . . Ja, ja, så kan De jo _hente_ Politiet, vel. Jeg skal
vente her, mens De er ude efter Konstablen. Og jeg skal ikke stjæle noget
fra Dem . . . . Nå, Goddag, Goddag! Mit Navn er altså Tangen, jeg har været
lidt forsent ude . . . .
Så kommer der nogen i Trappen. Jeg er øjeblikkelig tilbage i Virkeligheden,
genkender Saksen og stikker Knapperne skyndsomt i Lommen. Han vil forbi,
besvarer ikke engang min Hilsen, får det pludselig så travlt med at se på
sine Negle. Jeg standser ham og spørger efter Redaktøren.
»Ikke tilstede, Di.«
»De lyver!« sagde jeg. Og med en Frækhed, som forundred mig selv, fortsatte
jeg: »Jeg må tale med ham; det er et nødvendigt Ærinde — Meddelelser fra
Stiftsgården.«
»Ja, kan Di ikke sige det til mig, da?«
»Til Dem?« sagde jeg og målte Saksen lidt med Øjnene.
Det hjalp. Han fulgte straks med og åbned Døren. Nu sad mit Hjærte mig i
Halsen. Jeg bed Tænderne heftigt sammen, forat give mig Mod, banked på, og
trådte ind i Redaktørens Privatkontor.
»Goddag! Er det Dem?« sagde han venligt. »Sid ned.«
Havde han vist mig Døren, vilde det været kærkomnere; jeg følte Gråden og
sagde:
»Jeg beder Dem undskylde . . . .«
»Sæt Dem ned,« gentog han.
Og jeg satte mig og forklared, at jeg igen havde en Artikel, som det var
mig magtpåliggende at få ind i hans Blad. Jeg havde gjort mig sådan Flid
med den, den havde kostet mig så megen Anstrængelse.
»Jeg skal læse den,« sagde han og tog den. »Anstrængelse koster det Dem
vist alt, De skriver; men De er så altfor heftig. Når De bare kunde være
lidt besindigere! Der er formegen Feber. Imidlertid skal jeg læse den.« Og
han vendte sig igjen ind til Bordet.
Der sad jeg. Turde jeg bede om en Krone? Forklare ham, hvorfor der altid
var Feber? Så vilde han ganske sikkert hjælpe mig; det var ikke første
Gang.
Jeg rejste mig op. Hm! Men sidst, jeg var hos ham, havde han klaget sig for
Penge, endog sendt Regningsbudet ud, forat skrabe sammen til mig. Det vilde
måske blive samme Tilfældet nu. Nej, det skulde ikke ske! Så jeg slet ikke,
at han sad i Arbejde?
»Var det ellers noget?« spurgte han.
»Nej!« sagde jeg og gjorde min Stemme fast. »Hvornår må jeg få høre ind
igen?«
»Å, nårsomhelst De går forbi,« svared han, »om et Par Dage eller så.«
Jeg kunde ikke få min Begæring over Læberne. . Denne Mands Venlighed syntes
mig uden Grændser, og jeg skulde vide at påskønne den. Heller sulte
tildøde. Og jeg gik.
Ikke engang, da jeg stod udenfor og igen følte Hungerens Anfald, angred jeg
at have forladt Kontoret uden at bede om denne Krone. Jeg tog den anden
Høvlspån op af Lommen og stak den i Munden. Det hjalp igen. Hvorfor havde
jeg ikke gjort det før? Du måtte skamme dig! sagde jeg højt; kunde det
virkelig falde dig ind at bede den Mand om en Krone og sætte ham i
Forlegenhed igen? Og jeg blev rigtig grov mod mig selv for den
Uforskammethed, som havde faldt mig ind. Det er ved Gud det sjofleste, jeg
endnu har hørt! sagde jeg; rænde på en Mand og næsten klore Øjnene ud på
ham, bare fordi du trænger en Krone, din elendige Hund! Så, marsch!
Hurtigere! Hurtigere, din Tamp! Jeg skal lære dig!
Jeg begyndte at løbe, forat straffe mig selv, tilbagelagde i Sprang den ene
Gade efter den anden, drev mig fremad ved indædte Tilråb og skreg taust og
rasende til mig selv, når jeg vilde standse. Herunder var jeg kommet højt
op i Pilestrædet. Da jeg endelig stod stille, næsten grædefærdig af Vrede
over ikke at kunne løbe længer, dirred jeg over mit hele Legeme, og jeg
slængte mig ned på en Trappe. Nej, stop! sagde jeg. Og for rigtigt at plage
mig selv, rejste jeg mig atter op og tvang mig til at blive stående, og jeg
lo ad mig selv og gotted mig over min egen Forkommenhed. Endelig efter
flere Minutters Forløb gav jeg mig ved et Nik Tilladelse til at sætte mig;
endog da valgte jeg den ubekvemmeste Plads på Trappen.
Herregud, det var dejligt at hvile! Jeg tørred Sveden af mit Ansigt og drak
store, friske Åndedrag ind. Hvor havde jeg ikke løbet! Men jeg angred det
ikke, det var vel fortjent. Hvorfor havde jeg også villet begære den Krone?
Nu så jeg Følgerne! Og jeg begyndte at tale mildt til mig selv, holde
Formaninger, som en Moder kunde gjort. Jeg blev mer og mer rørende, og træt
og kraftløs begyndte jeg at græde. En stille og inderlig Gråd, en indvendig
Hulken uden en Tåre.
Et Kvarters Tid eller mer sad jeg på samme Sted. Folk kom og gik, og ingen
forulemped mig. Småbørn legte her og der omkring, en liden Fugl sang i et
Træ på den anden Side af Gaden.
En Politikonstabel kommer henimod mig.
»Hvorfor sitter Di her?« sagde han.
»Hvorfor jeg sidder her?« spurgte jeg. »Af Lyst.«
»Jeg har lagt Mærke til Dere den sidste Hal’time,« sagde han. »Di har sitti
her en hal’ Time?«
»Så omtrent,« svared jeg. »Var det ellers noget?« Jeg rejse mig vredt og
gik.
Kommen til Torvet, standsed jeg og så ned i Gaden. Af Lyst! Var nu også det
et Svar? Af Træthed! skulde du sagt, og du skulde gjort din Stemme
begrædelig — du er et Fæ, du lærer aldrig at hykle! — af Udmattelse! og
du skulde sukket som en Hest.
Da jeg kom til Brandvagten, standsed jeg igen, greben af et nyt Indfald.
Jeg knipsed i Fingrene, slog i en høj Latter, som forbaused de forbigående,
og sagde: Nej, nu skal du virkelig gå ud til Præsten Levion. Det skal du
bitterdød gøre. Jo, bare forat forsøge. Hvad har du at forsømme med det?
Det er også sådant dejligt Vejr.
Jeg gik ind i Paschas Boglade, fandt i Adressekalenderen Pastor Levions
Bopæl og begav mig derud. Nu gælder det! sagde jeg, far nu ikke med
Streger! Samvittighed, siger du? Ikke noget Sludder; du er for fattig til
at holde Samvittighed. Du er sulten, er du, kommen i et vigtigt Anliggende,
det første fornødne. Men du skal lægge Hovedet på Skuldren og sætte Melodi
på dine Ord. Det vil du ikke, hvad? Så går jeg ikke et Skridt videre, så
meget du ved det. Så: du er i en såre anfægtet Tilstand, kæmper med Mørkets
Magter og store, lydløse Uhyrer om Nætterne, så det er en Gru, hungrer og
tørster efter Vin og Mælk og får det ikke. Så langt er det kommet med dig.
Nu står du her og har ikke så godt som Spyt i Lampen. Men du tror på Nåden,
Gudskelov, du har ikke tabt Troen endda! Og da skal du slå Hænderne sammen
og se ud som en ren Satan til at tro på Nåden. Med Hensyn til Mammon, så
hader du Mammon under alle dens Skikkelser; en anden Sag er det med en
Salmebog, en Erindring til et Par Kroner . . . . Ved Præstens Dør standsed
jeg og læste: »Kontortid fra 12 til 4.«
Fremdeles ikke noget Sludder! sagde jeg; nu gør vi Alvor af det! Så, ned
med Hovedet, lidt til . . . . og jeg ringte på til Familjelejligheden.
»Jeg søger Pastoren,« sagde jeg til Pigen; men det var mig ikke muligt at
få Guds Navn med.
»Han er gået ud,« svared hun.
Gået ud! Gået ud! Det ødelagde hele min Plan, forrykked fuldstændigt alt,
jeg havde tænkt at sige. Hvad Nytte havde jeg så af denne lange Tur? Nu
stod jeg der.
»Var det noget især?« spurgte Pigen.
»Aldeles ikke!« svared jeg, »slet ikke! Det var bare sådant dejligt Guds
Vejr, og så vilde jeg gå herud og hilse på ham.«
Der stod jeg og der stod hun. Jeg satte med Vilje Brystet frem, forat gøre
hende opmærksom på Knappenålen, der holdt min Frakke sammen; jeg bad hende
med Øjnene om at se, hvad jeg var kommet for; men Staklen forstod ingen
Ting.
Et dejligt Guds Vejr, ja. Om ikke Fruen var hjemme heller?
Jo, men hun havde Gigt, lå på en Sofa, uden at kunne røre sig . . . . Vilde
jeg måske lægge ned et Bud eller noget?
Nej, slet ikke. Jeg bare tog slige Ture nu og da, fik lidt Motion. Det var
så bra efter Middagen. —
Jeg begav mig på Vejen tilbage. Hvad vilde det føre til at passiare længer?
Desuden var jeg begyndt at føle Svimmelhed; det fejled ikke, jeg var i Færd
med at knække sammen for Alvor. Kontortid fra 12 til 4; jeg havde banket på
en Time forsent, Nådens Tid var omme!
På Stortorvet satte jeg mig på en af Bænkene ved Kirken. Herregud, hvor det
begyndte at se sort ud for mig nu! Jeg græd ikke, jeg var for træt; udpint
til det yderste sad jeg der uden at foretage mig nogen Ting, sad urørlig og
sulted. Brystet var mest betændt, det sved aldeles besynderlig slemt
derinde. Det vilde heller ikke hjælpe længer at tygge Spån; mine Kæver var
trætte af det frugtesløse Arbejde, og jeg lod dem hvile. Jeg gav mig over.
Ovenikøbet havde en brun Appelsinskal, som jeg fandt på Gaden, og som jeg
straks gav mig til at gnave af, givet mig Kvalme. Jeg var syg; Pulsåren
svulmed blå på mine Håndled.
Hvad havde jeg også egentlig nølet efter? Løbet om den hele Dag efter en
Krone, som kunde holde Liv i mig i nogle Timer længer. Var det i Grunden
ikke ligegyldigt, om det uundgåelige skete en Dag før eller en Dag senere?
Havde jeg opført mig som et ordentligt Menneske, var jeg gået hjem og lagt
mig til Ro for længe siden, overgivet mig. Min Tanke var i Øjeblikket klar.
Nu skulde jeg dø; det var i Høstens Tid, og alt var lagt i Dvale. Jeg havde
forsøgt hvert Middel, udnyttet hver Hjælpekilde, som jeg vidste om. Jeg
kæled sentimentalt med denne Tanke, og hver Gang, jeg endnu håbed på en
mulig Redning, hvisked jeg afvisende: Din Nar, du er jo allerede begyndt at
dø! Jeg burde skrive et Par Breve, have alt færdigt, gøre mig parat. Jeg
vilde vaske mig omhyggeligt og ordne smukt op i min Seng; mit Hoved vilde
jeg lægge på det Par Ark hvidt Skrivepapir, den reneste Ting jeg havde
igen, og det grønne Tæppe kunde jeg . . . .
Det grønne Tæppe! Jeg blev med én Gang lys vågen, Blodet steg mig til
Hovedet, og jeg fik stærk Hjærteklap. Jeg rejser mig op fra Bænken og
begynder at gå, Livet rører sig påny i alle mine Fibrer, og jeg gentager
Gang på Gang de løsrevne Ord: Det grønne Tæppe! Det grønne Tæppe! Jeg går
hurtigere og hurtigere, som om det galdt at indhente noget, og står om en
kort Stund atter hjemme i mit Blikkenslagerværksted.
Uden at standse et Øjeblik eller vakle i min Beslutning, går jeg bort til
Sengen og ruller Hans Paulis Tæppe sammen. Det skulde være underligt, om
ikke mit gode Indfald kunde redde mig! De dumme Betænkeligheder, som opstod
hos mig, halve indre Råb om et vist Brandmærke, det første sorte Tegn i min
Hæderlighed, hæved jeg mig uendeligt over; jeg gav det hele en god Dag. Jeg
var ingen Helgen, ingen Dydsidiot, jeg havde min Forstand i Behold . . . .
Og jeg tog Tæppet under Armen og gik ned i Stenersgaden Numer 5.
Jeg banked på og trådte ind i den store fremmede Sal, for første Gang;
Bjælden på Døren slog en hel Masse desperate Slag over mit Hoved. En Mand
kommer ind fra et Sideværelse, tyggende, med Munden fuld af Mad, og stiller
sig foran Disken.
»Å, lån mig en halv Krones Penge på mine Briller!« sagde jeg; »jeg skal
løse dem ind om et Par Dage, sikkert.«
»Hvad? Nej, det er jo Stålbriller?«
»Ja.«
»Nej, det kan jeg ikke.«
»Å, nej. De kan vel ikke det. Det var i Grunden bare Spøg også. Nej, jeg
har et Tæppe med, som jeg egentlig ikke har noget Brug for længer, og det
faldt mig ind, at De kunde ville skille mig af med det.«
»Jeg har desværre et helt Lager af Sengeklæder,« svared han, og da jeg
havde fået det oprullet, kasted han et eneste Blik på det og råbte:
»Nej, undskyld, det har heller ikke jeg noget Brug for!«
»Jeg vilde vise Dem den dårligste Side først,« sagde jeg; »det er meget
bedre på den anden Side.«
»Ja, ja, det hjælper ikke, jeg vil ikke eje det, og De får ikke ti Øre for
det noget Sted.«
»Nej, det er grejt, at det ikke er værd noget,« sagde jeg; »men jeg tænkte,
at det kunde gå under ét med et andet gammelt Tæppe på Auktionen.«
»Ja, nej, det nytter ikke.«
»Fem og tyve Øre?« sagde jeg.
»Nej, jeg vil slet ikke have det, Mand, jeg vil ikke have det i Huset.«
Så tog jeg atter Tæppet under Armen og gik hjem.
Jeg lod som intet var hændt, bredte igen Tæppet over Sengen, glatted det
godt ud, som jeg plejed, og forsøgte at udslette ethvert Spor af min sidste
Handling. Jeg kunde umuligt have været ved min fulde Forstand i det
Øjeblik, da jeg fatted Beslutningen om at begå denne Kæltringstreg; jo mer
jeg tænkte herpå, des urimeligere forekom det mig. Det måtte være et Anfald
af Svaghed, en eller anden Slappelse i mit Indre, som havde overrumplet
mig. Jeg var heller ikke falden i denne Snare, det aned mig, at det
begyndte at bære galt afsted, og jeg havde udtrykkelig forsøgt med
Brillerne først. Og jeg glæded mig meget over, at jeg ikke havde fået
Anledning til at fuldbyrde denne Brøde, som vilde have flækket til de
sidste Timer, jeg leved.
Og atter vandred jeg ud i Byen.
Jeg slog mig påny ned på en Bænk ved Vor Frelsers Kirke, dused sammen, med
Hovedet på Brystet, slap efter den sidste Ophidselse, syg og forkommen af
Sult. Og Tiden gik.
Jeg fik sidde også denne Time ud; det var lidt lysere ude end inde i Hus;
det forekom mig desuden, at det arbejded ikke fuldt så galt i Brystet ude i
fri Luft; jeg kom jo også tidsnok hjem.
Og jeg dused og tænkte og led ganske hårdt. Jeg havde fundet mig en liden
Sten, som jeg pudsed af på mit Frakkeærme og stak i Munden, forat have
noget at gumle på; ellers rørte jeg mig ikke og flytted ikke engang Øjnene.
Mennesker kom og gik, Vognrammel, Hovtramp og Passiar fyldte Luften.
Men jeg kunde jo forsøge med Knapperne? Det nytted naturligvis ikke, og
desuden var jeg så temmelig syg. Men når jeg ret betænkte mig, så skulde
jeg jo egentlig i Retning af »Onkel« — min egentlige »Onkel« — når jeg
gik hjem?
Endelig rejste jeg mig og drog mig sent og tuslet henefter Gaderne. Det
begyndte at brænde over mine Øjenbryn, det trak op til Feber, og jeg
skyndte mig alt, jeg kunde. Atter kom jeg forbi Bagerbutiken, hvor Brødet
lå. Så, nu standser vi ikke her! sagde jeg med tilgjort Bestemthed. Men om
jeg nu gik ind og _bad_ om en Bid Brød? Det var en Strejftanke, et Glimt;
det faldt mig virkelig ind. Fy! hvisked jeg og rysted på Hovedet. Og jeg
gik videre.
I Rebslagergangen stod der et Par elskende og hvisked inde i en Port; lidt
længer henne stak en Pige Hovedet ud af Vinduet. Jeg gik så sagte og
betænksomt, jeg så ud til at grunde på noget af hvert — og Pigen kom ud på
Gaden.
»Hvordan er det med dig da, Gammeln? Hvad for noget, er du syg? Nej, Gud
hjælpe mig for et Ansigt!« Og Pigen trak sig skyndsomt tilbage.
Jeg standsed med en Gang. Hvad var der ivejen med mit Ansigt? Var jeg
virkelig begyndt at dø? Jeg følte med Hånden opad Kinderne: mager,
naturligvis var jeg mager; Kinderne stod som to Skåler med Bunden ind; men
Herregud . . . . og jeg rusled atter ivej.
Men jeg standsed igen. Jeg måtte være ganske ubegribelig mager. Og Øjnene
var på Vej ind gennem Hovedet. Hvordan så jeg egentlig ud? Det var nu som
hede Fan også, at man måtte lade sig levende vanskabe af bare Sult! Jeg
følte Raseriet endnu engang, dets sidste Opblussen, en Senetrækning. Hjælpe
os for et Ansigt, hvad? Her gik jeg med et Hoved, som der ikke fandtes Mage
til i Landet, med et Par Næver, som Gud forsyne mig kunde male Bybud til
Sigtemel, og sulted mig vanskabt midt i Kristiania By! Var der nogen Orden
og Måde i det? Jeg havde ligget i Sælen og slidt Nætter og Dage, som en
Mær, der slæber en Præst; jeg havde læst mig Øjnene ud af Skolten og sultet
mig Forstanden ud af Hjærnen — hvad Fan havde jeg igen for det? Endog
Gadetæverne bad Gud fri sig for Synet af mig. Men nu skulde det være stop
— forstår du det! — _stop_ skulde det Djævelen besætte mig være! . . . .
Med stadigt tiltagende Raseri, skærende Tænder under Følelsen af min
Mathed, under Gråd og Eder, vedblev jeg at buldre løs, uden at ændse Folk,
der gik forbi. Jeg begyndte igen at martre mig selv, løb med Vilje min
Pande mod Lygtepælene, satte Neglene dybt ind i mine Håndbage, bed i
Afsindighed i min Tunge, når den ikke talte tydeligt, og jeg lo rasende
hver Gang det gjorde meget ondt.
Ja, men hvad skal jeg gøre? svared jeg tilsidst mig selv. Og jeg stamper i
Gaden flere Gange og gentager: Hvad skal jeg gører — En Herre går just
forbi og bemærker smilende:
»De bør gå og begære Dem anholdt.«
Jeg så efter ham. Det var en af vore bekendte Damelæger, »Hertugen« kaldet.
Ikke engang han forstod sig på min Tilstand, en Mand, jeg kendte, og hvis
Hånd jeg havde trykket. Jeg blev stille. Anholdt? Ja, jeg var gal; han
havde Ret. Jeg følte Vanviddet i mit Blod, følte dets Jag gennem Hjærnen.
Så dér skulde det ende med mig! Ja, ja! Og jeg begyndte igen min langsomme,
sørgelige Gang. Dér skulde jeg altså havne!
Med ét står jeg atter stille. Men ikke anholdt! siger jeg; ikke det! Og jeg
var næsten hæs af Angst. Jeg bad for mig, trygled hen i Hyt og Vejr om ikke
at blive anholdt. Så vilde jeg komme på Rådstuen igen, blive indestængt i
en mørk Celle, hvori der ikke fandtes en Gnist af Lys. Ikke det! Der var
andre Udveje åbne endnu, som jeg ikke havde forsøgt. Og jeg vilde forsøge
dem; jeg vilde være så inderlig flittig, tage mig god Tid til det og gå
ufortrødent omkring fra Hus til Hus. Der var nu for Eksempel Musikhandler
Cisler, ham havde jeg slet ikke været hos. Der blev nok en Råd . . . .
Således gik jeg og talte, indtil jeg næsten fik mig selv til at gæde af
Rørelse. Bare ikke blive anholdt!
Cisler? Var det måske et højere Fingerpeg? Hans Navn havde faldt mig ind
uden Grund, og han boed så langt borte; men jeg vilde dog opsøge ham, gå
sagte og hvile iblandt. Jeg kendte Stedet, jeg havde været der ofte, købt
så mange Noder i de gode Dage. Skulde jeg bede om en halv Krone? Det vilde
måske genere ham; jeg fik spørge om en hel.
Jeg kom ind i Butiken og spurgte efter Chefen; man viste mig ind i hans
Kontor. Der sad Manden, smuk, klædt efter Moden, og gennemså Regninger.
Jeg stammed en Undskyldning og frembar mit Ærinde. Tvungen af Trang til at
henvende mig til ham . . . . Skulde ikke vare ret længe, før jeg skulde
betale det tilbage . . . . Når jeg fik Honoraret for min Avisartikel
. . . . Han vilde gøre mig så stor en Velgærning . . . .
Endnu mens jeg talte, vendte han sig til Pulten og fortsatte sit Arbejde.
Da jeg var færdig, så han påskrå henimod mig, rysted sit smukke Hoved og
sagde: »Nej!« Bare Nej. Ingen Forklaring. Ikke et Ord.
Mine Knæ skalv voldsomt, og jeg støtted mig mod den lille polerede Skranke.
Jeg fik forsøge en Gang til. Hvorfor skulde netop hans Navn falde mig ind,
da jeg stod langt nede i Vaterland? Det sled nogle Gange i min venstre
Side, og jeg begyndte at svede. Hm! Jeg var virkelig højst forkommen, sagde
jeg, temmelig syg, desværre; det vilde sikkert ikke gå mer end et Par Dage,
før jeg kunde betale det tilbage. Om han vilde være så snil?
»Kære Mand, hvorfor kommer De til mig?« sagde han. »De er mig et
fuldstændigt X, løben ind fra Gaden. Gå til Bladet, hvor man kender Dem.«
»Men blot for iaften!« sagde jeg. »Redaktionen er allerede stængt, og jeg
er meget sulten nu.«
Han rysted vedholdende på Hovedet, vedblev at ryste det endog efterat jeg
havde grebet fat i Låsen.
»Farvel!« sagde jeg.
Det var ikke noget højere Fingerpeg, tænkte jeg og smilte bittert; så højt
kunde også jeg pege, når det kom an på det. Jeg sled mig frem det ene
Kvartal efter det andet, nu og da hvilte jeg et Øjeblik på en Trappe. Når
jeg bare ikke blev anholdt! Rædselen for Cellen forfulgte mig hele Tiden,
lod mig slet ikke i Fred; hver Gang jeg så en Konstabel i min Vej, tusled
jeg ind i en Sidegade, forat undgå at møde ham. Nu tæller vi et hundrede
Skridt, sagde jeg, og forsøger vor Lykke igen! Engang blir der vel en Råd
. . . .
Det var en mindre Garnhandel, et Sted, jeg aldrig tidligere havde betrådt.
En enkelt Mand indenfor Disken, Kontor indenfor med Porcellæns Skildt på
Døren, pakkede Hylder og Borde i lang Række. Jeg vented til den sidste
Kunde havde forladt Butiken, en ung Dame med Smilehuller. Hvor hun så
lykkelig ud! Jeg nænned ikke at prøve at gøre Indtryk med min Knappenål i
Frakken; jeg vendte mig bort, og mit Bryst hulked.
»Ønsker De noget?« spurgte Betjenten.
»Er Chefen tilstede?« sagde jeg.
»Han er på Fjældtur i Jotunhejmen,« svared han. »Var det noget særligt,
hvad?«
»Det galdt nogle Øre til Mad,« sagde jeg og forsøgte at smile; »jeg er
bleven sulten, og jeg har ikke en Øre.«
»Så er De lige så rig, som jeg«, sagde han og gav sig til at ordne
Garnpakker.
»Å, vis mig ikke bort — ikke nu!« sagde jeg, på en Gang kold over hele
Legemet. »Jeg er virkelig næsten død af Sult, det er mange Dage, siden jeg
nød noget.«
I yderste Alvor, uden at sige noget, gav han sig til at vrænge sine Lommer,
en efter en. Om jeg ikke vilde tro ham på hans Ord, hvad?
»Bare fem Øre?« sagde jeg. »Så skal De få ti igen om et Par Dage.«
»Kære Mand, vil De have mig til at stjæle af Skuffen?« spurgte han
utålmodig.
»Ja,« sagde jeg, »ja, tag fem Øre af Skuffen.«
»Det blir ikke mig, som gør det,« slutted han, og han lagde til: »Og lad
mig sige Dem nu med det samme, at nu kan det være nok af dette.«
Jeg drog mig ud, syg af Sult og hed af Skam. Jeg havde gjort mig til Hund
for det usleste Ben og ikke fået det. Nej, nu fik der blive en Ende på det!
Det var virkelig kommet altfor langt med mig. Jeg havde holdt mig oppe i så
mange År, stået rank i så hårde Stunder, og nu var jeg på en Gang sunken
ned til brutalt Betleri. Denne ene Dag havde forrået min hele Tanke,
overstænket mit Sind med Ubluhed. Jeg havde ikke undset mig for at gøre mig
bevægelig og stå og græde til de mindste Kræmmere. Og hvad havde det
nyttet? Stod jeg måske ikke fremdeles uden en Brødbid at stikke i Munden.
Jeg havde opnået at få mig til at væmmes ved mig selv. Ja, ja, nu måtte det
komme til en Ende! Retnu stængte man Porten hjemme, og jeg fik skynde mig,
hvis jeg ikke vilde ligge på Rådstuen inat igen . . . .
Dette gav mig Kræfter; ligge på Rådstuen vilde jeg ikke. Med foroverbøjet
Krop, med Hånden stemt mod venstre Ribben, forat dulme Stingene lidt, kaved
jeg fremad, holdt Øjnene fæstet i Fortouget, for ikke at tvinge mulige
Bekendte til at hilse, og hasted hen til Brandvagten. Gudskelov, Klokken
var blot syv på Vor Frelsers, jeg havde tre Timer endnu, før Porten
stængtes. Hvor jeg havde været bange!
Så var der altså ikke en Ting uforsøgt, jeg havde gjort alt, jeg kunde. At
det virkelig ikke vilde lykkes én Gang på en hel Dag! tænkte jeg. Om jeg
fortalte det til nogen, så var der ingen, som ville tro det, og om jeg
skrev det ned, så vilde man sige, at det var lavet. Ikke på et eneste Sted!
Ja, ja, der var ingen Råd med det; fremfor alt ikke gå og være rørende mer.
Fy, det var ækelt, forsikkrer dig på, det gør mig vammel af dig! Når alt
Håb var ude, så var det ude. Kunde jeg ikke forresten stjæle mig en
Håndfuld Havre inde i Stalden? En Stribe af Lys, et Strejf — jeg vidste,
at Stalden var lukket.
Jeg tog det mageligt og krøb i sen Sneglegang hjemover. Jeg følte Tørst,
glædeligvis for første Gang den hele Dag, og jeg gik og så mig om efter et
Sted, hvor jeg kunde drikke. Jeg var kommet for langt bort fra Basarerne,
og ind i et Privathus vilde jeg ikke gå; jeg kunde måske også vente til jeg
kom hjem; det vilde tage et Kvarters Tid. Det var slet ikke sagt, at jeg
kunde få beholde en Slurk Vand heller; min Mave tålte ikke længer nogen
Ting, jeg følte mig endog kvalm af det Spyt, jeg gik og svælged ned.
Men Knapperne? Jeg havde slet ikke forsøgt med Knapperne endda? Da stod jeg
plat stille og gav mig til at smile. Kanske blev der alligevel en Råd! Jeg
var ikke helt fordømt! Jeg vilde ganske sikkert få ti Øre for dem, imorgen
fik jeg så andre ti et eller andet Sted, og Torsdag vilde jeg få Betaling
for min Avisartikel. Jeg skulde bare se, det retted sig! At jeg virkelig
kunde glemme Knapperne! Jeg tog dem op af Lommen og betragted dem, mens jeg
atter gik; mine Øjne blev dunkle af Glæde, jeg så ikke hele Gaden, jeg gik
på.
Hvor kendte jeg ikke nøje den store Kælder, min Tilflugt i de mørke
Aftener, min blodsugende Ven! En for en var mine Ejendele forsvundne
hernede, mine Småting hjemmefra, min sidste Bog. På Auktionsdagen gik jeg
gærne derned, forat se til, og jeg glæded mig hvergang mine Bøger syntes at
komme i gode Hænder. Skuespiller Magelsen havde mit Ur, og det var jeg
næsten stolt af; en Årskalender, hvori jeg havde mit første lille poetiske
Forsøg, havde en Bekendt købt, og min Yderfrakke havned hos en Fotograf til
Udlån i Atelieret. Så der var intet at sige på nogen Ting.
Jeg holdt mine Knapper færdige i Hånden og trådte ind. »Onkel« sidder ved
sin Pult og skriver.
»Jeg har ingen Hast,« siger jeg, bange forat forstyrre ham og gøre ham
utålmodig med min Henvendelse. Min Stemme lød så forunderlig hul, jeg
kendte den næsten ikke selv igen, og mit Hjærte slog som en Hammer.
Han kom mig smilende imøde, som han plejed, lagde begge sine Hænder flade
på Disken og så mig ind i Ansigtet, uden at sige noget.
Ja, jeg havde noget med, som jeg vilde spørge, om han ikke kunde have Brug
for . . . . noget, som blot lå mig ivejen hjemme, forsikkrer Dem på, ganske
til Plage . . . . nogle Knapper.
Nå, hvad var det så, hvad var det så med de Knapper? Og han lægger sine
Øjne helt ned til min Hånd.
Om han ikke kunde give mig nogle Øre for dem? . . . . Så mange, som han
selv syntes . . . . Ganske efter hans eget Skøn . . . .
For de Knapper? Og »Onkel« stirrer forundret på mig. For _disse_ Knapper?
Bare til en Cigar, eller hvad han selv vilde. Jeg gik netop forbi, og så
vilde jeg høre ind.
Da lo den gamle Pantelåner og vendte tilbage til sin Pult, uden at sige et
Ord. Der stod jeg. Jeg havde egentlig ikke håbet så meget, og alligevel
havde jeg tænkt mig det muligt at blive hjulpen. Denne Latter var min
Dødsdom. Det kunde vel ikke nytte med Brillerne nu heller?
Jeg vilde naturligvis lade mine Briller gå med, det er en Selvfølge, sagde
jeg så og tog dem af. Bare ti Øre, eller, om han vilde, fem Øre?
»De ved jo, at jeg ikke kan låne på Deres Briller,« sagde »Onkel«; »jeg har
sagt Dem det før.«
»Men jeg trænger et Frimærke,« sagde jeg dump; jeg kunde ikke engang få
afsendt de Breve, som jeg skulde skrive. »Et ti eller fem Øres Frimærke,
ganske som De selv synes.«
»Gud velsigne Dem og gå Deres Vej!« svared han og kaved imod mig med
Hånden.
Ja, ja, så får det være! sagde jeg til mig selv. Mekanisk satte jeg
Brillerne igen på, tog Knapperne i Hånden og gik; jeg sagde Godnat og
lukked Døren efter mig som sædvanlig. Se så, der var ikke mer at gøre!
Udenfor Trappegabet standsed jeg og så endnu engang på Knapperne. At han
slet ikke vilde have dem! sagde jeg; det er dog næsten nye Knapper; jeg kan
ikke forstå det!
Mens jeg stod der i disse Betragtninger, kom en Mand forbi og gik ned i
Kælderen. Han havde i Farten givet mig et lidet Stød; vi gjorde begge
Undskyldning, og jeg vendte mig om og så efter ham.
»Nej, er det dig?« sagde han pludselig nede i Trappen. Han kom op, og jeg
genkendte ham. »Gud bevare os, så du ser ud!« sagde han. »Hvad har du gjort
hernede?«
»Å — havt Affærer. Du skal herned, ser jeg?«
»Ja. Hvad har du været der med?«
Mine Knæ skalv, jeg støtted mig mod Væggen og rakte ud min Hånd med
Knapperne.
»Hvad Fan?« råbte han. »Nej, nu går det for vidt!«
»Godnat!« sagde jeg og vilde gå; jeg følte Gråden i Brystet.
»Nej, vent et Øjeblik!« sagde han.
Hvad skulde jeg vente efter? Han var jo selv på Vej til »Onkel«, bragte
måske sin Forlovelsesring, havde sultet i flere Dage, skyldte sin Værtinde.
»Ja,« svared jeg, »når du vil være snar . . . .«
»Naturligvis,« sagde han og tog Tag i min Arm; »men jeg skal sige dig, jeg
tror dig ikke, du er en Idiot; det er bedst, du følger med derned.«
Jeg forstod, hvad han vilde, følte pludselig igen en liden Gnist af Ære og
svared:
»Kan ikke! Jeg har lovet at være i Bernt Ankers Gade Klokken halv otte, og
. . . .«
»Halv otte, rigtigt ja! Men nu er Klokken otte. Her står jeg med Uret i
Hånden, det er det, jeg skal herned med. Så, ind med dig, sultne Synder!
Jeg får mindst fem Kroner til Dig.«
Og han puffed mig ind.