I
William syntes, at alt det forbigangne var saa længe siden, og dog havde
han kun været en Maaned i Sorø. Men denne Maaned havde været som en
Evighed. Dagene kom, og Dagene gik, og deres Fredsommelige Ensformighed
faldt over ham ligesom et mildt Snefog, der dækkede alt. Det var en
Fred, som næsten lignede en Dvale.
Skolen gav ham ikke meget at bestille. I Begyndelsen--de første Fjorten
Dage--var han meget flittig, han gjorde sig Umage for at skrive smukt
Dansk i sine Versioner, virkeligt Fransk i sine Stile, han læste Tacitus
ekstra og gav to Gange en hel Roman op i kursorisk Tysk. Men lidt efter
lidt syntes han, at disse Anstrengelser i Grunden var ørkesløse, han var
jo den dygtigste i Klassen, blev let Nummer ét og vilde rimeligvis faa
Udmærkelse til Artium: han havde en egen Evne til at kunne glimre med
lidt og til at brillere med Indfald, og Lærerne, der snart saá, at han
var mere udviklet end Kammeraterne, tog hans Melankoli for Dybde.
Hvad det gjaldt om, var først og fremmest at finde et Maal--og et stort
Maal. Thi stort, ophøjet maatte det være, grænseløst som hans
Ærgerrighed, der brændte hans Sjæl som Ild. Ligesaa dybt som den var
sunken, hans Slægt, ligesaa højt maatte den stige.
Mange Timer tilbragte han i Kirken.
Han var ikke gaaet derind den første Dag, han havde ikke turdet. Mens
Onklen begravet bag "Dagstelegrafen" drak sin Kaffe paa "Haabet", sneg
han sig sagte ud af Døren. Han havde ikke sagt, hvor han gik hen, saa
vilde Onklen maaske have været med og--nej, han vilde helst være alene,
han maatte være alene, han syntes ikke engang, han kunde have sagt, at
han gik ned til Kirken; han var saa underlig beklemt, stivnet næsten
under sin egen Forventning.
Han stred mod Stormen ned ad Gaden med dukkende Hoved, Frakken fløj ind
mellem hans Ben, saa han næppe kunde trænge sig frem. Saa faldt det ham
pludselig ind, at Onkel Høg kunde se ham fra Vinduet, og han gik ind paa
Fortovet, helt ind til Husene.
Han løb over Torvet, Hatten føg af, men han holdt den i Stormbaandet og
skred videre. Langs Husene naaede han Klosterporten.
Han gik gennem Porten. Hvor Murene var stærke, dem havde de bygget, hans
Forfædre ... Han følte paa Murene, udmaalte Hvælvingerne ligesom Tomme
for Tomme, baade Højden og Bredden--saa gik han ud i Alléen. Vinden jog
med de visne Blade og lod dem danse i svingende Kredse om de knudrede,
fugtige Rødder--Sikke vældige Rødder!--hvor de Træer var gamle--de havde
set hans Slægt ...
Det var som om hans Hjerte blev større, han aandede Luften stærkt, han
fyldte sine Lunger. Han syntes, han kom til noget, som var hans, til
noget, han tog i Besiddelse. Alle de Skygger, som Livet havde kastet ind
over hans Drømme, blegnede og veg for én Følelse, den, at han her stod i
Ly af sin Slægts Gerninger.
Og i dette nervøse Sind kom ogsaa denne Følelse altbeherskende til ham.
Han slyngede alt, hvad han havde lidt, alle Ydmygelser, alle Skygger
over paa de store Dødes Skuldre, og de kunde bære dem.
Dette var deres, hans, Slægtens. Her kunde han aldrig blive ene, for de
var her.
Paa én Gang raabte alle hans berømmelige Slægts Bedrifter til ham, han
var kommen til dens Hjem, hvor Minderne lurede i hver Krog, og hans
Tanke havde i et eneste Nu gennemløbet hele Slægtens lange Saga.
De store berømte Navne, de lysende Bedrifter, de store Skikkelser--han
saá det alt. Og saá ned gennem de mørke Aarhundreder, hvor alt forsvandt
og blev borte. Han vidste ikke, han havde aldrig kendt den besynderlige
Følelse af afmægtig Vrede, som betog ham--det gled ud, bort, ud i
intet--