"Haabløse Slægter" udsendes i dette Bind for tredje Gang--akkurat fem og
tyve Aar efter sin Fremkomst.
Bogen har haft sin Skæbne, som man siger, at alle Bøger har. Den første
Udgave blev udsolgt paa Grund af en offentlig Anklage. Den anden Udgave
forblev usolgt paa Grund af den samme Anklage, som i mange Aar fjernede
mig fra Bogkøbernes Skabe.
Til sidst var der vel ingen mer, som troede, at alle de støvede Bog
bunker "Haabløse Slægter" nogensinde skulde flyttes fra Forlæggerens
Loft uden som Makulatur.
Alligevel gik det anderledes.
For en ti-tolv Aar siden huskede Menneskene pludselig den gamle Roman,
som hed "Haabløse Slægter". De ikke blot huskede den. De spurgte endog
deres Boghandler, om den endnu var at faa til Købs. Og lidt efter lidt
svandt Bunkerne paa Loftet, til der slet ikke var flere "Haabløse
Slægter" tilbage.
[Fodnote *: Til 3die Udgave, der udkom 1905 paa det Schubotheske
Forlag, den sidste Udgave Bang selv besørgede og som han kaldte den
"endelige", skrev han dette Forord.]
Det Schubotheske Forlag har ment, at en Bog, der har haft en Lod som
denne: at være længe glemt for igen at blive husket--at den Bog har
forsvaret sin Plads mellem de Bøger, som vil leve en Stund endnu.
Den udsendes altsaa atter.
Meget har jeg ikke rettet i den. I mine andre Romaner bliver jeg ikke
træt af at file og "gøre bedre". Men i "Haabløse Slægter" nytter det
saamæn ingen Ting. Den er nu en Gang saa god og saa daarlig som den er.
At eftergaa "Stilen" er umuligt. For Bommerterne er vist altfor mange.
At eftergaa selve "Bogen" er ligesaa umulig. Den vilde sikkert kun blive
ringere, hvis et ældre Menneske gav sig til at gaa i Rette med, hvad et
ungt Menneske skrev--fordi han følte det.
I "Haabløse Slægter" er det Pulsslaget der maa redde Værket. Den har
ingen Adkomst til at leve endnu, hvis ikke dens Pulsslag endnu levende
kan fornemmes.
Herman Bang Marienlyset, August 1905.