Vi staar i Døren til min Hytte og ser ud. Der pibler Lys frem mellem
Stammerne. Det er nede fra Mosepers Hus. De skal i Seng nu. Det
kommer inde fra Sovekammeret i Gavlen.
Vi ser begge mod det samme Lys. Det ejer en underlig fortrolig
Blinken, fortæller langt ud til hver, der gaar forbi, at her er et
Hjem. --
Et Hjem! Alt hvad Livet ejer af stort og smukt samles bag fire Vægge,
og alle de hedeste Længsler stilnes i en Krog med Kig ud paa en
støvet Landevej. Ikke en Dag ejer Jorden, som ikke bærer et Minde til
vort Sind om tusinde lykkelige Timer levet hos dem, der gav det
bedste, de ejede. Et Hjem --! Vor egen Stræben mod selv at eje en
blinkende Strime Lys, som intet Mørke kan slukke, selv at eje det
Sted, hvor vi kan faa Lov til at give igen alt det, som Livet har
givet os. -- --
Der slukkes. Et Øjeblik ser det ud, som om Mørket krymper sig ved at
krybe over det Sted, hvor Lysstrimen skar igennem.
En Haand klemmer sig fast om min.
-- Kærligheden er Livet og evig som dette.
Det er dig, der siger det.