»Er -- er Du da ikke Grev Campnell, den politiske Satan, vi skulde
bringe i Sikkerhed ...?!«
»Nej, men hans Søn!«
»Hans Søn?« Anføreren stampede i Gulvet. »Du har narret os altsaa!
Hvad skal de Kunster betyde?«
»Ja, hvad tror De? Jeg hørte De var i Nærheden, og Far behøvede kun
et lille Forspring for at være fuldstændig reddet. Saa tog jeg hans
Rolle. Jeg gættede nok, De ikke havde hans #fuldstændige#
Signalement. Altsaa klædte jeg mig ud, saa jeg lignede ham og lod
mig fange.«
»Det skal koste dit Liv!« brølede Fyren og hamrede ude af sig selv i
Bordet. Forbitret ruskede han i Drengen. -- -- -- -- --
-- --
Men da skete det mærkværdige:
De havde jo bundet hans Hænder, og stadig holdt han dem skjult paa
Ryggen. I Stilhed havde han længe arbejdet paa at løse dem, nu
endelig var det lykkedes.
I dette Nu snappede han Anførerens Klinge, der laa paa Bordet,
sprang et Par Skridt tilbage og svang den over Soldaternes Hoveder.
Forvirrede stirrede de paa ham.
»Vogt jer, I Drukkenbolte!« tordnede han. »En af Jer skal i hvert
Fald blive Dødens, hvordan det end gaar!«
Det hele skete saa pludselig, og den unge Fyr saa' saa besynderlig
ud, som han stod dèr med lynende Øjne og den slebne Klinge i sin
Haand, at Mændene uvilkaarligt veg et Par Skridt tilbage.
»Hvad staar I og glor paa? Skyd ham ned som en Hund!« brølede
Anføreren.
Men næppe havde han sagt det, før Grev Campnell resolut slog til
Lampen med sin Klinge. Den faldt og sluktes. Der blev bælgmørkt i
Salen.
»Pas paa Døren!« tordnede Løjtnanten rædselsslagen. »Hvis den Knægt
slipper ud, skal I blive hængt alle som en.«
Mens de drukne Soldater ravede frem i Mørket for at finde Døren,
blev den med Et reven op og en Stemme raabte fra Dørtærsklen:
»Er August Campnell her?«
Han kendte Stemmen. Det var den gamle Tjener, der kom ham til Hjælp.
Han havde fundet Sporet og havde udenfor ventet paa det belejlige
Øjeblik.
»Ja #Far#, her er jeg!« raabte Grev August.
Anføreren sprang i Vejret af Glæde. »Hurra, Kammerater! Hurra! Hørte
I, han sagde »Far«! Det gamle Fjols løber lige i vore Jærn. Saa har
vi dem, baade Fader og Søn!«
»Det har I!« lød den gamle Tjeners Stemme tilbage. »Lad nu Kampen
begynde!«
Der blev en Bragen og Brølen i den mørke Sal. Anføreren skreg op, at
der var fjendtlige Soldater derinde, mange, flere og flere ...
Almindelig Forvirring. Skud, Skrig, Raab og Eder....
Indtil alt med Et blev stille, da en gammel Kone -- Værtinden -- kom
ind med en Lygte.
»Hvor er Grev Campnell? Hvor er han, hvor er han --?«
Anføreren for rundt i Salen, hvor allerede flere Soldater laa
saarede og blødende.
»Hvor de er henne? Fjenden?« sagde den gamle Kone. »De er flygtede!
Alle deres Heste er jo borte fra Stalden ... de er flygtede, de
Pjalte og kommer saamæn ikke igen.«
»Med #vore# Heste!?« skreg Anføreren op med en Ed.
»Deres? Var det #Deres#?«
Anføreren jamrede, bandte og skændte. Slaget var tabt. Han var ædru
nok til at indse det nu.
Saa kom Konen trøstende hen til ham og rakte et Brev, »fra
Kæresten,« mente hun. Det var fundet paa Køkkenbordet.
Han rev det op.
Der stod:
»Kejserlige Løjtnant!
Gaa ud i Stalden! Jeg giver Dem Deres Klinge tilbage, brug den
blot bedre i Fremtiden! Og har De Lyst, saa gem Deres Erobring
-- mit Skæg og mit Haar, som Erindring om Deres
_August Campnell_.«