Dampen af den theologiske Te var i Færd med at lette i den Suite af
Værelser, som vare helligede denne ædle Drik, der var klarere end den
Videnskab, til Ære for hvilken den skænkedes, -- saa klar, som
vilde den ved uskyldig Blondhed fornægte sin Oprindelse fra det
buddhistiske Orienten, hvori den maaske ikke havde saa ganske Uret.
De langsomt nydende slubrede endnu de sidste Mundfulde i sig, og der
var en almindelig Sætten-bort af Kopper i Vindueskarme, paa Borde og
fremspringende Reolhylder, hvor der kunde findes en lille Plads
blandt de opstablede uindbundne Bøger.
Fra Spisestuen paa den ene Side og fra Forstuen og
Bibliotheksværelset paa den anden var der en Sammenstrømning mod det
centrale Diskussions-Rum, det store Studerekammer, hvis Hængelampe
straalede gennem de aabne Fløjdøre.
Herinde var der imidlertid ingen Siddepladser at finde. De vare
forlængst optagne af Honoratiores, Professorens mere fortrolige
Disciple, et Par Katheketer, der vare hans gamle Manuducenter,
Kandidater og ældre Studerende paa Nippet til at blive det, -- og saa
af nogle græsgrønne Russer, der havde usurperet de bedste Pladser med
den samme Dristighed, hvormed Drenge i Overgangsaldren engagerer de
mest feterede Baldronninger.
Professoren sad midt i Sofaen og havde paa hver Side, som et Par
Adjudanter, Professorsønnen med den lange Næse, Kandidat Frederiksen,
og hans Ven, Kandidat Thomsen, Stiftsprovstens Svigersøn, en
fremtidig Kirkestøtte, der, som Kleistrup havde sagt til Hjorth,
lignede Martensens Ethik i »Opbyggelsesbind«. Man stod lænet op mod
Vægge og Reoler, fik en halv siddende Stilling paa Randen af det
store Bord, hvor Bøgerne saa vidt muligt vare skubbede sammen i
Midten, dannede levende Rækværker i begge Fløjdøre. Gardinerne vare
trukne til Side og de gammeldags dybe Karme vare fulde af sorte,
theologiske Blomster, som i et af de høje Stuevinduer sad i dobbelt
Belysning, idet en Gadelygte glòde ind udefra, og spættede de mørke
Ruder med lysende Hvirvelpunkter af Tøsneens store Flokker, der
opfangede Lyset, medens de drev forbi. Fra de aabne, stærkt oplyste
Vinduer hos Genboerne kom af og til Stumper af en høj Violinstemmes
Dansemelodier. Ensomme Droscher rumlede gennem Gaden med snedæmpet
Hjulrullen og nogle svirpende Pidskeslag, der fik et Par Hoveder i
Vinduet til at dreje sig. Nu og da kastede en Sporvogn sin
Bjældeklirren og Klokkeringning ind i Samtalens Hvisken og Mumlen.
Denne spredte Samtale døde hen, da Professorens tavse Ansigt ved et
ubestemt, ligesom famlende Smil antydede, at han ønskede Ordet for en
kort Bemærkning til Forsamlingen.
Han vilde foreslaa, at de i Aften forenede sig til en Samtale om
Ugens interessante Begivenhed: Licentiat Willumsens Disputats om
Nadveren. Det kunde næppe være andet, end at den hos mange havde
bragt forskellige Spørgsmaal frem, som det vilde være frugtbringende
at klare, og han vilde derfor bede alle, som havde noget paa Hjærte,
om at udtale sig. Licentiat Willumsen havde, som de uden Tvivl
alle vidste, særlig fæstet sin Opmærksomhed paa et Punkt, som han
fandt upaaagtet i Reformatorernes Nadverstrid, nemlig den
karakteristiske Forskel mellem Kirkens Nadvere og den første Nadver,
Indstiftelsesmaaltidet, at Jesus dèr selv havde været personlig
tilstede. Der opstod da det Spørgsmaal, hvorledes Jesus da kunde give
Disciplene sit Legeme og Blod, naar han stod midt iblandt dem, og
hans Legeme endnu ikke var forklaret. Se, det var jo Hovedmomentet,
at hans Legeme ikke var forklaret. Thi hvis han havde givet
Disciplene det uforklarede, kødelige Legeme, som stod midt iblandt
dem, selv om det nu kunde tænkes, saa vilde jo det første Maaltid
være blevet forskelligt fra de andre, og Disciplene havde da faaet
mindre end vi fik. Paa den anden Side, dersom han ikke dengang gav
dem sit Legeme og sit Blod, saa faldt jo den lutherske og den
katholske Nadverlære, -- saa kunde Indstiftelsesordene jo heller ikke
senere være andet end symbolske. Det var derfor et Punkt, som de
nyere Angribere af Læren, f. Ex. Rückert og Meyer, lagde megen Vægt
paa. De erindrede, at Licentiat Willumsen besvarede Spørgsmaalet
derhen, at Jesus ogsaa under sit jordiske Liv havde et forklaret
aandeligt Legeme som Logos, og det var dette aandelige Legeme, som
han havde meddelt Disciplene.
Professorsønnen, Kandidat Frederiksen, snød sin lange Næse og
bemærkede, at han fuldstændig kunde slutte sig til denne Opfattelse.
Den havde ogsaa et gammelt Forbillede i Kirken, idet allerede Irenæus
og Gregor af Nyssa mente, at Brød og Vin var Logos' Legeme og Blod,
og at Logos forbandt sig med Nadverelementerne, ligesom han havde
forbundet sig med Legemet i Maria.
-- Ja, jeg maa dog sige, begyndte Kandidat Thomsen, at det forekommer
mig farligt at indlade sig paa den Lære, da dog saadan et Legeme ikke
har nogen Hjemmel i Skriften.
-- Naa, ja, sagde Professoren ... Hm ... Han henviser jo dèr til
Forklaringen paa Bjærget, hvor det er ligesom om det jordiske
forkrænkelige Legeme gennemstraaledes af det forklarede Legeme ved en
momentan Forening.
-- Ja men, -- tillad mig, Hr. Professor, spurgte en ung Naiv, hvor
skal man da tænke sig at dette forklarede Legeme ellers har opholdt
sig, under Frelserens Levetid? ... Kan det have siddet oppe ved Guds
højre Haand?
-- Ja--a, nej, -- det bliver jo det gamle Spørgsmaal, De vèd nok,
Hr. Christensen, om Logos i den Tid sad ved Guds højre Haand, -- De
vèd, man har indvendt, at i modsat Fald vilde Treenigheden i denne
historiske Periode -- den himmelske Treenighed vilde saa være bleven
en Tohed ... Men det kan vi dog ikke antage, det vilde jo komme ud
paa en Deling af Logos ... Logos maa jo have været helt i Kristus ...
Naa, jeg brugte maaske før et overilet Udtryk, jeg sagde »en momentan
Forening« -- de maa naturligvis tænkes forenede, -- men det
indeholder unægtelig en Vanskelighed --
-- Det forekommer mig dog ikke vanskeligere, begyndte
Professorsønnen, -- ikke vanskeligere at forstaa, at han i èn
Legemlighed har haft to Legemer end at han i èn Personlighed har
forenet to Naturer, saaledes at han f. Ex. paa samme Tid ~qva~ Logos
var alvidende og ~qva~ Menneske indskrænket til de menneskelige
Erkendelsesbetingelser. -- Saaledes, forekommer det mig, vilde der,
ligesom vi har ~communicatio idiomatum naturarum~, ogsaa blive en
~communicatio idiomatum corporum~, hvoraf f. Ex. Forklaringen paa
Bjærget var et ~genus auchematicum~.
-- Ja, det er ganske vist, det er en meget træffende Parallel, De dèr
drager ... Overhovedet vil det jo altid være befrugtende, ja endogsaa
nødvendigt ved dette Spørgsmaal bestandig at se hen til Læren om de
to Naturer -- ikke sandt ... De vil erindre, at det var ogsaa
Nadverstriden, som førte vore Reformatorer til en dybere Udvikling af
denne Lære.
-- Jo, men der ligger ogsaa dèr Faren for at komme ind paa det
doketiske, Hr. Professor, sagde Kandidat Thomsen, -- og det
forekommer mig nok, at dette aandelige Legeme -- hører lidt derhen.
-- Aa, ja ... Hm ... Der er ganske vist Fare, -- men hvorledes vil De
paa den anden Side?
-- Ja, jeg mener kun det kan løses i Troen.
-- Hm ... Ja, -- det bliver naturligvis ogsaa tilsidst -- vi er jo
her paa et Punkt, hvor Videnskaben ikke kan sige det sidste Ord. --
--
-- Tillad mig, Hr. Professor, sagde en ung bleg Mand med et
langagtigt, meget hulkindet og randøjet Ansigt, -- tillad mig at
berøre et Spørgsmaal, der synes mig at staa i nær Forbindelse med
det, vi netop omtaler. Licentiat Willumsen siger et Sted i sin
Disputats, at det er ganske uantageligt, at Kristus selv har drukket
af Kalken og spist af Brødet.
-- Hm ... Naa, ja, -- og De mener?
-- Ja, jeg synes, at Texten hos Matthæus, hvor han jo, efter
Omdelingen af Kalken, siger til dem: »jeg skal fra nu af visselig
ikke drikke af denne Vinstokkens Frugt, før den Dag, da jeg drikker
den med eder i min Faders Rige« -- det forekommer mig, især paa Grund
af Pronominet: ἐκ τούτου -- at det kun kan forstaas
saaledes, at han selv har drukket af Kalken --
-- Jo, -- men--n, De erindrer sikkert, at hos Lukas findes disse Ord
før Indstiftelsen --
-- Ja men Matthæus maa have Avtoriteten, da han selv var tilstede.
-- Ja, det er jo unægtelig, det --
-- Og Meyer mener ogsaa, at Jesus utvivlsomt har drukket af
Nadverkalken, sandsynligvis efter Velsignelsen --
-- Ja--a -- hm -- men det bliver jo dog rigtignok -- det kan dog ikke
nægtes, at der er noget meget stødende for vor Følelse dèr ... Ser
De, paa den Maade kommer jo Jesus ligefrem til at have drukket sit
eget Blod og spist -- det gaar jo dog ikke ... De maa huske paa, Hr.
Hansen, at Meyer kan De ikke beraabe Dem paa, -- han er jo
rationalistisk her, -- han mener jo netop ikke, at det virkelig er
Jesu Legeme og Blod, ikke sandt! ... Han tager det jo symbolsk ...
Men naar man ikke gør det, saa -- --
Professoren rystede paa Hovedet med et yderst betænksomt Udtryk og
styrkede sig ved en Slurk The af den store Kontorkop, der stod foran
ham paa Bordet.
I denne Pavse hørte nogle Theologer i Midten af Værelset ved det ene
Hjørne af Bordet en ganske sagte Nynnen: --
-- Hans Endeligt var trist,
han aad sig selv tilsidst.
Og Tingelingeling -- --
Deres forbavsede Blikke mødte Hjorths ironiske Smil. Han sad paa
Kanten af Bordet, dinglende med Benene, der slog Takt med Støvlerne.
Der begyndte rundt om en Hvisken og sagte Fnisen.
Men Professorsønnen havde allerede genoptaget Diskussionen. Han
advarede imod at lade en saadan Følelse blive afgørende overfor
Mysteriet, -- saa kunde man forkaste det Hele om Anthropofagi. Han
vilde minde om Baaders Ord, at vi alle paa en Maade sjælelig var
Anthropofager. Paa samme Maade kunde man ogsaa sige, at vi alle vare
Selvanthropofager. Vi havde jo det skønne Naturexempel med Barnet,
som næres af Moderbrystet, der ligesom er dets eget Kød og Blod ...
Og kunde man ikke tænke sig, at Jesus netop i dette Øjeblik, da hans
Offerlidelse tog sin Begyndelse, styrkede sit menneskelige og
forkrænkelige Legeme til Opstandelsen og Forklaringen ved at
nyde sit eget forklarede Legeme, -- det samme, som nærer vort
Opstandelseslegemes Spirer.
Hjorth fik ikke mere at høre. Han havde set sit Snit til at liste sig
ud, og var hurtig nede paa Gaden. Den kolde Tøsne slog ham
forfriskende i Ansigtet, og fra Vinduerne lige over for fløj
Violinernes Valsemelodi opmuntrende ned til ham. Det forekom ham, at
han havde frelst sig ud af et Galehus. Han glædede sig over, èn Gang
dog at have givet sig Luft, over denne Drillelyst, der pludselig
havde overvældet ham med et lystigt Indfald, ligesom naar han i gamle
Dage paa Valgmøderne tirrede Bønderne. Hvor de vare blevne
forbavsede, Theologerne! ... Og idet han saà op paa Vinduerne med
Rækken af duknakkede Rygge, brast han i en saa voldsom Latter, at han
maatte gribe fat i Lygtepælen for ikke at glide paa de snesjappede
Fliser.
-- Han har da faaet nok, han dèr, hørte han en Mand sige til en anden
paa Fortovet lige over for.
-- Ja, -- jeg har faaet nok! --