Temmelig hyppig traf Hjorth hos Lindekærs sammen med Professor
Petersen. Det var ham altid en Glæde, næsten en Stolthed, noget af
den Selvopløftelse, som en Underordnet føler ved at være sammen med
sin Foresatte i det private, snevrere Selskabsliv, hvor Graderne
bortfalde; -- thi skønt Professorens venlige og jævne Væsen ikke paa
nogen Maade lod denne Gradsforskel blive følt, glemte han dog ikke
selv den afstand-tagende Respekt for den lærde og ansete Mand. Men
her, hos de fælles Venner, kunde han omgaas ham mere paa kammeratlig
Fod, genfandt han sin naturlige Ligevægt og kunde slaa ind i en
munter Tone.
Desuden smigrede det ham saa inderlig, at Professoren havde udtalt
sig meget anerkendende om hans Flid og Dygtighed, noget som Fru
Cecilie snart meddelte ham.
Paa disse Aftener trak Herrerne sig altid efter The ind i
Studereværelset til Tobak og theologiske Samtaler. -- Dèr sad de saa
i brede Lænestole eller i den solide, bløde Sofafirkant og lod Røgen
hvirvle hen over Arbejdsbordet i det matte Lys fra den gammeldags
Moderatørlampe, der var bleven omskabt til Petroleumsbrug og stod
balancerende paa sin tynde Messingstang, som ragede op mellem Bunker
af Bøger og Papirer. Foran sig sendte den gennem et firkantet blaat
Skærmglas en mørk Skygge ud, der skar Folk i Sofaen over ved Halsen,
men bagtil kastede den en stor Skygge fra sin straalende Oliebeholder
hen paa det øverste af Væggen og en Kant af Loftet. I Baggrunden af
det lange Værelse udslettede Dunkelheden de mørke Møblers Former, og
midt paa den ene Sidevæg lod Bibliotheksportieren et trekantet Mørke
gabe ud fra den skumle Bogfæstning, hvorigennem Masser af skimlet,
ormædt Lærdom syntes stødvis at styrte sig ud og sætte den stille
Tobakstaage i voldsomme Bølgninger, medens Provstens højtmælende
Stemme og langarmede Gebærder forivrede sig indtil Theologernes
Raseri. For det var ikke altid, at han var enig med sin højtagtede
Ven; men der var en beroligende Baggrund for disse Disputer i den
konfessionstvungne Enighed om alt, hvad der havde den aller
fjærneste Betydning. -- Hjorth derimod var ikke altid saa enig med
dem i, hvad der havde Betydning. Han spillede som oftest Tilhørerens
Rolle; -- men undertiden kunde en beskeden indskudt Bemærkning af ham
bringe Professoren til at tage Piben ud af Munden og udbryde: »Nej,
virkelig! ... Ser man det! ... Det vidste jeg saamæn ikke af ...
Hvorfra har De det?« -- --
En Aften midt i Juni stod Professoren og Hjorth ved et aabent Vindue
i Dagligstuen. Efter den brændende hede Dag strøg en Smule
Aftenkølighed ind fra Kanalen, løftende et Par Vimpler paa Jagterne
ved Bolværket. Aftenrødens Genskin laa let over de døsige Skylag, og
Vindfløjene lige for paa Kirkens Gavl og Taarn og længere borte højt
oppe paa Børsens dragesnode Spir glødede, som om de skulde smelte.
Inde i Spisestuen raslede Ellinor med Thetøjet, -- Fruen sad ved
Flygelet og spillede en Polka af Rubinstein. Provst Lindekær var
sunket sammen i en Gyngestol, ladende som om han læste »Fædrelandet«,
ganske opløst i Mattelse efter sit søvndyssende Dagværk som Censor
ved theologisk Examen.
Hjorth beklagede, at han ikke havde været tilstede om Formiddagen.
Professorsønnen, den æsthetiske og filosofiske Hr. Frederiksen, som
opdagede frugtbare Fermenter hos Darwin, havde været oppe.
Men Professoren var skuffet.
-- Jo, respektabelt, respektabelt ... Der var ikke noget at sige paa
det, men -- -- Det var ikke, som vi havde ventet ... Naa, De kan vel
ikke for det første gaa op, -- nej, det er sandt, nej, -- De er fra
sexoghalvfjerds; -- men De har jo ellers allerede faaet læst en
Mængde.
-- Jeg antager, jeg kan gaa op om to Aar.
-- Naa ... Aa, ja, det kunde jo nok --
-- Saa har jeg tænkt mig at gaa paa Skriveøvelser hos Dem til Vinter.
-- Ja, det er meget rigtigt; -- det skal De tage i Tide ... Hm ...
Naa, nu har vi jo snart Sommerferien ... Hvor tager De hen? hjem til
Vonsbæk eller --
-- Nej, jeg tager til Yderslev.
-- Naa, til Yderslev ... Hm ... Jeg har saamæn tænkt paa at tage
derned og besøge min gamle Egn ... Jeg har ikke set den nu i ti Aar,
tror jeg -- ja det bliver nu til Efteraaret ti Aar, siden jeg
begravede min Fader.
-- Ja men, det skulde De virkelig gøre, Hr. Professor. Pastor Krarup
har netop et Par Gange spurgt, om jeg ikke tròde, Professoren kom
derned, det vilde være ham saadan en stor Glæde, hvis De vilde bo i
Præstegaarden.
-- Saa! ... virkelig! ... har han sagt det? ... Hm. --
-- Theen er færdig, Moder.