Du godt har holdt Ord, talt Norriges Sag
Og baaret dets Ry viden Lande;
Du löftet har höit dit Fædrelands Flag
Rundt om paa de fjerneste Strande.
Ja Fyrster og Folk sin Hyldning har bragt
Din blöde og malmstærke Bue;
Et Scepter den blev, som Storme har lagt,
Og tændt har Begeistringens Lue.
Naar Buen Du strög, om borte Du var,
Det klang som et: “Leve vort Norge!”
Thi altid din Hug til Norge Dig bar,
Alt kan for din Kjærlighed borge.
Du elsked dit Land, dets veirbidte Strand,
Og aldrig Du kunde det glemme,
Og Folket Dig elsked, Kvinde som Mand,
De vidste, kun her var Du hjemme.
Saa Tak da for alt, for Toner, for Sang,
For Glöden, Du tændte og vakte.
Hav Tak for din kjække, mandige Gang,
Hav Tak for hvert Offer, Du bragte.
Nu nedlagt er Buen, Tonen dör hen,
Dit Minde dog aldrig skal svinde:
Det Norge, Du var saa fuldtro en Ven,
En Evighedskrans vil Dig binde.