[32] Poet Laureate of Norway.
Gamle Gran med Sne paa Lokker
Fast i haarde Fjeldbund staar,
Vinterstormen ei den rokker,
Rank den grönnes som i Vaar.
Saa til Norges Pryd og Ære
Ole Bull for Verden stod,
Kunde Sölverkronen bære
Blussende i Ungdomsmod.
Aldrig syntes han at ældes,
Frisk hans Toneström end löd,
Og den kom med vore Fjeldes
Rene Luft til Sydens Glöd.
Over Verdenshavet drog han
Til et Hjem i fjerne Vest,
Aldrig helt det dog betog ham,
Han var der kun hædret Gjæst.
Altid droges han tilbage
Til sin elskte Födestavn,
Altid maatte han dog tage
Fæste i den gamle Havn.
Det var som ny Kraft han hented
Fra sin haarde Barndomsjord.—
Og iaar man did ham vented,
Som’ren kaldte ham til Nord.
Lysö ved de blanke Sunde,
Nær den gamle Klostermark,
Havde smykket sine Lunde,
Hvor han bygged sig en Ark.
Flaget vaied alt fra Taarne,
Prydet var den lyse Hal,
Blomsterdufte bleve baarne
Ud mod ham, der komme skal.
Ak, da hörtes dunkle Rygter:
Han laa syg i fremmed Land!
Ingen Fare dog man frygter,
Ole Bull ei segne kan!
Og han kom. Alt Skibet glider
Fjorden ind med dyre Fragt,
Og fra Klippekystens Sider
Hilses han af Sommerpragt.
Men han ei fra Borde springer
Rank og ungdomslet som för—
Varsomt man en Syg kun bringer
Op til Hjemmets aabne Dör.
Det var altsaa sandt!—Den Stærke
Rammet var af Sygdoms Pil,
Men dog kunde man bemærke
Om hans blege Mund et Smil.
Mildt han hilste til dem Alle,
Glæden lyste af hans Blik.
Maaske Hjemmet kunde kalde
Til hans Bryst en Helsens Drik?
Ak, som Walter Scott fra Syden
Droges til sit Abbotsford,
Vilde ikkun dö ved Lyden
Af Flodbölgen om bans Gaard,
Saa den norske Sanger stunded
Til sit norske Ölands Hus.
Blidelig han der nu blunded
Dysset ind af Bölgens Sus.
Men en Dag han vaagned rolig,
Saa sig om i skjönne Hjem,
Bad sin Viv, som fulgte trolig,
Spille Mozarts Reqviem.
Og paa disse Himmeltoner
Toneskjaldens Aand sig svang
Op til hine lyse Zoner,
Hvor der lyder Englesang.
Men hans Fædreland tilbage
Havde dog hans Legem end.
Under hele Folkets Klage
Förtes det til Bergen hen.
Skib paa Skib Ligsnekken fulgte
Som en Konges Jordefærd,
Og den Drot, hvem Kisten dulgte,
Var vel saadan Hyldning værd.
Rundtom Vaagen, graadkvalt, stille
Trængtes Folket, Rad bag Rad,
Alle de ham fölge vilde
Sidste Gang i Födestad.
Der, i Ly af Barndomsfjelde.
Hviler nu hans ædle Stöv,
Birk og Hæg fortroligt hælde
Sig mod Graven med sit Löv.
Trosten synger södt derover
Hver en Vaar sin Morgenbön—
Han, som blidt derunder sover,
Var en ægte Norges Sön.
Derfra vil hans Eftermæle
Naa til fjerne Tiders Gang,
Vække mange Kunstnersjæle
Til at fölge ham i Sang.
Norges Folk! Giv dette Minde
Og de ydre Formers Vægt!
Lad hans skjönne Billed finde
Vei til senest Efterslægt!