Farvel, min stolte Sön! Farvel!
Fölg Kaldet i din dybe Sjel!
För bandt til mine Skjær jeg let
den vilde Pelikan end det.
För standsede jeg Havets Gang
og Stormens Flugt, end Skjaldens Trang.
Drag hen, min Sön! Den samme Lyst
har rört sig i din Moders Bryst.
Jeg ogsaa digtet har engang.
Heimskringlas Liv det er min Sang.
Jeg skrev min egen Epopee.
Hver Helt var deri en Idee.
Jeg skrev med Evighedens Skrivt:
med Kongers Daad og Mænds Bedrivt.
Se, ved mit Hjerte gyldenblaa
den store Havets Harpe laa!
Paa den fik sjelfuld Tanke, för
kun navnlös, Navn.... Hör “Frithjof!” hör!
Hör længe fra dens Strenge skjalv
Lyd af dit Navn, Sjökonning Alf!
Min Harald er et Heltedigt.
Hvo maler Verden et saa rigt?
Saa skjön en Fantasi har knapt
en Skjald som blonde Gyda skabt.
Alnorden bævte for de Ord,
jeg grov i röden Hafursfjord.
Et herligt höit Haleluja
var Sigurds Fart til Jorsala.
I haarde Birkebeengeled
jeg fantaserte Noder ned.
Ved Fimbureid hvor löd de vildt!
Paa Hvitingsö hvor fredsomt mildt!
Ved Holmengraa din _Guerriera_,
i Nidaros din _Preghiera_.
Se Hakon i bans Kongesal!
Hvor majestætiskt et Final!
Nu er der visseligen i
min Sjel meer Klögt end Poesi.
Dog flöd endnu i fyrig Stund
en Frihedshymne af min Mund.
Jeg ligner egen Mark, som den
nu ligger der höstblegnet hen.
Som sparsom fattig Pige, lagt
Min Dal har hen sin Höitidsdragt.
Dog vil jeg gjennemlede hver,
om ei en Blomst til Dig der er.
Til dig, min Sön! min Sön, som gav
mig större Glands end Konnings Grav.
O, vant til Sönners Verdensry,
mit Öje funkler op paany.
Hvor arm jeg er, man dog Demant
meer dyr end Glædesblik ei fandt,
Ak, er der i den Glands ei Glöd?
Bli’r dig for koldt din Moders Skjöd?
Nei, flyv! udbred din Moders Navn!
Din Hæder tröster da mit Savn.