O Amerika, betro’d
har jeg dig med ængstlig Ahnen
Ham, min Fattigdoms Klenod,
Ham, mit Hjertes bedste Blod!
—Lad Platanen
kjærligt ham imödebruse,
Alleghannen
ham i venlig Grotte huse,
Susquehannen
som en dæmpet Harpe suse
Ham, min Elskling, ham imod!
Han med Buens lette Spil
kan til Dands din Panther tvinge,
og (hvad der skal mere til)
Slave–Ejeren til Smiil.
Han kan bringe
Carolinas arme Neger
til at springe
gladere end Barn, som leger,
sig at svinge
snellere end Hjulets Eger..
O, Han kan det, om han vil.
Men, som om bans Bue blev
pludselig med Tordner svanger,
som om den i Luften skrev
trylleformlet Frihedsbrev,
Skræk og Anger
fylder Herrens Hjertekammer
som med Slanger,
tusind Blik i Mulmet flammer
hos hans Fanger..
Ve ham, ve ham! Slavens Jammer
klagende min Bull beskrev.
Far da hen, far hen, min Sön!
Lad din Tryllebue skjænke
arme Negers Suk ilön
Styrken af en bönhört Bön,
saa hans Lænke
for dens Strög maa sönderbriste!
Da sig sænke
signende Platanens Kviste,
og jeg tænke
kan med Stolthed, dig at miste,
Ole Bull, min Sön, min Sön!
Thi hist vest, did Du vil fly,
er min egen Friheds Kjerne
voxet i Plataners Ly,
baaret hid paa svanger Sky,
Derfor gjerne
vilde jeg taknemlig sende
til dens fjerne
Fosterland ved Havets Ende
herlig Stjerne,
og af dem, som hjemme brænde,
straaler ingen med dit Ry.