[31] See page 104 above.
Hvor södt at favnes af Aftnens Fred,
Naar Droslen flöjter i Skoven,
Og Birken suser ved Elvens Bred,
Og Nökken spiller i Voven,
Der er en vemodblandet Fryd,
Som Nordens Alfer male,
Med dæmpet Kvad, med Harpe lyd,
Med Suk i dunkle Dale.
Han stod og lytted en Sommerkveld
Og havde stemt sine Strenge,
Da gik Akkorden fra Skov og Fjeld
Og over duggede Enge;
Og alle Strenge klang dertil
Med underbare Toner,
Som Droslens Kluk og Nökkens Spil,
Og Suk af Birkekroner.
Og al den Smerte, al den Lyst,
Der bor i Nordens Sone,
Har lagt sig drömmende til hans Bryst
Og sittret gjennem hans Tone.
O, hör den stille Melodi,
Der dæmper Stormens Harme;
Din Barndom vugger sig deri
Paa ömme Liljearme.
Det er den dejligste Strengeklang,
Der letter Længselens Vinger;
Da nynner Hjertet sin egen Sang,
Mens Strengen bæver og klinger.
Der er ej Savn, Der er ej Nag,
Som ej hans Streng kan lindre;
Han vækker med sit Trylleslag
En Vaardag i dit Indre.
O hil dig, salige Toneskald
Med Guddomsmagt i din Bue!
Fra dig gaar Jubelens Fossefald,
Du tænder Andagtens Lue.
Naar Verden lytter til dit Kvad
Og bæver ved din Vælde,
Da skjælver Glemmigejens Blad
Af Fryd paa dine Fjelde.
[TRANSLATION.]