„Ikke en Eneste er der, som tager sig af Tjenesten herombord, aldrig
har jeg troet at kunne træffe en Officeersbesætning saa blottet for al
Kundskab til sit Fag. Ingen er her, som kan staae mig bi, selv maa jeg
være overalt, see Alt, gjøre Alt; det er ikke til at holde ud!“ Om mig
havde han faaet den Idee, at mit skarpe Syn især var fremtrædende om
Natten. Han betragtede mig som en Slags Albino. Som Følge heraf blev jeg,
til min Ærgrelse, ikke sjelden kaldet paa Dækket ifølge Chefens Ordre
efter min Nattevagt, naar man troede at skimte Land eller øine Fyr. Jeg
troer, at jeg tilfredsstillede ham; thi den jævnlige Udpurring vedblev,
og mulig kan denne supponerede Natteseen have bidraget til at hæve mig i
Baron Milius’ Omdømme.
Naar han om Natten kom paa Dækket, var hans første Spørgsmaal til den
vagthavende Officeer: „Hvor er Admiralen?“ Derpaa fulgte Spørgsmaal om
de øvrige Skibe i Escadren, og vee den Officeer, som ikke var istand til
at udpege den Seiler, som Spørgsmaalet gjaldt! Var et eller andet af
Escadrens Skibe blevet tabt af Sigte, kunde det aldrig falde ham ind, at
Skylden herfor kunde ligge hos dette Skib, der kunde være kommet bort
fra sin Post; Feilen maatte nødvendig ligge i Mangel paa tilbørlig
Opmærksomhed fra den vagthavende Officeers Side, og Omqvædet begyndte da
forfra, blandet med Jamren og Beklagelse.
Efter Ombordragningen med „_Provence_“ blev det om muligt endnu værre.
En Nat kommer han paa Dækket; min Ven Godin har Vagt. Han gjør nøiagtig
Rede for de forskjellige Skibe, indtil Mr. Milius spørger om „_Breslau_“,
hvortil Godin svarer, at den er ude af Sigte. Naturligviis giver Mr.
Milius sin Forbittrelse Luft, medens han i Kikkerten speider efter det
bortkomne Linieskib; med eet opdager han en svag Lysning i Horizonten
og udraaber: „Er det ikke, som jeg siger, maa jeg ikke see Alt! Der
er jo „_Breslau_“ henne i Sydost.“ Godin sætter Kikkerten for Øiet,
seer hen i den angivne Retning og finder ud, at det ikke er nogen
Lysning fra „_Breslau_“, man seer, men derimod den opgaaende Maane.
„Maanen!“ udbryder Mr. Milius, „Maanen!“, og med Tanken henvendt paa
Maanen spadserer han i nogen Tid op og ned ad Hytten. Lysningen kommer
imidlertid nærmere, rimeligviis har det været Skinnet af en Nathuuslampe,
der er kommet til Syne, og efter nogen Tids Forløb viser Omridset sig af
det store Skib, der alt mere og mere nærmer sig for at søge sin Post.
Denne Tildragelse glemte Mr. Milius aldrig. Naar han jamrede sig over at
maatte gjøre Alting selv, at Ingen forstod sin Gjerning, hed det jævnlig
i Fortsættelse deraf: „Men hvorledes skulde det vel kunne gaae i et
Skib som dette, hvor Ingen uden jeg er istand til at see. Der er nu Mr.
Margon“ — vagthavende Officeer paa Bakken, da „_Provence_“ seilede paa
os — „han er blind paa begge Øine; Mr. Vandockum, han seer kun om Natten,
og saa Mr. Godin! Nei det er altfor galt, Mr. Godin tager Linieskibet
„_Breslau_“ an for Maanen!“ Denne Tirade maatte Godin ofte høre gjentaget
i Messen; selv var han altid den Første til at lee ad denne mærkelige
Feiltagelse.
Mr. Godins Endeligt.
Ved „_Scipio_“’s Ankomst til Toulon afgik Godin fra Skibet og blev ansat
ved Værftet. En mørk og uhyggelig Aften i Januar Maaned sad jeg i al Ro
og nød min Kaffe i Café de la marine, da min Ven Godin, indsvøbt i en
stor Kappe, traadte ind. Jeg søgte at overtale ham til at drikke Kaffe
med mig, men dertil, meente han, var der ikke tilstrækkelig Tid, da han
skulde ind at rondere paa Værftet. Jeg kjendte hans Smag og foreslog ham
dog idetmindste at tage et Glas „Absinthe“; dette meente han kunde gjøres
af i en Fart; jeg troer endogsaa, at han fandt Tid til at tømme to Glas,
hvorefter han trykkede mig i Haanden, sagde, at det havde været ham en
udmærket Hjertestyrkning, og begav sig afsted for at røgte sin tjenstlige
Gjerning.
I Porten til Værftet eller Arsenalet stod en Gefreider med en stor
Lanterne tilligemed to Mand af Vagtmandskabet og ventede paa
Lieutenanten. Ved hans Ankomst satte Ronden sig i Bevægelse, Lanternen
forrest, saa Lieutenanten, medens de to Mand sluttede Toget. Regnen faldt
ned strømmeviis, og haarde Vindstød bebudede Mistralens Komme. Man var
naaet over en Bro, der istedenfor fast Gelænder havde lave Opstandere
med løse Kjæder imellem, som forhen ved Indgangen til det kongelige
Theater, og i Mørket søgte man hen imod den nærmeste Bygning, som kunde
afgive noget Læ imod Blæsten, da Gefreideren pludselig spørger: „Hvor er
Lieutenanten?“ De to Mænd komme til, ogsaa de havde tabt Lieutenanten af
Syne; ved Lanternens Skin leder man efter Lieutenanten; men ingensteds
er han at finde. Man søger tilbage til Vagten, afgiver Melding, Mandskab
bliver sendt ud i alle Retninger, men forgjæves. Først den paafølgende
Dag fandtes den ulykkelige Godin, indsvøbt i sin Kappe, som Liig i
Canalen, der fra Havnen fører ind igjennem Toulons Værft. Det maa
antages, at han den foregaaende Aften, da han med Kappen sluttet om sig
gik over Broen, ved et Vindstød er bleven svungen hen til den ene Side,
at han i Mørket er kommen Randen for nær, er snublet over den hængende
Kjæde, der skulde tjene til Gelænder, og er derved falden i Vandet.
Vinden har overdøvet hans Anskrig, Kappen har hemmet hans Bevægelser, og
Resultatet var en brat og uventet Ende paa hans Liv.
Aldrig tænker jeg paa Godins Endeligt, uden at dertil knytter sig
Erindringen om hans venlige Afsked fra mig hiin Aften i Café de la
marine. Bevidstheden om, at han skyldte mig sin sidste Nydelse her i
Livet, har altid staaet for mig som en tilfredsstillende Tanke, og hvor
ubetydelig Tingen end er i sig selv, har jeg dog jævnlig forestillet mig,
at Godin sendte mig Tak for den sidste Venlighed, som i denne Verden blev
ham tildeel.
Navarino-Slaget.
Ombord i Linieskibet „_Scipio_“ deeltog jeg i Slaget ved Navarino den
20de October 1827.
Paavirket af den Enthusiasme, der overalt gjenlød for Grækenlands
Frihed, afsluttedes den 6te Juli 1827 en Tractat i London imellem
Frankrig, England og Rusland, med det Formaal at bringe den fortvivlede
Kamp tilende, der alt i flere Aar havde bragt Skarer af unge Mænd fra
saagodtsom alle Europas Lande til som Frivillige at stille sig under
det græske Banner. Grækernes Sag kunde ved det anførte Tidspunct ansees
for tabt. Paa nogle Fæstninger nær var næsten hele Morea i Tyrkernes
Vold; Uenighed imellem Grækerne indbyrdes lammede ethvert af deres
Foretagender, og, medens man i Europa høit priste de græske Anføreres
Frihedsfølelse og Fædrelandssind, viste der sig hos mange af disse
en Egenkjærlighed og en Hensynsløshed, der selv hos deres Undergivne
maatte svække den Tillid, paa hvilken hine Anføreres Adkomst til
Magten saagodtsom udelukkende var begrundet. I Forbindelse med disse
forkastelige Egenskaber viste der sig ofte en Letsindighed, der især
under Tyrkernes Beleiring af Athen traadte frem paa en oprørende
Maade. Fra de philhelleniske Comiteer, der flere Steder og navnlig i
Schweiz havde dannet sig, var der over Triest og andre Havne blevet
tilsendt de beleirede Grækere saavel Klædningsstykker som Ammunition og
Levnetsmidler, hvilke Gjenstande ved Skibenes Ankomst til Piræus bleve
overleverede til de græske Førere. I Athen var der Mangel paa disse
Fornødenheder, men endnu større Mangel paa dem var der blandt Tyrkerne,
der stode udenfor og beleirede Staden. Under disse Omstændigheder øvede
enkelte Førere saa ringe Control, at en ikke ubetydelig Deel af de
modtagne Gaver blev solgt til Tyrkerne. Desværre viser denne Handel,
at den gængse Opfattelse af de græske Forhold snarere var bygget paa
historiske Minder end paa den ikke altid tiltalende Virkelighed.
Utvivlsomt have de forskjellige Regjeringer været velbekjendte med de
lidet opmuntrende Tilstande i Grækenland; men den offentlige Mening
udtalte sig saa stærkt, at Regjeringerne tilsidst fandt sig bevægede til
at give efter.
Som Følge af Londoner-Tractaten afsendtes en Flaade-Afdeling fra franske
Havne til Levanten. „_Scipio_“ udgjorde en Deel af denne Escadre, og i
Følge med Linieskibet „_Provence_“ forlode vi Toulon ved Juli Maaneds
Slutning. Vi anløb Milo — hvor den franske Consul Mr. Brèt henrykt
viste os en nylig opgravet og af ham for den franske Regjerings Regning
tilkjøbt Statue, den siden af Alle beundrede _Venus de Milo_ — og
samledes i Naussa paa Øen Paros med den øvrige fra Brest udsendte
Hovedstyrke, Linieskibene „_Breslau_“ og „_Trident_“. Paa hvilken Maade
vi skulde træde op til Fordeel for Grækerne, vedblev imidlertid at være
en Gaade, næppe alene for os, men rimeligviis næsten i lige Grad for de
høie contraherende Magter selv, som i London havde afsluttet den Tractat,
der havde bragt os til de græske Farvande.
Denne herskende Tvivl bragte os til med Længsel og Utaalmodighed
at imødesee Fregatten „_Syrène_“’s Komme, ombord i hvilket Skib
Contre-Admiral de Rigny’s Flag ved den Tid vaiede. Admiral Rigny havde
alt i flere Aar været Commanderende for den franske Station i Levanten;
baade for Sømandsdygtighed og som Leder af Diplomatiens Traade, hvad
Orienten angik, havde han alt dengang erhvervet sig et bekjendt Navn, og
ved hans Ankomst antoge vi, at det store Spørgsmaal skulde løses, om vor
Nærværelse betød Krig eller blot skulde indskrænke sig til en fredelig
Demonstration.
Admiralen kom; men, som det saa ofte gaaer, Gaaden løstes ikke.
Escadren blev beordret til at holde krydsende imellem Kysten af Morea
og Øerne, og kort efter gaves Ordre til at staae vesterefter hen imod
Navarino. Her stødte vi til den engelske Flaades Division, 3 Linieskibe
og nogle Fregatter stærk, og underlagde os Sir Edward Codrington,
der førte sit Flag ombord i Linieskibet „_Asia_“. Vi vare saaledes 7
Linieskibe samlede, da vi den 24de September for første Gang fik den
tyrkisk-ægyptiske Flaade isigte under Sapienza-Øerne, tæt østenfor
Navarino, iværk med at krydse østerefter.
Ligesom Stormagterne havde ogsaa Tyrkerne ved denne Tid gjort en stor
Anstrengelse for at føre Grækerkrigen tilende. Foruden Tropper havde
Mehemet-Ali, Vice-Konge i Ægypten, i dette Øiemed fra Alexandrien
afsendt en Flaade, der paa Øerne i Archipelagus skulde fuldføre det
Udryddelsesværk, som det var lykkedes Ibrahim Pascha, Vice-Kongens Søn,
allerede tildeels at gjennemføre paa selve Morea. Denne samlede Flaade
— tyrkisk-ægyptisk-tunesisk — eller idetmindste en større Deel af den,
var det nu, vi mødte paa dens Vei til Hydra, og det lod sig forudsee,
at, forsaavidt Expeditionen lykkedes, vilde Hydra blive udsat for samme
ulykkelige Skjæbne som tidligere var overgaaet Scios, hvor Grusomheder
bleve udøvede, der selv under denne Krig kunde ansees for enestaaende.
Man indseer, at Gaaden, der allerede havde givet Anledning til fuldt op
af Væddemaal og af Gisninger iblandt os, her truede med at blive løst. I
to Dage forbleve vi i umiddelbar Nærhed af den tyrkiske Flaade. Man kan
tænke sig, med hvor stor Interesse vi betragtede disse tyrkiske Skibe,
der undertiden vare os saa nær, at flere af dem om Natten endog kom ind
i vor Linie. Enkelte svære Fregatter, byggede i Livorno og Marseille,
udmærkede sig ved sjelden Skjønhed, kun vansiredes de fleste af de
sværere Skibe ved at have et Fartøi opheist tværs under Blinderaaen. Alle
manøvrerede de slet, og sikkert antager jeg, at, dersom det var kommet
til Fegtning, vilde vi have vundet en afgjørende Seier.
Der blev underhandlet; Admiral Rigny løb med „_Syrène_“ ind til Navarino,
og ved hans Bestræbelser lykkedes det at bringe en Overeenskomst tilveie
med Ibrahim-Pascha, ifølge hvilken Foretagendet imod Hydra blev opgivet.
Ibrahim var en Mand med fremragende Dygtighed, ubøielig, stolt som alle
tyrkiske Befalingsmænd, og paa Admiral Rigny’s Forlangende om, at han
skulde sende de ægyptiske Skibe tilbage til Alexandrien, gav han et
bestemt Afslag. Aldrig, om man end anvendte Magten, vilde han indvillige
heri, og heller vilde han vove det Yderste end forlade Morea uden paa
sin Faders udtrykkelige Befaling. Man forestillede ham, at ligeoverfor
den Styrke, hvorover man raadede, vilde ethvert Foretagende tilsøes
fra hans Side være frugtesløst; at, naar Stormagterne i Alexandrien
lagde Spørgsmaalet om Krig eller Fred i Vægtskaalen, vilde Mehemet-Ali
ikke kunne vægre sig ved at udstede Ordre til den ægyptiske Styrkes
Hjemkaldelse, og omsider lykkedes det at bringe den anførte Overeenskomst
istand, ifølge hvilken den tyrkiske Flaade skulde vende tilbage til
Navarino. Samtidig hermed forpligtede Ibrahim sig til uden Ophold at
forlange nye Forholdsordrer fra Alexandrien, samt endvidere til ikke
førend saadanne nye Ordrers Modtagelse at benytte sin Flaade, hverken
til nogetsomhelst Foretagende imod Rebellerne eller til noget fjendtligt
Skridt imod de allierede Magters Styrke.
Russerne, 4 Linieskibe og 3 Fregatter stærke, under Ledelse af
Contre-Admiral Haydn, der førte sit Flag ombord i „_Azof_“, stødte kort
Tid efter til os. Endnu nogen Tid efter forbleve vi udenfor Navarino;
men, efterat Overeenskomsten vel var afsluttet, ansaaes den samlede
Flaades Tilstedeværelse ikke længer for at være nødvendig, idetmindste
foreløbigen; enkelte Krydsere bleve tilbage for at iagttage, hvad vi
allerede kaldte „Fjendens“ Bevægelser, hvorefter Russerne begave sig
til Malta og Admiral Codrington til Zante, som dengang var en engelsk
Besiddelse, medens Admiral Rigny med Hovedstyrken af den franske Escadre
stod østerefter.
Da var det, under Krydsning i det smalle Farvand imellem Servi og Øen
Zerigo, at Linieskibet „_Provence_“ om Natten løb ombord i „_Scipio_“,
ved hvilken Ombordragning „_Provence_“ foruden andre Havarier mistede sit
Bugspyd, og „_Scipio_“ fik sin Stormast knækket. Vor Skade blev vel som
tidligere anført udbedret ved, at „_Provence_“ afgav sin Stormast til os,
hvorefter dette Skib i havareret Tilstand blev sendt tilbage til Toulon;
men man kan tænke sig, hvor haardt det maa have tynget paa Admiral Rigny
netop paa dette Tidspunct at see sin Styrke formindsket ved Tabet af en
saa vigtig Deel af den ham underlagte Escadre.
Imedens „_Scipio_“’s Udbedring gik for sig paa Servi’s Rhed, og
Stormagternes Flaade var spredt øster- og vesterpaa, løb en tyrkisk
Division ud fra Navarino og styrede op imod Bugten ved Korinth, hvor
Cochrane havde søgt at bringe Grækerne Hjælp. Tyrkiske Skibes Udløben
fra Navarino maatte ansees som et Brud paa den sluttede Overeenskomst;
ved Underretning herom løb Admiral Codrington med „_Asia_“ og et Par
tilstedeværende Fregatter øieblikkelig ud fra Zante, han traf de tyrkiske
Skibe noget søndenfor Patras, og med Magt tvang han dem til at vende
tilbage til Navarino.
Denne Begivenhed bragte de forenede Magters Flaader til skyndsomst paany
at samle sig for Navarino. Ved vor Ankomst dertil, ved Midten af October,
var den engelske og den russiske Escadre alt paa Stedet, og en streng
Blocade blev nu haandhævet for Indløbet til denne Havn. Flere østerrigske
Orlogsmænd, som vilde søge derind, bleve afviste, Flaadens Smaaskibe
krydsede om Natten saagodtsom i Havneløbet, og hver Dag stode vi i Linie
lige ind under Fæstningsværkerne og udførte vore Manøvrer. Det var en
streng Tid for de vagthavende Qvarteerchefer, især ombord i et Skib,
der alt havde prøvet, hvad en Ombordragning havde at betyde. Omgiven
at Linieskibe og Fregatter, i mørke October-Nætter, var det næsten et
Under, at Paaseilinger ikke fandt Sted, om man end ganske sikkert ikke
sjelden kom sin For- eller Agtermand endeel nærmere end meget nær. Flere
Gange kom man næsten til at berøre hinanden; men af Ulykker forefaldt der
heldigviis dog ingen.
Spændingen imellem Tyrkerne og den udenfor liggende Flaade tiltog
imidlertid med hver Dag. En engelsk Fregat, der blev sendt ind til
Navarino for at underhandle, blev saagodtsom afviist, og Conferencer
ombord i „_Asia_“ imellem vor Flaades Admiraler bleve alt hyppigere og
hyppigere. Under vore daglige Manøvrer vare vi istand til at følge,
hvad der foregik inde paa Navarinos Rhed, og vi saae der, hvorledes
Tyrkerne fortøiede deres Skibe i Orden, ankrede dem med Spring, kort,
syntes at gjøre Alt færdigt til Forsvar i paakommende Tilfælde. Man kunde
efterhaanden forudsee, at Gaaden snart maatte blive løst enten paa den
ene eller paa den anden Maade.
Aarstiden var vidt fremrykket; at holde Blocaden i lang Tid paa samme
Maade som hidtil lod sig vanskelig udføre, og endelig den 18de October om
Aftenen Klokken 10, efter en langvarig Raadslagning ombord hos Admiral
Codrington, løb „_Syrène_“’s Tender, Skonnertbriggen „_Alcyonne_“,
os agtenom og praiede til Chefen ifølge Admiralens Ordre, at det var
Hensigten den paafølgende Dag at staae ind med Escadren til Navarino.
Naturligviis blev denne Meddelelse modtagen med Enthusiasme; dog hermed
var endnu ikke Gaaden løst, om det end var let at forudsee, at, naar de
tvende Flaader kom i saa umiddelbar Nærhed af hinanden, vilde et enkelt
Skud fra en af Siderne kunne blive Signal til en afgjørende Kamp, hvis
Følger kunde strække sig langt ud over Moreas Grændser. Ogsaa synes
dette Hensyn længe at have afholdt Admiral Codrington fra at tage nogen
endelig Beslutning, der kunde medføre et saa overordentligt Ansvar;
det hedder sig, at det først var efter Modtagelsen af en Depeche fra
Lord-High-Admiral Hertugen af Clarence, senere Kong William IV, „the
sailor King“, at han bestemte sig til at staae ind med Flaaden til
Navarino, idet Hertugen, der tidligere havde været tilsøes under Sir
Edwards Commando, i Marginen af denne Depeche skal have skrevet med
Blyant: „Go on Ned!“ Dette Vink, udgaaet fra Marinens Høistcommanderende,
skal have været afgjørende for den engelske Admirals Beslutning.
Meddelelsen fra „_Alcyonne_“ foer som en elektrisk Gnist igjennem hele
Skibet. Øieblikkelig blev der purret ud, man gik iværk med at rydde
Batterierne, der blev viist Spring agterfra og fastgjort til Sværankerne,
og Alt blev gjort færdigt til Slag. Jeg troer, at Mr. Milius,
idetmindste blandt de franske Chefer, var den Eneste, der i Nattens Løb
i alle Enkeltheder beredte sig paa denne Mulighed. I Activitet stod Mr.
Milius ikke tilbage for Nogen.
Den 19de var det Stille. Flaaden laa ubevægelig, og vi vare henviste
til Gisninger, der naturligviis bleve fremsatte i stort Antal. Cheferne
kaldtes ombord til Admiralen, Skibenes Poster bleve dem anviste, og
der blev givet Ordre til, at intet Angreb maatte finde Sted, medmindre
Tyrkerne begyndte Fjendtlighederne. For det Tilfælde, at en Kamp skulde
udvikle sig, og tyrkiske Skibe under denne skulde overgive sig, blev der
paa den Høistcommanderendes Vegne givet streng Befaling til, at intet
tyrkisk Skib maatte besættes, selv om det skulde stryge sit Flag, da
ingen Krig var erklæret, og det saaledes kunde forudsees, at Spørgsmaalet
om Priser senere kunde medføre særegne Vanskeligheder — kun maatte det
første Kanonskud, der faldt, ansees som Signal til Fjendtlighedernes
Begyndelse, og Enhver maatte da gjøre sit Bedste.
Dagen den 19de syntes aldrig at skulle faae Ende. Den 20de om Morgenen
endnu Stille; men ved Middag sprang en let Brise op fra Syd-Ost;
Slag-Orden blev dannet, den engelske Division forrest, dernæst de
franske Skibe, agterst Russerne, hver Admiral i Spidsen for sin Escadre,
Fregatter og mindre Skibe i Læ af Linien.
Klokken 1 blev gjort Signal til klart Skib, og for første Gang hørte jeg
Trommen lyde med Alvor og Betydning.
Det var et stolt Syn i hiin Tid at see et Linieskib beredt til at gaae en
Fegtning imøde; Alt, hvad der til daglig Brug belemrer Dækkene, saasom
Skodder, Lukafer, ja selv Skodderne, der danne Chefens Kahyt, er fjernet,
fra For til Agter har man fri Udsigt over den lange Række Kanoner, der
truende peger ud imod Fjenden. Kanonbesætningerne staae opstillede langs
Siderne af deres Kanoner, beskjæftigede med at fjerne Alt, hvad der kan
hemme Skydningens Hurtighed eller medføre nogen Afbrydelse af den; Kugler
og Projectiler ere opstablede i Kanonernes Nærhed, brændende Lunter
ere fordeelte for at være paa rede Haand, om der skulde blive Brug for
deres Anvendelse, og iborde seer man anbragt ved hver Kanon Pistoler,
Huggerter, Entrebiler m. m., til Brug, om det skulde komme til Entring.
Uagtet den forventningsfulde Spænding, der er præget i Alles Miner og
Bevægelser, ere Ro og Orden herskende over det Hele, og selv den mindst
Begeistrede vilde blive betagen ved Indtrykket af den Kraft, som 80
Kanoner og 700 Mands Besætning, samlede indenfor Linieskibets begrændsede
Rum, ere istand til at udvikle ligeoverfor enhver af Fortidens
Modstandere. Vistnok er det, at et Pandserskib i vore Dage er en stærkere
Krigsmaskine, men imponerende som de fordums Linieskibe med deres to
eller tre Rækker Kanoner er det ikke. Her, som i saameget Andet paa Søen,
er det Poetiske traadt tilbage for den jernhaarde Modstandskraft.
Bugten ved Navarino danner en stor og rummelig Rhed, der ved Øen
Sphacteria er beskyttet mod alle Vinde. Indløbet, knap en Qvartmiil
bredt, har paa den østre Side Fæstningen Navarino, og paa den vestre
Side, paa Spidsen af Øen Sphacteria, var der opkastet Forskandsninger.
Inde i Bugten, lige for Indløbet, havde Tyrkerne fortøiet deres Skibe med
Spring i tre Linier i Form af en Halvmaane; i forreste Linie havde de
ankret deres sværeste Skibe: 3 Linieskibe, 2 raserede dito, 3 60 Kanons
Fregatter foruden Fregatter af mindre Størrelse, samt Brandere. Den næste
Række bestod af et stort Antal Fregatter og Corvetter: ialt flere end 60
Orlogsmænd, medens Transportskibe m. m. dannede den tredie Linie bagved
Orlogsmændenes, i det Hele mere end 100 Seilere.
Med en Fart af 3 til 4 Miil stode vi ind, og uhindret passerede den
engelske Division Fæstningsværkerne.[1] Som yngst lieutenant de vaisseau
førte jeg Commandoen paa Bakken over Dæksbatteriet og havde herved
Leilighed til frit at oversee Alt, hvad der foregik. Ogsaa „_Syrène_“
kom ind, uden at der blev skudt paa den, dernæst fulgte „_Scipio_“,
Tyrker stode samlede i Klynger udenom Navarinos Fæstningsværker for at
betragte de forbiseilende Skibe, og Alt fremstillede sig saaledes som
fredeligt i høieste Grad — da faldt der nogle Geværskud i umiddelbar
Nærhed af os. Den engelske Fregat „_Dartmouth_“ var ankret op tæt ved en
tyrkisk Brander og havde sendt et Fartøi for at bringe den til at fjerne
sig. Ved at see, hvorfra disse Geværskud kom, opdagede jeg Fregattens
Fartøi langs Siden af Branderen og „_Dartmouth_“’s Officeer falde dræbt
ned fra Branderens Faldreb, som han netop havde været iværk med at
bestige. Det forekom mig, at Blodet rullede hurtigere i mine Aarer, det
syntes, at Gaaden nu maatte blive løst, og med spændt Opmærksomhed fulgte
jeg den videre Udvikling. „_Dartmouth_“ sendte strax et Fartøi, det andet
tilhjælp; forgjæves søgte de at entre; endnu en Midshipman og et Par Mand
saae jeg falde saarede ned fra Branderens Reling, — alt dette foregik i
næppe et Pistolskuds Afstand fra os. „_Dartmouth_“ søgte nu selv at komme
sine Fartøier tilhjælp; en Række rødkjolede Marinere, opstillede langs
Fregattens Kobrygge, begyndte en levende Ild imod Branderen, og kort
efter stod Røgen op af denne; rimeligviis var den bleven antændt for ikke
at falde i Angribernes Hænder.
Med Møie vare vore Folk under alt dette blevne afholdte fra at bruge
Kanonerne; da faldt der et Skud inde paa Rheden, uvist fra hvem, og i
samme Øieblik gjenlød over hele Bugten Braget af henved tusinde løsnede
Kanoner. Enhver rettede sin Ild imod den Fjende, der var ham nærmest, og
i et Øieblik var Kampen almindelig.
Ogsaa Fæstningen Navarino begyndte nu at beskyde de sidste af de
forbiseilende Skibe. Kæmpende maatte de søge deres Ankerplads, og det
var ligeledes, efterat Kampen var i fuld Gang, at „_Scipio_“ Klokken tre
Eftermiddag, under fortsat Brug af sine Kanoner, ankrede paa den Skibet
anviste Plads.