VII

Det gaar en Mand opover Marken. Det suser og regner, Høstvæten er

begyndt, men det bryr ikke Manden sig om, han ser glad ut og er det

ogsaa, det er Aksel Strøm, han kommer fra Forhøret og er frikjendt. Og

han er glad: først saa staar nu en Slaamaskine og en Nybrotharv til ham

nede paa Bryggen og dernæst er han frikjendt. Han har ikke været med at

myrde et Barn. Slik kan det gaa!

Men for nogen Stunder han har oplevet! Da han stod og vidnet hadde denne

daglige Sliter det tyngste Arbeide i sit Liv. Han hadde ingen Fordel av

at øke Barbros Skyld, derfor tok han sig vel i Agt for at si formeget,

han aapenbaret ikke engang alt han visste, hvert Ord blev spurt ut av

ham og han svarte oftest med Ja og Nei. Var ikke det nok? Skulde Saken

gjøres endda større? Aa det saa mangen Gang ut til at bli Alvor, den

høie Øvrighet var saa sortklædt og farlig, den kunde med nogen faa Ord

ha vendt alt til det værste og kanske faat ham dømt. Men det var snille

Folk, de vilde ikke hans Undergang. Og det traf sig desuten saa at det

var mægtige Kræfter i Virksomhet for at redde Barbro, dette skulde ogsaa

han komme til at nyte godt av.

Hvad i Alverden stod saa paa for ham?

Barbro selv kunde vel ikke gi sig til at forklare sig til Misfordel for

sin forrige Husbond og Kjæreste, han sat inde med en frygtelig Viden om

baade denne og en ældre Barnesak, hun var vel ikke dum. Nei Barbro var

klok nok, hun roste Aksel og sa at han slet intet visste om hendes

Nedkomst før efter at den var over. Han var smaat egen av sig og de

stemte ikke overens, men han var en stille Kar og en aldeles utmærket

Kar. Nei at han hadde gravet en ny Grav og skjult Liket i den, det var

længe bakefter, det kom sig av at han syntes ikke den første Graven var

tør nok, men det var den nu forresten, det var bare at han Aksel var saa

egen.

Hvad stod saa paa for Aksel naar Barbro tok hele Børen? Og for Barbro

var det saare mægtige Kræfter i Bevægelse. Fru Lensmand Heyerdahl var i

Bevægelse.

Hun gik til høi og lav Person og sparte sig ikke, hun forlangte sig

avhørt som Vidne og holdt Tale i Retten. Da hendes Tur kom stod hun der

ved Skranken og var meget til Dame, hun optok Spørsmaalet om Barnemord i

hele sin Bredde og gav Retten et Numer, det var som hun hadde utvirket

Tillatelse hertil paa Forhaand. Man kunde ha hvad for Mening man vilde

om Lensmandsfruen, men tale kunde hun og lærd i Politik og

Samfundsspørsmaal det var hun. Det var et Under hvor hun fik Ordene

ifra. Nu og da syntes Lagmanden at ville føre hende litt tilbake til

Saken, men han hadde vel ikke Hjærte til at forstyrre hende, han lot

hende holde paa. Og i Slutten kom hun baade med et Par brukbare

Oplysninger og gjorde Retten et opsigtsvækkende Tilbud.

Alt foregik -- bortset fra retstekniske Vidtløftigheder -- saaledes:

Vi Kvinder, sa Lensmandsfruen, vi er en ulykkelig og underkuet Halvdel

av Menneskeheten. Det er Mænd som gjør Lovene, vi Kvinder har ingen

Indflytelse paa dette. Men kan nu en Mand sætte sig ind i hvad det vil

si for en Kvinde at faa Barn? Har han følt Angsten, har han følt den

forfærdelige Smærte og Ve og utstøtt Skrikene?

I dette Tilfælde er det en Tjenestepike som har faat Barnet. Hun er

ugift, hun skal altsaa hele Tiden gaa med Barn i sig og prøve at skjule

det. Hvorfor skal hun skjule det? For Samfundets Skyld. Samfundet

foragter den ugifte Kvinde som skal ha Barn. Det ikke alene ikke

beskytter hende, men det forfølger hende med Foragt og Skam. Er det ikke

haarreisende? Det er saa at ethvert Menneske med Hjærte i Livet maa

oprøres! Piken skal ikke bare føde Barn til Verden, som kunde synes evig

haardt nok, men hun skal behandles som en Forbryter herfor. Jeg vil si

det var et Held for denne Pike som her sitter paa Anklagebænken at

hendes Barn ved et Ulykkestilfælde blev født i Bækken og kvalt. Det var

en Lykke baade for hende selv og for Barnet. Saalænge Samfundet er som

det nu er bør en ugift Mor være straffri for endog at dræpe sit Barn.

Det høres et svakt Murr fra Lagmanden.

Eller ialfald straffes bare ubetydelig, sa Lensmandsfruen. Selvfølgelig

er vi alle enige i at Børnenes Liv bør bevares, sa hun, men skal absolut

ingen av Humanitetens Love gjælde overfor den ulykkelige Mor? sa hun.

Sæt Dem ind i hvad hun har gjennemgaat under Svangerskapet, hvad for

Kvaler hun har oplevet med at skjule sin Tilstand og ikke vite sin arme

Raad med sig selv og det Barn som skal komme. Det kan ikke nogen Mand

sætte sig ind i, sa hun. Barnet faar ialfald en velment Død. Morn vil

ikke sig selv og det kjære Barn saa ondt at det skal leve, Skammen er

for tung for hende at bære, under dette modnes Planen i hende om at

avlive Barnet. Saa føder hun i Dølgsmaal og hun er i fire og tyve Timer

saa fuld av Vildelse at hun er utilregnelig under selve Drapet. Hun har

saa at si næsten ikke utøvet det, for hun er saa i Vildelse. Med hver

Knokkel i sig endda værkende efter Nedkomsten skal hun nu ombringe

Barnet og skaffe Liket avveien, -- tænk Dem den Viljeanstrængelse som

utfordres til dette Arbeide! Men naturligvis ønsker vi alle at Børn skal

leve og det er bare beklagelig at nogen av dem utryddes. Men det er

Samfundets egen Skyld, dette haapløse, ubarmhjærtige, sladresyke,

forfølgelsessyke, ondsindede Samfund som staar paa Vakt for at kværke

den ugifte Mor med alle Midler!

Men selv efter en slik Medfart av Samfundet kan de mishandlede Mødre

reise sig igjen. Det er ofte saa at disse Piker efter sit sociale

Feiltrin netop da begynder at utfolde sine bedste og ædleste Egenskaper.

Lagretten kunde spørre Bestyrerinderne paa de Asyler som optar Mor og

Barn om ikke dette er sandt. Og det er erfaringsmæssig godtgjort at

netop de Piker som har -- ja som Samfundet saaledes har tvunget til at

dræpe sit Barn, de blir saa utmærkede Barnepiker. Det skulde vel gi Stof

til Eftertanke for nogen hver.

En anden Side av Saken er denne: Hvorfor skal Manden gaa fri? Morn som

begaar Barnemord hun kastes i Fængsel og pines, men Barnefarn, selve

Forføreren, han røres ikke. Men aldenstund han er Barnets Ophav har han

Del i Mordet og den største Del i det, uten ham vilde Ulykken ikke været

ute. Hvorfor gaar saa han frank og fri? Fordi Lovene forfattes av

Mandfolk. Der har De Svaret. Det er saa at man maa anrope Himlen om Værn

mot disse Mandfolklove! Og det blir aldrig godt før vi Kvinder blir med

og faar et Ord at si ved Valgene og paa Tinget.

Men, sa Lensmandsfruen, naar nu denne grusomme Skjæbne rammer den

skyldige -- eller mere skyldige -- ugifte Mor som begaar Barnemord, hvad

skal vi saa mene om den uskyldige som bare mistænkes for Mordet og ikke

har utøvet det? Hvad for Opreisning gir Samfundet dette Offer? Ingen

Opreisning! Jeg vidner at jeg kjender den anklagede Pike som sitter der,

jeg har kjendt hende fra Barn, hun har været i min Tjeneste, hendes Far

er min Mands Stævnevidne. Vi Kvinder tillater os at tænke og føle stik

imot Mændenes Anklager og Forfølgelser, vi tillater os at ha en Mening

om Tingene. Piken der er arresteret og berøvet Friheten mistænkt for

først at ha født i Dølgsmaal, dernæst for at ha ombragt sit Barn. Hun

har -- det tviler ikke jeg paa -- ingen av Delene gjort; Lagretten vil

selv komme til denne soleklare Slutning. Dølgsmaal? Hun føder midt paa

lyse Dagen. Vel er hun alene, men hvem skulde være hos hende? Det er

langt op i en Ødemark, det eneste Menneske paa Stedet foruten hende selv

er en Mand, skulde hun ha tilkaldt ham i et slikt Øieblik? Vi Kvinder

oprøres ved en slik Tanke, vi slaar Øinene ned ved en slik Tanke. -- Saa

skal hun ha dræpt Barnet? Hun fødte det i en Bæk, hun ligger der i

iskoldt Vand og føder. Hvorledes er hun kommet til Bækken? Hun er

Tjenestepike, altsaa Slave, hun har sine daglige Gjøremaal, nu skal hun

tilskogs efter Ener til Trækjørlerne; idet hun skal over Bækken glider

hun og falder nedi. Der blir hun liggende, Barnet fødes og kvæles i

Vandet.

Lensmandsfruen stanser. Hun kunde se paa Retten og Tilhørerne at hun

hadde talt forunderlig godt, det var saa stille i Rummet, bare Barbro

sat nu og da og tørket Øinene av Rørelse. Fruen endte med disse Ord: Vi

Kvinder har et Hjærte. Jeg har forlatt mine Børn i fremmede Hænder for

at komme reisende og vidne for den ulykkelige Pike som sitter der.

Mændenes Love kan ikke forbyde Kvinden at tænke: jeg tænker at Piken der

er straffet nok for ikke at ha gjort nogetsomhelst galt. Frikjend hende

da, saa skal jeg ta hende til mig. Hun vil bli den mest utmærkede

Barnepike jeg har hat.

Fruen slutter.

Lagmanden bemærket: Ja men det var jo Barnemorderskerne som efter Fruens

Uttalelser blev saa utmærkede Barnepiker? Aa, men Lagmanden var ikke

uenig med Fru Lensmand Heyerdahl, langtfra, han var saa human han ogsaa,

saa presteagtig mild. Ved det Par Spørsmaal som Statsadvokaten fik

rettet til Fruen efterpaa sat Lagmanden for det meste og noterte paa

nogen Papirer.

Det var en Formiddags Forhandling, ikke stort mere, Vidnerne var saa faa

og Saken sandelig saa grei. Aksel Strøm sat og haapet det bedste, saa

syntes pludselig baade Lensmandsfruen og Statsadvokaten at forene sig om

at skaffe ham Ubehageligheter fordi han hadde begravet Barneliket

istedet for at mælde Dødsfaldet. Han blev utspurt med nogen Strænghet og

han vilde kanske ikke ha klaret sig altfor godt paa dette Punkt hvis han

ikke et Stykke borti Salen hadde faat Øie paa Geissler. Aldeles rigtig:

Geissler sat der. Dette gav Aksel et Slags Støtte, han følte sig ikke

længer alene mot en Øvrighet som vilde ham tillivs. Geissler nikket til

ham.

Jo Geissler var møtt op i Byen. Han kom ikke til at mælde sig som Vidne,

men han var tilstede. Han hadde ogsaa brukt et Par Dager før Forhøret

til at sætte sig ind i Saken og notere ned det han husket av Aksels egen

Fortælling paa Maaneland. De fleste av Dokumenterne var i Geisslers Øine

noget Skrap, denne Lensmand Heyerdahl var et meget indskrænket Menneske,

han hadde i sin Efterforskning lagt an paa at gjøre Aksel til Medvider i

Barnemordet. Den Tosk, den Idiot, han hadde intet Kjendskap til Livet i

Marken, han forstod ikke at Barnet netop var det Baand som skulde binde

Kvindfolkhjælpen til Aksels Gaard!

Geissler talte med Statsadvokaten, men han fik det Indtryk at han ikke

hadde behøvet det: han vilde hjælpe Aksel hjem igjen til Gaarden og

Marken, men Aksel trængte ingen Hjælp. Nei for det saa jo velsignet lyst

ut for Piken Barbro selv, og blev hun frikjendt vilde Aksels Medskyld

falde bort. Det kom jo an paa Vidneutsagnene.

Da de faa Vidner var avhørt -- Oline var ikke indkaldt, men Lensmanden,

Aksel, Sakkyndigheten, et Par Piker fra Bygden, da de var avhørt var det

Middagshvile og Geissler gik til Statsadvokaten igjen. Nei

Statsadvokaten hadde den Opfatning at det fremdeles saa lyst ut for

Piken Barbro, som godt var. Fru Lensmand Heyerdahls Vidneprov hadde

været av megen Vægt. Det kom jo an paa Lagretten.

Interesserer De Dem særlig for denne Piken? spurte Statsadvokaten. --

Forsaavidt, svarte Geissler. Eller kanske særlig for Manden. -- Har hun

tjent hos Dem ogsaa? -- Nei han har ikke tjent hos mig. -- Naa, Manden.

Men Piken? Det er hun som samler Rettens Medfølelse. -- Nei hun har ikke

tjent hos mig. -- Manden han er mere fordægtig, sa Statsadvokaten. Han

gaar hen aldeles alene og begraver Barneliket i Skogen. Det er

mistænkelig. -- Han vilde vel i det hele tat begrave det, sa Geissler,

det var ikke gjort første Gang. -- Naa, hun var en Kvinde og hadde ikke

en Mands Kræfter til at grave. Og i den Tilstand hun var orket hun ikke

mere. I det hele og store, sa Statsadvokaten, saa har vi arbeidet os

frem til et mere menneskelig Syn paa disse Barnemordsaker. Jeg vilde som

Lagrette ikke vaage at dømme denne Piken, og efter det som foreligger

tør jeg ikke kræve hendes Domfældelse. -- Det er meget glædelig! sa

Geissler og bukket. -- Statsadvokaten vedblev: Som Menneske og

Privatmand vil jeg gaa endda videre: jeg vilde ikke dømme til Straf en

eneste ugift Mor som dræpte sit Barn. -- Det er interessant, sa

Geissler, at Hr. Statsadvokaten og Fruen som vidnet idag er saa enige.

-- Naa, hun! Men hun talte forresten godt. Nei, men hvad skal alle disse

Domfældelser være til? Ugifte Mødre har lidt saa uhørte Kvaler paa

Forhaand og er drevet saa langt ned under alle menneskelige Forhold ved

Verdens Haardhet og Brutalitet at det er Straf nok. -- Geissler reiste

sig og sa tilslut: Men saa er det Børnene? -- Ja, svarte Statsadvokaten,

det er sørgelig nok med Børnene. Men naar alt kommer til alt saa er det

jo Guds Velsignelse med Børn igjen. Og specielt slike uægte Børn,

hvorledes gaar det dem? Hvad blir det av dem? -- Geissler vilde kanske

ærte litt det runde Menneske, eller kanske vilde han bare gjøre sig

mystisk og dyp, han sa: Erasmus var Løsbarn. -- Erasmus? -- Erasmus av

Rotterdam. -- Naa. -- Leonardo var Løsbarn. -- Leonardo da Vinci? Saa.

Ja det gives naturligvis Undtagelser, ellers var ikke Regelen der. Men i

det store og hele! -- Vi freder Fugl og Dyr, sa Geissler, det synes litt

rart ikke at frede Spædbørn. -- Statsadvokaten grep langsomt og værdig

efter nogen Papirer paa Bordet til Tegn paa at han maatte avbryte: Ja,

sa han fraværende, ja, aaja. -- Geissler takket for den overordentlig

instruktive Samtale han hadde opnaadd og gik.

Han satte sig i Retssalen igjen for at være ute i Tide. Det kitlet ham

vel at han sat der saapas mægtig: han hadde Kundskap om en viss

avklippet Skjorte til at bære -- Soplimeris i, om et Barnelik som drev

engang paa Stadthavet, han kunde sætte Retten fast, et Ord av ham nu

vilde være godt som Tusen Sværd. Men Geissler agtet visst ikke at uttale

dette Ord nu hvis det ikke blev nødvendig. Det tegnet jo herlig, selve

den offentlige Anklager var paa Anklagedes Side.

Saa fyldes Lokalet og Retten sættes igjen.

Det blev en interessant Komedie i Smaabyen, Statsadvokatens manende

Alvor, Forsvarerens bevægede Veltaleri. Lagretten sat og hørte efter

hvad den skulde mene om Piken Barbro og hendes Barns Død.

Ikke for det: saa rent liketil var det nu ikke at finde dette ut.

Statsadvokaten var en pen Mand at se paa og han var sikkert ogsaa et

godt Menneske, men noget maatte ha ærgret ham nylig, eller han var

kommet i Tanke om at han hadde en Plass at forsvare i norsk Retspleie,

Gud vet. Det var uforstaaelig, men han var ikke saa medgjørlig som i

Formiddag, han paatalte Udaaden hvis den var gjort, sandelig, sa han,

det var et mørkt Blad hvis det med Bestemthet kunde sies at være saa

mørkt som Vidneforklaringerne tillot at tro og tænke. Det maatte saa

Lagretten avgjøre. Han vilde fæste Opmærksomheten paa tre Punkter: det

første Punkt var om her forelaa Barnefødsel i Dølgsmaal, om dette

Spørsmaal stod klart for Dommerne. Han gjorde nogen personlige

Bemærkninger. Det andet Punkt var Klædet, denne halve Skjorten, hvorfor

hadde Anklagede tat med sig den? Var det paa Vonen om at hun skulde faa

Bruk for den? Han utviklet dette videre. Det tredje Punkt var den

skyndsomme og fordægtige Begravelse uten at mælde Dødsfaldet til Prest

og Lensmand. Her var Manden paa Stedet Hovedpersonen, og det var av den

største Vigtighet for Lagretten at opgjøre sig den rette Mening her. For

det var jo indlysende at var Manden Medvider, og det var derfor han

foretok Begravelsen paa egen Haand, saa maatte hans Tjenestepike ha

begaat en Ugjærning som han var blit Medvider i.

Hm! sa det i Salen.

Aksel Strøm sat atter og skjønte at han var i Fare, han saa op og traf

ikke et eneste Blik, alle fulgte Taleren med Øinene. Men langt borti

Lokalet sat Geissler nu igjen, han saa yterst overlegen ut, som

sprækkefærdig av Hovmod, med Underlæben fremskutt og med Ansigtet vendt

mot Loftet. Denne uhyre Likegyldighet for Rettens Alvor og dette Hm!

høit mot Sky kom til at virke opkvikkende paa Aksel, han følte sig atter

ikke alene mot hele Verden.

Og nu rettet det sig, denne Statsadvokat syntes endelig at det kunde

være nok, han hadde faat utspredt saa megen Mistanke og Ondskap mot ham

som det var mulig, nu holdt han op. Ja han snudde paa en Maate helt

rundt gjorde Statsadvokaten, han forlangte ikke Domfældelse. Han sa

tilslut bent ut at efter de foreliggende Vidneprov torde ikke han for

sin Del paastaa Anklagede dømt.

Det var jo rigtig godt! tænkte vel Aksel, nu blir det en Ende paa det!

Saa tok Forsvareren fat, en ung Mand som hadde lært at bli Jurist og som

nu hadde faat Forsvaret i denne prægtige Sak. Det blev ogsaa en Laat der

efter, aldrig hadde en Mand været mere viss paa at forsvare en

Uskyldighet end han. I Grunden hadde denne Fru Lensmand Heyerdahl kommet

ham i Forkjøpet og knepet adskillige Argumenter fra ham i Formiddag, han

var misnøid med at hun hadde utnyttet Samfundet -- aa han hadde selv saa

meget at si Samfundet! Han var ærgerlig paa Lagmanden som ikke hadde

stoppet hende i Talen, det var jo et Indlæg hun leverte, oplagt

Procedure, hvad var nu tilbake til ham?

Han begyndte med Begyndelsen av Piken Barbro Bredesens Levnetsløp, hun

var fra et Smaakaarshjem, forresten med strævsomme og agtværdige

Forældre, hun kom tidlig ut at tjene, hun kom først til Lensmandens. Vi

har idag hørt den Mening som hendes Matmor, Fru Heyerdahl, hadde om

hende, den kunde ikke være mere straalende. Barbro kom til Bergen.

Forsvareren fæstet sig ved det dypt følte Skudsmaal fra to Kontorister

som hun hadde indtat en betrodd Stilling hos i Bergen. Barbro kom hjem

igjen for at styre Hus hos en Ungkar i Utmarken. Her begyndte hendes

Ulykke.

Hun skulde ha Barn med denne Ungkar. Den ærede Statsadvokat hadde --

forøvrig paa den allerskjønsomste og skaansomste Maate -- antydet

Barnefødsel i Dølgsmaal. Hadde Barbro dulgt sin Tilstand, hadde hun

fornægtet den? De to Vidner, Pikerne fra hendes Hjembygd, hadde ment at

forstaa at hun var frugtsommelig, men da de spurte hende hadde hun

aldeles intet nægtet, hun hadde bare slaat det hen. Slik gjør unge Piker

det med den Ting, de slaar det hen. Ingen andre hadde spurt Barbro. Var

hun gaat til sin Matmor og hadde bekjendt? Hun hadde ingen Matmor. Hun

var selv Matmor. Hun hadde en Husbond, men en ung Pike gaar ikke til en

Mand med den Slags Hemmeligheter, hun bærer Korset selv, hun synger

ikke, hun hvisker ikke, hun er Trappist. Hun dølger sig ikke, men hun

gaar i Enrum.

Barnet fødes, det er en fuldbaaren og velskapt Gut, han har levet og

aandet efter Fødselen, men han er kvalt. Lagretten kjender

Omstændigheterne ved denne Fødsel, den foregik i Vand, Morn faldt i

Bækken og fødte, hun er ute av Stand til at redde Barnet, hun blir

liggende og kan ikke engang redde sig selv paa Land før efterpaa. Nuvel,

det kan ikke opdages Spor efter Vold paa Barnet, det har ingen Mærker,

ingen har villet dets Død, det er kvalt av Vandet. Det er ikke mulig at

finde en naturligere Forklaring.

Den ærede Statsadvokat hentydet til et Klæde: det var et dunkelt Punkt

at hun hadde tat med sig denne halve Skjorte paa sin Tur. Intet var

klarere end denne Dunkelhet: hun hadde tat med sig Klædet for at rispe

Ener i det. Hun kunde ha tat -- lat os si et Putevar, men hun tok et

Klæde til det. Noget maatte hun ha, hun kunde ikke bære rispet Ener med

sig i Hænderne. Nei her kunde Lagretten være tryg!

Men det var et andet Punkt som ikke var fuldt saa klart: hadde Anklagede

den Støtte og Omsorg som hendes Tilstand krævet i de Tider? Viste hendes

Husbond hende Skaansomhet? Godt, hvis han gjorde det! Piken har her

under Forhøret omtalt sin Husbond med Anerkjendelse, det skulde tyde paa

et godt og ædelt Sindelag hos hende. Manden selv, Aksel Strøm, har jo

heller ikke i sine Forklaringer lagt Sten til Børen for Anklagede og

lastet hende, -- det har han sandelig ogsaa gjort ret i, for ikke at si

klokt i: det er hun som skal frelse ham. Det at kaste mest mulig Skyld

over paa hende vilde jo nemlig, hvis det førte til hendes Fald, ogsaa

rive ham med.

Det er umulig at dukke ned i Akterne i foreliggende Sak uten at føle den

dypeste Medlidenhet med denne unge Pike i hendes Forlatthet. Og endda

trænger hun ikke at anrope Barmhjærtigheten, men bare Retten og

Forstaaelsen. Hun og hendes Husbond er paa en Maate forlovet med

hverandre, men Uforlikelighet og dyp Forskjel i Interesser utelukker

Ægteskap. Hos denne Mand kan denne Pike ikke finde sin Fremtid. Det er

ikke behagelig at maatte gjøre det, men for at vende tilbake til

Momentet med det medbragte Klæde: naar alt skal frem saa var det ikke en

av sine egne Særker Piken hadde tat med, men en av sin Husbonds

Skjorter. Vi spurte os selv i Begyndelsen: Var denne Skjorte stillet til

Raadighet? Her, mente vi, _kunde_ være en Mulighet for at Manden, at

Aksel, hadde hat en Finger med i Spillet.

Hm! sa det borti Salen. Det var saa haardt og høit at det stanset

Taleren, alle lette med Øinene efter Ophavsmanden til denne Avbrytelse,

Lagmanden sendte et skarpt Blik.

Men -- fortsatte Forsvareren efter at ha fundet sig selv igjen -- ogsaa

paa dette Punkt kan vi være rolige, takket være Anklagede selv. Skjønt

det skulde ligge i hendes Interesse at halvere Skylden her saa har hun

ikke gjort det. Hun har paa det bestemteste fritat Aksel Strøm for at ha

kjendt til at hun tok hans Skjorte istedet for sin egen Særk med til

Bækken -- jeg mener med til Skogen efter Ener. Det er ingensomhelst

Grund til at tvile paa Anklagedes Ord, de har hele Veien holdt Stik, de

gjør det ogsaa her: hadde hun mottat Skjorten av Mandens Haand vilde

dette ha forutsat hele Barnemordet, og Anklagede vil ikke med sin

Sandhetskjærlighet bidrage til at fælde selv denne Mand for en

Forbrytelse som ikke er til. I det hele tat forklarer hun sig pent og

aapenhjærtig og har ikke villet kaste nogen Skyld over paa andre. Dette

Træk at fare pent frem gaar igjen overalt hos hende, saaledes har hun

svøpt ind det lille Barnelik paa bedste Maate og gjort sig Flid med det.

Slik fandt Lensmanden det i Graven.

Lagmanden vil -- for en Ordens Skyld -- gjøre opmærksom paa at det var

Grav Numer 2 Lensmanden fandt, og der hadde jo Aksel begravet Barnet.

Javel, det er saa, og jeg takker Hr. Lagmanden! sier Forsvareren med al

den Ærbødighet man skylder Justitsen. Jo det var saa. Men nu hadde Aksel

selv forklaret at han bare løftet Liket over til den nye Grav og la det

nedi. Og det er utvilsomt ogsaa saa at en Kvinde kan bedre svøpe et Barn

end en Mand kan, og hvem kan allerbedst svøpe det? Jo, en Mor med de

ømme Hænder!

Lagmanden nikker.

Men forresten: Kunde ikke denne Pike -- hvis hun hadde været av det

Slaget -- ha gravet Barnet ned nakent? Jeg vil gaa saa vidt som at si at

hun kunde ha lagt det i en Søppelkasse. Hun kunde ha efterlatt det under

et Træ ovenpaa Jorden for at fryse det ihjæl -- det vil si hvis det ikke

hadde været dødt. Hun kunde ha stukket det i Ovnen i en ensom Stund og

brændt det op. Hun kunde ha tat det med sig til Sellanraaelven og slængt

det nedi den. Intet av dette gjorde denne Mor, hun svøpte det døde Barn

og begrov det. Og var det pent svøpt da det blev fundet saa var det en

Kvinde og ikke en Mand som hadde gjort det.

Nu, sa Forsvareren, skulde Lagretten avgjøre hvad som blev tilbake av

Skyld hos Piken Barbro. Det blev i Sandhet lite tilbake, det blev efter

Forsvarerens bedste Skjøn intet tilbake. Det skulde da være at Lagretten

vilde fælde hende for at ha undlatt Anmældelse av Dødsfaldet. Men nu var

jo Barnet engang dødt, det var langt opi Ødemarken, mange Mil til Prest

og Lensmand, det fik sove sin evige Søvn i en god Grav i Skogen. Var det

en Forbrytelse at begrave det her saa delte Anklagede den med Barnefarn;

men den Forbrytelse maatte i alle Tilfælder kunne tilgives. Man er mere

og mere kommet bort fra at straffe Forbrytelser, man forbedrer

Forbryterne. Det var i gamle Dage man skulde straffe for alt mulig, det

var nemlig Hævnlæren fra Det gamle Testamente: Øie for Øie, Tand for

Tand! Nei dette er ikke Aanden i Lovgivningen mere. Den moderne

Retspleie er human, den søker at avpasse sig efter det mere eller mindre

forbryterske _Sindelag_ som vedkommende kan ha utvist.

Døm da ikke denne Piken! sa Forsvareren. Det gjælder ikke om at faa en

Forbryter mere, det gjælder at tilbakegi til Samfundet et godt og nyttig

Medlem. Forsvareren pekte paa at Anklagede nu vilde faa det

omhyggeligste Tilsyn i en ny Plass som var hende tilbydd: Fru Lensmand

Heyerdahl hadde ut fra sit langvarige Kjendskap til Barbro og efter sin

rike Erfaring som Mor slaat sit Hjem op paa vid Væg for hende; Lagretten

vilde da under Vægten av sit Ansvar dømme eller frikjende hende. Tilslut

vilde Forsvareren takke Hr. Statsadvokaten fordi han ikke nedla Paastand

paa Domfældelse. Der saa man den dype og humane Forstaaelse.

Forsvareren satte sig.

Resten av Forhandlingerne tok ikke lang Tid, Retsbelæringen var det

samme op igjen, set fra to Kanter: et kort Sammendrag av hele

Skuespillets Indhold, tørt, kjedelig og værdig. Det var gaat saa koselig

til, baade Statsadvokaten og Forsvareren hadde jo været inde paa

Lagmandens Omraade, de hadde gjort ham Hvervet let.

Det blev tændt Lys, et Par Lamper skinnet ned fra Loftet, et elendig Lys

som Lagmanden ikke syntes at se sine Notater ved. Han paatalte noksaa

skarpt at ikke det lille Barns Dødsfald var blit mældt til

Autoriteterne; men -- sa han -- det maatte under de forhaandenværende

Omstændigheter nærmest ha blit Barnefarns Sak og ikke Morns, eftersom

hun var for svak til det. Saa var det da at Lagretten skulde avgjøre om

her forelaa Barnefødsel i Dølgsmaal og Barnemord. Det blev atter engang

forklaret fra Ende til anden. Derpaa fulgte det sædvanlige Paalæg om at

være sig Ansvaret bevisst, hvad Lagretten var blit indprentet før, og

endelig det ikke ukjendte Raad at i Tvilstilfælde skulde Avgjørelsen

komme Anklagede tilgode.

Nu var det hele klart.

Saa gik Dommerne ut av Salen og ind i et Kammers. De skulde raadslaa

over et Papir med Spørsmaal som en av dem hadde faat med sig. De var

borte i fem Minutter og kom tilbake med Nei til alle Spørsmaalene.

Nei Piken Barbro hadde ikke dræpt Barnet sit.

Saa talte Lagmanden et Par Ord igjen og sa at Piken Barbro var fri.

Folk forlot Salen. Komedien var slut ....

Nogen tar Aksel Strøm i Armen, det er Geissler. Han sa: Saa, nu er du

kvit Saken! -- Ja, sa Aksel. -- Men de har jo hæftet dig bort til ingen

Nytte. -- Ja, svarte Aksel igjen. Men nu var han kommet sig litt og la

til: Men jeg faar nu være glad at jeg slap unda. -- Det skulde ogsaa

bare ha manglet! sa Geissler og la Vægt paa hvert Ord. -- Herav fik

Aksel det Indtryk at Geissler maatte ha hat noget at gjøre med Saken, at

han hadde grepet ind. Gud vet om det ikke i Grunden var Geissler som

hadde ledet hele Retten og fremskaffet det Resultat han vilde. Dunkelt

var det.

Men saa meget skjønte Aksel at Geissler hadde staat paa hans Side i hele

Dag. -- Ja Dokker skal nu ha saa megen Tak! sa han og vilde takke i

Haanden. -- Hvad for? spurte Geissler. -- For -- ja for altsammen! --

Geissler avviste ham kort: Jeg har intet gjort. Jeg brydde mig ikke om

at gjøre noget, det var ikke værdt! Men Geissler hadde kanske allikevel

intet imot denne Tak, det var som han hadde ventet paa den og nu hadde

faat den: Jeg har ikke Tid til at tale mere med dig netop nu, sa han.

Reiser du hjem igjen imorgen? Det er godt. Lev vel saalænge! -- Geissler

drev nedover Gaten ....

Paa Dampskibet hjem traf Aksel Lensmanden og Fruen, Barbro og de to

Piker som hadde vidnet. -- Naa, sa Lensmandsfruen, er du ikke glad for

Utfaldet? -- Aksel svarte at Jo, han maatte vel være glad for at det

blev Endskap paa det. -- Lensmanden selv talte og sa: Dette er nu den

andre Barnesaken jeg har hat i Marken, den første galdt Inger paa

Sellanraa, nu har jeg faat den andre ifra mig. Nei det nytter ikke at

komme væk fra slikt, Retfærdigheten maa ske sin Fyldest!

Men Lensmandsfruen forstod vel at Aksel ikke var videre blid for hendes

Vidnemaal igaar, nu vilde hun jævne paa det, gjøre det godt igjen: Ja du

skjønte vel hvorfor jeg talte som jeg gjorde imot dig? -- Ja. Jo, svarte

Aksel. -- For det skjønte du vel. Tror du jeg vilde dig tillivs? Dig har

jeg altid holdt for en prægtig Mand, det vil jeg bare si dig. -- Naa, sa

Aksel bare, men han blev baade rørt og glad. -- Ja det har jeg, sa

Lensmandsfruen. Men jeg var nødt til at lægge litt Skyld paa dig, ellers

var Barbro blit dømt og du med hende. Det var gjort i den bedste Mening

fra min Side. -- Jaja Tak skal Dokker nu ha! -- Det var jeg og ingen

anden som gik til Herodes og Pilatus i Byen og virket for dere. Og du

hørte vel at alle vi som holdt Tale maatte skylde litt paa dig for at

faa dere begge fri. -- Ja, sa Aksel. -- Nei du trodde nu vel ikke et

Øieblik at jeg vilde være ond imot dig, vet jeg? Dig som jeg holder for

en utmærket Mand!

Det gjorde godt efter al Fornedrelsen! Aksel var ialfald nu saa rørt at

han sandelig vilde gi Lensmandsfruen noget, hvad det kunde bli, men vise

sin Taknemmelighet og gi hende et eller andet, kanske et Slagt nu i

Høst. Han hadde en Fors Okse.

Fru Lensmand Heyerdahl holdt Ord: hun hadde tat Barbro til sig. Ogsaa

ombord i Skibet tok hun sig av hende og tillot hende hverken at fryse

eller sulte, hun tillot hende heller ikke at fjase med den bergenske

Styrmand. Den første Gang dette hændte sa ikke Fruen noget, hun bare

ropte Barbro til sig. Men se, nu stod Barbro igjen og fjaset med

Styrmanden og la Hodet paasnei og talte Bergensmaal og smilte. Da ropte

Fruen paa hende og sa: Jeg synes ikke du skal staa og holde Passiar med

Mandfolk nu, Barbro. Husk paa hvad du har været oppe i og hvad du kommer

ifra. -- Jeg hørte bare han var ifra Bergen og saa snakket jeg til han,

svarte Barbro.

Aksel talte ikke med hende. Han la Mærke til at hun var fin og blek i

Huden og at hun hadde faat pene Tænder. Hun hadde ingen av hans Ringer

....

Og nu stamper Aksel opover Marken. Det blaaser og regner, men han er

sjæleglad, han har set Slaamaskinen og Nybrotharven nede paa Bryggen.

Den Geissler! Ikke et Ord hadde han nævnt nu i Byen om den store

Sending. Han var en forunderlig Herre.