XX

Giv mig Solen, aa, giv mig Solen

og lad mig gense de danske Strande,

hvor Natten skifter med solfyldt Dag,

og Himlen spejles i dybt-blaa Vande,

paa Marken Solsikken og Violen

og Lyd af Kornlærkers Vingeslag.

Giv mig Solen, aa, giv mig Solen,

en purpurglødende Morgenrøde

bag Ferskenblomsternes hvide Lin,

med sødlig Duft af en tropisk Grøde,

af Oleanderen og Magniolen,

af gul Orange og blaalig Vin.

Giv mig Solen, ja, giv mig Solen,

den skal fremelske Ungdom og Ynde,

jeg længes vanvittigt langt mod Syd,

dèr vil jeg aande og se og synde,

jeg hader Natmørket her ved Polen

og min Grav-Tilværelses golde Dyd.

Giv mig Solen, aa, giv mig Solen,

jeg sidder længsels-pint her og bier.

Hvordan er Verden? -- fremdeles slet?

Har Kunsten udklækket ny Genier,

har Frihedskravet knust Kongestolen?

-- aa, hvem der bare kom hjem til _det_!

Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion · 第 133 / 140 题