Vi har faaet Indkvartering:
ikke mindre end en Snes
Eskimoer
hos os boer
i en skøn Familjekres
-- en lidt rundelig Formering,
naar vi selv er seks Mand høj.
Man begriber,
at det kniber
svært med Plads og Sengetøj.
Men vort Samliv er det bedste,
skøndt man ikke skulde tro,
at der kunde
nogenlunde
herske Enighed og Ro,
naar man har sin kære Næste
indlogeret bunkevis.
Her er Glæde,
fælles Æde,
fælles Trug for So og Gris.
Alle Kogelamper sprager,
Luften hænger tyk af Os,
Stuens Kroge
staar i Taage,
men vor Hule faar dog Ros.
Udenfor Orkanen drager
rovbegærlig om vor Ø,
mangen Hytte
blev dens Bytte,
knust og slugt af Styrtesø.
Alle vore Boplads-Fæller
blev berøvet Kød og Hjem,
halv-paaklædte,
ilde-stædte
stred de sig til Hulen frem,
sidder nu og smaa-fortæller
om den storm-oprørte Fjord,
klager ikke,
smælter Drikke
og faar kogt et vældigt For.
I en sammenbyltet Mængde
sover snarligt Vært og Gæst,
Lampen slukner,
ude drukner
Hundehyl i Sø og Blæst.
-- Men jeg vaagned tidt og tænkte:
her mod Nord er Livet Fest,
intet knægter
disse Slægter,
hverken Himmel eller Præst!
Ja, en Livets Jubelsalme
toner ud af Vejrets Brus,
Leg og Latter
toner atter
i vort overfyldte Hus.
Her kan Glæden aldrig falme,
Livet tager vi som bedst:
Eskimoen
dør i Troen
paa, at Livet er en Fest.