Se, det hvide Ishav spejler
dybt de gyldne Aftenskyer.
Ingen Lyd og ingen Sejler,
intet Bud fra fjerne Byer.
Indelukket
Længselssukket
stiger mod det kolde Fjæld,
der paa Himlens Rand har trukket
en henaandet bleg Pastel.
Som en Knivseg, skarpt tilsleben,
skærer Horisonten Himlen.
Som et Hjærte, vémodsgreben,
gløder dæmpet Solfaldstrimlen.
Gult og gustent
som et brustent
Venneblik er Solens Øje
sluknet bag en Isfjældsmur,
der har bygt sin borgtaarns-høje,
vildt fantastiske Kontur.
Sølvhvid Maanebaaden skyder
højt henad den mørke Himmel.
Som et Morildskølvand flyder
Mælkevejens Stjernevrimmel.
Tunge Skygger
travlt bebygger
som et mystisk Dværgfolk Sletten,
der har gemt sig tavs og trykket
inde under Fjælde-Jætten.
Snart af Skyggerne besejres
Dagens sidste Farvetoner,
Mulmets Nattepust henvejres
over Dødens Regioner.
Men i Mørket,
sjælestyrket,
slaas vi med os selv og Livet,
og vi tror, at vi faar dyrket
rodfast Træ af Mose-Sivet.
Ubønhørlig stræng bekriger
Vintren disse arme Kyster,
Sneen ligger haard og skriger,
Isen dem i Favntag kryster,
Lyset brister,
Bjørnen lister
mørkeskjult, beredt til Krig,
hungerpint den Livet frister,
røver Gravens frosne Lig.
Og uskaansomt koldt bekriger
_vi_ det Liv, vi før har levet;
gennembrudt, som Vandflods-Diger,
er vort Løgnliv -- talt og skrevet.
Nu skal Volden
hel og holden
sten-forskanses, klar til Krig
mod os selv i Fortids-Rollen
-- ingen Gravfred for det Lig!