Saa har vi naaet Oktober,
og Fjæren iser til,
det store stille Hav kan stivne
straks, naar Frosten vil.
I Nat blev Vandet tyndis-lagt,
det glimter som et slebent Glar,
ja, kom kun Frost og øv din Magt,
træng ind til alle Kroge,
jeg venter glad -- dog se, jeg har
endnu en Gang Kajakken klar,
vil vugge mig i Bølgetakt
paa Bugtens sidste Vaage.
Men da jeg gennem Isen skar,
letted en enlig Maage.
O, om jeg kunde fulgt den
mod Syd, mod Sol -- og hjem!
Jeg glemmer rent at ro min Aare
og gaar ikke frem.
Langt borte lyder kold og hul
den vrede Snøften af en Hval,
som dukker op af Dybets Skjul
og tvinger frem sin Pande,
trægt dønner Sø mod Fjældportal,
fjernt synker Solen sært oval
og bævrer tung og æggegul
paa Kiming-Skaalens Rande.
Jeg længes hjem, som jeg var gal,
fra disse Dødens Vande.
Men som jeg saadan ligger
og knapt véd af mig selv,
rækker mit Øje op til Hulen
ved den døde Elv:
Brudte er nu alle Broer,
her faar jeg Hjem endnu en Stund,
deroppe er mit Arbejdsbord
og al min bedste Evne.
Lad Frosten tvinge Hav i Blund
til Farvej hjem! Jeg nyder sund
den hemmelige Fryd, der gror,
og som ej Navn kan nævne,
paa Livstilværelsens dunkle Bund,
hvor Synerne holder Stævne.