Stjernerne skælver,
Himlen er bleg,
Maanen er bare
en svindende Streg.
Jorden er kold
som et blodløst Lig,
Fjældvæggen skummel
af Ravneskrig.
Tungt gaar Havet
mod nøgen Kyst
som et hjælpeløst Suk
fra et ensomt Bryst.
Ud i den isnende
Efteraarsvind
flakker den ensommes
angstfulde Sind,
skælver i Nattens
Kuldegys,
hilser bekymret
det svindende Lys.
Snart vil den dunkle
Skumring gaa bort
og Vintermulmet
staa rugende sort.