KVINDER

Kvinder, Kvinder!

Jeg savner Kvinder:

dem derhjemme, jeg glad forlod,

ikke en eneste en var mig god,

jeg var saa inderlig ked af jer alle,

træt af at sejre, syg af at falde,

o! Og bedrøvet af Minder.

Fjernt gaar Rejsen

bag Nord-Atlanten,

Fjælde løfter sig, klædt med Is,

Hjemmet er skjult i Forglemmelsens Dis.

Endelig fri! Kan uhinderlig drage

Vejen i sære Henrykkelsens Dage

-- lykkelige jeg, som fandt den!

Og jeg nyder

med skærpede Sanser,

stormer frem med ubændig Kraft,

alt mit Blod er som sydende Saft,

daglig sejrer ærgerrige Kræfter,

grundigt hviler de sig derefter,

naar ved Maalet jeg stanser.

O, men nu savner jeg

Kvinder, Kvinder,

dem derhjemme, de dunkle Blik,

deres berusende Skumringsdrik!

Jeg havde troet jer ude af Tanke ...

Stille, Hjærte! Du maa ikke banke

Blodet til mine Kinder.

Hør, jeg raaber det:

Kvinde, Kvinde!

Bort med Forsagelsen, Elskov først,

kom nu og sluk mine Læbers Tørst,

se, jeg bønfalder dig, vær mig til Vilje,

ræk mig din duggede Kalk, o Lilje,

og lad mig dø derinde.

Danske Kvinder!

I skal dog vide det:

Kvinderne her i det høje Nord

er Hundyr, Byttekvæg, tvungne til Hor,

Manddyrets Trælle, afhændelig Vare

-- elske _dem_! Nej, det har ingen Fare;

man væmmes kun, at de maa lide det.

Nej, _Kulturens_

stolte Kvinde,

hende jeg haanede tidt af Trods,

hun er den eneste Kvinde for os.

Hendes Sjæl er en _Kaktus_, der udfolder sig

bare en eneste Gang. Den beholder jeg

gemt som mit helligste Minde.

Ja, jeg savner dig,

Hjemmets Kvinde!

Al din friske, fortryllende Skæmt,

din beslutsomme Mund, der ler saa nemt,

savner især dine kærligt dømmende

dunkle Øjne, de vemods-drømmende

-- mer end en Himmel at vinde!

Dit stille Vemod,

din _Sjæl_, Veninde:

dybt, hvor din reneste Strengebund toner

i sælsomt grublende Regioner,

_den_ er det, jeg savner -- elsker og savner, --

naar i de svimlende Drømme jeg favner

mit Hjærtes eneste Kvinde!

Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion · 第 94 / 140 题