Der var kommen en Dag
i vort Venskab en Rift,
og af Saaret flød Gift,
som gæred til Nag
-- Mistillidens Gift den gule,
som ingen søgte at skjule.
Men det hændte os tidt,
at vi talte forstemt
om, at aldrig blir glemt,
hvad et Venskab har lidt:
_vi_ er ikke af dem, som lover
at lægge Glemsel derover.
Og vort Samvær blev trist,
for vi led, begge to,
men vi havde den Tro:
der vil komme tilsidst
gennem hensynsløs, aaben Forklaring
et Venskab, bygt paa Erfaring.
Og saa skete det her,
at vor Hjemvej blev stængt,
og da har vi vel trængt
til at knyttes lidt nær
til hinanden i fælles Smærte,
og se! Da talte vort Hjærte ...
Der laa Sensommer-Glød
paa det ensomme Næs.
I det gulnede Græs,
hvor Vildbækken flød,
dèr laa vi og rensede Vunden,
og nu er Saaret forbunden.
Der var sket noget stort,
kastet bort noget tungt,
og vi drømte saa ungt,
som vi før havde gjort,
da vi gik i den hjemlige Verden
og digtede Planer til Færden.
Ja, hvor gransked vi tidt
i det grønlandske Kort
og beregned hvert Skridt,
som vi vidste blev vort,
-- vi _vidste_ det! Vi kunde mærke,
vi var ubetvingelig stærke.
Thi det _kan_ ikke ske,
at en Ungdom, som _vil_
og har Kræfter dertil,
maa sig vingestækt se
og lade sig skubbe fra Reden
af Oldinge-Stædigheden.
Og det »Adgang forbudt«,
som en mugnet Plakat
fra vor Enevoldsstat
mod vor Rejse fik skudt,
dette Grønlands kinesiske Lukke
_vilde_ vi sønderhugge!
Da saa Landet laa frit,
og trods »Venne«-Kritik
i Opfyldelse gik
hvad vi drømte saa tidt,
om de unge Vinger at strække,
da var vi bevægede begge ...
Og nu ligger vi stængt
i Polarnattens Hi,
vore Drømme er fri,
nye Planer blir tænkt ...
Maaske stævner vi _nordpaa_ ad Aare
til Sejr eller Fald eller Baare.
Ja, jeg véd, hvad du _kan_.
Du har Grønlænder-Blod,
jeg har prøvet dit Mod,
du er modnet til Mand,
og du _er_, blandt alle jeg kender,
den tryggeste, hvad der saa hænder.
Du kan ro en Kajak
gennem oprørt Vand,
du kan styre et Spand,
om saa Fanden det trak,
du er født her i Pollandets Øde,
og her skal din Skæbne du møde.
Dette Land, det er dit,
du, som taler dets Sprog!
Du skal skrive en Bog,
som kan lære os lidt
om Folket ved disse Kyster,
dets Skæbne, Drømme og Dyster.
For vi andre, vi gaar
ikke dybt i et Folk,
som vi kun gennem Tolk
i Tale faar ...
Men mod _Nord_ kan jeg gaa, om du følger,
over Ishavets stivnede Bølger.
Ja, mod _Nord_, Grønland rundt,
dèr, hvor ingen har traadt!
-- Er i Drømmene blot
dette Syn os forundt?
Eller gaar _virkelig_ Færden
mod ukendte Egne af Verden?
Vi har Kraft nok og Mod
og et lysende Haab,
vi fik Æventyr-Daab
under Isblinkens Fod,
vi har Ungdommens sejrrige Alder,
-- men mod Syd ligger Hjemmet og kalder ...
_Hvor_ vi gaar! _Hvad_ der sker!
Om vi mødes igen!
Se, da er der, min Ven,
ingen Mistillid mer:
Det er ærlige Haandslag, vi giver,
de er _rene_ de Hænder, der skriver!
Og krystalklar og pur
-- som den Vildbæk, der flød
under Sensommer-Glød --
er vort Venskabs Natur.
I Mindernes lutrende Rødme
staar Samlivets Smærte og Sødme.