-God Dag. Ellen strakte Haanden ud imod Legationssekretæren. Men hvor
tør De egentlig komme her--Hr. de Vilsac--efter hvad De har sagt ...
-Sagt, Fru Grevinde?
-Ja--sagt. Og Ulykken er, at jeg har faaet det at vide ligestrax ... det
vil sige, noget om det. For jeg tror altid, at der er en Gnist af
Sandhed i, hvad Folk fortæller.
-Ja--jeg ved virkelig ikke--noget ufordelagtigt har jeg ikke sagt.
-Hm, Ellen tog igjen fat paa sit Broderi, og Vilsac satte sig
ligeoverfor hende med Ansigtet mod Lyset ... Det er, som man tager det.
Husk Dem lidt om--der blev vist talt om mig forleden hos Admiralens ...
Ellen broderede og holdt Hovedet bøiet over sit Sytøi. Men nu og da,
mens de talte, lagde hun Broderiet i sit Skød og saa paa de Vilsac.
Efter Bordet ... oppe i Rygeværelset ... husk Dem bare om ...
Hr. de Vilsac sad og glattede paa sin Hat med sin Handske.
-Jeg har maaske sagt, De var et ualmindeligt Menneske, sagde han. Og det
er min Mening.
-Nei, det var Gyldenfelt, som kaldte mig en Sfinx. Saa banalt var Deres
ikke. De sagde, tror jeg nok, noget om--Ellen lo ganske kort--at jeg
var en Forbryder. Maa jeg spørge, kalder De det fordelagtigt?
Vilsac trommede et Øieblik ganske svagt, utaalmodigt paa Hattepullen.
-Hvem har refereret Dem den Samtale?
-Det er jo ligemeget. Der var vist en ti-tolv Herrer tilstede.
-Den, som har sagt det, har--handlet, handlet meget mærkeligt. Hvad man
siger saadan i en Samtale, kan aldrig rives ud af sin Sammenhæng. Jeg
sagde forresten--han løftede Blikket fra Hattepullen--at ... Ja--der
blev Tale om Dem og saa sagde jeg: At De vilde aldrig kunne bukke under
for en Trivialitet--men De kunde maaske nok begaa en Forbrydelse ... I
den Sammenhæng var det kun en Kompliment.
-Ser De, der har De jo Forbrydelsen! Hør, kære, hvor tidt skal jeg dog
raade Dem til, Vilsac, at lade være med at være aandfuld, saa længe De
er her ved Legationen. Vi er ikke aandrige hertillands--og De faar bare
Ord for at være ondskabsfuld.
Hun taug lidt og lagde Broderiet bort.
-Alvorlig talt--skulde De hellere have ladet den--Sentens usagt. De er
ikke berettiget til at vide saameget om mig--saa kan man tænke, hvad man
vil og ... tie stille--
Vilsac bøiede Hovedet. De har ganske Ret. Det var ubesindigt.
Efter en lille Pause sagde Ellen: Ved De hvad--jeg tror nu, vi er alle
meget almindelige Mennesker, som alle paa en given Tid kan gjøre noget
ualmindeligt. Mindst rigtignok i vor Kreds ...
-Mindst? Nei, sig mest ... Vi har Tid til det ... Det er vor Ulykke--vi
har jo ikke andet at bestille end skifte Luner og Klæder og at forelske
os.
Han taug lidt, og mens han saa paa hende, sagde han:
-Og naar saa en Forelskelse pleies, kan den blive til en Lidenskab.
Ellen flyttede sin Hæl lidt frem og tilbage paa Gulvtæppet: Saa skulde
man ikke pleie den, sagde hun.
Vilsac svarede ikke, og en Smule hurtigt for at undgaa en Pause sagde
hun igjen: Folk tror Dem forresten ikke, Vilsac.
-Hvad mener De?
-Jeg ved jo godt, hvad det vilde sige--med ... ikke at bukke under for
en Trivialitet ... men Folk siger om os to, at vi er meget gode Venner.
-Hvem har sagt Dem det?
-Adskillige ... Men det er mig ligegyldigt. Bagtalelsen har aldrig
interesseret mig, ikke en Gang den Bagtalelse, der gaar ud over mig
selv. Og uden Overgang gav hun sig til at tale om en ny Roman, som lige
var udkommen i Paris.
Der blev i Virkeligheden talt meget om Grevinde Urne.
Thi Ellen havde ingen Egenskaber, som kunde forsone hendes eget Køn med
hendes Skønhed: hun viste ikke megen Fortrolighed mod nogen, hun var
ikke meget blød i sit Væsen og hun havde ingen uadskillige Veninder.
Derfor hævnede Damerne sig ogsaa, naar Ellen var fraværende, ved
bestandige Raillerier, som holdt sig op ved allehaande Smaating: ved den
gule Rose, hun altid havde fæstet ved sit Bryst, ved det sorte
Silkebetræk paa Væggene i hendes Budoir, og, mellem sig selv indbyrdes,
ved alt det nøgne i hendes Malerisamling.
Herrerne var paa deres Side mistænksomme og aarvaagne. De holdt Ørene
stive og ventede. Selv de kyndigste forstod ikke, men de tænkte, at
Tiden vilde modne Frugten, og saa vilde den vel en smuk Dag falde ned i
Hovedet paa en eller anden. Derfor holdt de sig i Nærheden, og mens de
ventede, gik de omkring og snusede efter en Hemmelighed i Grevindens Liv
og--fandt intet.
Thi der var slet intet. Greven var vanvittig forelsket i sin Kone, og
hun tillod ham at være det. Hun opmuntrede ham endogsaa i mange Ting saa
stærkt, at det saa ud, som om hun virkelig holdt af ham. De red ofte
sammen lange Ture, hvor de blev borte halve Dage, og spiste Frokost i en
Kro, hvor det kunde falde sig--en ren Idyl; i Selskab og Theatret var
de altid sammen, og om Vinteren paa Ballerne, naar Dansen var begyndt,
og de ældre Herrer sad rundt i Krogene med deres Likør og deres
Sportpassiar, eller de spillede Kort i Rygeværelset, kom Grevinde Urne
ofte varm af Dansen i sin Silkedragt og spredte en Duft af Viol midt i
Havannarøgen, mens hun stillede sig bag Grevens Stol og lagde Armene paa
hans Skulder, og raadede ham i Spillet; eller hun tvang ham
ubarmhjærtigt til at lægge Kortene og bortførte ham til en Vals: thi hun
sagde, ingen kunde valse som han.
Der var ingen Grund til at tro, at hendes Ægteskab ikke var lykkeligt.
Og ellers delte hun i sit Liv ganske sit "Selskabs" Interesser. Greven
var Sportsmand, og hun kendte hans Stalde ligesaa godt som han selv. Hun
var aldrig smukkere, end naar hun sad tilhest om Morgenen paa sin sorte
Hingst, og det var en Gang, da hun en Efteraarsdag styrede sit Firspand
paa Strandveien, at den engelske Gesandt beundrende havde sagt: at hun
var født til at være en Konges Maitresse.
Da Ellen hørte Ytringen, sagde hun smilende næste Gang, de saas, til
den fremmede Minister.
-De anser mig nok ikke for værdig til at være Dronning, Sir Audburn?
Og Sir Audburn havde haft Aandsnærværelse nok til at svare:
-Fordi en Konges Elskede er mægtigere, Grevinde.
Ved Væddeløbene paa Eremitageplænen hørte Ellen Urne til de ivrigste.
Steg pludseligt Løbenes Interesse; blev Udfaldet tvivlsomt ved et
uventet Forspring, kunde Grevinden med en Gang blive ganske bleg--thi
Ellen Urne blev bleg naar hun kom i Oprør--og febrilsk fordoblede hun
sine Indsatser, mens hun blev siddende fremadbøiet uden at tage
Kikkerten bort fra sine Øine, der skinnede.
Da mente de Kyndige paa Saddelpladsen--og der var enkelte, som forstod
sig lige godt paa Heste og paa Kvinder--at der vel maatte komme den Tid,
hvor Grevinde Urne ikke mere vilde lade som om hun var forelsket i sin
sextiaarige Gemal.
Og der var andre, som sluttede af andet. Thi naar de fra Parkettet i
Kikkerten streifede den lille Loge ved Siden af Hofdamernes, som Urne
havde hver Tirsdag og Fredag, da blev de undertiden slaaet af et
besynderlig tomt og slukket Blik, der mødte dem i Ellen Urnes Ansigt
saadan, som hun sad der bag Viften og havde glemt sig selv og troede
sig usét. Et trøstesløst og stirrende Blik, saa de begyndte igen at pine
sig selv for at finde Hemmeligheden, og de fandt ikke nogen--fordi der
var ingen.
Thi Ellen var til daglig intet andet end bestandig kedsommelig træt.
Hun var ked endog af at ønske, og hun syntes ofte selv, hun var altfor
dorsk til at længes. Hun modtog i vanemæssig Trang til at nyde, ladt og
dovent, Dagenes Velvære, og hun blev liggende pletfri i sit ørkesløse
Ægteskab, fordi intet fristede hende og fordi hun havde en stolt Respekt
for sig selv, Foragt for de andre.
Saaledes levede hun Dag efter Dag med smaa Ting, sjælelig ligegyldig, og
Aarstiderne gled med deres vekslende Nydelser bestandig over i hinanden.
Fra Urnebygaard tog de til Byen--tidligt, thi Ellen holdt ikke af
Efteraarets Dryp fra Træerne og Bladdansen over Plænerne--fra København
i April til Paris, fra Paris atter hjem. Og overalt var Livet lige tomt,
men hver Dag altid opfyldt.
Paa den Maade gled hendes Liv.
-Men undertiden kunde hun i sin Ladhed pludselig streifes af et Lune.
Som om hun aabnede Øinene og fulgte et kort Minut med Blikket en
Sommerfugl, der fløi hendes Liv forbi.
Hun kunde paa en Reise--paa et Dampskibs Dæk eller i en Kupés
Hjørne--føle et minutfødt Behag ved at være nær en ganske fremmed, og
hver i sit Hjørne kunde de veksle et Blik, der vagt ønskede og ubestemt
lovede. Og gik han, denne fremmede, fulgte hun ham fra Kupeens Vindue
med Øinene, og hun syntes i ubestemt Misnøie at nu var noget
resultatløst gaaet hendes Liv forbi--indtil hun faldt tilbage i sit Sæde
med et svagt Suk--og glemte Ansigtet.
En Gang havde hun følt et saadant rodløst Behag for en smuk Jokey i
Cirkus. Hun havde følt det straks den første Aften, hun saa ham komme
ind senestærk og smidig og med det græske Ansigt oplivet af Ridtets
Spænding. Og da han lod sine store, tungsindige Øine glide langs
Logerne, havde ogsaa han dvælet ... Næste Aften var hun der igen og den
næste, og deres Blikke havde hængt i hinanden, og begge havde de længtes
... Men hun søgte ingen Leilighed og nedbrød ingen Skranker, og da han
en Dag stod i hendes Salon i en skrigende brun Frakke og tilbød at ride
hendes Heste til, lod hun den forbløffede Artist vise ned til sin Kusk.
Paa Urnebygaard havde hun næste Sommer truffet sammen med en ung Mand,
en tyveaars Englænder, der elskede Musik og spillede Violin. De havde
spillet noget Beethoven med hinanden, og Ellen fandt, at han havde en
smuk Tone og god Opfattelse. Udover det var det første Gang, hun tænkte
paa ham, den Dag, da han pludselig sank ned for hendes Fødder og
overmandet, i graadkvalte Ord sagde, han elskede hende. Hun havde
egenlig aldrig set ham, før nu han laa paa Knæ.
Og da hun saa dette blonde, skægdunede Ansigt forvrænget af Bevægelse og
Lidenskab, havde hun givet sig til at le, uimodstaaelig let ...
Og hun blev ved at le, mens hans Ansigt forstenedes i stum og forfærdet
Smerte, havde lét lige til han ravede op og tumlende var gaaet hen over
Gulvet, og Døren var faldet til efter ham, og selv da kunde hun ikke
holde op.
Næste Dag hørte hun, han havde hængt sig i en Knage paa sin
Sovekammervæg i et Haandklæde.
Ellen blev forbauset. Hun hverken angrede eller fortrød--ikke en Gang
sin Latter--men hun blev nysgjerrig. Hun tænkte i nogen Tid mere paa
denne døde, end hun længe havde tænkt paa nogen levende. Hun søgte at
erindre de Ord, han havde sagt, hans Blik, hans Minespil, hans Ansigt
forfulgte hende. Thi dette tyveaars Menneske havde forbauset hende: han
var virkelig gaaet ud der af Døren og uden at tøve et Minut, uden at
tage Afsked med nogen, uden at skrive en Linie--han havde dog Forældre,
vidste hun, og Sødskende--havde han hængt sig i sit Haandklæde.
Og Alverden troede med hende, at han var det mest dagligdags Menneske
paa Jorden.
Og han vilde ikke leve uden sin Kærlighed.
Hun gik i Kirken til hans Begravelse. Det var en Middag i August og der
var en lummer Døsighed over Folk og Rum, tung Dunst af Ligluft,
Buxbomgrene og Blomster. Degnen snøvlede Psalmerne frem, og siden talte
Præsten under en uafladelig Snøften om Herrens uransagelige Veie. Et Par
Svaler fløi ind under Hvælvingen og kvidrede uafbrudt under Talen og
Rosenduften slog i tunge Drag fra Kirkegaarden ind gennem Dørene.
Ellen sang ikke med og hørte ikke efter. Ord og Sang gled hende forbi;
mens hun selv ræsonerede over sin Hjerteløshed, sad hun under hele
Handlingen og nød i inciteret Behag sin Hemmelighed, at dette Menneske
var død af Kærlighed. Ikke just af Kærlighed til hende, det var ikke
det, som mest pirrede hende; thi han var hende saa ligegyldig. Kun det,
at han havde haft Mod til strax at knytte det Haandklæde om Halsen og
dø.
Og da de steg op i Vognen--hun og Greven--gav hun pludselig efter for en
pirrende Lyst til Fortrolighed og sagde:
-Det var af Kærlighedssorg?
Greven var ved at tænde sin Cigar:
-Na--tur--lig--vis. Ellers var det ... jo ingen Roman ... Vel sagtens
til Guvernanten?
-Nei--til mig.
Greven vendte Hovedet, og de saa paa hinanden.
-Idag er det akkurat otte Dage, siden han erklærede mig sin Kærlighed.
Grev Urne betragtede et Øieblik sin Hustru, men Grevinden lagde sig taus
tilbage i Vognen uden at tale mer. Og greben af et underlig koldt
Ildebefindende under sin Hustrus besynderlige Blik, mens hun sad
tilbagelænet i Skyggen af sin Parasol, spurgte Grev Urne ikke mer.
Lidt efter kastede han ogsaa sin Cigar, som om Havaneseren ikke smagte
ham, og uden at veksle flere Ord naaede det grevelig Par i Taushed
Gaarden.
--Ellen Urnes Liv var da en rolig, aristokratisk Tilværelse med Formens
Skærmbrædt rundt om: Døgnet og Moderne og Godgørenheden stablede noget
Indhold op, og--Tiden gik.
Men undertiden, naar hun sad med en Bog paa sin Yndlingsplads i den
gamle gotiske Stol under den store kinesiske Parasol, kunde hun
pludselig læne sit blege Ansigt mod Urnernes Vaaben paa. Rygstødet, og
krampagtig knyttede hun Haanden mod sit Bryst; eller Hænderne faldt,
naar hun spillede, pludselig kraftløse ned fra de hvide Taster, og hun
stansede midt i en larmende Rubinstein for at falde sammen over Flygelet
med et Suk, dybt som en tung Stønnen; eller hun kunde, mens hun roligt
styrede sit spanske Spand, rank og fornem, paa en Gang hæve den smidige
Elfenbenspidsk over de steilende Dyr og pidske voldsomt deres glinsende
Kroppe, som vilde hun tvinge Blodet frem.
Og ofte, naar hun laa foran Kaminen og stirrede paa Blokkene i det
flammende Baal, begyndte hun med et at maale Salen med lange, uens
Skridt, som om det store Rum pludselig blev altfor trangt og ikke havde
Plads. Og da rev hun heftigt Fløidørene til Balkonen op og med
Peltskaaben om sig stod hun midt i Vinteraftenens Kulde paa Altanen
feberhed og med brændende Blod: Hun trængte til Luft og til den frie
Himmel.
Hun bragtes til Ro af den summende Larm af Byen under sine Fødder og
Vognenes uafladelige, fjærne Rullen og Sporvognenes Klokker, der kom
nærmere og forsvandt--
Undertiden saa hun en Gadejægerske med smaa trippende Skridt gaa frem og
tilbage om Palæets Hjørne, og bøiede hun sig frem over Balkonen, kunde
hun høre hendes Hvidsken med Mændene, der gik forbi. Hun hørte Pigens
plebeiiske Kælenavne og Mandens Spørgsmaal, og der kunde komme i
Grevinde Urnes Blik, naar det fulgte Parret, som fjernede sig Arm i Arm,
en graadig Fortvivlelse ...
Saa gik hun tilbage til Salonen, der laa med sine Palmer og
Blomstergrupper og sine tyrkiske Divaner som en dunkel og duftende
Haremssal, og træt og kraftløs sank hun sammen i en Stol.
Greven kom ind og urolig ved Synet af sin Hustrus forstenede Ansigt, lod
han Haanden glide gennem hendes Haar og spurgte ængsteligt:
-Ellen, du er ikke rask:
Men Ellen rystede paa Hovedet og bøiede det bort fra hans Kærtegn.
-Jeg har det godt, sagde hun. Jeg er kun saa træt.
Og naar Greven var gaaet, og Portièren var faldet til efter ham, sad hun
igen, stirrende og fortabt i sine Tanker.
Ellen Urne spurgte sig selv, om det dog evig, evig skulde blive ved som
nu. Hun saa paa sit Liv, som det blev levet, indholdsløst, fra Dag til
Dag, og hun syntes, at det var kun som et snigende Mord. En evig, en
evig Karussel omkring det tomme, ligegyldige.
Men saaledes var det, og der var intet andet.
Og hun--hun blev her. Hun reiste sig ikke og gik, løb ikke fra denne
Gammelmandsforelskelse, hvis mindste Berøring var hende en Væmmelse. Der
kunde være Dage, hvor hun syntes, hun maatte fly, hvor hun ækledes rent
for sig selv og kaldte sig med Pøbelens Navne, fordi hun sad endnu her i
de Urners Palæ ... men hun blev.
Hun havde valgt den ældste af sine mange Beilere, saa havde hun troet
sig tryg. Og saa var Lehnsgrev Urne en kraftig og levestærk Mand, som
var til Vanvid forelsket ... Og alligevel sad hun endnu paa fjerde Aar
som Grev Urnes Hustru, og hun tvang sig til at opfylde sine Pligter, og
hun sad inde Aar for Aar med en tom Pletfrihed, og hver Dag foragtede
hun sig selv.
Og der var ingen Opgaver og der var ingen Maal.
Saaledes var hendes Liv.
* * * * *
-Men det er slet ikke, fordi jeg mener, vi Kvinder er bedre, Vilsac, vi
er kun ikke saadan.
-Ja men, det er jo det, jeg siger: en Skare Sfinxer.
-Slet ikke. Men Forfatterne kender os ikke. Naar de bare vidste, hvor
tidt vi Damer smiler ad deres Heltinder ... Hvert Øieblik træffer man
noget, man kun kan le af ...
-For Exempel?
-Aa--Exempler--Ellen lænede sig tilbage og legede med Fingrene paa
Stolearmen--Mændene ved, for Exempel, aldrig hvad for en Agtelse en
Kvinde instinktmæssig har for sig selv ... for ... sit Legeme ... Det
har jeg aldrig sét nogen Forfatter forstaa--Og det er dog noget af det
vigtigste--
-For mange.
-For alle--tro De mig. Derfor bliver de, som har bevaret Agtelsen, ikke
malet gode nok, de, som har tabt den, ikke fortvivlede ... ikke slette
nok.
-Det er rén Theori.
-Saa? Ellen taug lidt. Jeg saa "den Fremmede", iaftes. Der er et
Sted--hvor han har været lige ved at sige noget sandt, Dumas ... eller
jeg kom til at tænke paa det, da jeg hørte noget halvveis andet, som
blev sagt.
-Hvor det?
-Jeg ved ikke--det er vist af Doktoren--er han ikke Læge?
-Jeg tror, han er Kemiker.
-Naa, ja, det er sandt ... Det var noget om, at Kvinderne altid trængte
til Religion. Jeg kunde tænke mig at--man midt i hele denne Tomhed
gjorde en Lidenskab til sin Religion.
-Men hvad vil det egenlig sige at gjøre til sin Religion.
-At bringe alle Ofre for den--alt--at gjøre det Vanvittige--det
fanatiske ... at blive Martyr med Glæde--
Grevinden saa op, og der var kommet noget som en svag Rødme op i hendes
Kinder. Men saa skiftede hun Tone og sagde:
-Men, bedste Vilsac--jeg bliver altid saa dybsindig, naar jeg taler med
Dem. Ellers plager det mig ikke ... Er der ellers noget nyt?
-Aa, man siger, at Mr. Tholer endelig forleden har faaet Øjnene op.
--Nei? Endelig--saa bliver Tholers Ægteskab nok lykkeligt.
-Hvad behager. Naar han har erfaret, at ...?
-At Byens første Don Juan har foretrukket hans Kone. Det giver hende
Prestige, og det var kun det, hun manglede.
-De tror meget slet om Mændene, Grevinde Urne.
-Ja--meget slet, eller jeg tror--maaske snarere, at der er meget faa
Mænd.
Lidt efter tog Vilsac Afsked, og Grevinden klædte sig paa til en Diner
hos den engelske Gesandt.
* * * * *
De var kommet hjem igen, og Greven og Grevinden drak The i den store
Dagligstue ved et lille Bord tæt ved Kaminen. De havde drøftet
Toiletterne og Hændelsen hos Tholers, som der var blevet talt noget om
inde hos Herrerne efter Bordet. Nu havde Greven taget Aftenavisen og
læste.
Grevinden var træt.
Hun sad ørkesløst med Hænderne i Skødet og havde svaret mest kun med Ja
og Nei. Saa lagde Greven Avisen bort, og da de havde siddet noget tause,
uden at Ellen sagde noget eller rørte sig, reiste Greven sig for at gaa.
-God Nat, sagde han og kom hen til hendes Stol.
Hun løftede Haanden lidt mat fra sit Skød: God Nat, sagde hun, jeg er
saa træt.
Saa gaar du vel til Ro, min Ven. Der var ogsaa noget varmt. Greven vilde
gaa, men henne udenfor Lampelyset, stansede han igen.
-Jeg har faaet Brev--fra Carl, sagde han.
Ellen troede, han var gaaet. Hun vendte ikke Hovedet. Idag?--Har han det
godt?
-Rigtig godt.
Ellen spurgte ikke mer, men hun saa flygtig hen paa sin Mand, der var
begyndt at gaa frem og tilbage paa Gulvet henne i Mørket.
Han kom hen og satte sig igen.
-Han fyldte tyve Aar forleden, sagde han.
Grevinden blev ved at tie, og Greven tilføiede, mens han gav sig til at
lege med Kniven:
-Han var allerede helt voxen ifjor.
-Det kan jeg forstaa, sagde hun. Og uden at tænke over det, helt distræt
tilføiede hun: Naar skal han herhjem?
Greven greb det:
-Mener Du ogsaa, det var paa Tiden? sagde han.
Ellen saa over og ganske apatisk sagde hun:--Ja--hvis Du synes. Og han
maa jo dog som Stamherre ...
Det er ganske sandt, men ... Jeg havde troet, det var Dig ubehageligt.
Saadan at have en voxen Søn--
Ellen reiste sig lidt i Stolen. Det begyndte at gaa op far hende, hvad
det dreiede sig om. Ja, sagde hun, det vil blive besynderligt. Hun skød
Slæbet til Side med Foden og stod op. Men jeg skal være for Carl alt,
hvad jeg kan.
Greven tog hendes Haand: Det ved jeg, sagde han. Det ved jeg, Ellen, at
Du vil.
Han talte meget om det ønskelige i, at Sønnen kom hjem for at lære alle
Forhold her at kende. Han skulde dog en Gang i Tiden ... og han maatte
naturligvis være noget fremmed for alt, opdraget som han var i
Brüssel-Pensionen--men det havde været hans Moders Ønske ...
Ellen stod lænet til Kaminen med Hovedet støttet til sin Arm. Da Greven
holdt op at tale, sagde hun igen langsomt: Ja, jeg skal alt være for
ham, hvad jeg kan.
-Aa, han er jo forresten et rent Barn. Greven bøide sig og, idet han
kyssede hendes Haand, sagde han smilende: l Grevinden bliver han
naturligvis forelsket.
Greven var gaaet, men Ellen stod endnu foran Ilden i den samme Stilling
med Hovedet støttet paa sin Arm, i Lyset af Kandelabrerne.
Hun havde egenlig aldrig tænkt meget paa sin Mands Søn. Kun i Ny og Næ
blev hans Navn nævnet, talt om ham var der sjelden blevet. To--tre Gange
havde hun skrevet nedenunder Grevens Breve et Par Ord som lød: Deres
Faders Hustru sender Dem en venlig Hilsen--eller sligt; naar de om
Foraaret reiste til Paris, tog Greven altid fem--seks Dage til Brüssel
for at besøge Sønnen, men han havde aldrig spurgt hende, om hun vilde
med, og hun havde ikke bedt derom--Saa havde hun aldrig set ham.
Og nu skulde dette fremmede Menneske paa tyve Aar komme her som Søn ...
Det vilde ikke blive let--sandelig ikke let.
Ellen løftede Hovedet og mødte sit eget Billede i Speilet. Et Øieblik
var hun blændet af sig selv. Hun betragtede Billedet nysgerrigt, som en
fremmeds, og hun gav sig til at bevæge Hovedet, saa Lyset fra
Kandelabrerne gled hen over hendes Hals og Hagen. Saa smilede hun.
Hun fik paa en Gang Lyst til at se Billedet af sin Stedsøn. Der hang et
Maleri i hendes Mands Stue. Hun huskede, at hun den første Aften efter
Bryllupsreisen, da hun gik igjennem Værelset havde set to Malerier, et
større af en Dame med store melankolske Øine og underneden et mindre af
en seks--otte Aars Dreng i en Fløielsbluse, der lignede Damen ...
Hun havde straks sagt til sig selv, at det var hendes Mands første Kone
og Sønnen ... Siden havde hun, ærlig talt, aldrig tænkt paa dem ...
Hun tog Lampen og gik ind gennem Kabinettet til Grevens Værelse. Der
satte hun sig ved Skrivebordet og betragtede Billederne. Der var noget
eget, meget blødt i den første Grevinde Urnes Ansigt, noget dueagtigt
og skræmt i Blikket, noget eiendommelig hjælpeløst spørgende.
Og det samme Blik var der hos Sønnen. Man saa i det lokkede Barneansigt
slet ikke andet end de store Dueøine. Forresten var Drengen smuk.
Hun søgte efter Albummet. Maaske var der senere Billeder. Mens hun
ledte, fandt hun paa en Stumtjener i et Hjørne en Kapsel af Citrontræ,
som hun tankeløst lukkede op. Der var to Billeder deri, hun selv og
Sønnen. Det maatte være taget fornylig. Han stod med Spadserestok og Hat
i Haanden i en tætsluttende moderne Dragt. Men Ansigtet var i
forbausende Grad det samme; det samme blide, uudviklede som hos den
otteaars Dreng. Og Øinene, et Par store duggede, uforstaaende og
drømmende Øine--rene Barneøine ...
Hun tog Billedet ud for at se at finde en Dato. Jo--der stod det. Til
Fader fra hans Carl. Nytaar 80. Hvilken mærkelig klar og barnlig,
upersonlig Haandskrift ... Saa var han virkelig tyve Aar paa Billedet.
Mens hun satte Fotografiet ind, faldt hendes Øine paa hendes eget
Billede i Kapselen. Det var taget sidste Foraar i Paris, ag Ellen kaldte
det en fri Fantasi over hende selv. Hun sad med Hovedet støttet paa en
halvblottet Arm og Haaret langt ned imod Øinene. Mange Kniplinger op om
Halsen. Fotografiet var afskyeligt, saadan som hun stirrede, saa
forskrækket. Det var naturligvis de Rembrandtske Spøgelselys, der var
lagt over Ansigtet ...
Hun saa igen over paa Sønnen.
Saa faldt hun i Tanker med Kapselen i sin Haand. Hun slap den, og uden
at hun mærkede det, mens hun sad fortabt og stille, gled Kapslen
langsomt ned ad hendes Skød og blev liggende aaben paa hendes Slæb.
Ende paa første Del.