Og saa er det igen Foraar i Danmark!
Allerede længe har det trukket op til det, Lærken kom før Frosten endnu
var af Jorden, og saa dukkede Stæren op. Og en Dag var Luften pludselig
blevet høj og let, saa Blikket igen engang kunde gaa vidt ud; der var
kommet en egen bred Luftighed i Blæsten — det var Vaarens Aande. Den kom
strygende med Bud om unge karske Kræfter, og Folk rettede Ryggen og
aandede dybt ind. „Ah Søndenvinden!“ sagde de og aabnede Sindet i
Forventning.
Og dér kommer han selv ridende over Havet Syd fra midt i sit Følge af
kaad Ungdom. Saa herligt har hans Indtog aldrig været, ligner han ikke
straalende Solen selv! Havet glitrer under gyldne Hove, og Luften er
dirrende fuld af Straale-Spyd der gribes og kastes under det kaade Ridt.
Tju og hej — i halsbrækkende Galop over Bølgerne! hvem kommer først til
de danske Strande?
Som en bred Blæst gaar Vaaren frem over Øer og Bælter og favner det hele
i overmodig ung Styrke, han synger i Børnenes aabne Munde som i en
Konkylie og rutter med luftig Friskhed. Kvindens Tænder bliver friske af
hans Kys og blinker omkap med hendes Øjne; hendes Kind blusser under
hans Strøg og er dog kølig — som solmoden Frugt der dugges af Morgenen.
Og i Mandens Hjærne hvirvler det paany, den vider sig ud for Vaarvinden
til et renblæst Hvælv — stort som Himlen selv — og blaaner i ør
Forventning. Højt i den gaar de vilde Fugles syngende Træk; den svimler
mod sin egen Uendelighed.
Barhovedet og med et Smil af Sol gaar han frem som en ung Kæmpe, der har
drukket sig en Rus i sin egen Styrke, breder Armene ud og vækker
trallende det hele! Ingenting kan staa for ham. Han kilder den sovende
Jord under Hjærtet og raaber overgivent ned i hendes dunkle Skød: Kuk
engang! Og dybt nede spjætter Livets Rødder til og vaagner; de sætter
Safterne i Omløb igen, Pindsvin og Markmus tumler søvndrukne frem og
giver sig til at pusle i Hegnene. Nede fra Mørket gærer og bobler det op
af gammelt der raadner bort, og Grøfternes sure Vand giver sig til at
rinde mod Havet.
Menneskene staar og stirrer himmelfaldne efter den rundhaandede Kæmpe,
til det gror i dem ogsaa og de selv faar Raad til en Del. Alt det man
umulig kunde, nu kan man det pludselig — og mere til! Bonden har
allerede forlængst Ploven i Jorden, og Sædemanden spænder sin Kurv
omkring sig — nu skal Landet klædes igen.
Dagene længes og tager til i Varme, det er herligt at følge dem og vide
det gaar opad. En Dag fjærner Ellen Forsatsdørene og slaar op paa vid
Gab ud til Haven; det er som en Befrielse. Men sikke meget Snavs, Lyset
aabenbarer!
„Nu faar vi travlt, Petra Drejer!“ siger Ellen. Den lille forvoksne
Sypige smiler med sine sørgmodige Øjne, og de to giver sig til at feje
ned og vaske Vinduer; nu og da kommer en lille Tøs ind fra Haven og
sladrer, fordi hun ikke maa lege med Annas store Dukke. Men Svend Trøst
er i Marken fra Morgen til Aften; han hjælper Bedstefar Stolpe med at
bygge de ny Arbejderboliger. Det er en køn Hjælp! Naar Ellen henter ham
ind til Maaltiderne, er han saa snavset, at hun er ved at gaa ud af sit
gode Skind.
„Gud ved, hvordan Gamle Brun har det?“ siger Ellen pludselig, bedst som
hun gaar. „Nu har vi ikke hørt fra ham i tre Dage. Det er helt trist at
tænke paa, at han er saa langt væk. Bare man nu tager sig ordenlig af
ham.“
Pelle har styrtende travlt — det er ikke ret meget de ser til ham. Nu
har Bevægelsen taget fat paa hans Ide for Alvor, og han skal selv skalte
og valte med det hele, saa han har begge Hænder fulde. „Har jeg en Mand
— eller har jeg ingen?“ siger Ellen, naar hun engang imellem faar Hold i
ham.
„Nu bliver det snart bedre,“ svarer han. „Naar vi først faar Maskineriet
ordenlig i Gang, knirker det af sig selv.“
Morten er den eneste, der ikke tager sig noget alvorligt til. Han gaar
og drysser — og virker underlig afstikkende midt i al Travlheden. „Han
tænker!“ siger Ellen og stanser midt i Tæppebankningen. „Gudskelov man
ikke er bleven Forfatter.“
Pelle vil gærne have ham draget ind i Foretagendet. „Der er saa meget at
skrive og holde Foredrag om,“ siger han. „Alt det kunde du gøre meget
bedre end jeg.“
„Nej du, jeg kan ikke,“ svarer Morten. „Dit Arbejde gror i mig ogsaa,
jeg har det i Tankerne bestandig og har jo selv tænkt paa at give en
Haand — men jeg kan ikke. Hvis jeg kommer til at yde mit Bidrag til din
vældige Gærning, bliver det paa en anden Maade.“
„Du gør ikke noget ved din Bog om Solen heller,“ siger Pelle bekymret.
„Nej, for hver Gang jeg vil arbejde med den, gaar den saa underlig i ét
med din Gærning for mig. Jeg kan ikke holde Tankerne ud fra hinanden;
for Tiden føler jeg mig som en Muldvarp, der roder blindt om i den sorte
Muld under Livets mægtige Træ. Jeg graver og søger, og hvert Øjeblik
støder jeg paa de tunge Rødder af dette vældige over Jorden. Jeg kan
ikke se dem, men jeg hører det tone deroppe fra — og lider ved ikke at
kunne følge dem op i deres mægtige Sammenhæng deroppe i Lyset.“
* * * * *
En Søndag Formiddag sidst i Maj sad de ude i Haven. Vuggen var flyttet
ud i Solen, Pelle og Ellen sad paa hver sin Side af den og talte om
Hjemmets Anliggender; Ellen havde meget at fortælle ham, naar hun havde
ham for sig selv. Barnet laa og gloede op i Luften med sine mørke Øjne,
der var Ellens op ad Dage; han var brun af Lød og buttet. Det saas paa
ham, at han var undfanget i Sol og Kærlighed.
Lasse Fredrik sad henne for sig selv ved Tjørnen og malede paa et
Billede, som Pelle ikke maatte se, før det var færdigt. Han gik paa
Tegneskole nu og var flink, han havde et skarpt Blik for Mennesker —
navnlig de Fattige kunde han tage paa Kornet som de gik og stod. Han
havde en let Haand; med to-tre Streger kunde han give det, Faderen
møjsommeligt havde maattet arbejde sig til. „Du snyder,“ sagde Pelle
gærne, halv fortrydelig — „det kan ikke taale at ses nær ved!“ Men han
maatte indrømme at det lignede.
„Naa, faar jeg snart Billedet at se?“ raabte han over. Han var svært
nysgærrig.
„Ja, nu er det færdigt,“ sagde Lasse Fredrik og kom med det.
Billedet forestillede en Gade, hvori der holdt en enlig Mælkevogn; bag
Vognen laa en Mælkedreng med blødende Hoved. „Han er faldet i Søvn,
fordi han maa saa tidlig op,“ forklarede Lasse Fredrik. „Saa idet Vognen
kører frem, gaar han bagover.“ Det morgenøde i Gaden var godt givet, men
Blodet var altfor knaldende rødt.
„Det er meget uhyggeligt,“ sagde Ellen gysende. „Men sandt er det.“
Morten kom hjem fra Byen. „Her er Nyheder til dig fra Brun,“ sagde han
og rakte Pelle et stort Brev. Pelle gik ind i Havestuen for at læse det
i Ro: noget efter kom han ud.
„Ja store Nyheder er det denne Gang,“ sagde han bevæget. „Vil I høre
det?“ Han satte sig til at læse.
Kære Pelle!
Jer sidder i min Seng og skriver til dig. Det er snavs med mig og
har været i nogle Dage; dog haaber jeg ikke, der er noget alvorligt
paa Færde. Vi er jo alle Vorherre en Død skyldige, men jeg vilde
gærne starte til den store Verdensomsejling derhjemme fra. Jeg
længes efter _Gryet_ og jer alle og føler mig ensom; hvis
Foretagendet kan afsé dig nogle Dage, var jeg glad for om du kom
herned. Saa kunde vi følges hjem, selv drister jeg mig ikke til
Rejsen.
Lige nu gaar Solen ned og sender sine sidste Straaler ind til mig;
hele Dagen har været graa og trist, men nu bryder Solen frem af
Skyerne og kysser Jorden — og mig gamle Mand med — til Afsked. Det
giver mig Lyst til at sige dig noget, Pelle; for saadan har min Dag
jo ogsaa været, før jeg traf dig. Endeløst lang og graa! Naar man er
det sidste Led af en udgaaende Slægt, maa man bære de andres graa
Tilværelse ogsaa!
Jeg har tidt maattet tænke paa, hvor Livets skjulte Kraft er
forunderlig. Omgangen med dig har været som et Løfte for mig, skønt
jeg vel vidste, at jeg ingenting skulde udrette mere og ikke heller
forplante mig. Alligevel føler jeg mig gennem dig i Pagt med
Fremtiden! Du staar i Opgangen, og ser vel paa mig som noget der
forsvinder. Men se alligevel, hvor Livet lader os alle leve — ved at
benytte os paa hver sin Vis! Vær du stærk i din Tro paa Fremtiden,
hos dig ligger Udviklingen. Jeg ønsker af Hjærtet, jeg var en
opvaagnende Proletar og stod i Dagningen; men jeg er alligevel glad,
fordi det ny ved dig trykker mine Øjne til.
Dér har jeg gaaet og syntes, at Livet var kedeligt og selvfølgeligt
— alt for kendt. Jeg havde det jo ordnet i mine Kataloger! Og se
saa, hvor det fornyr sig! — nu paa mine gamle Dage har jeg oplevet
dets evige Ungdom. Tidligere havde jeg aldrig brudt mig om Landet,
det stod for mig som et Sted, hvor man enten vadede i Støv eller
Søle. Den sorte Muld forekom mig nærmest gyselig, den forbandt kun
Forestillinger om Kirkegaarden — saa langt var jeg fjærnet fra
Naturen. Landet var noget, Bønder færdedes i, disse drøje,
grovtærende Skabninger, der nærmest forekom én som et Slags Dyr, der
prøvede paa at efterabe én. Tænkende Væsner kunde umuligt leve
derude. Saadan var jo Opfattelsen i min Kreds, og jeg havde selv en
Rem af Huden, skønt min akademiske Dannelse selvfølgelig omskrev og
tilslørede det hele noget. Dette med vort Forhold til Naturen
forekom mig æstetisk meget interessant men nærmest som et
Modsætnings — for ikke at sige fjendtligt — Forhold. Jeg begreb
ikke, at nogen kunde finde noget kønt ved en Pløjemark eller et
Dige. Det var først da jeg lærte dig at kende, at noget rørte sig i
mig og kaldte mig ud; der var noget ved dig, som var Luft derude
fra.
Nu forstaar jeg ogsaa mine Forfædre! Før stod de blot for mig som
nogle haardhudede Børster, der skrabede de Midler sammen, vi i to
Generationer har siddet og tæret paa uden at gøre virkelig Gavn for
to Skilling. De har dog gjort os i Stand til at leve Livet, har jeg
altid tænkt — og anset det som den eneste Undskyldning for at de
fandtes i Slægten, saftige og robuste som de var. Nu ser jeg, at det
er dem der har levet; mens vi efter dem i al vor Holdenhed kun har
haft en Seng i Tilværelsens Vartov.
For alt dette siger jeg jer tak. Jeg er glad for at jeg gennem jer
har lært den ny Tids Mennesker at kende og kan give min Formue
tilbage. Den er skabt af alle dem der arbejder, og hobet sammen af
nogle faa; det er en simpel Selvfølge, at jeg leverer den tilbage.
Andre vil komme til at gøre som jeg — frivilligt eller nødtvungent —
indtil alt er alles. Og saa først kan Kampen om det menneskelige
begynde! Kapitalismen har skabt vidunderlige Maskiner, men hvilke
vidunderlige Mennesker venter der os ikke med den ny Tid. Hvem der
kunde have oplevet det!
Jeg har testamenteret dig og Morten det hele. Endnu er der ingen
Institution, jeg kunde overgive det til, saa faar I forvalte det i
Fællesskabets Navn. I to er Fattigmands bedste Værge, og jeg ved I
vil anvende det paa den bedste Maade — jeg giver det trygt i jeres
Hænder. Testamentet beror hos min Sagfører, jeg ordnede det hele før
jeg rejste hjemme fra.
Hilsen til alle i _Gryet_, Ellen og Børnene og Morten. Hvis den
lille bliver døbt, inden jeg naar hjem, husker I jo at han skal bære
mit Navn. Men nu haaber jeg paa du kommer.
Ellen trak Vejret dybt, da han var færdig med Brevet.
„Bare det ikke er alvorligere med ham, end han vil være ved,“ sagde hun.
„Du rejser vel?“
„Ja, jeg ordner det nødvendige i Virksomheden i Morgen tidlig og tager
med Formiddagsekspressen.“
„Saa maa jeg vist til at se efter dit Tøj!“ udbrød Ellen og gik ind.
Pelle og Morten gik en Tur langs Bakkeranden, forbi de halvopførte
Boliger, hvis røde Sten lyste i Solen.
„Føler du dig ikke som et Lykkebarn, Pelle?“ sagde Morten pludselig.
„Jo,“ svarede Pelle — „mig har ingenting kunnet skade, og saa er det vel
rigtigt, hvad Far Lasse og de andre sagde, at jeg er født med
Sejrsskjorten. De Misbrug jeg led som Barn, har lært mig at være god mod
andre; og i Fangenskabet vandt jeg mig Friheden — det der skulde gjort
mig til en Forbryder, gjorde mig til Menneske i Stedet. Ingenting har
kunnet skade mig! Saa maa jeg vel være et Lykkebarn, som du siger.“
„Ja du er, og nu har jeg fundet mit Stof, du Pelle! Jeg roder ikke
længer blindt i Mørket — nu skal jeg skrive et stort Værk.“
„Til Lykke med det da! Hvad skal det handle om? Skal det være Værket om
Solen?“
„Ja baade om Solen og om det der sejrer. Det skal være et Værk om dig,
Pelle!“
„Om mig?“ udbrød Pelle forskrækket.
„Ja — om den nøgne Pelle med Sejrsskjorten! Nu er det vel paa Tiden at
kalde det nøgne Menneske frem i Lyset og se rigtig paa ham, nu han staar
og skal overtage Fremtiden. — I vil jo helst læse om Grever og Baroner,
men nu skal jeg skrive jer en Historie om en Prins, der finder Skatten
og vinder Prinsessen. Han har ledt om hende i hele Verden, du — og hun
var der ikke. Saa er der kun ham selv til Rest, og der finder han hende
— for han har sunket hendes Hjærte. Er det saa ikke en god Historie?“
„Jeg synes, det er noget godt Sludder,“ sagde Pelle leende. „Og du
kommer da til at smøre godt med Løgn i, hvis du vil have mig gjort til
en Prins. Jeg tror nu ikke, du faar Arbejderne til at tage den for en
rigtig Bog, det er det hele altfor kendt og almindeligt til.“
„De skal gribe efter den — og græde af Glæde og Stolthed over at finde
sig selv i den. Kanske opkalder de ogsaa deres Børn efter den af bar
Taknemmelighed!“
„Hvad skal den saa hedde da?“ spurgte Pelle.
„Den skal hedde _Pelle Erobreren_!“