I _Gryets_ Have svandt Sneen fra Dag til Dag. Først trak den sig bort
fra Huset og gav Plads for en hel lille Skov af Vintergækker og Krokus;
Hyasinterne i Plænen begyndte at brække Jorden til Side, de kom op af
den som en Række Knoer, der pænt bankede paa først.
Børnene var hvert Øjeblik deromme for at følge Fremskridtene, de begreb
ikke de fine Krokus, der stak lige op af den frosne Jord uden at fryse
ihjæl, men døde naar de kom ind i Varmen. Hver Dag pakkede de
Vintergækker i Papir og lagde op paa Bruns Bord — det var Gækkebreve.
Saa gik de om i ustyrlig Spænding; og naar han kom ind fra Marken, mødte
de ham med en hemmelighedsfuld Mine og havde travlt med at faa ham
lokket ovenpaa.
Ude paa Marken var de næsten færdige med Udgravningerne og ventede blot
paa, at Vintervandet skulde synke, saa man kunde komme til at køre Grus
og Sten og faa Murerne i Gang. Endnu kunde Markerne ikke bære.
Der var ikke saa megen Fart i gamle Brun nu efter hans Sengeliggen;
skønt han ikke fejlede ret meget, havde Sengen taget paa ham. Han lod
Pelle skalte og valte med Virksomheden som han selv vilde, og sagde Ja
og Amen til alt hvad han foreslog. „Jeg kan ikke samle det hele i mit
Hoved,“ sagde han gærne, naar Pelle kom og forelagde ham en eller anden
Udvidelse — „men gør du som du synes min Søn, saa bliver det jo nok
rigtigt!“ Der skete ikke nok af haandgribeligt dernede til at holde hans
Sind varmt — og han var alligevel for gammel til at høre det gro og
hente sig Styrke deraf. Men saa flyttede hans Tro bare fra Sagen selv
over paa Pelle — ham saa han levende for sig og kunde støtte sig til
hans unge Styrke.
Arbejdet med Planerne havde han lagt paa Hylden. Han kunde ikke holde
til det og nøjedes med at gaa sin Runde i Marken et Par Gange om Dagen
og se paa Arbejderne. Den hæftigt opblussende Energi, som Pelles Ungdom
havde kaldt til Live i ham, var blaffet bort — tilbage blev en rørende
Olding, som havde frosset sit Liv igennem og nu gik og gassede sig i
nogle sildige Aftenstraaler. Han maalte sig ikke med Pelle mere og blev
ikke skinsyg paa noget Forspring — men beundrede ham simpelthen og tyede
nøje ind i Kredsen af dem, hvis Forsyn Pelle var. Ellen behandlede ham
som et stort Barn, der trængte til megen Omsorg, og Børnene opfattede
ham selvfølgeligt som Ligemand.
Naar han gik sin Tur over Marken, havde han gærne Svend Trøst ved
Haanden; de to kunde baade holde Trit og underholde hinanden. Der var
noget, som optog dem begge stærkt og holdt deres Sind i Spænding: hver
Dag ventedes Storken tilbage til Bakkegaarden, og saa skulde den have en
Lille med til Mor Ellen. Det var ikke bar Fornøjelse at gaa og vente
paa. Storken bed altid Konen i Huset i Benet, naar den kom med en Lille
til hende; Svend Trøsts egen Mor havde den bidt, saa hun døde af det —
nu var han saa klog. Den lille Fyr var Ellens Dreng og gik om i en
alvorlig, næsten trykket Stemning. Han talte ikke om sin Bekymring til
de andre Søskende for ikke at blive gjort Nar ad, men naar den gamle og
han fulgtes ad i Marken, drøftede de det, og Brun som den ældre og
fornuftigere kom til det Resultat, at der ingen Fare var. Alligevel
holdt de sig altid i Nærheden af Huset for at kunne være ved Haanden.
En Dag blev Pelle hjemme fra Arbejde, og Ellen stod ikke op som ellers.
„Jeg ligger og venter paa Storken,“ sagde hun til Svend Trøst — „gaa ud
og pas paa den.“ Saa gik den Lille rundt om Huset med en Kæp, Brun
traskede med rundt, og naar de hørte Ellen skrige, knugede de hinandens
Haand. Det var en saa fortumlet Dag, at det var umuligt at holde Gangen
i noget; snart rullede en Vogn op for Døren med en tyk Kone, snart var
det Lasse Fredrik der sprang paa Cyklen og jog ned ad Markstien —
staaende i Pedalerne. Inden Svend Trøst vidste et Ord af det, havde
Storken været der, og Ellen laa med en lille Dreng i Favnen. Han og Brun
var sammen derinde for at ønske Ellenmor til Lykke, og de var lige
forbavsede begge to. Den gamle maatte have Lov til lige at røre ved den
Lilles Kind.
„Han er saa grim endnu,“ sagde Ellen med et undseligt Smil og løftede
Snippen lidt fra Barnets Hoved. Saa skulde hun have Ro, og Brun tog
Svend Trøst med ovenpaa.
Pelle sad paa Sengekanten og holdt Ellens Haand, der paa nogle faa Timer
var blevet hvid og tynd. „Nu maa vi saa have Bud efter Dronning
Therese,“ sagde hun.
„Skal vi ikke ogsaa sende Bud efter din Mor?“ spurgte Pelle, der ofte
havde foreslaaet, at de skulde bryde overtvært og se op til de Gamle.
Det var ham imod at gaa og bære paa gammelt Nag.
Ellen rystede paa Hovedet. „De skal komme af dem selv,“ sagde hun
bestemt. Sig selv var hun ligeglad med, men de havde trukket paa Næsen
ad Pelle, saa var det ikke mere end rimeligt, de kom og gjorde det godt
igen.
„Men jeg _har_ sendt Bud,“ sagde Pelle — „det var det Lasse Fredrik
cyklede om. Du skal ikke ligge i Barselseng uden Moders Hjælp.“
Allerede et Par Timer efter var Madam Stolpe der. Hun var meget bevæget;
for at skjule det gav hun sig til at endevende hele Huset for rene Klude
og Bind, mens hun gik og smaaskændte. Det var saamænd ogsaa en Tid at
sende Bud efter én, naar det hele var overstaaet.
Fatter Stolpe var mere haard; han hørte ikke til dem, der saadan kom
springende saa snart man fløjtede! Men et Par Aftener efter at den Lille
var kommet til Verden, løb Pelle over ham — han gik og luskede et Stykke
neden for Huset. Naa ja, han gik og ventede paa Mutter for at følge
hende hjem, altsaa — det ragede vel ingen? Han lod meget afvisende, men
var forholdsvis let at nøde indenfor; og det varede ikke længe, før
Ellen fik ham tøet op. Hun havde sin egen Fremgangsmaade som altid.
„Jeg vil bare sige dig Far, at det er ikke mig, der har sendt Bud efter
dig, men Pelle. Og hvis du ikke giver ham Haanden, og siger du har gjort
ham Uret, saa bliver vi aldrig gode Venner igen!“
„Hun er sku det samme tyvebrændte Fruentimmer til og ta’e Tyren ved
Hornene, hun altid har væ’t,“ sagde Stolpe uden at se paa hende. „Naa,
man kan vel lige saa godt springe som krybe i det — og vedgaa at man har
spillet Skidtmads. Skal vi slaa en Streg over det, Svigersøn?“ Han rakte
Pelle Haanden.
Da først Forsoningen var ovre, blev Stolpe helt oprømt. „Jeg havde
saamænd ikke drømt om, at jeg skulde faa Tøsen at se for det første — og
allermindst i Barselseng!“ sagde han fornøjet og strøg Ellen over
Ansigtet med sin ru Haand.
„Nej, hun har jo altid været Kæledæggen, og Fatter har saamænd tidt
gaaet og været ked af det. Men han gør sig jo haard,“ sagde Madam
Stolpe.
„Sludder, Mutter!“ brummede Stolpe — „Fruentimmerne skal altid vrøvle.“
Tiden havde taget paa dem begge. Der havde været en Del Arbejdsløshed i
Faget, og Stolpe var til Aars nu, det kneb at hamle op med de Unge paa
Stilladset. Det saas paa Klæderne, at de ikke sad saa godt i det som i
gamle Dage. Men Stolpe var fremdeles Formand for Fagforeningen og en
anset Mand inden for Bevægelsen.
„Og nu min Dreng,“ sagde han pludselig og lagde Hænderne paa Pelles
Skuldre — „maa du sku sætte mig lidt ind i, hvad det er du har for denne
Gang. Jeg hører, du begynder at mudre op i Gemytterne igen.“
Pelle satte ham ind i sin store Plan om Fællesvirksomheder, den gamle
kendte forresten en hel Del til det — det viste sig, at han paa Afstand
havde fulgt Pelles Færd.
„Det er kanske slet ikke saa skeløjet, det dér,“ sagde han — „maaske
kunde vi lige saa stille klemme Kapitalen ud af Tilværelsen, naar vi
allesammen kilede paa. Men du maa have Bevægelsen med; og saa maa det
slaas fast, at enhver der ikke støtter sine egne er en Skruebrækker.“
„Jeg _har_ faaet Forbindelse — men det gaar lidt trevent,“ sagde Pelle.
„Saa maa vi prikke lidt til dem. — Hør, ham denne her Særling — Brun
hedder han jo — bor han ikke hos jer?“
„Han er nu ingen Særling,“ sagde Pelle leende. „Vi kan jo gaa op og
hilse paa ham.“
Brun og Stolpe fik hurtig noget at tale om; de var lige gamle og havde
oplevet Bevægelsens første Dage fra hver sin Side. Madam Stolpe kom
flere Gange og rykkede i sin Mand — de skulde hjem.
„Naa, det er ikke værd at lægge sig ud med sin egen Kone,“ sagde Stolpe
endelig — „men jeg kommer igen. Jeg hører De bygger herude, og kunde dog
nok lide at se hvordan vore egne Huse kommer til at se ud.“
„Vi har ikke begyndt endnu,“ svarede Pelle. „Men kom herud paa Søndag,
saa skal Brun og jeg vise dig det hele.“
„Det bliver vel Mestre, der faar det?“ spurgte Stolpe.
„Nej, vi havde tænkt at lade de Arbejdsløse faa Arbejdet, hvis de ellers
tør paatage sig det og har en Mand til at sætte i Spidsen,“ sagde Brun.
— „Men det kunde De maaske paatage Dem?“
„Det kan De være vis paa jeg kan,“ svarede Stolpe selvfølende. „Skulde
jeg ikke være Mand for at bygge Arbejdernes Hjem? — jeg var Medlem af
Partiet dengang det kun talte én Mand.“
„Ja, Stolpe er Bevægelsens Veteran!“ sagde Pelle.
„Død og Salighed! det var alligevel et knusende morsomt Træf, om det
blev mig!“ udbrød Stolpe, da Pelle fulgte de to gamle ned til
Sporvognen. „Jeg skal stille et Hold Arbejdere paa Benene, der ingen har
set Mage til — og sikke no’en Huse vi skal sætte op! Der skal ikke blive
ret meget Papmasjé i den Historie!“