XVII

Pelle kom en Lørdag Aften hjem med Toget, han havde været ude i en

Provinsby og hjulpet et kooperativt Foretagende i Gang.

Det var sent, men mange Butikker havde endnu aabent, de kastede

straalende Lys ud i Ruskregnen, hvor Gadens sorte Strøm randt bestandig

lige fort. Nu først kom de arbejdende Kvinder fra den indre By, blege

Maskinskriversker, Kasserersker, der endnu havde Kolportage-Romanens

Spænding i Øjnene, Syerskerne fra de store Forretninger. Nogle hastede

afsted med Blikket ligeud uden at lade sig forstyrre af Gadens enlige

Sværmere — de havde noget som ventede dem — kanske et lille Barn. Andre

havde ikke noget at haste efter men gik og saa sig trætte om — og kunde

pludselig leve op ved Synet af en ung Mand i Vrimlen.

Rengøringskoner var paa Vej hjemad med Kurven paa Armen; de havde haft

en lang Dag og slæbte Benene tungt efter sig. Gaden var fuld af

kvindelige Arbejdere, det var den omvendte Verden! de daarlige Tider

kaldte Kvinderne frem og lod Mændene sidde. Paa Hjemvejen besørgede de

Indkøbene for Søndagen; inde hos Slagter og Spækhøker stod de og hang

som trætte Øg og ventede paa deres Tur. Blaafrosne Unger stod og rakte

sig, med Haanden krampagtigt knyttet om Skillingerne; de lagde Hagen paa

Disken og gloede forslugent paa Madvarerne, mens Lyset brødes

forunderlig rigt i deres glubske Øjne.

Pelle gik rask til for at komme ud paa det aabne Land. Han holdt ikke af

disse øde Gader i Byens Udkant, hvor Armoden rejste sig som et

Fuglefjæld paa begge Sider af den smalle Kløft, og Mørket sukkede under

saa meget. Naar han kom ind i saadan en endeløs Stenkløft, hvor Et- og

Toværelseslejlighederne strakte sig over hinanden i syv Rækker saa langt

han kunde se, truede Modet med at svigte ham. Det var som at vandre paa

en uhyre Kirkegaard for brustne Haab, alle disse Tusender Familier var

lige saa mange Vanskæbner; de havde lagt lyst og haabefuldt ud

allesammen, og nu sad de her og sloges med Tomheden.

Han gik rask udad langs Markvejen, det var bælgmørkt og regnede, men han

kunde Grøfter og Stier udenad. Langt oppe paa Bakken skinnede et Lys,

det mindede om en Stjærne der stod lavt paa Himlen — det maatte være

Lampen fra Bruns Soveværelse. Han undredes paa, at den gamle var paa

Færde endnu; han blev hurtig træt, nu han var kommet ud af et langt Livs

Beskæftigelse, og plejede at gaa tidlig i Seng. Han havde maaske glemt

at slukke Lampen.

Pelle havde slaaet Kraven op om Ørerne og følte sig hyggelig til Mode —

han holdt af at gaa ene i Mørket. I gamle Dage havde dets gabende Tomhed

fyldt ham med panisk Skræk, men Fængslet havde gjort hans Sind

fortroligt med det; han kunde gaa og glæde sig til disse ensomme Natture

hjem over Markerne. Saa døde Byens Larm bag ham, og han indaandede den

rene Luft, der syntes at staa lige ind mod ham fra Verdensrummet. Alt

det, Manden ikke kan dele med nogen, kom op i ham paa disse Ture. I den

daglige Kamp kunde han ofte nok have en nedslaaende Fornemmelse af, at

Udfaldet beroede paa rene Tilfældigheder. Det var ikke nemt at skaffe

sig Ørenlyd gennem den tusendstemmige Larm; der skulde Sensation til for

at fange Opmærksomheden, og han kom blot med en ganske ordinær Ide og

paastod, at den uden at stanse et Hjul kunde omskabe Verden. Det

bestaaende gjorde sig ikke engang den Ulejlighed at bekæmpe ham, selv

Fabrikanterne inden for Faget tog hans Foretagende med Ro og lod til at

have opgivet Krigen mod ham. Han havde ventet sig stor Modstand og

glædet sig til at overvinde den — og denne Ligegyldighed fik ham

undertiden til at tvivle om sig selv. Hans ubetvingelige Ide gik jo blot

under i Livets brogede Virvar!

Men her ude paa Landet, hvor Natten laa over Jorden som stor Ro, fik han

sine Kræfter igen. Alt det ligegyldige faldt bort, og han saa, at han

ligesom de dybe Bropiller havde sit egenlige under Overfladen. Saa

uanseligt han ragede op, hvilede han paa et uhyre Underlag, Ensomheden

omkring ham afslørede det for ham og fik ham til at føle sig vældig.

Mens man oversaa hans Foretagende, skulde han gøre det saa stærkt, at de

løb Panden imod det naar de vaagnede.

Pelle var glad for at bo paa Landet, det var hans Drøm engang at flytte

Arbejderne der ud igen. Byen fik han mere og mere imod, han lærte aldrig

at blive helt fortrolig med den. Det var bestandig lige besynderligt at

færdes i denne summende Kube, hvor hver syntes at snurre for egen

Regning og alle dog bankedes ind under én stor Vilje — Sultens. Byen

øvede en dump Magt over Sindene, den drog de fattige til ved en Løgn om

Lykken. Og naar den først havde dem, holdt den dem dæmonisk fast. Den

giftige Luft var ligesom Opium, de usleste Stakler drømmer sig Lykken i

den; og naar de først havde faaet Smag paa det, var de ikke Mennesker

for at rejse ud til den jævne Hverdag igen. Der laa altid noget

forfærdeligt bag Byens Fysiognomi, som lurede den blot paa at drage

Mennesker ind i Nettet og suge dem ud. Om Dagen kunde det tilsløres af

de mange Lyde, men Mørket bar det frem.

Hver Aften inden Pelle gik i Seng, maatte han ud til Gavlen og stirre ud

i Natten; det var en gammel Bondeskik, han havde arvet fra Lassefar og

hans Far igen. Saa søgte hans Blik spørgende ned over Byen, hvor hans

Tanker i Forvejen var. Paa Solskinsdage var den kun Røg og Dis, men

saadan en bælgmørk Nat laa der et festligt Lysskær over den. Byen havde

en egen Ævne til at fælde Mørket ned over sig og tænde hvidt kunstigt

Lys i det. Den laa lavt — ligesom en _Sump_ med Fald fra alle Sider —

alle Afløb mundede ud i den; dens lysende Taage syntes at naa ud til

Landets yderste Grænser — alting søgte denne Vej. Store Guldfluer stod

og gyngede over _Sumpen_ i metallisk Pragt, Myg dansede hen over den som

sorgløse Skygger. Der stod en uophørlig Summen af det; og nedenunder laa

Dybet, som havde fostret dem, og boblede saa han kunde høre det helt

herop.

Undertiden flakkede Byens Lys op over Himlen som Genskæret fra en uhyre

Esse. Det var som et umaadeligt Hjærte bankede panisk i Mørket dernede,

hans eget smittedes af det og snøredes sammen i uklar Angst. Skrig kunde

pludselig stige op dernede fra, og man ønskede det næsten; et stærkt

Udbrud var en Lettelse oven paa den evige latente Spænding. Dernede

under Stadens Mure var Mørket altid levende, som en tung Livsstrøm gled

det afsted, randt trægt mellem Kipper og Buler og Kaserner med sit

skæbnesvangre Indhold af Nød og Forbandelser. Dets dulgte Færden indgød

ham Rædsel; han hadede Byen for dens Mørke der fjælede saa meget. — —

Han var stanset foran _Gryet_ og stod og stirrede nedover. Pludselig

hørte han en Lyd indefra, som fik ham til at fare sammen; han lukkede

sig hurtigt ind. Ellen kom ud i Gangen, hun saa forstyrret ud.

„Gudskelov du kom,“ udbrød hun — „Anna er saa syg.“ Hun glemte helt at

sige Goddag til ham.

„Er det alvorligt?“ spurgte Pelle og skyndte sig af Overtøjet.

„Det er det gamle igen. Jeg lod en Vogn fra Gaarden køre ind efter

Doktoren — det blev dyrt du, men Brun sagde jeg skulde. Hun skal have

varm Mælk med Emsersalt og Sodavand i. — Du kommer til at slaa Kulden af

dig ved Kakkelovnen, før du gaar op til hende — men skynd dig lidt. Hun

ligger hele Tiden og spørger efter dig.“

Sygeværelset laa i Halvmørke, Ellen havde hængt en rød Skærm over

Lampen, for at Lyset ikke skulde genere den lille. Brun sad paa en Stol

ved Sengen og stirrede ufravendt paa Barnet, som laa og smaapludrede i

Feberdøs, han gjorde Tegn til Pelle at han skulde gaa stille. „Hun

sover,“ hviskede han. Den gamle Mand saa ulykkelig ud.

Pelle bøjede sig stille ned over hende; hun laa med lukkede Øjne men sov

ikke, hendes hede Aande gik over hans Ansigt i korte Stød. Idet han

vilde rette sig, aabnede hun Øjnene og smilede til ham.

„Hvad er det med Søster, vil hun nu til at være syg igen?“ sagde han

sagte. „Jeg troede Solen havde jaget den slemme Bronkitis væk.“

Barnet rystede resigneret paa Hovedet. „Hør Kældermanden!“ hviskede hun.

Han sad og peb af alle Kræfter nede i hendes Luftrør, hun lyttede efter

ham med et alvorligt Udtryk. Saa listede hun sin Haand op, og strøg

Faderen over Ansigtet som vilde hun trøste ham.

Men Brun puttede den straks ned igen, og dækkede hende til om Skuldrene.

„Dér kunde vi nær have sat Dukken over Styr,“ sagde han betænkeligt. Han

havde lovet hende en stor Dukke, naar hun vilde holde sig godt dækket.

„Faar jeg den endnu?“ spurgte hun gispende og stirrede forskrækket paa

ham.

„Ja vist faar du den. Og naar du skynder dig at blive rask, faar du en

Vogn ogsaa, med Gummihjul.“

Ellen kom ind og afbrød dem: „Nu har jeg gjort Hr. Bruns Soveværelse i

Stand,“ sagde hun og lagde sin Haand beroligende over Barnets spændte

Træk.

Bibliotekaren rejste sig nølende: „Det vil altsaa sige det samme som, at

nu skal Hr. Brun gaa i Seng,“ sagde han halv misfornøjet. „Ja ja, saa

Godnat da! Jeg stoler paa I kalder, dersom det skulde blive værre.“

„Hvor er han dog god,“ sagde Ellen sagte. „Han har siddet herinde hele

Tiden og passet paa at Barnet laa dækket. Vi tør ikke røre os for ham,

fordi hun skal have Ro; men han kan ikke selv dy sig for at sludre med

hende, hvergang hun aabner Øjnene.“

Ellen havde flyttet Lasse Fredrik ned i Soveværelset og sat sin egen

Seng herop for at vaage ved Barnet. „Nu skulde du gaa i Seng,“ sagde hun

sagte til Pelle — „du maa jo være dødtræt efter Rejsen. Forrige Nat i

Toget fik du vist heller ikke sovet noget.“

Han saa træt ud, men hendes Overtalelser nyttede ikke, han vilde blive

heroppe. „Jeg kan alligevel ikke sove under disse Forhold,“ hviskede

han; „og i Morgen er det jo Søndag.“

„Saa læg dig paa min Seng da! Det hviler dog altid lidt.“

Han lagde sig ned for at føje hende, og laa og stirrede op i Loftet,

mens han lyttede til Barnets korte, rallende Aandedræt. Han kunde høre

hun ikke sov; hun laa og legede med den rallende Lyd og fik Kældermanden

til snart at snakke med grov Stemme, snart at pibe. Hun syntes helt

fortrolig med denne ondartede Snakken med, der allerede havde kostet

hende saa mange Sygetimer og lød saa pinligt i Pelles Øren. Hun havde en

underlig resigneret Maade at bære Sygdom paa, som hørte Baggadens Væsner

til; hun blev ikke urimelig og fordringsfuld men laa gærne og underholdt

sig selv. Det var ligesom hun følte sig taknemmelig mod Lejet, hun var

altid i bedst Humør, naar hun laa. Solen herude havde brunet hende godt,

men der maatte sidde noget i hende, den ikke havde faaet Bugt med — man

flyttede ikke saadan fra Baggadens onde Luft.

Hvergang hun fik et Hosteanfald, rejste Pelle hende over Ende og hjalp

hende til at spytte. Hun blev blaarød i Hovedet af Hosten, og saa paa

ham med Øjne der var ved at briste under den voldsomme Anstrængelse. Saa

kom Ellen med den varme Mælk og Emsersaltet, den lille drak det med et

resigneret Udtryk — og faldt hen igen.

„Saa slemt har det aldrig været før,“ hviskede Ellen — „hvad kan det saa

nytte? Maaske er Landluften slet ikke god for hende.“

„Det skulde den dog gærne være,“ sagde Pelle — „for ellers er hun jo en

lille forgiftet Stakkel.“

Ellens Stemme klang af den Mulighed, at de kunde komme til at flytte

tilbage til Byen igen for Barnets Skyld. For hende var Byluften ikke

ond, men simpelthen mildere end den herude. Gennem flere Slægtled var

hun vænnet til den og havde overvundet dens skadelige Indflydelser; for

hende var den god som kun Hjemegnens Luft er det. Hun kunde bo hvor det

skulde være, men hendes Barndoms Egn maatte der ikke siges noget paa.

Saa blev hun ivrig.

Barnet var vaagnet ved deres Hvisken og laa og stirrede paa dem. „Jeg

dør ikke? gør jeg vel?“ spurgte hun ud i Stuen.

De bøjede sig over hende.

„Nu skal du putte dig og ikke tænke paa saadan noget,“ sagde Ellen

angst.

Men Barnet blev haardnakket ved sit. „Hvis jeg nu dør, vil I saa sørge

lige saa meget over mig som over Johanne?“ spurgte hun spændt og holdt

dem fast med sine Øjne.

Pelle nikkede, det var ham ikke muligt at sige noget.

„Vil du tjære Loftet sort, for at vise at du sørger over mig? — Vil du,

Far?“ vedblev hun ubønhørligt og saa paa ham.

„Ja, ja!“ sagde Ellen fortvivlet og kyssede hende paa Munden for at faa

hende til at tie.

Saa lagde Barnet sig tilfreds om paa Siden; et Øjeblik efter sov hun.

„Hun er ikke hed mere,“ hviskede Pelle. „Jeg tror Feberen er forbi.“

Hans Ansigt var forfærdelig alvorligt; Døden havde strøget hen over det

med sin kolde Haand. Han vidste det kun var i Spøg, men kunde alligevel

ikke ryste Indtrykket af sig.

De sad tavse og lyttede til Barnets Aandedræt, der lød roligt nu. Ellen

havde søgt Pelles Haand, en Gang imellem gøs hun sammen. De rørte sig

ikke, men sad blot og lyttede, mens Tiden randt syngende forbi dem. Saa

galede Hanen dernede og vakte Pelle, Klokken var tre; Barnet havde sovet

roligt i to Timer nu. Lampen var ved at brænde ud, han skimtede svagt

Ellens Profil i Halvmørket; Svangerskabet havde fortæret noget af

Sommerens Huld og gjort Ansigtet sartere. Hun saa træt ud.

Han rejste sig lydløst og kyssede hende paa Panden. „Gaa nu ned og i

Seng,“ hviskede han og førte hende hen imod Døren.

Der lød listende Trin udenfor, det var Brun der var henne for at lytte

til den Syge, han havde slet ikke været i Seng. Inde i hans

Arbejdsværelse brændte Lampen, og Bordet var fuldt af Papirer; han havde

siddet og skrevet.

Han blev oprømt, da han hørte at Anfaldet nu var ovre. „Jeg synes

hellere Fruen skulde traktere med en Kop Kaffe,“ svarede han, da Ellen

skændte paa ham fordi han ikke sov.

Ellen gik ned og lavede Kaffe. De drak den inde hos Brun; Dørene stod

paa Klem, saa de kunde høre efter Barnet.

„Det har været en drøj Nat,“ sagde Pelle og strøg sig over Panden.

„Ja, skal det blive saadan ved, saa kommer vi vist til at flytte tilbage

til Byen,“ sagde Ellen haardnakket.

„Vi maa hellere begynde at give hende koldt Vand om Morgenen, saa snart

hun er rask — og se at faa hende hærdet,“ sagde Pelle.

„Ja Pelle tror, at det er den onde Luft og den gode der nu slaas om

Barnet, og at det bare er derfor hun har det daarligere end inde i

Byen,“ vendte Ellen sig til Brun.

„Det er det ogsaa,“ sagde Brun alvorligt. „Og saadan et sygt Barn giver

noget at tænke paa.“

Pelle Erobreren 4: Gryet · 第 21 / 29 题