Den gale Urmager slog Værkstedsdøren op. „Bjerregrav er død,“ sagde han
højtideligt. „Nu er der kun én til at sørge over Elendigheden!“ Saa gik
han videre og raabte sit Budskab ind til Bager Jørgens; de hørte ham gaa
fra Hus til Hus Gaden igennem.
Bjerregrav død? endnu i Aftes sad han jo her paa Stolen neden for
Forhøjningen, og Krykkerne stod i Krogen ved Døren! Han kom og gav
Haanden rundt paa sin sædvanlige naive Maade, denne altfor bløde Haand
som de alle følte Ubehag ved at røre, fordi den var saa nærgaaende
næsten hudløs i sin Varme, som havde man uforvarende taget et Menneske
paa det nøgne eller blottet noget. Pelle maatte mindes Lassefar, der
heller aldrig lærte at pansre sig men blev ved at være den samme
troskyldige godlidende Sjæl, som haarde Erfaringer ikke bed paa.
Den store Bager væltede sig som sædvanlig ind paa ham — han blev raa ved
Berøring med dette barnlig hudløse, der lod Hjærtet brænde helt ud i et
Haandtryk. „Naa Bjerregrav, har du saa prøvet det du ved nok, siden
sidst vi saas?“ spurgte han og plirede til de andre.
Bjerregrav blev rød i Hovedet. „Jeg er tilfreds med den Erfaring,
Vorherre har forbeholdt mig,“ svarede han missende.
„Vil I tro det, han er over halvfjerds, og ved ikke engang hvordan et
Kvindfolk er beskaffent!“
„Naar jeg nu altid har befundet mig bedst ved at være enlig — og saa har
jeg jo Klumpfoden ogsaa.“
„Det er derfor han gaar og spørger paa alle Ting, som ellers ethvert
Barn ved,“ sagde Jeppe kry. „Bjerregrav har aldrig sluppet Barndommens
Uskyld.“
Endnu da han gik hjem og Pelle hjalp ham over Rendestenen, gik han i
Staa i sin evige Undren. „Hvad mon det er for en Stjærne,“ sagde han —
„den har et andet Lys end de andre. Den ser mig saa rød ud — bare vi
ikke gaar en stræng Vinter i Møde med haard Jord og dyrt Brændsel for de
Fattige.“ Bjerregrav sukkede. — „Maanen skal du ikke stirre for meget
paa, Skipper Andersen fik sit bare af at ligge og sove paa Dækket med
Maanen lige i Ansigtet. Han er Idiot nu!“
I Aftes ganske som ellers — og nu død! Og ingen havde vidst eller tænkt
det, saa de kunde være lidt gode mod ham paa det sidste. Han døde i sin
Seng med deres sidste Haan i Sindet, og det lod sig ikke gøre at skikke
Bud og sige: Bryd dig ikke om det Bjerregrav, vi mente det ikke som
noget ondt! — Kanske havde det forbitret ham hans sidste Stund; her stod
de i al Fald Jeppe og Broder Jørgen og kunde ikke se hinanden i Øjnene,
med det uoprettelige tungt over sig.
Og en Tomhed mere var det — som naar Klokken gaar i Staa i Stuen! Det
trofaste Drøn af hans Krykker trak ikke længer ned mod Værkstedet ved
Sekstiden. Unge Mester blev urolig ved den Tid, han kunde ikke gøre sig
fortrolig med Tanken. „Døden er noget fælt noget,“ sagde han saa naar
Sandheden gik op for ham „— noget elendig modbydeligt noget. Hvorfor
skal én gaa bort og intet efterlade sig? Nu lytter jeg efter Bjerregravs
Krykker og faar kun Tomhed i Øret; og naar nogen Tid er gaaet, er der
ikke det engang. Saa er han glemt, og kanske en til som kom efter ham —
og saadan kan det blive ved. Hvad sund Mening er der i det hele — Pelle
for Satan? Himlen siger de nok, men hvad bryder jeg mig om at komme op
paa en vaad Sky og sidde og synge Halleluja? Jeg vil meget hellere gaa
her og tage mig en Spids — især naar jeg havde haft et godt Ben.“
Fra Værkstedet fulgte Drengene ham til Graven — Jeppe vilde have det for
at gøre Uretten god igen. Jeppe og Bager Jørgen gik nærmest Kisten i høj
Hat, ellers fulgte kun fattige Koner og Børn som sluttede sig til af
Nysgærrighed. Kusk Due kørte Ligvognen, han havde faaet sig et Par Heste
selv nu, og dette var hans første Stadstur.
Ellers flød Livet trægt og begivenhedsløst af Sted, Vinteren var der
igen med sit Dødvande, og Islandsindustrien var jo ødelagt. Skomagerne
arbejdede ikke ved Lys, der var ikke Arbejde nok til at dække Forbruget
af Petroleum. Saa blev Hængelampen hængt til Side og den gamle Bliklampe
taget frem, den var god nok at sidde og sladre ved. Naboer og Genboer
kom gærne i Mørkningen; naar Mester Andrés var gaaet i Seng listede de
af igen, ellers sad de og hang til Jeppe meldte Sengetid. Pelle havde
begyndt at kaste sig over Snittearbejde igen, han holdt sig saa nær
Lampen som muligt og lyttede til Passiaren, mens han arbejdede paa en
Benknap der skulde skæres ud som en 25-Øre. Morten skulde have den til
Humbugsnaal.
Samtalen drejede sig om Vejret, og det heldige i at Frosten ikke kom og
lukkede af for det store Havnearbejde. Saa gled den let hen over
_Kraften_ og fra ham til Gale Anker og videre til Fattigdommen og
Utilfredsheden. Socialisterne ovre havde længe beskæftiget Sindene, hele
Sommeren var der kommet foruroligende Meddelelser; det var klart nok at
de havde Fremgang — men i hvad? Noget godt var det i al Fald ikke. „Det
skal være de allerfattigste som gør Oprør,“ sagde Træbene-Larsen, „saa
deres Tal maa være stort.“ — Det var som at høre Drønet af noget ude i
Horisonten, og ikke vide hvad der foregik. Helt forvrænget naaede Ekkoet
af Underklassens Rejsning ind; man forstod netop saa meget, at de
nederste vilde vende op og ned paa Guds lovlige Orden og se at komme
ovenpaa — og skottede uvilkaarligt til de Fattige her. Men de gik i
deres vanlige Døs, arbejdede naar der var noget og slog sig ellers til
Taals. „Det manglede ogsaa blot,“ sagde Jeppe — „her hvor vi har et saa
velordnet Fattigvæsen.“
Bager Jørgen var den ivrigste — hver Dag kom han og havde noget nyt at
berette. Nu havde de truet selve Kongen paa Livet! — Og nu havde
Militæret været udkommanderet!
„Militæret —!“ Unge Mester blæste. „Det skal godt hjælpe! Blot de kaster
en Nævefuld Dynamit ind iblandt det, bliver der ikke en Bukseknap hel.
Nej nu tager de nok Hovedstaden.“ Hans Kinder brændte, han havde
allerede Begivenheden i sig.
„Hvad saa da — saa plyndrer de vel Kongens Mønt?“
„Saa — nej saa kommer de herover — — hele Kvadriljen!“
„Her? nej saa Satan! Vi byder hele Væbningen op og skyder dem ned fra
Stranden. Jeg har gjort Bøssen i Stand.“
En Dag kom Marker løbende. „Nu har Konditteren paa Torvet faaet ny Svend
ovre fra — og han er Sjosjalist!“ raabte han forpustet. „Han kom med
Dampskibet i Aftes.“ — Bager Jørgen havde ogsaa hørt det.
„Ja nu har I dem over jer,“ sagde Jeppe ildevarslende. „I har gaaet og
leget med den ny Tidsaand allesammen. — Det maatte ellers været noget
for Bjerregrav — han med sin Fattigynk.“
„Lad Skrædderen have Fred i sin Grav,“ sagde Træbene-Larsen forsonende —
„han skal ikke bære Skylden for de onde Magter der kan være oppe i
Tiden. Han vilde kun det gode! Og kanske vil disse her ogsaa det gode?“
„Det gode —“ Jeppe var lutter Haan. „De vil kuldkaste Lov og Orden og
sælge Fædrelandet til Tysken. Det forlyder, at Summen er aftalt og
alting.“
„Han skal lukkes ind i Hovedstaden ved Nattetid, naar vore egne sover,“
sagde Marker.
„Ja,“ sagde Mester Andrés højtideligt, „de har forraadt at Nøglen ligger
under Maatten — de Halvsataner!“
Saa brast Bager Jørgen i Latter; han fyldte hele Værkstedet naar han
først fik begyndt.
De gættede paa, hvad den ny Svend kunde være for en Karl, endnu havde
ingen set ham. „Han har nok rødt Haar og Skæg,“ mente Bager Jørgen. „Det
er Vorherres Maade at mærke de Folk paa som har forskrevet sig til den
Onde.“
„Gud ved hvad Konditteren vil med ham,“ sagde Jeppe. „Den Slags Folk kan
jo ikke bestille noget men bare kræve ind! Jeg har hørt, at de skal være
Fritænkere til Hobe.“
„Satan til Komedie!“ Unge Mester skuttede sig fornøjet. „Han bliver vist
ikke gammel her.“
„Gammel?“ Bageren løftede sin tunge Krop. „I Morgen den Dag gaar jeg til
Konditteren, og forlanger at han skal jage ham væk. Jeg er Formand for
Væbningen, og jeg ved at alle Borgerne tænker som jeg.“
Drejer mente, at det kunde være klogt at bede fra Prækestolen — lige som
i Pestens Tid og det strænge Aar med Markmusene.
Næste Formiddag gik Jørgen Kofod forbi paa Vej til Konditteren. Han
havde faaet den gamle Væbningsfrakke paa, ved Bæltet hang endnu
Lærpungen, hvori Flintestenene til Bøsselaasen for mangfoldige Aar siden
bares. Han fyldte godt i Klæderne, men kom tilbage med uforrettet Sag;
Konditteren roste sin ny Svend over al Maade og vilde ikke høre Tale om
at skille sig af med ham. „Han var helt forgjort. Men saa handler vi
ikke der mere — det maa vi alle holde fast ved. Og ingen ordenlig
Familie bør omgaas ham for Fremtiden, den Landsforræder!“
„Saa Farbror Jørgen Svenden?“ spurgte Mester Andrés ivrigt.
„Ja vel saa jeg ham — paa Afstand altsaa! Han havde nogen væmmelig
stikkende Øjne. Men mig skal han ikke forgøre med sit Øgleblik.“
Om Aftenen strejfede Pelle og de andre om paa Torvet for at faa et Glimt
af den ny Svend at se — der var mange Folk, de gik der og drev for det
samme. Men han holdt sig nok inde.
Men en Dag henad Aften kom Mester hinkende ind. „Skynd jer for Pokker!“
raabte han stakaandet — „nu gaar han her forbi!“ De smed alt og stormede
gennem Gangen ind i Stadsstuen, der ellers ikke maatte betrædes. Det var
en høj kraftig Mand med fyldige Kinder og stort kækt Overskæg lige som
Mesters. Han havde udspilede Næsebor og skød Brystet stærkt frem, Vest
og Frakke stod aaben som trængte han til megen Luft. Bagefter ham
luskede nogle Gadedrenge i Haab om en eller anden Oplevelse; de havde
tabt deres sædvanlige Frejdighed og færdedes stille.
„Han gaar som om hele Byen allerede var hans,“ sagde Jeppe haanligt.
„Men her skal han snart blive færdig.“