Pelle gik og fejede Gade Lørdag Eftermiddag. Det var henad Aften, i de
smaa Huse var der allerede Ild paa Skorstenen; man hørte det brase baade
hos Murer Rasmussen og Svenske Anders, og Lugten af stegt Sild fyldte
Gaden. Konerne lavede lidt ekstra at stikke Manden, naar han nu snart
kom hjem med Ugelønnen. Saa pilede de af Sted til Høkeren efter Snaps og
Øl, Dørene lod de staa paa vid Gab efter sig — der var lige det halve
Minut mens Silden stegte færdig paa den ene Side! Saa — Pelle snuste
langt ind — nu var Madam Rasmussen faldet i Snak hos Høkerens! „Madam
Rasmussen — Deres Sild brændes!“ hvinede en Stemme, saa kom hun
skørtende og drejede skamfuld Hovedet fra Hus til Hus mens hun jog over
Gaden og ind. Den blaa Røg sank ned mellem Husene, Solen faldt lavt ind
og fyldte Gaden med Guldstøv.
Hele Vejen ned var de i Færd med at feje: Bager Jørgen, Vaskerkonen og
Kontrollørens Pige. De tunge Morbærtrær ludede ud over Muren paa Gadens
anden Side og rakte de sidste modne Bær ned til hvem der vilde plukke.
Inde bag Muren gik nok den rige Hans Købmand og puslede i sin Have — han
som havde giftet sig med Barnepigen. Han kom aldrig ud, og Rygtet gik,
at han holdtes indespærret af Konen og hendes Slægt. Men Pelle havde
haft Øret til Muren og hørt en nynnende Gammelmandsrøst gentage de samme
og de samme Kælenavne, saa det lød som en af disse Kærlighedsviser der
aldrig faar Ende; og naar han i Skumringen listede ud af sit Tagvindu og
krøb op til Husryggen for at faa et Overblik over Verden saa han en
bitte liden hvid Mand gaa dernede med Armen om en yngre Kvindes Liv. De
lignede vankende Ungdom, og hvert Øjeblik maatte de stanse for at
næbbes. Der gik de uformeligste Sagn om Hans Købmand og hans Penge —
denne Formue der engang i Tiden var grundet paa et Brev Knappenaale, og
nu var saa stor at der maatte hægtes en Forbandelse til den.
Inde fra Bagerens kom Søren smuttende ud med den gudelige Sangbog i
Haanden. Han søgte straks over under Muren og strøg afsted; Gamle Jørgen
stod og kluklo efter ham, med Hænderne foldet om Kosten.
„Det er ligegodt et Mandfolk det!“ raabte han hen til Jeppe, der sad
inden for Vinduet og barberede sig i Mælkeskaalen. „Se hvor han halser
af Sted — nu skal han hen og be’ Gud om Forladelse for Frieriet.“
Jeppe kom frem i Vinduet og tyssede paa ham, Bror Jørgens Fistel kunde
høres over hele Gaden. „Har han friet? Hvordan fik du ham saa til at
vove sig ud?“ spurgte han ivrigt.
„Aa det var mens vi sad og aad — jeg fik mit Anfald af Sørgmodighed, for
jeg kom til at tænke paa det med Lille Jørgen. Der kommer saamænd aldrig
nogen Lille Jørgen og bærer dit Navn videre, sagde jeg til mig selv, for
Søren er en Klud, og andre har du ikke at falde tilbage paa! Og hvad Dag
det er kan du ligge der med Næsen i Vejret — og saa er det hele blæst
væk og omsonst. — Og saadan, som du nok ved jeg tænker, naar de Tanker
er oppe i mig. Jeg sad og saa mig arrig paa Søren gjorde jeg; for dér
sidder et rigtig prægtigt Stykke Fruentimmer lige over for ham, og han
ser hende ikke. Saa med et hugger jeg Knoen i Bordet og siger: Nu Søren
tager du Marie i Haanden og spørger om hun vil være din Kone — for nu
vil jeg have en Afgørelse paa hvad du duer til! Søren skvat jo sammen og
jog Haanden frem, og Marie er ikke ueffen. Ja det vil jeg! svarede hun
og snubbede til, inden han fik Tid at besinde sig. Saa nu holder vi
snart Bryllup.“
„Bare der saa maa blive Støvler af det Skind,“ sagde Jeppe.
„Aa hun har Varmen — saadan som hun er skabt! hun skal nok faa ham
lunket op. Kvindfolk de kan de — han kommer ikke til at fryse i Sengen.“
Gamle Jørgen lo tilfreds og gik til sit Arbejde. „Ja de kan skam ruske
Liv selv i Dødninge de,“ gentog han ude fra Gaden. — — —
De andre strøg ud i stiveste Puds, men Pelle havde ingen Lyst. Han var
ikke glad i denne Tid, sin stædige Beslutning om at vise at han selv
kunde holde sig ordenlig, havde han ikke ævnet at gennemføre,
Bevidstheden om Nederlaget sad og gnavede i ham. Og disse Huller paa
Strømperne, der nu var saa store at de ikke længer kunde stoppes, de
gjorde sig gældende mod Huden paa en egen ækel Maade, saa han følte Lede
ved sig selv.
Nu trak Ungdommen ud! Han saa Havet i Udsnit nede for Enden af Gaden,
det laa i fuldkommen Hvile og tog Farver af Solnedgangen. Saa gik
Trækket mod Havnen eller Havbakkerne, der blev Dans i det grønne, kanske
Kamp om Pigerne! Og de paa Pelles Alder legede Røver i de smaa Graner!
Men han skulde ikke have noget af at blive haanet væk fra Flokken som en
skabet Hund — han gav hele Slænget en god Dag!
Han smed Forklædet og slog sig ned paa Ølankret uden for Laagen. Henne
paa Bænken sad Gadens gamle og røg deres Piber, de smaasnakkede om løst
og fast. Nu ringede Klokkerne Helligaften ind, og Madam Rasmussen
bankede sit Barn og skældte i Takt. Pludselig stansede det hele, Barnets
Graad blev tilbage som en mild Aftensang.
Jeppe nævnte Malaga — „dengang jeg fór paa Malaga!“ men Bager Jørgen laa
endnu under for sit Savn og sukkede: „Aa ja, aa ja — hvem der bare kunde
se frem i Tiden.“ Saa gav han sig med ét til at tale om Mormonerne. „Det
kunde ligegodt være sjov at prøve hvad de har at byde paa,“ sagde han.
„Jeg troede jeg, at Farbror Jørgen virkelig var Mormon?“ sagde Mester
Andrés. Den gamle lo.
„Noget har én jo oplevet i sin Tid,“ sagde han og saa ud i Luften.
Oppe i Gaden stod Urmageren paa sin Stentrappe, han vendte Ansigtet lige
opad og slyngede sit vanvittige Raab ud. — „Den ny Tid! Jeg spørger om
den ny Tid o Gud Fader!“ gentog han.
Der gik to mødige Havnearbejdere forbi. „Han vil have Fattigdommen væk
af Jorden og skabe os en ny Tilværelse — det er det hans Galskab bakses
med,“ sagde den ene med et sløvt Smil.
„Det er vel saa Tusendaarsriget, han har i Hovedet?“ svarede den anden.
„Nej han gør bare mod Maanen,“ sagde Gamle Jørgen efter dem, „vi faar
vist Omslag i Vejret.“
„Han har det ikke godt i denne Tid — Staklen,“ sagde Bjerregrav
frysende. „Det var ved denne Tid af Aaret han mistede Forstanden.“
Noget inde i Pelle drev paa ham: Sid ikke dér med Hænderne i Skødet, gaa
op og efterse dit Tøj! Men han kunde ikke overvinde sig til det — det
var blevet for uoverkommeligt. I Morgen kaldte Manna og de andre paa
ham, og han kunde ikke springe over Gærdet til dem; de var begyndt at
trække kritisk paa Næsen. Han forstod det godt — et Skumpelskud var han
blevet, et Subjekt som ikke engang gad vaske sig ordenligt længer. Men
hvad nyttede det; han kunde ikke blive ved at slaas med det
uoverkommelige! Der var ingen der havde varskoet ham i Tide, og nu havde
Byen spundet ham ind og overladt Resten til ham selv. Han kunde selv
have Lov at sprælle Livet af sig!
Ikke et Menneske havde Tanke for ham! Naar Mesters vaskede, faldt
Madamen ikke paa at tage noget af hans med, og Pelle var ikke den der
meldte sig. Vaskerkonen var mere betænksom — hun gjorde det dog naar hun
kunde se sit Snit, skønt der blev mere Arbejde for hende selv. Naa hun
var jo selv fattig — de andre kunde blot _bruge_ ham! Herinde havde han
ikke ét Menneske, der uegennyttigt tænkte blot saa meget paa hans Vel,
at de gad aabne Munden og sige ham Sandheden. Det var en Følelse, der
nok kunde gøre sin Mand mat i Knærne — selv om han var femten Aar og
turde gaa løs paa den galeste Tyr! Mer end noget andet var det
Forladtheden, der nedbrød hans Modstand. Han var hjælpeløst alene blandt
disse Mennesker, et Barn der — blot han gjorde sin Nytte — selv maatte
om, hvordan han bjærgede sig fra alt det, der angreb ham paa alle
Kanter.
Han sad der og lod Sorgen komme og gaa i sig som den vilde, mens han
lyttede til Livet omkring sig med et halvt Øre. Men pludselig følte han
noget i sin Vestelomme — Penge! Det lettede voldsomt i ham, men Pelle
sprang ikke — han listede inden for Laagen og talte dem. Halvanden Krone
var der! Han var lige ved at betragte det som en Gave fra oven, noget
Vorherre i sin Miskundhed havde stukket til ham — men kom saa i Tanke
om, at det var Mesters Penge. Han havde faaet dem for et Par
Dameforsaalinger i Gaar og ikke husket at aflevere dem, og Mester havde
mærkværdig nok glemt at spørge.
Pelle stod paa Hovedet i en Balje ude ved Brønden og skrubbede sig, saa
Blodet brændte. Saa fór han i Stadsen, han tog bare Ben i Skoene for at
slippe for den pinlige Fornemmelse af de hullede Strømper. Gummiflippen
blev — for sidste Gang — knappet paa den bare Skjorte. Lidt efter stod
han hos Købmanden og saa paa nogle store Kravat, som lige var kommet i
Handelen og kunde vende fire forskellige Sider op; de dækkede hele
Brystaabningen, saa Skjorten ikke saas — nu var det forbi med den
Forsmædelse! Et Øjeblik løb han frem og tilbage og tog Luft ind; saa
vejrede han Retningen og satte i susende Fart mod Havbakkerne, hvor
Ungdommen legede Sommernatten hen over det blege Hav.
— — —
Det var jo blot et Laan! Pelle havde et Par Sko til Forsaaling for en
Bagerdreng, der arbejdede sammen med Nilen; saa snart de var færdige,
betalte han Summen tilbage. Pengene kunde lægges inde paa Mesters
Kammer, under Tilskærebrædtet; dér vilde Mester finde dem, kigge paa dem
med et kosteligt Udtryk og sige: Hvad Satan er det? Saa vilde han banke
i Væggen, levere Pelle en lang Sludder om sine Trolddomsgaver — og
oprømt sende ham af Sted efter en halv Flaske Portvin.
Han fik nu ikke Penge for Forsaalingerne; det halve havde han faaet
forud til Lær, og Resten havde det lange Udsigter med, for Bagerdrengen
var en Sut. Men han tvivlede ikke om sin egen Hæderlighed — Mester kunde
være saa sikker paa sine Penge som om de stod i Banken. Et Par Gange til
glemte han at give Smaabeløb tilbage — naar en eller anden Fornødenhed
hang uafviseligt over ham. Det var altsammen Laan — til den gyldne Tid
kom. Og den var aldrig langt borte.
En Dag kom han hjem, Unge Mester stod i Gadedøren og stirrede ud mod de
drivende Skyr; han krammede Haanden fortroligt i Pelles Skulder:
„Hvordan var’et, Kæmnerens betalte jo ikke de Sko i Gaar?“
Pelle blev brændende rød, hans Haand fór til Vestelommen. „Jeg havde
glemt det,“ sagde han lavt.
„Naa ja ja,“ Mester ruskede ham godmodigt — „det er ikke fordi jeg
mistror dig. Men for en Ordens Skyld altsaa!“
Pelles Hjærte bankede løssluppent; han havde været lige ved at give de
Penge ud til et Par Strømper nu paa Turen — hvad saa? Og Mesters gode
Tro til ham! Med ét viste hans Adfærd sig for ham i hele sin skammelige
Svig; hans Indre var ved at krænge sig ud, saa oprørt var han. Lige til
nu havde han gennem alting bjærget Følelsen af sit eget Værd, nu brast
den; uslere Menneske end han kunde ikke tænkes paa Jorden! Der kunde jo
ikke noget Menneske tro paa ham efter dette, og han selv kunde ikke se
nogen frit i Øjnene — ikke med mindre han gik lige til Mester og overgav
sig og sin Skændsel paa Naade og Unaade. Anden Renselse vidste han der
ikke gaves.
Men han var ikke vis paa, at Mester tog stort paa det og vendte alting
til det gode — Æventyret havde han jo opgivet. Saa blev han simpelt hen
jaget væk, kanske pisket paa Raadhuset — og det var ude med ham.
Pelle besluttede at beholde det for sig selv; mange Dage gik han og led
under sin egen Usselhed. Men saa gik Nøden ham paa Struben og trængte
alt andet til Side; for at skaffe sig det nødvendigste maatte han vove
den farlige Udvej at sige det skulde skrives, naar Mester havde givet
ham Penge med til et eller andet.
Og en Dag brød alting sammen over ham. De andre var ved at vælte Huset,
de hev hans Sager ud af Kamret og kaldte ham et urent Dyr. Pelle græd,
han var vis paa det ikke var ham men Peter, som altid holdt til med de
skidneste Kvindfolk — men han kunde ikke skaffe sig Ørenlyd. Saa løb han
sin Vej, med den Beslutning aldrig at komme igen mere.
Ude paa Havbakkerne blev han indfanget af Emil og Peter, som Gamle Jeppe
havde sendt ud efter ham, for at han ikke skulde gøre en Ulykke paa sig
selv. Han vilde ikke følge med tilbage, saa slog de ham omkuld og bar
ham — en ved Hovedet, en ved Benene. Folk kom til Dørene og lo og
spurgte ud, de to gav Forklaring, det var en skænselsfuld Færd for
Pelle.
Saa blev han syg. Han laa inde under Tegltaget og ravede i Feber, dér
havde de slængt hans Seng hen. „Hvad er han ikke oppe endnu?“ sagde
Jeppe forbavset, naar han kom ud paa Værkstedet — „æh, han staar nok op,
naar han bliver sulten.“ Det var ikke Skik at give syge Drenge Mad paa
Sengen. Men Pelle kom ikke ned.
En Dag frigjorde Unge Mester sig og bar Mad op til ham. „Du gør dig
latterlig,“ snærrede Jeppe — „du beholder aldrig Folk paa den Manér.“ Og
Madamen skældte. Men Mester Andrés fløjtede, til han kom ud af
Hørevidde.
Pellepøjken laa og muntrede sig i Vildelse. Hans lille Hoved kunde ikke
holde til saa meget; nu havde det slaaet bak, og han laa og svælgede i
alt det han havde manglet.
Unge Mester sad en Del oppe hos ham og blev klog paa et og andet. Han
var ikke skrap til at tage sig af noget men fik dog sat igennem, at
Pelle skulde have Vasken i Huset; og han sørgede for at der gik Bud
efter Lasse.