_Vennerne i St. Petersborg._
Da Iltoget kørte ind under det uhyre Glastag paa Stationen i St.
Petersborg, stod Andrey lænet ud af Vinduet for at spejde efter Georg,
som han ventede vilde modtage ham her. Perronen var fyldt indtil
Trængsel af Folk af begge Køn og i alle Aldre, der skulde afhente
Slægtninge eller Venner, og imellem dem puffede Dragerne sig frem med
deres Hjulbøre, medens de uundgaaelige Gendarmer med ophøjet Ro bevægede
sig frem og tilbage. Andrey kunde ikke faa Øje paa Georg og tænkte, at
han maaske ventede ved Udgangsdøren.
Med sin Vadsæk i Haanden banede han sig Vej igennem Trængslen, da
pludselig en Haand lagde sig paa hans Skulder, og Lyden af en velkendt
Stemme fik ham til at vende sig om. Det var Georg; han havde ikke kunnet
kende ham iblandt Menneskemængden. I de tre Aar, han havde været borte,
var Georg fra Yngling bleven til Mand, et smukt, bølgende Skæg dækkede
hans Hage og Kinder. Desuden var han klædt med en Elegance, som stod i
skarp Modsætning til hans tidligere nihilistiske Ligegyldighed for
Udseendet.
»Sikken en Laps du er bleven!« sagde Andrey smilende efter at have
omfavnet og kysset sin Ven. »Jeg kunde jo slet ikke kende dig igen.«
»Ja, det andet duer ikke! Vi er alvorlige Mænd nu og maa sørge for at
holde Anseelsen vedlige. Har du nogen Bagage?«
»Nej, kun denne,« svarede Andrey og pegede paa Vadsækken, som han holdt
i Haanden.
De gik i Tavshed ud af Stationsbygningen og tog en Droske for at køre
til Georgs Bolig.
»Naa, fortæl mig saa, hvordan det gaar jer her? Er alle vel?«
»Ja, alle vore Folk har det godt!« svarede Georg. Hermed mente han
selvfølgelig, at ingen af Vennerne for nylig var bleven arresteret; et
almindeligt Spørgsmaal om Helbredet betragtes iblandt de sammensvorne
som overflødigt.
»Saa kommer jeg jo i en god Tid,« bemærkede Andrey.
»Naa, ikke ubetinget,« svarede Georg og gjorde en betegnende Bevægelse
hen imod Kusken. »Men herom senere.« En Droske i St. Petersborg er just
ikke Stedet til at tale om Politik. Andrey nikkede forstaaende og gav
sig til at betragte de velkendte Gader, som de kørte igennem.
»Hvor det dog er velsignet atter at skumple af Sted i disse græsselige
Køretøjer!« sagde han fornøjet. Han havde allerede glemt Rejsen og dens
Farer og følte sig atter helt paa sin Plads, som et Led af det uhyre
underjordiske Legeme, der lige for Næsen af Czaren underminerer hans
Magt og ofte morer sig med at lege Skjul umiddelbart under hans
Gendarmers og Politimænds Frakkeskøder. Her stod de overalt, disse
Czarens imponerende Vogtere, med Sværd og Revolver i Bæltet og
højtidelige Miner. Men Andrey vidste, at de lige saa godt kunde falde
paa at arrestere Halvdelen af Byens Indvaanere som at antage disse to
glade og nydelige unge Herrer, der kørte forbi i Drosken, for
mistænkelige Individer, og det fornøjelige ved Sagen fik ham ganske til
at glemme den virkelige Fare, som altid laa paa Lur efter dem.
Georg beboede et Par Værelser i Jagarinskaja Gaden med tilstrækkelig
Plads for to Personer, og de bestemte, at Andrey skulde tage Ophold her,
indtil han havde fundet en passende Bolig. Det er forøvrigt en Regel
blandt Nihilisterne, at der aldrig maa bo flere sammen, undtagen naar
det er absolut nødvendigt for »Forretningen«, for at ikke den enes
Arrestation skal drage den andens med sig.
Da Andrey havde gjort Toilette efter Rejsen, fulgtes de ad til
»Hovedkvarteret«, hvor man altid kunde være sikker paa at træffe nogle
af Kammeraterne; derpaa aflagde de et Par korte Besøg hos dem, der boede
nærmest, men udsatte forøvrigt al videre Forhandling til den næste Dag.
De ønskede at have Eftermiddagen og Aftenen for dem selv; der var saa
meget, de gerne vilde tale om. Andrey havde nok af Spørgsmaal at gøre og
Georg tilstrækkeligt at fortælle om alle de nye Medlemmer og nye
Ordninger. Det blev en lang og ivrig Samtale, i hvilken Andrey
fornemmelig spillede Tilhørerens Rolle.
»Nu kan det være nok med Politik for i Dag,« sagde Andrey, efter at de i
fem fulde Timer havde debatteret op og ned. »Fortæl mig noget om dig
selv, Georg!«
»Ja, hvor skal jeg begynde?«
»Ved Begyndelsen! Jeg véd i Virkeligheden ikke meget om dig -- kender
dig kun igennem den Smule, du har ladet trykke!«
»Saa kender du alligevel det meste af mig, endskønt det vistnok er meget
lidt.«
»Har du da ikke skrevet mere end det?«
»Næppe noget af Betydning! Jeg har arbejdet meget i de unges Klub,«
svarede Georg og gav en kort Beskrivelse af enkelte af Medlemmerne.
»Der er for Resten en ung Pige, som jeg længes efter at forestille for
dig,« sagde han og satte sig ned paa Sofaen ved Siden af Andrey. »Hun
hedder Tatiana Grigorievna Repina og er Datter af den bekendte Advokat.
Hun er en ualmindelig interessant ung Pige!«
»Du har en sjælden Evne til at opdage interessante og ualmindelige
Personligheder, især blandt de unge Piger,« sagde Andrey smilende.
»Der er Egenskaber, der er saa haandgribelige, at man ikke kan være i
Tvivl om dem, og det er netop Tilfældet med Tania Repina. Hun er
virkelig en af de interessanteste Karakterer, jeg har truffet.«
»Og ung og smuk, kan jeg tænke,« sagde Andrey drillende.
»Hun er nitten Aar,« svarede Georg med en let Rynken af Panden.
»Bliv ikke vred! Jeg mente intet ondt dermed,« sagde Andrey formildende,
og Georg, hvis Vrede aldrig varede længe, begyndte nu en længere,
begejstret Beskrivelse af Tanias mange legemlige og aandelige Fortrin.
Andrey hørte efter med et noget tvivlende, men meget sympatisk Smil; han
var vis paa, at de ni Tiendedele kun eksisterede i Georgs Fantasi. Georg
havde et blødt Hjerte, men en mærkelig Mangel paa Mellemtoner i de
menneskelige Følelsers Skala, og gik over for sine Kammerater enten til
den ene Yderlighed eller til den anden, enten til den allerhøjeste
Beundring eller fuldstændig Ligegyldighed. Han blev derved ofte vildledt
af sine Sympatier, og man kunde ikke stole paa hans Dom, omendskønt han
selv troede, at han var en stor Menneskekender. Men Andrey, som selv var
en sikker Iagttager, elskede netop dette Træk hos Vennen og var glad ved
at se, hvor uforandret han var.
»Ja!« udbrød han leende, »Du maa endelig føre mig sammen med din unge
Veninde! Hvis blot Halvdelen af det, du har fortalt, er sandt, maa hun
jo være sit Køns Vidunderblomst! Hvor kommer du sammen med hende?«
»I Regelen i Klubben -- men ogsaa hos hendes Far, -- jeg kommer der med
Zina. Han er ikke bange for at modtage »Ulovlige« i sit Hus. Jeg tror,
at du helst skal lære hende at kende i hendes Hjem.«
Andrey var af samme Mening; han var desuden nysgerrig efter at lære
Repin at kende og udtalte sin Glæde over, at saadan en gammel Bureaukrat
var paa deres Side.
»Det er jeg nu ikke helt vis paa, han er,« svarede Georg. »Jeg kan ikke
rigtig gøre mig hans Standpunkt klart. Men Zina kender ham bedre, og hun
sætter ham meget højt. Sagen er, at han i forskellige vanskelige
Situationer har vist sig meget rundhaandet over for os.«
Han fortalte et Par Eksempler, som tydelig viste, at Repins Sympati for
Ligaen maatte være mere end almindelig Interesse.
»Han maa være en rig Mand,« bemærkede Andrey.
»Ja, det er han,« svarede Georg. »Men for Resten er jeg ikke sikker paa,
at alle disse Penge altid udelukkende kommer fra ham selv. Tania er
ogsaa rig og vil faa en stor Formue, naar hun bliver myndig -- en
mødrene Arv, saa vidt jeg ved. Zina har fortalt mig noget derom, men jeg
husker ikke hvad. Hun selv vil være en langt værdigere Akkvisition for
vor Sag end alle hendes Penge,« sluttede han i en blød, drømmende Tone.
Andrey saa hen paa ham, men fangede ikke Vennens Blik; det stirrede
aandsfraværende ud i Rummet.
»Hm!« mumlede Andrey for sig selv og besluttede at gribe den første den
bedste Lejlighed til at lære denne mærkelige unge Pige at kende.
Med den Frihed, der i Rusland hersker i Forholdet mellem unge Mennesker
af begge Køn, behøver en ung Mands Beundring eller Hengivenhed for en
ung Pige ikke altid at betyde noget særligt: de vedbliver at være Venner
og ikke mere. Og for et saa ekstravagant Hoved som Georgs kan Venskabets
Grænser sættes meget vidt; men alligevel var der noget i hans Blik og
Stemme, der syntes at tyde paa en hel Del mere og gjorde Andrey bekymret
for Vennen. Thi selv om Andrey ikke hørte til de Nihilister, der
principielt proklamerer, at en Revolutionist aldrig bør elske nogen
Kvinde, var han dog af den Overbevisning, at jo længer man kan holde sig
borte fra den Slags Dumheder, des bedre, og han mente ikke, at der var
nogen Anledning til at lykønske Georg, fordi han netop paa dette
Tidspunkt var falden for denne Fristelse, tilmed da hans udvalgte, efter
alt hvad han forstod, tilhørte en hel anden Klasse Mennesker end den, de
færdedes iblandt.
Der var hengaaet tre Uger, og endnu havde Andrey ikke haft Lejlighed til
at besøge Repin. Zina var i Mellemtiden kommen hjem fra Dubravnik og
havde bragt saa daarlige Efterretninger med sig, at alle -- hun selv og
Andrey indbefattet, -- var nødte til at indrømme, at ethvert Forsøg paa
at befri Boris for Øjeblikket vilde være haabløst. Zina ønskede at tale
med Repin om Sagen og opfordrede Andrey til at følge hende derhen.
Andrey beboede nu sine egne Værelser i Pesky, ikke langt fra Zina, saa
at de meget nemt kunde mødes. Det kom Georg meget tilpas, at den unge
Kone vilde ledsage Vennen til Advokatens Hus; thi han selv kunde saa gaa
lidt tidligere end de andre. Klokken seks præcis, da han vidste, at
Familien var færdig med at drikke Eftermiddagskaffen, stod han uden for
den elegante Lejlighed, som Repins beboede i Konushennaia-Gaden. Han
trykkede paa den elektriske Klokke og havde næppe faaet spurgt, om
Familien var hjemme, førend han hørte hurtige Trin, og Tania stod foran
ham, smilende og med udstrakt Haand. Det var en Brunette med store,
mørke Øjne under sorte, kraftige Øjenbryn og en fint formet, noget stor
Mund. Hun havde et livligt, ualmindeligt Ansigt, ikke absolut smukt, men
overordentlig indtagende, især naar hun smilede.
»Er det kun Dem?« sagde hun i en Tone, der fingerede Skuffelse.
»Ja, kun mig, Tatiana Grigorievna! Men De behøver ikke at fortvivle,
de andre kommer straks efter.«
Hun førte ham ind i Spisestuen, hvor hendes Fader -- en høj og
graaskægget Herre oppe i Fyrrerne -- befandt sig tilligemed en yngre
Mand i Fløjls Frakke og med langt, nøddebrunt Haar; han lignede en
Kunstner. Det var Nicolas Petrovich Krivoluzky, Lærer ved en af
Petersborgs lærde Skoler og intim Ven af Repin.
Efter at de sædvanlige Hilsener var udvekslede, optog de to Herrer igen
deres afbrudte Samtale, og Tania bad Georg fortælle hende, hvilke
Spørgsmaal der var blevne debatterede ved Klubbens sidste Møde, som hun
desværre havde været forhindret fra at overvære. Georg gav en kort
Beretning derom og spurgte saa paa sin Side, om hun allerede havde gjort
sine Uddrag af den Bog, som hun ved næste Møde skulde forklare for dem.
»Ja, jeg har! Men jeg finder det selv saa slet gjort, at jeg aldeles
ikke tror, jeg kan læse det op. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har
valgt et lettere Tema.«
»Enhver Begyndelse er vanskelig,« sagde Georg. »Men det er nok bedre,
end De selv tror. Vil De lade mig se det?«
»Ja, gerne! Men jeg er vis paa, at De ikke finder det en Smule bedre,
end jeg selv gør.«
Hun førte ham ind i sit Værelse, hvor der paa et nydeligt lille
Skrivebord laa et sirligt skrevet, omhyggeligt sammenhæftet Manuskript
med bred Margen. Hun rakte ham det.
Georg tog en Blyant op af Lommen og satte sig straks til at læse uden at
sige et Ord, som en Mand, der er vant til at læse Korrektur.
Tania satte sig lige over for ham paa en Stol, stum som en Fisk, og
iagttog i ængstelig Spænding hans Ansigt. Hun var bange for, at han
skulde finde hende frygtelig dum, naar han læste hendes første Forsøg i
literær Retning.
De havde kun kendt hinanden nogle faa Maaneder; men tilstrækkelig længe
til at blive gode Venner, og den unge Piges Tilværelse havde aldrig
været saa rig og mangesidet som nu, efter at hun havde truffet Georg.
For flere Aar tilbage, da Zina var kommen ud af Fængslet, havde hun
fuldstændig vendt op og ned paa Tanias Tanker, idet hun aabenbarede en
hel ny Verden for hende; men Tania havde den Gang kun været et Barn, og
den nye Verden forfærdede hende lige saa meget, som den interesserede
hende. Nu begyndte hun at se mere klart og var kommen til at holde af
Zinas Venner, som hun efterhaanden havde lært at kende. Ved et af
Møderne havde hun truffet Georg, og det varede ikke længe, førend han
spillede Hovedrollen i hendes aandelige Liv.
Naar den unge Pige lyttede til hans Ord, følte hun sig til Mode, som om
nye Kræfter rørte sig i hende. Georg smigrede hende ikke, ja, sagde
hende ikke en Gang en almindelig Kompliment, men talte med hende som med
en god Ven, idet han alvorligt drøftede Klubbens Anliggender med hende.
Tania var glad og taknemmelig over, at en Mand, der stod saa langt over
det almindelige Niveau, vilde give sig saa alvorligt af med hende, og
Georg var i hendes Øjne Ridderen uden Frygt og Dadel, der kæmpede for en
ædel Sag og satte Livet ind paa den. At der kunde være noget andet end
Venskab i Georgs Følelser, faldt hende ikke ind. Smuk og rig, som hun
var, havde hun Tilbedere nok; men Georg var i sin Maade at være paa over
for hende saa ulig disse som vel muligt, og ikke mindst af den Grund var
hans Selskab hende saa behageligt.
Hun følte sig ganske let om Hjertet, da Georg, efter at have gennemlæst,
hvad hun havde skrevet, erklærede, at det langt fra var daarlig gjort,
og derpaa med sin Blyant foreslog forskellige Omskrivninger og
Forkortelser, som yderligere vilde forbedre det.
De var midt i dette Arbejde, da Zina og Andrey traadte ind.
Ved Synet af den unge Kone glemte Tania baade Manuskriptet og Georg i en
Følelse af overstrømmende Medlidenhed med sin ulykkelige Veninde. Hun
vidste, hvor inderligt Zina elskede Boris, og det var første Gang, hun
saa hende efter Hjemkomsten fra Dubravnik. Med et ængsteligt spørgende
Blik i de store, udtryksfulde Øjne fo'r hun hen til Veninden og
omfavnede og kyssede hende med ægte ungpigeagtig Overdrivelse. Men den
unge Kones billedskønne Ansigt var fuldstændig roligt og behersket, og
den, der i dette Øjeblik saa de to Kvinder, vilde tro, at Tania var den
ulykkelige og den anden den, der i medfølende Deltagelse bøjede sig over
hende for at yde hende Trøst. Zinas dybe, graa Øjne mødte klart og
roligt Venindens ængstelig bedrøvede Blik, og ingen Sky var synlig paa
den fint formede Pande, indrammet af en bølgende Linie smaa nydelige
Krøller. Hendes lyse Smil viste, hvor glad hun var ved Venindens
Modtagelse.
Tania var beroliget; det var ikke særlig vanskeligt at opnaa det; thi
Sorgen passer nu en Gang ikke for Ungdommen.
»Og hvorledes gaar det Grigory Alexandrovitsch?« spurgte Zina. »Han er
vel hjemme?«
»Ja, Far er inde i Stuen med Krivoluzky. Vi flygtede herind for ikke at
forstyrre dem med vor Passiar,« svarede Tania. »Men nu, da vi er i
Majoritet, kan vi vel nok vove at bryde ind til dem.«
Georg forestillede Andrey.
»Det er min Ven, og jeg beder Dem om at holde af ham, Tatiana
Grigorievna!« sagde han.
»Jeg lover Dem at forsøge derpaa,« svarede den unge Pige og rakte Andrey
Haanden med paafaldende Ynde.
De fandt Advokaten og hans Gæst inde i Arbejdsværelset, indhyllede i en
Sky af Tobaksrøg.
Andrey blev forestillet under Navn af Petroff, omendskønt Repin saa vel
som Krivoluzky -- der udelukkende var kommen for at se ham -- meget godt
vidste, hvem han var.
Den gamle Advokat tog hjerteligt imod Andrey. Iblandt de ældre
Emigranter i Schweiz var der flere af hans Ungdomsvenner, som han
længtes efter at faa lidt Oplysning om, og Andrey var i de fleste
Tilfælde i Stand til at tilfredsstille hans Nysgerrighed, da han enten
personlig kendte dem eller i hvert Fald havde hørt dem omtale.
Samtalen blev snart almindelig. Repin havde været i Schweiz samtidig med
Herzen og fortalte sine Oplevelser fra den Tid.
»Hvilken pinlig Overgang maa det dog være for Dem,« sagde han, henvendt
til Andrey, »efter saa lang Tids fuldstændig Frihed at komme tilbage til
dette ulykkelige Land, hvor man ikke kan aabne Munden uden at risikere
at blive taget i Nakken af en Gendarm.«
»Ja, De har Ret, Overgangen er stor; men jeg føler det dog ikke som
noget pinligt -- tvært imod, jeg befinder mig bedre her end der,«
svarede Andrey.
Repin rystede tvivlende paa Hovedet. Synet af denne unge, blomstrende
Mand, der var rejst saa langt for at komme til denne By -- som var fuld
af Spioner og Politi -- for rimeligvis her at ofre Livet for et
Drømmebilleds Skyld, fyldte hans Hjerte med Medlidenhed og tillige med
en Slags Selvbebrejdelse. Han saa paa ham og hans to Venner og rystede
atter paa Hovedet.
»Nej, sig ikke det! Altid at leve i Angst, aldrig at føle sig sikker et
Øjeblik paa Dagen -- og at vækkes om Natten ved den mindste Larm med den
Tanke, at ens sidste Time er kommen -- aa, det maa være forfærdeligt!«
sagde han.
Den brave Mand talte med saa megen Alvor og var selv saa greben af det
Billede, han udmalede for dem, at de af hans Tilhørere, hvem det mest
berørte, brast i Latter.
»Jeg beder om Forladelse!« sagde Andrey undskyldende. »Men De maler med
meget for stærke Farver.«
Repin følte sig ikke i mindste Maade fornærmet, men derimod, som en
Iagttager af den menneskelige Natur, stærkt interesseret; thi dette
uvilkaarlige, hjertelige Latterudbrud var for ham mere overbevisende end
mange Argumenter.
»De vil vel ikke bilde mig ind, at De slet ikke ænser de Farer, der
truer Dem?« spurgte han og saa sig forbavset om i Kredsen.
Zina, som sad nærmest ved ham, og paa hvem hans Øjne særlig hvilede, som
om Spørgsmaalet fornemmelig gjaldt hende, svarede, idet en let Sky et
Øjeblik formørkede hendes Pande:
»Faren møder os for ofte, Grigory Alexandrovitsch, man vænner sig til
sidst til alt og sløves efterhaanden -- desværre!«
Det var som Følge af en utilgivelig Ligegyldighed, at hele
Dubravnik-Tragedien -- som Boris var indviklet i -- havde fundet Sted.
Uagtet den unge Kone hvert Øjeblik paa Dagen følte sin store Sorg i dens
videste Udstrækning, var det dog ikke muligt at tage hendes ydre Ro for
kun at være en Maske. Enhver Tone i hendes Stemme, enhver Linie i dette
smukke, lyse Ansigt udtrykte en saadan Sanddruhed, at selv hendes
Stoicisme maatte være naturlig og ikke paataget. I den Verden, hvori
Zina levede, vil der iblandt tre Personer i det mindste altid være én,
hvis Hjerte sønderrives af en lignende Sorg som hendes. Livet vilde for
disse Mennesker være en ren Umulighed, og deres Gerning vilde
fuldstændig gaa i Staa, hvis de ikke tillod sig et Øjebliks Sorgløshed
og drog Omsorg for at holde deres Nerver i Orden.
Forøvrigt var Zina ikke meget talende denne Aften, men tog dog paa en
naturlig, ligefrem Maade Del i Samtalen og hjalp Andrey i hans
Bestræbelser for at bibringe Repin et mere naturtro Billede af en
»Ulovligs« Tilværelse. Hun lo, da Georg søgte at bevise, at »de
Ulovlige« i Rusland er de eneste, som, i hvert Fald til Tider nyder fuld
Beskyttelse af Loven.
»Tag for Eksempel Dem selv!« sagde han til Advokaten. »Er De vis paa, at
Politiet ikke endnu i denne Nat bryder ind hos Dem? De har afskediget en
af Deres Fuldmægtige for Bedrageri; hvem véd, om han ikke hævner sig ved
at angive Dem som en, der huser Terrorister? Eller De har sagt et eller
andet imod Regeringen, og beredvillige Sjæle indberetter det til Tredje
Afdeling. De har maaske for flere Aar tilbage skrevet nogle lignende
Udtalelser til en Ven, som først nu bliver arresteret, og Deres Brev
findes hos ham. Eller har De maaske i Virkeligheden ikke gjort noget af
alt dette?«
Repin maatte tilstaa, at han var skyldig i sligt.
»Saa er det jo en utilladelig Sorgløshed fra Deres Side at sove roligt,«
vedblev Georg. »Hvem véd, De bliver maaske arresteret i Nat og befinder
Dem i Morgen paa Vejen til Archangel eller til et andet endnu fjernere
og mere ubehageligt Sted.«
Den gamle Jurist svarede smilende, at han ikke haabede, noget saadant
vilde ske, men at han selvfølgelig ikke kunde være sikker derpaa.
»Men det kan vi!« udbrød Georg. »Alle vore Synder bliver vaskede af os,
naar vi kaster vore Pas i Ovnen og anskaffer os et nyt -- forudsat, at
det er et godt, og at vi holder Øjnene aabne. Vi har det saamænd rigtig
godt. Jeg fejrer nu snart den fjerde Aarsdag for min »ulovlige«
Eksistens.«
»Saa lever du den ene Halvdel paa en andens Bekostning!« sagde Andrey.
»Thi man har beregnet, at de »Ulovlige« gennemsnitlig kun lever to Aar.«
»Ja, men de kunde i det mindste forlænge denne Frist til tre Aar, hvis
de bare vilde være lidt raskere til at skifte Pas,« svarede Georg.
I dette Øjeblik blev der meldt, at Teen var serveret, og alle rejste sig
for at gaa ind i Spisestuen.
»Zanaida Petrovna!« sagde Repin, »vær saa venlig at skænke mig et
Øjeblik. Der er noget, jeg gerne vil tale med Dem om. Tania!« tilføjede
han henvendt til Datteren, »send os vor Te herind!«
Han vilde have at vide af Zina, hvorledes det i Grunden forholdt sig med
hendes Mand, for hvem han nærede stor Interesse -- og spørge hende, om
han ikke paa en eller anden Maade kunde være hende behjælpelig.
Zina gættede straks, hvad han vilde; der var desværre ikke meget at
fortælle om hendes egne Affærer, som der for Øjeblikket ikke kunde gøres
noget ved; men hun ønskede hans Hjælp i andre Sager. Der var de to
Søstre Polivanov, som Politiet ikke var utilbøjeligt til at slippe fri
imod Kaution, da man under deres to Aars Fangenskab ikke havde kunnet
finde noget graverende Vidnesbyrd imod dem. Man havde overdraget Zina at
ordne denne Sag, og da begge Søstrenes Helbred var stærkt nedbrudt,
gjaldt det saa hurtigt som muligt at finde gode Kautionister. Repin
maatte tage én af Søstrene paa sin Kappe; men han maatte ogsaa sørge for
at skaffe en Kautionist til den anden.
Der var for Resten endnu en anden Sag, som Zina ønskede at tale
med Repin om; han maatte, hvis det var ham muligt, igennem
Statsmyndighederne skaffe hende at vide, hvad der var blevet af de
dømte fra det sidste politiske Forhør -- de, som hemmelig bliver bragt
bort, uden at nogen faar at vide hvorhen.
Inde fra Spisestuen lød Latter og muntre Stemmer. Georg skændtes med
Krivoluzky om dennes Yndlingspaastand, at der ikke var noget Haab for
Arbejder-Bevægelsen i Rusland, førend de russiske Bønder ved en
fuldstændig Omvæltning var blevne forvandlede til ejendomsløse
Proletarer under Kapitalisternes Aag.
Georg var en glimrende Modstander i en Debat; hans utrolige Hukommelse
gjorde, at han huskede hvert Ord, som Opponenten havde ytret, hvor lang
hans Tale end maatte have været. Tania og Andrey var Tilhørere;
i Begyndelsen havde Andrey vel af og til med et Par Ord givet sin Mening
til Kende; men hans Interesse slappedes hurtigt; han havde meget lidt
eller slet intet af den brændende Lyst til Debatter, som er saa
almindelig hos Russerne, og han var glad, da Zina og Værten viste sig i
Døren.
»Naa, hvor langt er I saa?« spurgte Advokaten de to stridende. »Er
Ruslands Skæbne afgjort, eller er der endnu nogle Punkter svævende?«
Man lo, og Passiaren blev nu almindelig.
Lidt efter brød Zina op. Tania forsøgte at holde hende tilbage og bad
Andrey hjælpe sig dermed.
»Vil De virkelig af Sted, Zina? Det er jo tidligt endnu!« sagde han.
»Jeg maa gaa. Jeg har et Ærinde at besørge.«
»Det kan du gøre i Morgen -- bliv nu lidt her hos os!« sagde Tania og
smøg sig kælent som en lille Kattekilling op ad hende. Zina lo med denne
korte, klare Latter, som klædte hende saa fortryllende.
Venindens Opfordring forekom hende saa urimelig, thi det Ærinde, hun
havde, var at møde Klokken halv elleve præcis i Bascow Alleen for at
tage imod Brevene fra de politiske Fanger i Ravelinerne. Det var
Fæstningens Fangefoged, der bragte hende dem.
»Nej, min søde Pige,« sagde hun og kyssede Tania. »Mit Ærinde kan ikke
opsættes til i Morgen -- hvis det kunde det, var jeg bleven uden
Opfordring.«
Endnu i Døren vendte hun sig med et Smil, og det var, som om alt i Stuen
blev mere dagligdags, da hun var forsvunden. Stor Ulykke, baaren med
Værdighed og Mod, har en egen Evne til at indvirke forædlende paa
Omgivelserne.
»Har De kendt Zinaida Petrovna længe?« spurgte Andrey den unge Pige.
»Jeg traf hende straks, efter at hun var kommen ud af Fængslet; men det
er først, efter at hun har bosat sig her i St. Petersborg, at jeg rigtig
har lært hende at kende og ved, hvilken sjælden Kvinde hun er,« svarede
Tania begejstret.
»Jeg vil rimeligvis ikke faa Lejlighed til at træffe Dem saa ofte,
Tatiana Grigorievna, men alligevel kom jeg her i Aften med det Haab, at
det maatte lykkes mig at blive Deres Ven!« sagde Andrey. »Jeg haaber
ikke, at De føler Dem krænket derved.«
»Aa nej, tvært imod!« svarede den unge Pige alvorligt.
»Tak,« sagde Andrey. »De er nemlig langtfra fremmed for mig -- jeg
synes, jeg har kendt Dem længe, førend jeg har set Dem. Georg har talt
saa meget og saa begejstret om Dem!«
Tania rødmede og ærgrede sig over sig selv.
»Vil De tillade mig at tale med Dem, som om vi var gamle Venner?«
vedblev han.
»Ja,« svarede hun, »ogsaa jeg har hørt meget om Dem, men fra mange
forskellige Sider, saa mit Indtryk af Dem har den Fordel ikke at være
ensidigt.«
Andrey begyndte nu at spørge hende om, hvad hun især beskæftigede sig
med, om hendes politiske Anskuelser og Interesser. Hans Spørgsmaal
forvirrede hende undertiden, men var hende dog ikke imod, og efter et
Kvarters Forløb følte hun det, som sad hun over for en gammel Ven.
Georg kom hen til dem, men trak sig snart igen tilbage. Han vilde saa
gerne have, at de to skulde blive Venner, og vilde derfor give dem
Lejlighed til en lang, uforstyrret Samtale; selv nøjedes han med i
Frastand at betragte den unge Pige, medens han dog hurtig saa bort, naar
han mødte Andreys let drillende Blik.
Da Klokken manglede et Kvarter i tolv -- henad den Tid, hvor man er mest
»usikker« -- brød Andrey og Georg op og forlod Advokatens Hus.
Tania trak sig tilbage til sit Værelse med en behagelig Følelse af at
have tilbragt en god Aften. Hun afførte sig sin elegante Kjole -- alt
for elegant for en Pige med hendes Anskuelser. Georg havde ofte ivrig
bebrejdet hende hendes Sans for kostbare Toiletter. Hun blev længe
siddende foran sit Spejl, i Færd med at ordne det svære, sorte Haar for
Natten. Hun var opfyldt af Tankerne paa sin nye Ven; det smigrede hendes
Forfængelighed, at en Mand som Kojukhov havde vist hende saa megen
Interesse.
Repins Gadedør havde næppe lukket sig bag de to Venner, førend Georg
greb Andreys Arm og spurgte, hvad han saa syntes om Tania. Vennen
svarede temmelig reserveret, at han syntes godt om hende; hans rolige
Svar irriterede den begejstrede Georg, som dybt krænket fortsatte sin
Vej i Tavshed. Det varede imidlertid ikke længe, førend han igen
begyndte en af sine glødende Lovtaler over den unge Pige, og Andrey
spillede atter mere eller mindre Tilhørerens Rolle, indtil hans
Opmærksomhed pludselig blev optagen af noget helt andet.
Han havde længe hørt Fodtrin bag dem, som forekom ham mistænkelige.
Snart lød Trinene støjende, snart igen listende, men altid i samme
Afstand; de blev efter al Sandsynlighed forfulgt af en Spion. Andrey
sagde først intet til Georg, da han frygtede, at Vennen i sin Ophidselse
uvilkaarlig vilde vende Hovedet for at se efter Manden, og dette vilde
faa Spionen til at tro, at de vidste Besked.
Han greb derfor sin Ven under Armen og fremskyndede sine Skridt, som om
han i Talens Hede uvilkaarlig gik hurtigere til. Trinene bagved fulgte i
samme Tempo. Andrey fortsatte Eksperimentet ved atter at sagtne sin Gang
-- samme Resultat. Nu vidste han bestemt, at det var en Spion, men han
vidste ogsaa, at de ikke var blevne forfulgte førend længe efter, at de
var kommen ud fra Repins, det var altsaa ganske tilfældigt -- rimeligvis
et Par Ord af mistænkelig Karakter, som Manden havde opsnappet, idet de
gik forbi ham. Sagen var saaledes ikke særlig farlig; men de maatte dog
se at blive fri for ham, især da de nu nærmede sig til Georgs Bolig.
»Vend dig ikke om -- gaa roligt videre,« hviskede han til Vennen, »der
er en Spion efter os. Paa Hjørnet af Kosoistrædet skilles vi, og jeg
tager ham paa min Kappe alene. Der er et godt Stykke længere til mit
Hus.«
»Jeg er med!« svarede Georg og nikkede.
De var snart efter ved det Sted, hvor de skulde skilles. Georg gik,
Andrey tog et Par Skridt, men standsede saa for at tænde en Cigar. Nu,
da han saa Mandens Ansigt, var enhver Tvivl forsvunden, i dets Træk stod
tydeligt hans Profession skrevet: han havde et eget forskræmt og spændt
Udtryk, som han forgæves søgte at skjule under en ligegyldig, skødesløs
Mine. For Resten var det en høj, stiv Skikkelse med store røde Hænder og
gult Haar og Skæg.
Spionen, som nu maatte gøre sit Valg, hvilken af de to han vilde følge,
standsede raadvild et Øjeblik. Andrey var den ældste og smigrede sig med
at se langt mere værdig og alvorlig ud end Georg; han var vis paa, at
Manden vilde vælge ham.
Rimeligvis vilde han ogsaa have gjort det; men Andrey fik ikke straks
Ild i sin Tændstik, og Spionen, som blev gjort usikker ved denne Tøven,
gjorde pludselig kort omkring og gav sig til at følge efter Georg.
Andrey havde selvfølgelig forudset denne Mulighed og slog straks ind i
samme Gade. At have en Fjende foran og en anden bag sig i et snævert,
øde Stræde er en højst ubehagelig Situation, og selv den modigste Spion
vil næppe holde den ud mere end nogle faa Minutter. Fyren standsede da
ogsaa ganske rigtig for at læse en Teaterplakat, der var opslaaet paa en
Mur. Andrey gik roligt forbi ham, fredeligt rygende paa sin Cigaret, og
da han var kommen en Snes Skridt bort, hørte han atter Fodtrinene bag
sig. Det var det, han havde ventet. Han gik langsommere end Georg, som
en Mand, der er paa Udkig efter en Droske, og Vennen fik derved et
betydeligt Forspring og var snart forsvunden om et Hjørne. Andreys Plan
var den, at lade Spionen følge efter sig igennem flere afsides liggende
Gader og saa at se at faa fat i en Vogn, som han vilde give Ordre til at
køre til et eller andet langt borte liggende Sted; men han blev sparet
for denne Udgift, Skridtene bag ham lød fjernere og fjernere og hørtes
til sidst ikke mere. Da Manden forstod, at han var opdaget havde han af
sig selv opgivet Forfølgelsen. Andrey var snart efter hjemme, laasede
omhyggeligt Dørene og forvissede sig om at Revolver og Dolk, som han
altid bar i sit Bælte, var i god Orden.