IV. KAPITEL.

_Vennerne i St. Petersborg._

Da Iltoget kørte ind under det uhyre Glastag paa Stationen i St.

Petersborg, stod Andrey lænet ud af Vinduet for at spejde efter Georg,

som han ventede vilde modtage ham her. Perronen var fyldt indtil

Trængsel af Folk af begge Køn og i alle Aldre, der skulde afhente

Slægtninge eller Venner, og imellem dem puffede Dragerne sig frem med

deres Hjulbøre, medens de uundgaaelige Gendarmer med ophøjet Ro bevægede

sig frem og tilbage. Andrey kunde ikke faa Øje paa Georg og tænkte, at

han maaske ventede ved Udgangsdøren.

Med sin Vadsæk i Haanden banede han sig Vej igennem Trængslen, da

pludselig en Haand lagde sig paa hans Skulder, og Lyden af en velkendt

Stemme fik ham til at vende sig om. Det var Georg; han havde ikke kunnet

kende ham iblandt Menneskemængden. I de tre Aar, han havde været borte,

var Georg fra Yngling bleven til Mand, et smukt, bølgende Skæg dækkede

hans Hage og Kinder. Desuden var han klædt med en Elegance, som stod i

skarp Modsætning til hans tidligere nihilistiske Ligegyldighed for

Udseendet.

»Sikken en Laps du er bleven!« sagde Andrey smilende efter at have

omfavnet og kysset sin Ven. »Jeg kunde jo slet ikke kende dig igen.«

»Ja, det andet duer ikke! Vi er alvorlige Mænd nu og maa sørge for at

holde Anseelsen vedlige. Har du nogen Bagage?«

»Nej, kun denne,« svarede Andrey og pegede paa Vadsækken, som han holdt

i Haanden.

De gik i Tavshed ud af Stationsbygningen og tog en Droske for at køre

til Georgs Bolig.

»Naa, fortæl mig saa, hvordan det gaar jer her? Er alle vel?«

»Ja, alle vore Folk har det godt!« svarede Georg. Hermed mente han

selvfølgelig, at ingen af Vennerne for nylig var bleven arresteret; et

almindeligt Spørgsmaal om Helbredet betragtes iblandt de sammensvorne

som overflødigt.

»Saa kommer jeg jo i en god Tid,« bemærkede Andrey.

»Naa, ikke ubetinget,« svarede Georg og gjorde en betegnende Bevægelse

hen imod Kusken. »Men herom senere.« En Droske i St. Petersborg er just

ikke Stedet til at tale om Politik. Andrey nikkede forstaaende og gav

sig til at betragte de velkendte Gader, som de kørte igennem.

»Hvor det dog er velsignet atter at skumple af Sted i disse græsselige

Køretøjer!« sagde han fornøjet. Han havde allerede glemt Rejsen og dens

Farer og følte sig atter helt paa sin Plads, som et Led af det uhyre

underjordiske Legeme, der lige for Næsen af Czaren underminerer hans

Magt og ofte morer sig med at lege Skjul umiddelbart under hans

Gendarmers og Politimænds Frakkeskøder. Her stod de overalt, disse

Czarens imponerende Vogtere, med Sværd og Revolver i Bæltet og

højtidelige Miner. Men Andrey vidste, at de lige saa godt kunde falde

paa at arrestere Halvdelen af Byens Indvaanere som at antage disse to

glade og nydelige unge Herrer, der kørte forbi i Drosken, for

mistænkelige Individer, og det fornøjelige ved Sagen fik ham ganske til

at glemme den virkelige Fare, som altid laa paa Lur efter dem.

Georg beboede et Par Værelser i Jagarinskaja Gaden med tilstrækkelig

Plads for to Personer, og de bestemte, at Andrey skulde tage Ophold her,

indtil han havde fundet en passende Bolig. Det er forøvrigt en Regel

blandt Nihilisterne, at der aldrig maa bo flere sammen, undtagen naar

det er absolut nødvendigt for »Forretningen«, for at ikke den enes

Arrestation skal drage den andens med sig.

Da Andrey havde gjort Toilette efter Rejsen, fulgtes de ad til

»Hovedkvarteret«, hvor man altid kunde være sikker paa at træffe nogle

af Kammeraterne; derpaa aflagde de et Par korte Besøg hos dem, der boede

nærmest, men udsatte forøvrigt al videre Forhandling til den næste Dag.

De ønskede at have Eftermiddagen og Aftenen for dem selv; der var saa

meget, de gerne vilde tale om. Andrey havde nok af Spørgsmaal at gøre og

Georg tilstrækkeligt at fortælle om alle de nye Medlemmer og nye

Ordninger. Det blev en lang og ivrig Samtale, i hvilken Andrey

fornemmelig spillede Tilhørerens Rolle.

»Nu kan det være nok med Politik for i Dag,« sagde Andrey, efter at de i

fem fulde Timer havde debatteret op og ned. »Fortæl mig noget om dig

selv, Georg!«

»Ja, hvor skal jeg begynde?«

»Ved Begyndelsen! Jeg véd i Virkeligheden ikke meget om dig -- kender

dig kun igennem den Smule, du har ladet trykke!«

»Saa kender du alligevel det meste af mig, endskønt det vistnok er meget

lidt.«

»Har du da ikke skrevet mere end det?«

»Næppe noget af Betydning! Jeg har arbejdet meget i de unges Klub,«

svarede Georg og gav en kort Beskrivelse af enkelte af Medlemmerne.

»Der er for Resten en ung Pige, som jeg længes efter at forestille for

dig,« sagde han og satte sig ned paa Sofaen ved Siden af Andrey. »Hun

hedder Tatiana Grigorievna Repina og er Datter af den bekendte Advokat.

Hun er en ualmindelig interessant ung Pige!«

»Du har en sjælden Evne til at opdage interessante og ualmindelige

Personligheder, især blandt de unge Piger,« sagde Andrey smilende.

»Der er Egenskaber, der er saa haandgribelige, at man ikke kan være i

Tvivl om dem, og det er netop Tilfældet med Tania Repina. Hun er

virkelig en af de interessanteste Karakterer, jeg har truffet.«

»Og ung og smuk, kan jeg tænke,« sagde Andrey drillende.

»Hun er nitten Aar,« svarede Georg med en let Rynken af Panden.

»Bliv ikke vred! Jeg mente intet ondt dermed,« sagde Andrey formildende,

og Georg, hvis Vrede aldrig varede længe, begyndte nu en længere,

begejstret Beskrivelse af Tanias mange legemlige og aandelige Fortrin.

Andrey hørte efter med et noget tvivlende, men meget sympatisk Smil; han

var vis paa, at de ni Tiendedele kun eksisterede i Georgs Fantasi. Georg

havde et blødt Hjerte, men en mærkelig Mangel paa Mellemtoner i de

menneskelige Følelsers Skala, og gik over for sine Kammerater enten til

den ene Yderlighed eller til den anden, enten til den allerhøjeste

Beundring eller fuldstændig Ligegyldighed. Han blev derved ofte vildledt

af sine Sympatier, og man kunde ikke stole paa hans Dom, omendskønt han

selv troede, at han var en stor Menneskekender. Men Andrey, som selv var

en sikker Iagttager, elskede netop dette Træk hos Vennen og var glad ved

at se, hvor uforandret han var.

»Ja!« udbrød han leende, »Du maa endelig føre mig sammen med din unge

Veninde! Hvis blot Halvdelen af det, du har fortalt, er sandt, maa hun

jo være sit Køns Vidunderblomst! Hvor kommer du sammen med hende?«

»I Regelen i Klubben -- men ogsaa hos hendes Far, -- jeg kommer der med

Zina. Han er ikke bange for at modtage »Ulovlige« i sit Hus. Jeg tror,

at du helst skal lære hende at kende i hendes Hjem.«

Andrey var af samme Mening; han var desuden nysgerrig efter at lære

Repin at kende og udtalte sin Glæde over, at saadan en gammel Bureaukrat

var paa deres Side.

»Det er jeg nu ikke helt vis paa, han er,« svarede Georg. »Jeg kan ikke

rigtig gøre mig hans Standpunkt klart. Men Zina kender ham bedre, og hun

sætter ham meget højt. Sagen er, at han i forskellige vanskelige

Situationer har vist sig meget rundhaandet over for os.«

Han fortalte et Par Eksempler, som tydelig viste, at Repins Sympati for

Ligaen maatte være mere end almindelig Interesse.

»Han maa være en rig Mand,« bemærkede Andrey.

»Ja, det er han,« svarede Georg. »Men for Resten er jeg ikke sikker paa,

at alle disse Penge altid udelukkende kommer fra ham selv. Tania er

ogsaa rig og vil faa en stor Formue, naar hun bliver myndig -- en

mødrene Arv, saa vidt jeg ved. Zina har fortalt mig noget derom, men jeg

husker ikke hvad. Hun selv vil være en langt værdigere Akkvisition for

vor Sag end alle hendes Penge,« sluttede han i en blød, drømmende Tone.

Andrey saa hen paa ham, men fangede ikke Vennens Blik; det stirrede

aandsfraværende ud i Rummet.

»Hm!« mumlede Andrey for sig selv og besluttede at gribe den første den

bedste Lejlighed til at lære denne mærkelige unge Pige at kende.

Med den Frihed, der i Rusland hersker i Forholdet mellem unge Mennesker

af begge Køn, behøver en ung Mands Beundring eller Hengivenhed for en

ung Pige ikke altid at betyde noget særligt: de vedbliver at være Venner

og ikke mere. Og for et saa ekstravagant Hoved som Georgs kan Venskabets

Grænser sættes meget vidt; men alligevel var der noget i hans Blik og

Stemme, der syntes at tyde paa en hel Del mere og gjorde Andrey bekymret

for Vennen. Thi selv om Andrey ikke hørte til de Nihilister, der

principielt proklamerer, at en Revolutionist aldrig bør elske nogen

Kvinde, var han dog af den Overbevisning, at jo længer man kan holde sig

borte fra den Slags Dumheder, des bedre, og han mente ikke, at der var

nogen Anledning til at lykønske Georg, fordi han netop paa dette

Tidspunkt var falden for denne Fristelse, tilmed da hans udvalgte, efter

alt hvad han forstod, tilhørte en hel anden Klasse Mennesker end den, de

færdedes iblandt.

Der var hengaaet tre Uger, og endnu havde Andrey ikke haft Lejlighed til

at besøge Repin. Zina var i Mellemtiden kommen hjem fra Dubravnik og

havde bragt saa daarlige Efterretninger med sig, at alle -- hun selv og

Andrey indbefattet, -- var nødte til at indrømme, at ethvert Forsøg paa

at befri Boris for Øjeblikket vilde være haabløst. Zina ønskede at tale

med Repin om Sagen og opfordrede Andrey til at følge hende derhen.

Andrey beboede nu sine egne Værelser i Pesky, ikke langt fra Zina, saa

at de meget nemt kunde mødes. Det kom Georg meget tilpas, at den unge

Kone vilde ledsage Vennen til Advokatens Hus; thi han selv kunde saa gaa

lidt tidligere end de andre. Klokken seks præcis, da han vidste, at

Familien var færdig med at drikke Eftermiddagskaffen, stod han uden for

den elegante Lejlighed, som Repins beboede i Konushennaia-Gaden. Han

trykkede paa den elektriske Klokke og havde næppe faaet spurgt, om

Familien var hjemme, førend han hørte hurtige Trin, og Tania stod foran

ham, smilende og med udstrakt Haand. Det var en Brunette med store,

mørke Øjne under sorte, kraftige Øjenbryn og en fint formet, noget stor

Mund. Hun havde et livligt, ualmindeligt Ansigt, ikke absolut smukt, men

overordentlig indtagende, især naar hun smilede.

»Er det kun Dem?« sagde hun i en Tone, der fingerede Skuffelse.

»Ja, kun mig, Tatiana Grigorievna! Men De behøver ikke at fortvivle,

de andre kommer straks efter.«

Hun førte ham ind i Spisestuen, hvor hendes Fader -- en høj og

graaskægget Herre oppe i Fyrrerne -- befandt sig tilligemed en yngre

Mand i Fløjls Frakke og med langt, nøddebrunt Haar; han lignede en

Kunstner. Det var Nicolas Petrovich Krivoluzky, Lærer ved en af

Petersborgs lærde Skoler og intim Ven af Repin.

Efter at de sædvanlige Hilsener var udvekslede, optog de to Herrer igen

deres afbrudte Samtale, og Tania bad Georg fortælle hende, hvilke

Spørgsmaal der var blevne debatterede ved Klubbens sidste Møde, som hun

desværre havde været forhindret fra at overvære. Georg gav en kort

Beretning derom og spurgte saa paa sin Side, om hun allerede havde gjort

sine Uddrag af den Bog, som hun ved næste Møde skulde forklare for dem.

»Ja, jeg har! Men jeg finder det selv saa slet gjort, at jeg aldeles

ikke tror, jeg kan læse det op. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har

valgt et lettere Tema.«

»Enhver Begyndelse er vanskelig,« sagde Georg. »Men det er nok bedre,

end De selv tror. Vil De lade mig se det?«

»Ja, gerne! Men jeg er vis paa, at De ikke finder det en Smule bedre,

end jeg selv gør.«

Hun førte ham ind i sit Værelse, hvor der paa et nydeligt lille

Skrivebord laa et sirligt skrevet, omhyggeligt sammenhæftet Manuskript

med bred Margen. Hun rakte ham det.

Georg tog en Blyant op af Lommen og satte sig straks til at læse uden at

sige et Ord, som en Mand, der er vant til at læse Korrektur.

Tania satte sig lige over for ham paa en Stol, stum som en Fisk, og

iagttog i ængstelig Spænding hans Ansigt. Hun var bange for, at han

skulde finde hende frygtelig dum, naar han læste hendes første Forsøg i

literær Retning.

De havde kun kendt hinanden nogle faa Maaneder; men tilstrækkelig længe

til at blive gode Venner, og den unge Piges Tilværelse havde aldrig

været saa rig og mangesidet som nu, efter at hun havde truffet Georg.

For flere Aar tilbage, da Zina var kommen ud af Fængslet, havde hun

fuldstændig vendt op og ned paa Tanias Tanker, idet hun aabenbarede en

hel ny Verden for hende; men Tania havde den Gang kun været et Barn, og

den nye Verden forfærdede hende lige saa meget, som den interesserede

hende. Nu begyndte hun at se mere klart og var kommen til at holde af

Zinas Venner, som hun efterhaanden havde lært at kende. Ved et af

Møderne havde hun truffet Georg, og det varede ikke længe, førend han

spillede Hovedrollen i hendes aandelige Liv.

Naar den unge Pige lyttede til hans Ord, følte hun sig til Mode, som om

nye Kræfter rørte sig i hende. Georg smigrede hende ikke, ja, sagde

hende ikke en Gang en almindelig Kompliment, men talte med hende som med

en god Ven, idet han alvorligt drøftede Klubbens Anliggender med hende.

Tania var glad og taknemmelig over, at en Mand, der stod saa langt over

det almindelige Niveau, vilde give sig saa alvorligt af med hende, og

Georg var i hendes Øjne Ridderen uden Frygt og Dadel, der kæmpede for en

ædel Sag og satte Livet ind paa den. At der kunde være noget andet end

Venskab i Georgs Følelser, faldt hende ikke ind. Smuk og rig, som hun

var, havde hun Tilbedere nok; men Georg var i sin Maade at være paa over

for hende saa ulig disse som vel muligt, og ikke mindst af den Grund var

hans Selskab hende saa behageligt.

Hun følte sig ganske let om Hjertet, da Georg, efter at have gennemlæst,

hvad hun havde skrevet, erklærede, at det langt fra var daarlig gjort,

og derpaa med sin Blyant foreslog forskellige Omskrivninger og

Forkortelser, som yderligere vilde forbedre det.

De var midt i dette Arbejde, da Zina og Andrey traadte ind.

Ved Synet af den unge Kone glemte Tania baade Manuskriptet og Georg i en

Følelse af overstrømmende Medlidenhed med sin ulykkelige Veninde. Hun

vidste, hvor inderligt Zina elskede Boris, og det var første Gang, hun

saa hende efter Hjemkomsten fra Dubravnik. Med et ængsteligt spørgende

Blik i de store, udtryksfulde Øjne fo'r hun hen til Veninden og

omfavnede og kyssede hende med ægte ungpigeagtig Overdrivelse. Men den

unge Kones billedskønne Ansigt var fuldstændig roligt og behersket, og

den, der i dette Øjeblik saa de to Kvinder, vilde tro, at Tania var den

ulykkelige og den anden den, der i medfølende Deltagelse bøjede sig over

hende for at yde hende Trøst. Zinas dybe, graa Øjne mødte klart og

roligt Venindens ængstelig bedrøvede Blik, og ingen Sky var synlig paa

den fint formede Pande, indrammet af en bølgende Linie smaa nydelige

Krøller. Hendes lyse Smil viste, hvor glad hun var ved Venindens

Modtagelse.

Tania var beroliget; det var ikke særlig vanskeligt at opnaa det; thi

Sorgen passer nu en Gang ikke for Ungdommen.

»Og hvorledes gaar det Grigory Alexandrovitsch?« spurgte Zina. »Han er

vel hjemme?«

»Ja, Far er inde i Stuen med Krivoluzky. Vi flygtede herind for ikke at

forstyrre dem med vor Passiar,« svarede Tania. »Men nu, da vi er i

Majoritet, kan vi vel nok vove at bryde ind til dem.«

Georg forestillede Andrey.

»Det er min Ven, og jeg beder Dem om at holde af ham, Tatiana

Grigorievna!« sagde han.

»Jeg lover Dem at forsøge derpaa,« svarede den unge Pige og rakte Andrey

Haanden med paafaldende Ynde.

De fandt Advokaten og hans Gæst inde i Arbejdsværelset, indhyllede i en

Sky af Tobaksrøg.

Andrey blev forestillet under Navn af Petroff, omendskønt Repin saa vel

som Krivoluzky -- der udelukkende var kommen for at se ham -- meget godt

vidste, hvem han var.

Den gamle Advokat tog hjerteligt imod Andrey. Iblandt de ældre

Emigranter i Schweiz var der flere af hans Ungdomsvenner, som han

længtes efter at faa lidt Oplysning om, og Andrey var i de fleste

Tilfælde i Stand til at tilfredsstille hans Nysgerrighed, da han enten

personlig kendte dem eller i hvert Fald havde hørt dem omtale.

Samtalen blev snart almindelig. Repin havde været i Schweiz samtidig med

Herzen og fortalte sine Oplevelser fra den Tid.

»Hvilken pinlig Overgang maa det dog være for Dem,« sagde han, henvendt

til Andrey, »efter saa lang Tids fuldstændig Frihed at komme tilbage til

dette ulykkelige Land, hvor man ikke kan aabne Munden uden at risikere

at blive taget i Nakken af en Gendarm.«

»Ja, De har Ret, Overgangen er stor; men jeg føler det dog ikke som

noget pinligt -- tvært imod, jeg befinder mig bedre her end der,«

svarede Andrey.

Repin rystede tvivlende paa Hovedet. Synet af denne unge, blomstrende

Mand, der var rejst saa langt for at komme til denne By -- som var fuld

af Spioner og Politi -- for rimeligvis her at ofre Livet for et

Drømmebilleds Skyld, fyldte hans Hjerte med Medlidenhed og tillige med

en Slags Selvbebrejdelse. Han saa paa ham og hans to Venner og rystede

atter paa Hovedet.

»Nej, sig ikke det! Altid at leve i Angst, aldrig at føle sig sikker et

Øjeblik paa Dagen -- og at vækkes om Natten ved den mindste Larm med den

Tanke, at ens sidste Time er kommen -- aa, det maa være forfærdeligt!«

sagde han.

Den brave Mand talte med saa megen Alvor og var selv saa greben af det

Billede, han udmalede for dem, at de af hans Tilhørere, hvem det mest

berørte, brast i Latter.

»Jeg beder om Forladelse!« sagde Andrey undskyldende. »Men De maler med

meget for stærke Farver.«

Repin følte sig ikke i mindste Maade fornærmet, men derimod, som en

Iagttager af den menneskelige Natur, stærkt interesseret; thi dette

uvilkaarlige, hjertelige Latterudbrud var for ham mere overbevisende end

mange Argumenter.

»De vil vel ikke bilde mig ind, at De slet ikke ænser de Farer, der

truer Dem?« spurgte han og saa sig forbavset om i Kredsen.

Zina, som sad nærmest ved ham, og paa hvem hans Øjne særlig hvilede, som

om Spørgsmaalet fornemmelig gjaldt hende, svarede, idet en let Sky et

Øjeblik formørkede hendes Pande:

»Faren møder os for ofte, Grigory Alexandrovitsch, man vænner sig til

sidst til alt og sløves efterhaanden -- desværre!«

Det var som Følge af en utilgivelig Ligegyldighed, at hele

Dubravnik-Tragedien -- som Boris var indviklet i -- havde fundet Sted.

Uagtet den unge Kone hvert Øjeblik paa Dagen følte sin store Sorg i dens

videste Udstrækning, var det dog ikke muligt at tage hendes ydre Ro for

kun at være en Maske. Enhver Tone i hendes Stemme, enhver Linie i dette

smukke, lyse Ansigt udtrykte en saadan Sanddruhed, at selv hendes

Stoicisme maatte være naturlig og ikke paataget. I den Verden, hvori

Zina levede, vil der iblandt tre Personer i det mindste altid være én,

hvis Hjerte sønderrives af en lignende Sorg som hendes. Livet vilde for

disse Mennesker være en ren Umulighed, og deres Gerning vilde

fuldstændig gaa i Staa, hvis de ikke tillod sig et Øjebliks Sorgløshed

og drog Omsorg for at holde deres Nerver i Orden.

Forøvrigt var Zina ikke meget talende denne Aften, men tog dog paa en

naturlig, ligefrem Maade Del i Samtalen og hjalp Andrey i hans

Bestræbelser for at bibringe Repin et mere naturtro Billede af en

»Ulovligs« Tilværelse. Hun lo, da Georg søgte at bevise, at »de

Ulovlige« i Rusland er de eneste, som, i hvert Fald til Tider nyder fuld

Beskyttelse af Loven.

»Tag for Eksempel Dem selv!« sagde han til Advokaten. »Er De vis paa, at

Politiet ikke endnu i denne Nat bryder ind hos Dem? De har afskediget en

af Deres Fuldmægtige for Bedrageri; hvem véd, om han ikke hævner sig ved

at angive Dem som en, der huser Terrorister? Eller De har sagt et eller

andet imod Regeringen, og beredvillige Sjæle indberetter det til Tredje

Afdeling. De har maaske for flere Aar tilbage skrevet nogle lignende

Udtalelser til en Ven, som først nu bliver arresteret, og Deres Brev

findes hos ham. Eller har De maaske i Virkeligheden ikke gjort noget af

alt dette?«

Repin maatte tilstaa, at han var skyldig i sligt.

»Saa er det jo en utilladelig Sorgløshed fra Deres Side at sove roligt,«

vedblev Georg. »Hvem véd, De bliver maaske arresteret i Nat og befinder

Dem i Morgen paa Vejen til Archangel eller til et andet endnu fjernere

og mere ubehageligt Sted.«

Den gamle Jurist svarede smilende, at han ikke haabede, noget saadant

vilde ske, men at han selvfølgelig ikke kunde være sikker derpaa.

»Men det kan vi!« udbrød Georg. »Alle vore Synder bliver vaskede af os,

naar vi kaster vore Pas i Ovnen og anskaffer os et nyt -- forudsat, at

det er et godt, og at vi holder Øjnene aabne. Vi har det saamænd rigtig

godt. Jeg fejrer nu snart den fjerde Aarsdag for min »ulovlige«

Eksistens.«

»Saa lever du den ene Halvdel paa en andens Bekostning!« sagde Andrey.

»Thi man har beregnet, at de »Ulovlige« gennemsnitlig kun lever to Aar.«

»Ja, men de kunde i det mindste forlænge denne Frist til tre Aar, hvis

de bare vilde være lidt raskere til at skifte Pas,« svarede Georg.

I dette Øjeblik blev der meldt, at Teen var serveret, og alle rejste sig

for at gaa ind i Spisestuen.

»Zanaida Petrovna!« sagde Repin, »vær saa venlig at skænke mig et

Øjeblik. Der er noget, jeg gerne vil tale med Dem om. Tania!« tilføjede

han henvendt til Datteren, »send os vor Te herind!«

Han vilde have at vide af Zina, hvorledes det i Grunden forholdt sig med

hendes Mand, for hvem han nærede stor Interesse -- og spørge hende, om

han ikke paa en eller anden Maade kunde være hende behjælpelig.

Zina gættede straks, hvad han vilde; der var desværre ikke meget at

fortælle om hendes egne Affærer, som der for Øjeblikket ikke kunde gøres

noget ved; men hun ønskede hans Hjælp i andre Sager. Der var de to

Søstre Polivanov, som Politiet ikke var utilbøjeligt til at slippe fri

imod Kaution, da man under deres to Aars Fangenskab ikke havde kunnet

finde noget graverende Vidnesbyrd imod dem. Man havde overdraget Zina at

ordne denne Sag, og da begge Søstrenes Helbred var stærkt nedbrudt,

gjaldt det saa hurtigt som muligt at finde gode Kautionister. Repin

maatte tage én af Søstrene paa sin Kappe; men han maatte ogsaa sørge for

at skaffe en Kautionist til den anden.

Der var for Resten endnu en anden Sag, som Zina ønskede at tale

med Repin om; han maatte, hvis det var ham muligt, igennem

Statsmyndighederne skaffe hende at vide, hvad der var blevet af de

dømte fra det sidste politiske Forhør -- de, som hemmelig bliver bragt

bort, uden at nogen faar at vide hvorhen.

Inde fra Spisestuen lød Latter og muntre Stemmer. Georg skændtes med

Krivoluzky om dennes Yndlingspaastand, at der ikke var noget Haab for

Arbejder-Bevægelsen i Rusland, førend de russiske Bønder ved en

fuldstændig Omvæltning var blevne forvandlede til ejendomsløse

Proletarer under Kapitalisternes Aag.

Georg var en glimrende Modstander i en Debat; hans utrolige Hukommelse

gjorde, at han huskede hvert Ord, som Opponenten havde ytret, hvor lang

hans Tale end maatte have været. Tania og Andrey var Tilhørere;

i Begyndelsen havde Andrey vel af og til med et Par Ord givet sin Mening

til Kende; men hans Interesse slappedes hurtigt; han havde meget lidt

eller slet intet af den brændende Lyst til Debatter, som er saa

almindelig hos Russerne, og han var glad, da Zina og Værten viste sig i

Døren.

»Naa, hvor langt er I saa?« spurgte Advokaten de to stridende. »Er

Ruslands Skæbne afgjort, eller er der endnu nogle Punkter svævende?«

Man lo, og Passiaren blev nu almindelig.

Lidt efter brød Zina op. Tania forsøgte at holde hende tilbage og bad

Andrey hjælpe sig dermed.

»Vil De virkelig af Sted, Zina? Det er jo tidligt endnu!« sagde han.

»Jeg maa gaa. Jeg har et Ærinde at besørge.«

»Det kan du gøre i Morgen -- bliv nu lidt her hos os!« sagde Tania og

smøg sig kælent som en lille Kattekilling op ad hende. Zina lo med denne

korte, klare Latter, som klædte hende saa fortryllende.

Venindens Opfordring forekom hende saa urimelig, thi det Ærinde, hun

havde, var at møde Klokken halv elleve præcis i Bascow Alleen for at

tage imod Brevene fra de politiske Fanger i Ravelinerne. Det var

Fæstningens Fangefoged, der bragte hende dem.

»Nej, min søde Pige,« sagde hun og kyssede Tania. »Mit Ærinde kan ikke

opsættes til i Morgen -- hvis det kunde det, var jeg bleven uden

Opfordring.«

Endnu i Døren vendte hun sig med et Smil, og det var, som om alt i Stuen

blev mere dagligdags, da hun var forsvunden. Stor Ulykke, baaren med

Værdighed og Mod, har en egen Evne til at indvirke forædlende paa

Omgivelserne.

»Har De kendt Zinaida Petrovna længe?« spurgte Andrey den unge Pige.

»Jeg traf hende straks, efter at hun var kommen ud af Fængslet; men det

er først, efter at hun har bosat sig her i St. Petersborg, at jeg rigtig

har lært hende at kende og ved, hvilken sjælden Kvinde hun er,« svarede

Tania begejstret.

»Jeg vil rimeligvis ikke faa Lejlighed til at træffe Dem saa ofte,

Tatiana Grigorievna, men alligevel kom jeg her i Aften med det Haab, at

det maatte lykkes mig at blive Deres Ven!« sagde Andrey. »Jeg haaber

ikke, at De føler Dem krænket derved.«

»Aa nej, tvært imod!« svarede den unge Pige alvorligt.

»Tak,« sagde Andrey. »De er nemlig langtfra fremmed for mig -- jeg

synes, jeg har kendt Dem længe, førend jeg har set Dem. Georg har talt

saa meget og saa begejstret om Dem!«

Tania rødmede og ærgrede sig over sig selv.

»Vil De tillade mig at tale med Dem, som om vi var gamle Venner?«

vedblev han.

»Ja,« svarede hun, »ogsaa jeg har hørt meget om Dem, men fra mange

forskellige Sider, saa mit Indtryk af Dem har den Fordel ikke at være

ensidigt.«

Andrey begyndte nu at spørge hende om, hvad hun især beskæftigede sig

med, om hendes politiske Anskuelser og Interesser. Hans Spørgsmaal

forvirrede hende undertiden, men var hende dog ikke imod, og efter et

Kvarters Forløb følte hun det, som sad hun over for en gammel Ven.

Georg kom hen til dem, men trak sig snart igen tilbage. Han vilde saa

gerne have, at de to skulde blive Venner, og vilde derfor give dem

Lejlighed til en lang, uforstyrret Samtale; selv nøjedes han med i

Frastand at betragte den unge Pige, medens han dog hurtig saa bort, naar

han mødte Andreys let drillende Blik.

Da Klokken manglede et Kvarter i tolv -- henad den Tid, hvor man er mest

»usikker« -- brød Andrey og Georg op og forlod Advokatens Hus.

Tania trak sig tilbage til sit Værelse med en behagelig Følelse af at

have tilbragt en god Aften. Hun afførte sig sin elegante Kjole -- alt

for elegant for en Pige med hendes Anskuelser. Georg havde ofte ivrig

bebrejdet hende hendes Sans for kostbare Toiletter. Hun blev længe

siddende foran sit Spejl, i Færd med at ordne det svære, sorte Haar for

Natten. Hun var opfyldt af Tankerne paa sin nye Ven; det smigrede hendes

Forfængelighed, at en Mand som Kojukhov havde vist hende saa megen

Interesse.

Repins Gadedør havde næppe lukket sig bag de to Venner, førend Georg

greb Andreys Arm og spurgte, hvad han saa syntes om Tania. Vennen

svarede temmelig reserveret, at han syntes godt om hende; hans rolige

Svar irriterede den begejstrede Georg, som dybt krænket fortsatte sin

Vej i Tavshed. Det varede imidlertid ikke længe, førend han igen

begyndte en af sine glødende Lovtaler over den unge Pige, og Andrey

spillede atter mere eller mindre Tilhørerens Rolle, indtil hans

Opmærksomhed pludselig blev optagen af noget helt andet.

Han havde længe hørt Fodtrin bag dem, som forekom ham mistænkelige.

Snart lød Trinene støjende, snart igen listende, men altid i samme

Afstand; de blev efter al Sandsynlighed forfulgt af en Spion. Andrey

sagde først intet til Georg, da han frygtede, at Vennen i sin Ophidselse

uvilkaarlig vilde vende Hovedet for at se efter Manden, og dette vilde

faa Spionen til at tro, at de vidste Besked.

Han greb derfor sin Ven under Armen og fremskyndede sine Skridt, som om

han i Talens Hede uvilkaarlig gik hurtigere til. Trinene bagved fulgte i

samme Tempo. Andrey fortsatte Eksperimentet ved atter at sagtne sin Gang

-- samme Resultat. Nu vidste han bestemt, at det var en Spion, men han

vidste ogsaa, at de ikke var blevne forfulgte førend længe efter, at de

var kommen ud fra Repins, det var altsaa ganske tilfældigt -- rimeligvis

et Par Ord af mistænkelig Karakter, som Manden havde opsnappet, idet de

gik forbi ham. Sagen var saaledes ikke særlig farlig; men de maatte dog

se at blive fri for ham, især da de nu nærmede sig til Georgs Bolig.

»Vend dig ikke om -- gaa roligt videre,« hviskede han til Vennen, »der

er en Spion efter os. Paa Hjørnet af Kosoistrædet skilles vi, og jeg

tager ham paa min Kappe alene. Der er et godt Stykke længere til mit

Hus.«

»Jeg er med!« svarede Georg og nikkede.

De var snart efter ved det Sted, hvor de skulde skilles. Georg gik,

Andrey tog et Par Skridt, men standsede saa for at tænde en Cigar. Nu,

da han saa Mandens Ansigt, var enhver Tvivl forsvunden, i dets Træk stod

tydeligt hans Profession skrevet: han havde et eget forskræmt og spændt

Udtryk, som han forgæves søgte at skjule under en ligegyldig, skødesløs

Mine. For Resten var det en høj, stiv Skikkelse med store røde Hænder og

gult Haar og Skæg.

Spionen, som nu maatte gøre sit Valg, hvilken af de to han vilde følge,

standsede raadvild et Øjeblik. Andrey var den ældste og smigrede sig med

at se langt mere værdig og alvorlig ud end Georg; han var vis paa, at

Manden vilde vælge ham.

Rimeligvis vilde han ogsaa have gjort det; men Andrey fik ikke straks

Ild i sin Tændstik, og Spionen, som blev gjort usikker ved denne Tøven,

gjorde pludselig kort omkring og gav sig til at følge efter Georg.

Andrey havde selvfølgelig forudset denne Mulighed og slog straks ind i

samme Gade. At have en Fjende foran og en anden bag sig i et snævert,

øde Stræde er en højst ubehagelig Situation, og selv den modigste Spion

vil næppe holde den ud mere end nogle faa Minutter. Fyren standsede da

ogsaa ganske rigtig for at læse en Teaterplakat, der var opslaaet paa en

Mur. Andrey gik roligt forbi ham, fredeligt rygende paa sin Cigaret, og

da han var kommen en Snes Skridt bort, hørte han atter Fodtrinene bag

sig. Det var det, han havde ventet. Han gik langsommere end Georg, som

en Mand, der er paa Udkig efter en Droske, og Vennen fik derved et

betydeligt Forspring og var snart forsvunden om et Hjørne. Andreys Plan

var den, at lade Spionen følge efter sig igennem flere afsides liggende

Gader og saa at se at faa fat i en Vogn, som han vilde give Ordre til at

køre til et eller andet langt borte liggende Sted; men han blev sparet

for denne Udgift, Skridtene bag ham lød fjernere og fjernere og hørtes

til sidst ikke mere. Da Manden forstod, at han var opdaget havde han af

sig selv opgivet Forfølgelsen. Andrey var snart efter hjemme, laasede

omhyggeligt Dørene og forvissede sig om at Revolver og Dolk, som han

altid bar i sit Bælte, var i god Orden.

En Nihilist · 第 8 / 30 题