Jeg giver intet for den Ros, en Digter skænker den Kvinde, der er
hans eneste Elskerinde. Han dømmer som en uvidende Bonde, og der er
alle Sandsynligheder for, at hun ikke fortjener de smukke Ord, han
til hendes Fordel bestjæler sit Sprog for. Hvis en Mand kun kendte
én Farve og han sagde: Denne Farve, den blaa eller den røde eller
den gule, er den ypperste af alle Farver, vilde han ganske vist ikke
dømme som den blinde, men derimod som den meget lidet seende. Og
havde jeg en Elskerinde, der slog sig til Taals, naar jeg sagde: Du
er min første og eneste, Du er den bedste i Verden -- da vilde jeg
med Foragt støde hende bort. Var hun sikker paa sit Værd, satte hun
Pris paa min Tilbedelse, vilde hun sige: Tag Dig ti, tag Dig tyve
andre Elskerinder, vælg blandt dem, hvem Mænd mest efterstræber,
og hvis Du, efter at have ejet dem, endnu kalder mig den bedste i
Verden, da vil jeg være stolt og lykkelig.
Naar jeg siger til Maria: Du er dejligere end alle andre -- tør
hendes Hjærte banke i stolt Lykke. Thi jeg blev hende ikke tro, før
jeg vidste, jeg talte sandt.