Frygtelige Timer.
Time efter Time sad jeg paa min Seng og var fuldstændig overvældet
ved Tanken om vor skrækkelige Stilling. Vi var fangne som Mus i en
Fælde, og, saa vidt jeg kunde se, var der ikke andet at gøre end at
dø fattet. For at jeg ikke skulde miste mit Mod helt, vilde jeg ikke
tænke paa Gladys, og da jeg fandt, at jeg ikke kunde lade være med
det, gik jeg ind i Værelset ved Siden af for at se, hvad Nikola tog
sig for. Jeg fandt til min Overraskelse, at han gik frem og tilbage
lige saa rolig og fattet, som om han ventede paa at gaa til Bords til
et Middagsselskab i en Sal i London.
"Naa, Bruce," sagde han, da jeg traadte ind, "det ser jo ud, som om
vi om et Par Timers Tid skulde se Forhænget falde efter vor Komedie."
"Tragedie vil jeg hellere kalde det," svarede jeg bittert.
"Er det ikke temmelig vanskeligt at bestemme, hvor det ene begynder
og det andet ender?" spurgte han, som om han vilde drøfte Sagen med
mig. "Platon siger --"
"Aa, gid Pokker havde Platon!" svarede jeg skarpt. "Hvad jeg ønsker
at vide, det er, hvorledes De vil forhindre, at vi bliver dræbte ved
Daggry."
"Jeg mener ikke, at vi skal dræbes," sagde Nikola.
"Men hvorledes vil De hindre det?" spurgte jeg.
"Det har jeg ikke Spor af Begreb om," svarede han, "men jeg har
alligevel i Sinde at forhindre det. Det værste er, at vi er saa meget
i Mørke og ikke har Idé om, hvor Eksekutionen skal finde Sted. Hvis
det var afgjort, kunde vi bedre ordne det hele. Men tænk nu ikke paa
det, gaa i Seng og overlad det til mig."
Jeg gik tilbage til mit eget Værelse og lagde mig paa Sengen, som han
havde befalet. Den ene Tanke fulgte efter den anden, og hvor
underligt det end kan synes, jeg faldt snart efter i Søvn. Jeg
drømte, at jeg igen gik paa Muren i Peking med min Skat. Jeg saá
hende vende sit søde Ansigt op imod mig, og jeg følte Trykket af
hendes lille Haand paa min Arm. Saa viste der sig pludselig paa Muren
lige foran os den Mand, som havde opdaget mig i Lamaklostret. Han
svang en Kniv, og jeg var lige ved at springe løs paa ham, da én tog
mig i Skuldren, og jeg vaagnede og saá en Mand læne sig frem over
mig.
Et Blik sagde mig, at det var en af de Munke, der havde ført os
tilbage til vore Værelser, og da han saá, at jeg var vaagen, gav han
mig Tegn til at staa op. Paa samme Tid kom en anden med Nikola fra
hans Værelse, og saa snart vi var rede, blev vi ført ud i Gangen,
hvor der var forsamlet en halv Snes Mænd.
"Det er en Skam, at de har forstyrret os saa tidligt," sagde Nikola,
da vi ved Siden af hinanden gik ned ad den lange Gang, "især da jeg
lige var ved at blive færdig med den mest beundringsværdige Plan, som
jeg er vis paa vilde have reddet os."
"Det er for sent nu," svarede jeg bittert.
"Det ser det ud til," sagde Nikola og gik videre uden nogen
yderligere Bemærkning.
At forsøge at beskrive min Følelse under Marchen gennem de tavse
Gange vilde være umuligt. Jeg holder i Virkeligheden neppe af selv at
tænke paa det. Jeg havde intet Begreb om, hvad Klokken var, og kunde
heller ikke sige, til hvilket Sted vi blev ført hen. Vi gik op ad en
Trappe og ned ad en anden, kom gennem store og smaa Huler og endeløse
Gange, indtil jeg slet ikke mere vidste noget om Retningen. Endelig
standsede vi imidlertid ved Foden af den mindste Trappe, jeg endnu
havde set i Klostret. Vi ventede et Øjeblik, saa steg vi op ad den og
kom til en snæver Afsats, for Enden af hvilken der var en stor Dør.
Her standsede vor Procession endnu en Gang. Dørene blev lukkede op,
og en iskold Blæst fo'r ind. Udenfor kunde vi se Klostrets Tinder,
der var byggede paa den stejle Klippeskrænt. Det var højlys Dag og
bidende koldt. Der var Sne paa Tagene, men Luften var gennemsigtig
klar. Da vi kom udenfor, kunde vi tydeligt skelne Bjergene paa den
anden Side af Dalen, hvor vi for ikke mere end en Uge siden eller saa
havde mistet vore Kulier og Æsler.
Da vi stod i Solskinnet, slog Førerne deres Fakler imod Muren, til
Flammerne var udslukkede. Saa stillede de sig op og ventede. Af deres
Forberedelser var det tydeligt nok, at de hvert Øjeblik ventede, at
en vigtig Person skulde komme.
I al den Tid bankede mit Hjerte, saa jeg kunde føle dets Slag mod
Ribbenene, og hvor gerne jeg end vilde, kunde jeg ikke beherske mig.
Mine Tænder klaprede som Kastagnetter. Siden vore Fangevogtere havde
bragt os herop, var det tydeligt nok, at vi skulde kastes ud over
Klippen, saaledes som der havde været Tale om. Jeg saá mig om for at
se, om det var umuligt at gøre Modstand, men et Blik viste mig, hvor
ganske latterligt et Forsøg paa at slaa sig igennem vilde være.
Medens jeg i Tankerne drøftede dette Spørgsmaal, kom der lidt mere
Bevægelse mellem vore Vagter. Saa lyttede de; der kom øjensynlig et
Signal fra den anden Side, og vi blev ført længere frem paa
Murtinderne.
Her ventede de Store fra Klostret os, og saa snart vi kom, gav de
vore Førere Tegn til, at de skulde bringe os nærmere hen til dem. Den
ældste var den første, der talte.
"Mænd fra Vest, I har hørt jer Dom," sagde han i en dæmpet og
højtidelig Tone. "I har selv bragt den over jer. Har I noget at
frembringe til Undskyldning, saa at Dommen ikke fuldbyrdes?"
Jeg saá paa Nikola, men han rystede paa Hovedet. Hvor meget jeg end
prøvede paa det, jeg kunde ikke finde tilstrækkelig Grund til det
selv, og derfor fulgte jeg hans Eksempel.
"Saa lad det være saa," sagde den gamle Mand, der havde lagt Mærke
til vor Tøven, "der er intet andet at gøre uden at udføre Værket.
Bered jer til Døden."
Vi fik Befaling til at træde tilbage, og jeg kunde slet ikke forstaa,
hvorfor de ikke straks ekspederede os, før jeg igen hørte en
Bevægelse paa Trappen. Saa kom der en anden Procession Munke, som
eskorterede en tredie Fange. Det var en høj, kraftig Fyr, og efter
den Maade, han var klædt paa og raget, fik jeg ud af det, at det var
en Munk. Han traadte frem med øjensynlig Modstand, og da han kom til
Toppen af Trinene, maatte han slæbes hen for de To. Dette Møde var
kun kort, det gik endogsaa hurtigere end vort eget.
"Du har myrdet én af dine Brødre," sagde den gamle i samme Gravtone,
med hvilken han havde tiltalt os. "Har du noget at sige, som kunde
hindre, at den Dødsdom, der er udtalt over dig, bliver udført?"
Manden fo'r først op, saa blev han sløv, og tilsidst hylede han
ligefrem. Jeg iagttog ham med en Nysgerrighed, som jeg til andre
Tider havde anset for umulig. Saa gav den gamle Mand et Tegn, og fire
kraftige Munke fo'r frem, greb ham og slæbte ham hen til Randen af
Muren. Den stakkels Elendige strittede imod og skreg, men han var som
et Barn i Munkenes Hænder. De trak ham tættere og tættere hen til
Kanten. Saa var der en vild Kamp, en øjeblikkelig Pavse, et hæftigt
Skrig, og i næste Øjeblik var Manden forsvunden over Kanten. Han
faldt femten Hundrede Fod ned i Dalen. Da jeg ikke kunde se ham
længere, var det, som om mit Hjerte stod stille. Den stakkels
elendiges Skrig klang i mit Øre. Jeg vidste, at det efter et Minuts
Forløb vilde være vor Tur.
Jeg saá paa den blaa Himmel over vort Hoved, paa hvilken hvide Skyer
fløj fremad for Vinden. Jeg saá hen over Dalen til den anden Side,
hvor de snedækte Bjergtoppe viste sig. Jeg saá paa Klostrets Tinder
og tilsidst paa den Flok sorte Skikkelser, der omgav os. Som i et
Lynglimt syntes hele mit foregaaende Liv at stige frem for mine Øjne.
Jeg saá mig igen som lille Dreng spadsere i en engelsk Have med min
smukke Moder, sammen med mine Legekammerater i Skolen, til Søs, i
australske Guldminer o. s. v., i næsten hver Stilling, jeg havde
været i, lige til vi kom til det Sted, hvor vi nu stod. Jeg saá paa
Nikola, men hans blege Ansigt viste intet Tegn til Bevægelse. Jeg vil
sætte mit Liv i Pant paa, at han i dette skrækkelige Øjeblik var lige
saa koldblodig som den første Gang, jeg saá ham i Shanghai. Saa
traadte den gamle Mand frem igen.
"Hvis I har noget at sige, nogen sidste Bøn, saa er der endnu Tid til
det," sagde han.
"Jeg har en Anmodning at stille," svarede Nikola. "Siden vi skal dø,
er det saa ikke at ødsle med et godt Materiale, naar I kaster os ud
over denne Klippe? Jeg har hørt sige, at min Hjerneskal har en
mærkelig Bygning, og min Ledsager her har et Legeme, som jeg vilde
give meget for at maatte sekere. Jeg ønsker ikke at dø, som I vel kan
tænke jer, men hvis I endelig vil dræbe os, saa lad os dø i
Videnskabens Interesse."
Om de virkelig havde i Sinde at dræbe os, det kan jeg ikke sige, men
dette ejendommelige Forlangende syntes ikke at vække saa megen
Forbavselse, som jeg havde ventet. Den gamle raadførte sig med sin
Kollega og henvendte sig saa til Nikola igen.
"Du er en kæk Mand," sagde han.
"Man maa finde sig i det uundgaaelige," sagde Nikola koldblodigt.
"Har du nogen Indvending at gøre?"
"Vi vil overveje det," sagde den gamle. "For Øjeblikket vil vi skaane
jert Liv."
Vore Vagter blev kaldt til, og vi blev endnu en Gang ført til vore
Værelser. Da Munkene saa var gaaet og havde stillet sig paa Post ved
Enden af Trappen som før, sagde Nikola:
"Hvis vi slipper bort herfra, saa vil De aldrig kunne paastaa, at
Videnskaben intet har gjort for Dem, den har i alt Fald frelst Deres
Liv."
"Men hvis de tager Deres Hjerne ud og skærer mig i Stykker," sagde
jeg med et Forsøg paa Munterhed, som jeg langt fra følte, "saa maa
jeg sige, jeg ikke kan se, hvorledes Videnskaben skal gøre os Gavn."
"Lad mig forklare Dem det," sagde Nikola. "Hvis de vil behandle os
paa den Maade, som De beskriver, saa kan de ikke gøre det før i
Morgen tidlig; for jeg véd tilfældigvis, at der bliver foretaget
nogle Forandringer i deres Operationsstue, og da jeg selv er en
samvittighedsfuld Læge, vilde jeg ærgre mig meget over at ødelægge de
Ting, jeg eksperimenterede med, fordi jeg havde alt for travlt, saa
De ser, vi har i alt Fald denne Nat til at grunde paa vor Plan til
Flugt."
"Men har De nogen Plan?"
"Ja, der er én eller anden Plan, som gryer herinde i mit Hoved."
"Tror De, den bliver til noget?"
"Det kan jeg ikke sige; men jeg vil gaa saa vidt at paastaa, at vi
har gode Udsigter."
Jeg kunde ikke faa ham til at sige mere. Han gik ind i sit eget
Værelse igen, hvor han begyndte at give sig af med sin kostbare
Medicinkasse, som jeg saá, han havde passet paa at skjule.
"Min lille Ven," sagde han, idet han klappede og kærtegnede den som
en Fader sin Kæledægge, "jeg troede næsten, at vi skulde skilles ad,
men nu maa du frelse din Herres Liv."
Saa bad han mig om at lade ham være alene, og jeg gik tilbage til mit
eget Værelse.
Vort Middagsmaaltid blev meget punktligt bragt os. Saa begyndte
Lysstraalen paa Gulvet at forlænge sig; den naaede den modsatte Væg,
klatrede op ad den og forsvandt tilsidst helt.
Omtrent Klokken syv kom Nikola ind til mig.
"Hør nu, Bruce," sagde han med ualmindeligt Liv. "Jeg har overvejet
Sagen grundigt, og jeg tror, jeg har hittet paa en Plan, som kan
frelse os, hvis det i det hele taget er muligt. Om en halv Time
kommer Munken med vort sidste Maaltid. Han stiller Skaalen paa Gulvet
derovre og vender saa Dem Ryggen, medens han sætter Faklen i Ringen
der henne paa Væggen. Vi vil have en Svamp, som jeg har her,
gennemtrukket med et bedøvende Middel parat til ham, og saa snart han
vender sig om, griber jeg ham i Struben, medens De fører Svampen til
hans Næse. Naar han er bevidstløs, maa De tage hans Dragt paa og gaa
op ad Trappen. Der staar to Mænd paa den anden Side, og Døren mellem
os og dem er laaset. Jeg har lagt Mærke til, at den Mand, som
bringer os vor Føde, ganske simpelt banker paa den, hvorpaa den
bliver aabnet. De gør som han, og idet De gaar ud, taber De denne
Guldmønt, som om det var ved et Tilfælde" -- han gav mig nogle Penge
-- "den ene af Mændene bøjer sig sikkert ned for at tage den op, og
medens han gør det, skal og maa De gribe og kaste den anden til
Jorden. Jeg skal være bag ved Dem og tage mig af hans Kammerat."
"Det synes mig at være en fortvivlet Plan."
"Ja, men vi er ogsaa fortvivlede Mænd," sagde Nikola.
"Og naar vi saa har faaet Bugt med dem, hvad saa?" spurgte jeg.
"Jeg tager én af deres Klædninger paa," svarede den uforfærdede Mand,
"og saa flygter vi saa hurtigt som muligt. Lykken maa gøre Resten for
os. Er De parat til at prøve dette?"
"Ja, jeg vil prøve alt for at komme bort herfra," svarede jeg.
"Naa, det er godt, saa maa vi vente, til Manden kommer. Lad os haabe,
det ikke varer længe."
Vi ventede i næsten tre Kvarter uden at høre nogen Lyd. Minutterne
syntes saa lange som Aar, og jeg tror ikke, jeg nogensinde i mit Liv
har følt mig saa lettet, som jeg gjorde, da jeg hørte Døren ovenover
Trappen blive aabnet og dernæst Lyden af Sandaler, medens Munken kom
ned ad Trappen.
"Er De parat?" hviskede Nikola, idet han lagde Svampen ned tæt ved
mig og gik tilbage til sit eget Værelse.
"Ja, jeg er," svarede jeg.
Manden kom nærmere, og hans Fakkel kastede et Lysglimt foran ham.
Endelig traadte han ind. Han bar et Lys i den ene Haand og en stor
Skaal i den anden. Skaalen satte han ned paa Gulvet, og efter at have
gjort det, vendte han sig om for at anbringe Faklen i Ringen. Han
havde imidlertid neppe løftet Armen op, før jeg saá Nikola liste sig
frem fra sit Værelse. Han nærmede sig mere og mere til den intet
anende Munk, og efter at han saa havde maalt Afstanden, kastede han
sig med et stort Spring over Manden og greb ham i Struben. Jeg trak
Benene fra ham, og han faldt, medens Nikola stadig holdt ham om
Halsen. Da saa Svampen blev ført til hans Næse, holdt hans Modstand
efterhaanden op, og lidt efter laa han i Nikolas Arme lige saa
hjælpeløs, som om han var død.
"Ja, det var den ene," sagde Nikola roligt, medens han lagde ham ned
paa Gulvet. "Nu skal vi have fat i de andre. Tag denne Fyrs Dragt paa
saa hurtigt, som De kan."
Jeg adlød hans Befaling, og efter et Par Sekunder havde jeg taget
den ejendommelige sorte Hætte paa og skjult den øverste Del af mit
Ansigt og mit Hoved og var rede til at udføre Resten af Planen. Under
denne Spænding følte jeg mig saa lykkelig som et Barn. Det var den
langsomt snigende, unaturlige Tilstand, som havde ødelagt mine
Nerver. Naar jeg kunde gaa lige paa, var jeg ikke bange for noget.
Jeg holdt et Pengestykke i Haanden, som vi havde aftalt, forlod saa
Værelset og gik op ad Trappen, medens Nikola fulgte et lille Stykke
bag efter mig, men holdt sig i Skyggen. Da jeg kom til Døren, bankede
jeg paa den, og den blev straks aabnet. Der stod to Mænd paa hver
Side af den, og medens jeg gik forbi, sørgede jeg for, at Manden til
højre saá, at jeg havde et Pengestykke i Haanden. Som ved et Tilfælde
tabte jeg det, og det rullede hen foran hans Fod. Han bøjede sig
straks og greb efter det. Da jeg saá, det, vendte jeg mig hurtigt om
imod den anden, og før han kunde gætte min Hensigt, holdt jeg ham i
Struben, men skønt han var uheldigt stillet, viste det sig, at det
ikke var let at overvælde ham. Han var næsten tre Alen høj og meget
firskaaren, og som alle Mænd i Klostret havde han sine Kræfter paa
rede Haand. Jeg holdt ham imidlertid krampagtigt fast, og straks
efter laa vi og brødes paa Gulvet. Jeg véd ikke hvorfor, men denne
Kamp syntes mig at være noget af det behageligste, jeg nogensinde
havde oplevet.
Vi trillede omkring paa Stengulvet, og jeg holdt stadig Haanden om
hans Hals og hindrede ham i at raabe. Saa lykkedes det mig tilsidst
at slaa Benet om ham og sætte mig paa hans Bryst, og da jeg ikke
havde andet at gøre med min højre Arm, trak jeg den tilbage og gav
ham tre Slag saa stærke, som jeg kunde.
Naar man ser dette sort paa hvidt, ser det lidt blodtørstigt ud, men
man maa huske paa, at vi kæmpede for Livet, og hvis det lykkedes ham
at gøre Alarm, saa kunde intet paa Jorden frelse os fra Døden. Jeg
maatte derfor benytte den eneste Lejlighed, jeg havde, til at bringe
ham til Tavshed.
Saa snart han var bevidstløs, saá jeg mig om efter Nikola. Han
knælede ved Siden af den anden, som laa med Ansigtet mod Gulvet, som
om han var død.
"Jeg vilde give fem Pund for denne Mands Hjerneskal," hviskede
Nikola, medens han rejste sig. "Se en Gang paa den, den er ganske
katteagtigt formet. Jeg har altid det Held at træffe paa den Slags
Eksemplarer, naar jeg ikke kan faa fat i dem."
Han lod kærtegnende sin Haand glide hen over Mandens Hoved.
"Jeg har en Glasbeholder i mit Museum i Port Said," sagde han i en
beklagende Tone, "som brillant kunde rumme ham."
Saa tog han den Svamp op, som han havde brugt til den sidstnævnte
Mand, og gik hen til min Modstander. Han holdt den imod hans Næse og
Mund i tredive Sekunder eller saadan, saa kastede han den fra sig,
afførte Manden hans Klæder og trak dem selv paa.
"Naa," sagde han, da han havde gjort Toilette til sin Tilfredshed.
"De afløser Vagten ved Midnat, og Klokken er allerede ti Minutter i
halv tolv."
Han viste Vej gennem Korridoren, og jeg fulgte lige i Hælene paa ham.
Vi havde imidlertid ikke naaet Enden af den, før Nikola bad mig om at
vente, medens han gik tilbage. Da han kom igen, spurgte jeg, hvad han
havde gjort.
"Ikke meget," svarede han. "Jeg vilde overbevise mig om en mærkelig
Misdannelse paa den Mands Hjerneskal. Det gør mig ondt, at jeg lod
Dem vente, men jeg faar maaske aldrig en Lejlighed igen til at
undersøge et saa udmærket Tilfælde."
Efter denne Forklaring nedlod denne mærkelige Videnskabsmand sig til
at fortsætte sin Flugt. Vi forlod den lange Gang, som vi nu kendte
saa godt, drejede til venstre, steg op ad en Trappe, fulgte en anden
lille Gang, og kom saa til et Sted, hvor fire Gange stødte sammen.
"Hvor i al Verden er vi?" spurgte Nikola, idet han saá sig om. "Dette
minder mig om Labyrinten i Hampton Court."
"Tys, hvad er det for en mærkelig Lyd?"
Vi lyttede og opdagede, at vi var i Nærheden af det underjordiske
Vandfald, som vi havde set første Gang, vi besøgte den store Hule.
"Vi er helt ude af vor Kurs," sagde jeg.
"Kære Bruce," sagde han. "Sig mig en Gang, hvorfor er vi her? Kom vi
her ikke for at opdage deres Hemmeligheder? Naa, og da vi nu i Aften
siger Farvel til dem for bestandig, tror De saa, at jeg vil gaa
tomhændet herfra efter at have vovet saa meget? Hvis De tror det, saa
tager De meget fejl. Hvis jeg gjorde det, vilde det jo være det samme
som at sige, at vor Rejse er fuldstændig mislykket. Og skønt Nikola
ofte praler, maa De indrømme, at han sjælden undlader at gøre, hvad
han paatager sig. Sig ikke mere, men kom med!"
Han gik ind i en Gang til højre og viste Vej ned ad nogle Trin. Her
var Faklerne lige ved at gaa ud.
"Hvis vi ikke passer godt paa," sagde Nikola, "kommer vi til at
udføre vort Hverv i Mørke, og det er ikke ønskeligt af forskellige
Grunde."
Fra det Sted, hvor vi nu stod, kunde vi høre Vandfaldets Larmen
ganske tydeligt, og til venstre kunde vi lige skelne Indgangen til
den store Hule. Til vor Glæde var der ingen Vagter at se, saa vi slap
uskadte ind. Vi tog Resterne af en Fakkel fra en Ring i Nærheden af
Døren og traadte ind sammen. Et mere uhyggeligt Sted end den store
Hule, saadan som den tog sig ud ved en eneste Fakkels Lys, kan man
ikke tænke sig. Utallige Flagermus sværmede omkring i Gangene og
opfyldte Luften med en underlig, aandeagtig Hvisken, medens Hulen var
helt gennemtrængt af den ejendommelige Lighuslugt, som jeg havde lagt
Mærke til ved vort første Besøg, og som Ord ikke kan beskrive.
"Indgangen til Katakomberne er i denne Ende," sagde Nikola, idet han
gik op ad Midtergangen, "lad os finde den."
Jeg fulgte ham, og vi naaede den Del af Hulen, der laa længst borte
fra Dørene. Dér fandt vi snart Indgangen og behøvede nu kun at følge
Trinene og gaa ned i den Hvælving, jeg før har beskrevet. Ved vor
Fakkels Lys kunde vi skelne de mumieagtige Skikkelser i Nicherne. Men
Nikola havde kun ringe Opmærksomhed til overs for dem. Han var alt
for optaget af at bestræbe sig for at opdage Fjeren i Midterpillen
til at tænke paa noget andet. Da han fandt den, trykkede han paa den,
og Døren gik op. Saa listede vi os ned ad Stigen og kom ind i den
Forstue, hvor jeg havde ventet den frygtelige Nat. Jeg kan sige én
Ting, og det er den tørre Sandhed: Jeg vilde langt hellere have
kæmpet alene med en halv Snes af de stærkeste Munke i Klostret end
følge min Fører ind i det Værelse; men han vilde ikke finde sig i, at
jeg trak mig tilbage, og derfor gik vi fremad sammen. Rundt om os var
Klostrets hemmelighedsfulde Skatte og alle Slags Redskaber, som
benyttedes til alle de kemiske Forsøg, som Menneskets frugtbare
Hjerne har udklækket. I Baggrunden var der en stor Trædør med smukt
udskaarne Forsiringer. Der var Hængelaase paa den paa tre Sider, og
den saá ud, som om det næsten var umuligt at faa den brudt op. Men
Nikola var ikke den Mand, der lod sig slaa af Marken, og han løste
Vanskeligheden paa en meget simpel Maade. Han aabnede sin vide
Overklædning, tog sin værdifulde Medicinkasse af og stillede den paa
Gulvet. Saa valgte han en lille, men skarp Sav og gav sig til at
arbejde paa Træet, der omgav Kramperne. I mindre end ti Minutter
havde han skaaret Hængelaasene ud, og Døren gik op. Saa gav vi os
til at undersøge de Ting, vi ønskede, med saa stor Hast som muligt.
Der var smaa Glas, antike Pergamentrecepter, tusind Slags Vædsker og
endelig i en Jernkuffert en lille Bog, der var skrevet paa Sanskrit
og meget fint indbunden. Denne gemte Nikola i én af sine mange
omfangsrige Lommer, og saa snart han havde gjort et Udvalg af de
andre Ting, meldte han, at nu var det Tid for os til at vende
tilbage. Just som han kom til denne Slutning, blussede Faklen op,
efter at den hele Tiden var blevet svagere og svagere, og gik helt
ud, og vi stod i Mørke i denne frygtelige Hule.
"Det er meget uheldigt," sagde Nikola. Saa vedblev han efter en
Pavse: "Men der er jo ikke noget at gøre ved det, vi maa finde os i
det."
Jeg svarede ikke, men ventede paa, at han skulde foreslaa et eller
andet. Et Øjeblik efter syntes Mørket ikke mere at have noget at sige
for Nikola. Han tog mig i Haanden og førte mig lige gennem Hulen ind
paa Forstuen.
"Pas paa," sagde han, "her er Stigen."
Og det var rigtigt nok; medens han talte, gjorde mine Skinneben
Bekendtskab med den. Vanens Magt er sælsom. Smerten var stor, og
skønt jeg var begravet midt i et Bjerg, omgivet af døde Mænd fra en
halv Snes Aarhundreder, brugte jeg netop de samme Ord for at udtrykke
mine Følelser, som jeg vilde have gjort, hvis en Droske havde
tilstænket mine Støvler paa Gaden i London.
Vi klarede nu op ad Stigen og naaede Hvælvingen, gik op ad Trapperne,
ind i den store Hule, skraaede gennem den og fandt saa Tunnelen og
kom lige saa sikkert gennem den, som om vi havde haft hundrede Fakler
til at lyse for os.
"Nu maa vore Bestræbelser gaa ud paa at opdage, hvorledes vi skal
komme ud af Bygningen selv," sagde Nikola, da vi naaede det Sted,
hvor fire Gange stødte sammen, "og det ser mig vanskeligt nok ud,
eftersom jeg slet ikke har nogen rigtig Idé om det hele. Lad os prøve
denne Gang først."
Vi gik saa hurtigt som muligt op ad nogle Trapper, kom forbi det
store Vandfald, gik saa gennem et Par Korridorer, var nær ved at
blive set flere Gange, og endelig, efter utallige Forsøg, naaede vi
den store Hal, hvor vi var blevet modtaget den Dag, vi ankom.
Næsten i samme Øjeblik hørtes der Raab i Klostret, hvorefter der blev
ringet med den store Klokke, saa tiltog Raabene, og man hørte
Hundreder af Fødder trampe.
"De er efter os," sagde Nikola. "Vor Flugt er opdaget. Hvis vi nu
ikke kan finde en Vej ud, er vi fuldstændig ødelagte."
Støjen kom nærmere og nærmere, og vi kunde hvert Øjeblik vente, at
vore Forfølgere skulde vise sig. Som Rotterne i en fremmed Lo, naar
de hører en Rottehund nærme sig, saaledes fo'r vi snart hist hen,
snart her hen under vore Bestræbelser for at opdage en Udgang. Til
sidst kom vi til de Trin, der fra den store Hal førte ned i Dalen. Vi
fløj ned ad dem, saa hurtigt vi kunde, idet vi hvert Øjeblik udsatte
os for at falde og knække Halsen. Vi var næsten for svimle til at
staa, men da vi naaede ned, fandt vi Døren lukket og bevogtet af en
stærk Munk. I samme Øjeblik kastede vi os over ham. Han løftede sin
tunge Stok op og slog efter mig, men jeg undgik hans Slag og sprang
løs paa ham, inden han kunde løfte Stokken igen. Jeg rev min Arm
tilbage og ramte ham med al den Styrke, jeg kunde. Hans Hoved slog
imod Gulvet, og han bevægede sig ikke igen.
Nikola bøjede sig ned over ham og overbeviste sig om, at han virkelig
var bedøvet. Saa gav han mig Tegn til at give sig Nøglen, og da Døren
var aabnet, gik vi gennem den og lukkede den efter os, idet vi
laasede den paa den anden Side. Saa styrtede vi ned i Dalen saa
hurtigt, som vi kunde.