IV. KAPITEL.

Vi drager af Sted til Tientsin.

Jeg vilde neppe tro mine egne Øjne. Nikolas Forklædning var saa

fuldkommen, at der hørte næsten overmenneskelig Kløgt til at opdage

den. Han var i alle Henseender en ægte Himlens Søn. Hans Udtale var

uden den ringeste Lyde. Han opførte sig akkurat som en fornem

Kineser, og selv den mest kritiske Iagttager kunde ikke have fundet

den mindste Fejl i hele hans Adfærd og Væsen. Jeg følte, at naar han

saa let kunde narre mig, saa var der ingen Tvivl om, at han kunde

udsætte sig for en mindre nøjagtig Ransagning. Saa snart jeg var fri,

sprang jeg op og lykønskede ham varmt, ikke lidt henrykt over, at det

var Venner, jeg var sammen med, og at jeg ikke skulde pines, som jeg

først havde antaget.

"De maa tilgive den grove Behandling, De har været underkastet,"

sagde Nikola, "men jeg vilde prøve Dem meget grundigt. Hvad mener De

om min Forklædning?"

"Den er udmærket," svarede jeg, "jeg kunde slet ikke tænke mig, at

den kunde være saa god, fordi De er en saa udpræget Personlighed. Men

hvor er vi nu?"

"Vi er i en Villa, som jeg har lejet for Øjeblikket," svarede han.

"Men lad os nu skride til Forretningerne. Den Mand, De saá til højre

for mig, var Laohwan, det Bud, jeg fortalte Dem, jeg ventede fra

Peking. Han kom en halv Time efter, at De havde forladt mig i Aftes,

gav mig de Meddelelser, jeg ønskede, og derfor er jeg nu rede til at

tage af Sted, saa snart De kan."

"Lad mig gaa hjem og samle et Par Ting," svarede jeg, "saa er jeg

parat."

"Det er godt," sagde Nikola. "En af mine Tjenere skal gaa med for at

bære Deres Taske og føre Dem tilbage, saa snart De er færdig med

Deres Arbejde."

Jeg gik hjem til min Bolig, fulgt af én af Nikolas Tjenere. Jeg lod

ham vente paa mig udenfor og gik ind i mit Sovekammer gennem

Vinduet. Saa tændte jeg et Lys og skyndte mig at samle de Smaating,

jeg ønskede at tage med paa min Rejse. Da dette var gjort, laasede

jeg mine Kufferter, skrev et Brev til min Vært og vedlagde det Beløb,

jeg skyldte ham, saa et til Barkston, i hvilket jeg bad ham være saa

god at sende Bud efter mine Kufferter og passe paa dem, indtil jeg

var vendt tilbage fra en Tur i det Indre. Derpaa forlod jeg igen

Huset sammen med Tjeneren, der ventede ved Porten, og gik tilbage til

den Villa, hvor jeg var blevet narret af Nikola for en Times Tid

siden. Det var længe efter Midnat, da jeg ankom der, men jeg var ikke

Spor af træt. Vor Tur forekom mig saa spændende, at jeg ikke tænkte

paa noget andet. Vi skulde styrte os ud i et ukendt, farefuldt Liv,

og skønt jeg ikke delte Nikolas Tro paa det Resultat, vi skulde naa,

var jeg ganske sikker paa, at den Risiko, jeg udsatte mig for, vilde

blive godt belønnet.

Da jeg traadte ind i Huset, ventede Nikola mig i det Værelse, hvor

han havde modtaget mig samme Aften. Han var endnu i kinesiske Klæder,

og da jeg atter saá paa ham, slog det mig, hvor vanskeligt det var at

tro, at denne statelige, værdige Kineser kunde være den smidige

Evropæer, som Verden kendte som Doktor Nikola.

"Det var De ikke længe om, Hr. Bruce," sagde han; "det glæder mig;

hvis De nu vil følge mig ind i det næste Værelse, skal jeg vise Dem

Deres Sager. Jeg har købt alt, hvad De paa nogen Maade kan faa Brug

for, og da jeg kender Deres Forklædningsevne, er jeg slet ikke bange

for Resultatet."

I Værelset ved Siden af tog jeg min evropæiske Dragt af og gav mig

til at iføre mig de Klæder, som var lagt der til mig. Saa malede jeg

mit Ansigt, min Hals og mine Arme med en Væske, som ogsaa fandtes

der, fik min forlorne Pisk klæbet paa og tog et Par store

Skildpaddebriller af en lignende Slags som Nikolas og satte dem paa

Næsen. Jeg fik Sandaler paa Fødderne, en stiv Hat af den almindelige

kinesiske Art blev sat paa mit Hoved, og dette i Forbindelse med min

varme, vatterede gule Silkeskjorte gav mig et meget værdigt Ydre.

Da Nikola vendte tilbage, undersøgte han mig omhyggeligt og udtrykte

sin Fornøjelse over Resultatet, og da vi hilste paa hinanden paa

kinesisk Vis, maatte det have været en skarptskuende Mand, der kunde

have opdaget, at vi ikke var, hvad vi foregav at være.

Saa tog vi igen europæiske Klæder paa, forlod Huset og vendte tilbage

til den Villa, i hvilken jeg først havde besøgt Nikola. Det var nu

Daggry, og der begyndte at komme Liv i Gaderne. Da vi naaede Huset,

gik vi lige ind i Nikolas Studereværelse, hvor hans Tjenestefolk

havde dækket Bordet til os. Vi satte os ned og var lige i Færd med at

spise en kold Postej, da en Tjener traadte ind og meldte, at der var

en Kineser udenfor, som ønskede at tale med os. Det var Laohwan.

"Naa," sagde Nikola, "hvad Bud sender den gamle saa?"

Som Svar tog Laohwan, der, som jeg snart opdagede, ikke ødslede med

Ord, et Stykke Papir ud af sit Ærme, paa hvilket der var skrevet

nogle kinesiske Ord. Nikola saá paa dem og rakte mig saa Sedlen. Der

stod:

"I Quong Shas Hus i de hundrede Trængslers Gade, Tientsin."

Nikola vendte sig om til Laohwan.

"Naar sejler Damperen nordpaa?" spurgte han.

"Klokken halv syv," svarede Laohwan.

Nikola saa paa sit Ur, tænkte et Øjeblik efter og sagde:

"Godt, saa tag Dem en Billet og gaa om Bord saa snart som muligt; vi

kommer senere. Men husk paa, at lige til vi kommer til Tientsin, maa

De lade, som om De aldrig har set nogen af os før."

Laohwan bukkede og forlod Værelset.

"Nu begynder det virkelige Eventyr," sagde Nikola og skænkede sig en

Kop Kaffe. "Klokken er tre Kvarter til fem nu. Vi vil hvile os en

halv Times Tid og saa gaa ned til Havnen og komme om Bord."

Saa snart vi havde endt vort Maaltid, satte vi os i Lænestolene og

tændte vore Cigarer. En halv Times Tid drøftede vi Aftenens

Begivenheder og spekulerede paa Fremtiden, og i det Øjeblik, da

Klokken slog et Kvarter over fem, var vi paa Benene igen. Nikola

ringede, og hans første Tjener kom ind.

"Jeg tager bort," sagde Nikola, "og véd ikke, naar jeg kommer igen;

det bliver maaske om en Uge, maaske først om et Aar. Du skal i den

Tid sørge for Huset her; du maa ikke lade en eneste Ting blive

stjaalet, og hvis jeg ved min Tilbagekomst finder en Rude knækket,

eller der savnes saa meget som en Knappenaal, saa skal ti Tusind

Ulykker ramme dig. Hr. Mc'Andrew betaler dig din Løn og har Opsyn med

dig. Hvis der er noget, du ønsker, saa kan du gaa til ham. Forstaar

du?"

Tjeneren nikkede.

"Det er godt," sagde Nikola, "saa kan du gaa."

Da Tjeneren havde forladt Værelset, fløjtede min mærkelige Ven paa en

underlig Maade. I samme Øjeblik kom den sorte Kat løbende ind, sprang

op paa sin Herres Knæ og kravlede op paa hans Skulder. Nikola saá paa

mig og smilede.

"Den glemmer mig ikke, selv om jeg var borte i fem Aar," sagde han.

"Hvilken Hustru vilde være saa stadig?"

Jeg lo. Tanken om Nikola og Ægteskab syntes mig urimelig. Han satte

Katten fra sig og stillede den paa Bordet.

"Apollyon," sagde han med det eneste Spor af Beklagelse, som jeg saá

ham vise paa hele Turen, "vi maa skilles ad et Aar. Farvel, min gamle

Kat!"

Han klappede Dyret blidt et Par Gange og vendte sig hurtigt om mod

mig.

"Kom saa, lad os gaa, det haster."

Katten sad paa Bordet og iagttog ham og syntes at forstaa hvert Ord,

han sagde. Nikola klappede den for sidste Gang og forlod saa

Værelset. Jeg fulgte i Hælene paa ham, og vi forlod Huset. Nu var

Gaderne overfyldte, en ny Dag var begyndt i Shanghai, og vi havde

ingen Vanskelighed ved at faa Jinrickshawer.

"Til _Vectis Queen_," sagde Nikola, saa snart vi havde sat os.

Kulierne fo'r af Sted, og i lidt mindre end et Kvarter havde vi naaet

Dampskibsbroen ved Hwang-Pu Floden. Den Damper, vi skulde om Bord

paa, laa et godt Stykke ude paa Floden, og vi maatte tage en Baad for

at naa derud.

Da vi kom om Bord, fik vi fat i Hovmesteren, og efter at vi havde

betalt Passagen, blev vi ført til vore Kahytter. _Vectis Queen_ er,

som alle Folk i Østasien véd, ikke nogen stor Damper og har kun meget

indskrænket Plads. Men paa denne Tid af Aaret var der ikke mange

Folk, der rejste, og følgelig var Skibet ikke overfyldt. Saa snart

jeg havde anbragt min Bagage, forlod jeg Kahytten og gik op paa

Dækket. Ak, Verden er saa lille! Jeg var neppe kommen derop, før jeg

blev tiltalt af en Mand, som jeg havde kendt godt, da jeg var ansat i

den australske Kysttjeneste, men som jeg mindst troede skulde være

her.

"Ih se Goddag, Wilfred Bruce!" udbrød han. "Hvem skulde have ventet

at se Dem her."

"Jim Downing!" udbrød jeg, men jeg var ikke meget glad ved at se ham,

som man jo kan tænke sig. "Hvor længe har De været i Kina?"

"Et Aars Tid," svarede han. "Jeg kom hertil med en af vore Dampere,

kom op at skændes med Kaptajnen og forlod Skibet i Hongkong. Saa fik

jeg Ansættelse paa denne Linie. Skønt jeg ikke holder meget af

Kineserne, er jeg ganske godt fornøjet. De ser rigtig rask ud, gamle

Ven, og De er blevet ordentlig solbrændt, siden jeg saa Dem sidst."

"Ja, det er al den megen Ris," sagde jeg med et Smil.

Han lo som en Mand, der gerne vil more sig over alt, hvor tarveligt

det end kan være, og saa spadserede vi op og ned ad Dækket sammen.

Straks efter kom Nikola hen til os. Jeg forestillede Downing for ham,

og fem Minutter efter skulde man have troet, at De havde været gode

Venner i mange Aar. Før de havde været et Kvarter sammen, havde

Nikola givet ham en Recept mod Hedetøj, som han led frygteligt af, og

da hans Middel viste sig at være heldigt, var den unge Mands

Taknemmelighed og Beundring uden Grænse. Ved Frokosttid var vi et

godt Stykke nede ad Floden, og da det blev Middag, laa Shanghai langt

bag os.

Paa hele Rejsen var Nikola i det bedste Humør. Han var med til alle

Forlystelser, indrettede utallige Lege og Spil og var utrættelig i

sine Anstrengelser for at more. Medens jeg taler om dette, benytter

jeg Lejligheden til at sige, at der var en Ting, der slog mig som

endog mere mærkelig end alt andet i denne forunderlige Mands

Karakter, og det var hans overordentlig store Kærlighed til Børn. Der

var især en lille Dreng om Bord, en bitte Stump, der neppe var fire

Aar gammel, og med hvem Dr. Nikola snart kom paa en fortrolig Fod.

Han kunde lege med ham i Timevis uden at blive træt og uden et

Øjeblik at tænke paa andet. Jeg maa tilstaa, at da jeg saá dem more

sig sammen i Læ af én af Baadene paa Dækket, ved Lugerne eller under

Solsejlet agter ude, kunde jeg neppe tro mine egne Øjne. Jeg spurgte

mig selv, om denne Mand, som kun syntes at interessere sig for

Papirsbaade og Grise, der blev lavede af Appelsinskaller, kunde være

den samme Nikola, for hvem Wetherell, Kolonisekretæren i Ny Syd

Wales, var flygtet i London som for en Pestilens, og for hvem Benwell

i den kinesiske Toldtjeneste var rendt sin Vej og styrtet ud af

Klubben i Shanghai. Men saadan var just Nikolas Karakter. Naar han

lavede en Papirsbaad, skar en Gris ud af et Stykke Appelsinskal,

intrigerede mod en Politiker eller søgte at stjæle et almægtigt

Selskabs Hemmelighed, saa gav han sig Sagen helt i Vold, gjorde sig

til Herre over enhver Enkelthed og slap den aldrig af Hænde, før han

havde opnaaet sin Hensigt eller indset, at det var unyttigt for ham

at arbejde længere paa den. Saa opgav han den uden Beklagelse og

tilsyneladende uden at skænke den en Tanke mere.

Paa hele Rejsen vakte Laohwan, som vi saá flere Gange, ikke et

Øjebliks Mistanke om, at han kendte os. Han opholdt sig forude, og

saa vidt vi kunde se, tilbragte han hele Tiden med at spille Fan-Tan

(et kinesisk Hasardspil) med nogle Landsmænd.

Rejsen op ad Kysten var ikke meget interessant. Men endelig ved

Solnedgang en Aften naaede vi da Tientsin, der, som alle véd, er én

af Traktathavnene og ligger dèr, hvor Yu-Ho, eller "den store Kanal",

flyder sammen med Floden Pei-Ho. Saa snart vi lagde til ved

Dampskibsbroen, samlede vi vor Bagage og gik i Land. Her slog en

anden Ting mig: Nikola syntes at være lige saa godt kendt paa dette

Sted, som han var i Shanghai, og saa snart vi naaede Flodbredden,

kaldte han paa to Jinrickshawer, og Kulierne førte os uden at spørge

videre til en vis Hr. Williams i den europæiske Koloni.

Williams' Hus var temmelig lille og bygget paa den sædvanlige Maade.

Da vi steg ud af Jinrickshawerne, kom en høj, ældre Mand med et kønt

Ansigt ud paa Verandaen for at byde os Velkommen. Da han saá Nikola,

syntes han et Øjeblik at være overvældet af Forbavselse.

"Kan det være muligt, at det er Dr. Nikola?" udbrød han.

"Det er ikke blot muligt, men ganske sikkert," sagde Nikola, som gav

Kulien Tegn til at tage hans Vadsæk og derpaa gik op ad Trappen.

"Det er to Aar siden, jeg havde den Fornøjelse at se Dem, Hr.

Williams, og jeg synes ikke De har forandret Dem meget siden vi gav

Mah Feng den Lektion i Seoul."

"Naa, det har De ikke glemt, Dr. Nikola?"

"Nej, lige saa lidt som Mah Feng, da jeg saá ham sidste Gang i

Singapore," svarede min Ledsager leende.

"Og hvad kan jeg gøre for Dem nu?"

"Jeg ønsker at lægge Beslag paa Deres Gæstfrihed et Par Timer," sagde

Nikola. "Dette er min Ven Hr. Bruce, med hvem jeg har et vigtigt

Arbejde for."

"Det glæder mig at gøre Deres Bekendtskab," sagde Williams, og da han

havde trykket mig i Haanden, førte han os ind i Huset.

Ti Minutter efter var vi ganske som hjemme i hans Bolig, og vi

ventede nu paa en Meddelelse fra Laohwan. Jeg maa ved denne Lejlighed

atter udtale min Beundring for Nikolas Evne til at koncentrere sig.

Skønt det var et spændende Øjeblik, og vor Stilling var ejendommelig,

spildte han dog ikke et Minut paa tomme Gisninger, men tog et

indviklet kemisk Værk, som altid ledsagede ham, op af sin Rejsetaske

og satte sig ned og studerede i det. Selv da Laohwan kom, holdt han

ikke straks op, men fortsatte sine Beregninger, indtil de var

færdige, og saa bad han først Laohwan meddele, hvad han havde

udrettet.

"Man venter Deres Ankomst," sagde den sidstnævnte, "og skønt jeg

ikke har været paa Stedet, har jeg erfaret, at man gør Forberedelser

til at modtage Dem."

"Saa er det bedst, at De køber Ponyer og har Mænd parat; for efter al

Sandsynlighed skal vi rejse til Peking i Morgen tidlig."

"Naar vil Deres Excellence besøge Huset?" spurgte Laohwan.

"En Gang imellem halv elleve og elleve i Aften," svarede Nikola, og

saa forlod Laohwan os.

Klokken syv blev vort Aftensmaaltid serveret. Da det var besørget,

røg jeg en Pibe paa Verandaen, medens Nikola gik ind i et Værelse ved

Siden af og havde en alvorlig Samtale med vor Vært. Da han kom

tilbage, underrettede han mig om, at det var paa Tiden, vi klædte os

paa, og saa gik vi ind i vore Værelser og iførte os igen vore

kinesiske Dragter. Derpaa blev vi lukkede ud af en Sidedør og begav

os paa Vej til Kineserbyen. Klokken var over halv elleve, da vi

naaede den, men af mange forskellige Grunde foretrak vi at lade dem,

der ventede paa os, vente lidt, hellere end selv at røbe, at vi havde

Hastværk.

Enhver, der har været i Tientsin, vil give mig Ret, naar jeg siger,

at af alle de smudsige og usunde Huller her paa Jorden er der meget

faa, der kan kappes med det, og neppe et, der er værre. Snevre,

uregelmæssige Gader fører ind og ud og snor sig omkring i alle

Retninger. Husenes øvre Etager, der er prydede med Skilte, Vimpler og

Flag, støder næsten sammen over Gaden, saa at der endog midt paa

Dagen er et underligt, uhyggeligt Mørke. Om Natten er der naturligvis

bælgmørkt, og baade ved Dag og ved Nat er der en afskyelig Lugt.

Da vi kom til Enden af den Gade, som vi var blevne henviste til,

forlod vi vore Jinrickshawer og gik Resten af Vejen. Halvvejs nede i

Gaden, som var lidt bredere og lidt pænere end de andre, mødte vi

Laohwan, som førte os til det Hus, vi søgte efter.

Dets Ydre lignede de andres. Det var kun en Etage højt og havde

stort, fremstaaende Tagskæg, en Slags Veranda med Tremmeværk og en

lav buet Indgang. Vor kinesiske Ledsager bankede paa Døren med Næven,

og efter det tredie Slag blev den aabnet. Laohwan sagde noget til

Dørvogteren, som derpaa lod os komme ind.

"Der er kun én Sol," sagde Dørvogteren ydmygt.

"Men der er mange Stjerner," svarede Nikola, hvorpaa Manden førte os

hen til en anden Dør i Gangen. Dèr mumlede han et Par Ord. Den blev

straks aabnet, og vi traadte ind og fandt en anden Mand, som ventede

paa os og holdt en underlig formet Lampe i Haanden. Han gav Tegn

til, at vi skulde følge ham, og vi gik saa ned ad en lang Gang og

naaede en anden Dør, for hvilken der hang et Tæppe. Han trak Tæppet

til Side og bad os om at gaa ind.

Vi befandt os i et stort Værelse, hvis Gulv, Vægge og Loft var lavede

af et Slags mørkt Træ, sandsynligvis Teaktræ. Det var umøbleret. Der

hang kun et Par sammenrullede Bannere paa Væggen, og der laa nogle

Hynder i en Krog. Da vi kom, var der ingen derinde, men vi behøvede

ikke at vente længe, før vor Ensomhed blev afbrudt. Jeg havde vendt

mig om for at tale med Nikola, der undersøgte et Banner, da jeg

pludselig hørte rolige Fodtrin bag ved mig. Jeg vendte mig hurtigt om

og stod lige over for en Kineser, som neppe kunde være mindre end

firsindstyve Aar. Hans Ansigt var rynket som et tørret Skovæble, hans

Haar næsten hvidt, og han støttede sig til en Stok. En Ting slog mig

som særlig mærkelig ved ham: skønt Huset paa ingen Maade var lille,

og skønt det saá meget ordentligt ud, ja, i enkelte Henseender endog

tydede paa, at Ejeren var rig, var dog denne gamle Mand, som

utvivlsomt var den vigtigste Person i det, klædt i Tøj, der vidnede

om den yderste Fattigdom. Da han kom hen til Nikola, hvem han ligesom

de andre syntes at betragte som den vigtigste Person, bukkede han

dybt for ham, og efter at de uundgaaelige Høfligheder var blevne

vekslede, sagde han:

"Man har ventet paa Deres Excellence med Spænding. Alle Forberedelser

til Deres Rejse blev trufne forrige Uge."

"Jeg blev opholdt i Tsan-Chu," sagde Nikola. "Naa, sig mig saa, hvad

der er gjort."

"Der er sendt Bud til Peking," sagde den Gamle, "og Ypperstepræsten

venter Dem i Lamaklostret. Mere kan jeg ikke sige Dem."

"Det er ogsaa tilstrækkeligt. Lad os saa høre, hvad der siges om

mig."

"Der siges, at de, der har valgt, har valgt klogt."

"Det er godt," sagde Nikola, "forlad os saa, jeg er træt og vil gerne

være alene. Jeg bliver her i Nat og rejser ved Daggry i Morgen

tidlig. Sørg for, at jeg ikke bliver forstyrret."

Den Gamle forsikrede Nikola, at hans Ønsker skulde blive opfyldte og

forlod derpaa Værelset. Da han var gaaet, trak Nikola mig hen i den

fjerneste Del af Værelset og hviskede hurtigt:

"Nu ser jeg det hele. Vi har Lykken med os. Dersom jeg blot kan faa

fat i de to Mænd, som jeg ønsker skal udføre dette Hverv, saa opdager

jeg Selskabets Hemmelighed, eller ogsaa dør jeg under Forsøget. Hør

nu efter! Da vi ankom, erfarede jeg af Williams, der véd næsten lige

saa meget om det underjordiske Liv i Kina, som jeg selv gør, at hvad

jeg havde haft Mistanke om nu havde fundet Sted. Med andre Ord: Efter

dette lange Mellemrum har der fundet et Valg Sted, for at udfylde den

Mands Plads, som Kina Pete dræbte i Lamaklostret for at komme i

Besiddelse af Stokken. Den valgte Mand er Ypperstepræst i Lamatemplet

i Hankow og er en meget religiøs og mærkelig Mand. Man venter ham i

Peking i denne Uge eller i næste. Disse Mennesker er blevne vildledte

af Laohwan og tager mig for ham, og de skal vedblive at tage fejl.

Hvis de opdager, at vi narrer dem, saa er vi Dødsens i samme Øjeblik,

men hvis de ikke gør det, og vi blot kan holde Præsten af Vejen, saa

har vi udmærkede Udsigter til at faa alt, hvad vi ønsker, at vide af

dem. Det er en frygtelig Risiko, men da det er en Lejlighed, som

maaske aldrig kommer igen, maa vi benytte den. Læg nu nøje Mærke til,

hvad jeg siger: Det kan ikke gaa an, at jeg forlader dette Hus i

Aften, men det er nødvendigt, at jeg staar i Forbindelse med

Williams. Jeg maa skrive et Brev til ham, og De maa bringe ham det.

Det første, han skal gøre i Morgen tidlig, er at sende to

Telegrammer."

Med disse Ord greb han i en Lomme i sit Ærme og fremtog en lille

Notitsbog og en amerikansk Patentpenneholder og satte sig ned paa

Gulvet og begyndte at skrive. I næsten fem Minutter var der

fuldstændig Tavshed i Værelset, saa rev han to eller tre Blade ud af

Bogen og rakte mig dem.

"Bring dem til Williams," sagde han. "Han maa udfinde, hvor den anden

Mand er, uden at spilde et Øjeblik og sætte sig i Forbindelse med de

Folk, som jeg telegraferer til. Hvad der saa end sker, maa de gribe

Præsten, før han kommer hertil, og saa maa de sejle ud paa Havet med

ham. Naar det er lykkedes, maa han først faa Lov til at lande igen,

naar De og jeg er sikkert tilbage i Shanghai."

"Hvem skal Williams telegrafere til?"

"Til to Mænd, som jeg har den største Tillid til. Den ene hedder

Eastover og den anden Prendergast. Han skal sende dem dette

Telegram."

Han rakte mig et andet Stykke Papir.

"Til

Prendergast og Eastover,

Adr. Gregson, Hongkong.

Kom til Tientsin næste Damper. Opsæt ikke et Øjeblik. Naar De

kommer, gaa til Williams.

Doktor Nikola · 第 9 / 38 题