Dette Stykke er skrevet i Foraaret 1901, og det blev den Gang
forgjæves tilbudt Folketheatret. Saa laa det hen, indtil det sidste
Foraar indleveredes til Aarhus Theater; denne Scene har nu spillet
det op imod en 30 Gange. Efter Nytaar vil det komme frem paa
Dagmartheatret.
Efter det Stormløb, man har rettet mod Dialekt-Anvendelsen i mine
sidste Bøger, kan jeg formodentlig lave mig til for denne. Den
"velvillige Kritik" har løftet sin blækkede Pegefinger advarende i
Vejret, og jeg har siddet dens velmenende Henstillinger overhørig.
Sligt plejer at hævne sig.
Sandt at sige, jeg vidste ikke mine arme Raad; jeg vidste ikke, hvad
jeg skulde la' jydske Bønder tale om ikke det Sprog, de taler, naar
de er ædru.
Længere er vi altsaa ikke kommen efter 40 Aars realistisk
Kulegravning i Sprog og Virkelighedstroskab, end at den Forfatter
skjældes for "skabagtig", der la'r sine jydske Almuesmænd føre det
Sprog i Bøgerne, som de fører paa Loen og ved Davrebordet.
Hvad er vi ikke for et underligt Folk! Vi staar her paa vore Øer og
raaber til hverandre og forstaar ikke hverandres Tale, endda Landet
ikke er større, end at Vorherre kunde holde det i sin Haand som en
Fuglerede. Hvor længe skal dette vare!
Vi opretter Lærestole i asiatiske Dialekter -- Syrisk, Persisk,
Mesopotamisk! -- mens hjemme enhver spasende Journalist tør spigre
vort Navn til Kagen, fordi vi har begaaet den Forbrydelse at pege paa
Folkemaalets evige Vældkilder.
Vi er her i Landet vel ca. 1 Million, der taler det jydske Bondemaal,
og omtrent lige saa mange, der med en Smule Ulejlighed let kunde
føres til at forstaa det i Tale og Skrift. Det vilde dog vist næppe
være helt uden Betydning hverken for Livet eller for Litteraturen, om
der kunde skabes en stærkere Udvexling af Ideer og Forestillinger,
Gloser og Sprogskatte mellem Jydsken og Højdansken.
Vort lille Land, der er kastet som en Rullesten i Brændingen, kan
tidsnok miste sine særegne Konturer, gnedet og skuret som det er
mellem de andre truende Landkolosser. Vi skal ikke selv bidrage til
denne Rundslibning. Dialekterne _er_ kun en Berigelse, en
karakteristisk Streg mere i vort Folkefysiognomi.
Hver Gang vi fjerner et ejendommeligt Udtryk af vort Folkesprog, da
rokker vi ved en Sten i Dæmningen, der hindrer det flade Vand i at
trænge ind og sætte det hele i samme Niveau.
Men en Forfatter, der agter sit Kald, han maa værge om Sprogets
Bakker og Dale og frygte Forfladigelsen som Sprogets onde Princip.
Hvis ikke Kritikken saa udelukkende var bleven en Syssel for
Hovedstadsfolk og Akademikere, og hvis den jydske Almue ikke stod
disse Folk fjernere end Manden i Maanen, da vilde en Folkeskribent
ha' blidere Kaar, end han har nu om Dage.
Nu maa han krydse sin Skude op imod Vind og Strøm og som oftest gaa i
Havn uden Lods.
Jenle, 26de Oktober 1907.
_Jeppe Aakjær._